Читать книгу Sigojnere - Carsten Fenger-Grondahl - Страница 5

”Romaerne er Europas spøgelser”. Sådan sagde en ung spansk romakvinde ved en konference om romaernes situation i Europa for et års tid siden. Hvad hun mere præcist mente, forblev uklart. Hun sagde det bare sådan, som afslutning på et oplæg om situationen for det folk, hun identificerede sig med. Men selv om den unge romakvindes udtalelse kan synes dunkel, er det ikke svært for os at tilskrive den mening, når vi genkalder os mange af de møder, vi har haft med romaer overalt i Europa. Møder, som har vist os en stor mangfoldighed, men som også har tegnet et billede af et folk, der lever midt iblandt alle andre europæere, men ofte i en parallel virkelighed. En virkelighed, der på en gang virker skræmmende og dragende på de udenforstående og har gjort det gennem hundredvis af år.

Romaerne, eller sigøjnerne, som de ofte kaldes af ikke-romaer, er Europas største etniske minoritet. Ingen ved, præcis hvor mange romaer der findes i Europa – eller i resten af verden for den sags skyld. Et godt bud er, at romaerne udgør en minoritet på 10-12 millioner mennesker i Europa, og at der på verdensplan findes mellem 15 og 18 millioner romaer. Langt størstedelen bor altså i Europa, og af dem lever de fleste i Central- og Østeuropa, men der findes romaer i stort set alle europæiske lande, og med EU’s udvidelse med ti nye lande i maj 2004 blev omkring 8 af Europas 10-12 millioner romaer en del af unionen. Med den planlagte optagelse af Rumænien og Bulgarien i 2007 eller 2008 vil næsten alle Europas romaer blive en del af samme politiske fællesskab.

Allerede nu er romaerne imidlertid en del af den danske virkelighed. Mange har sikkert læst om eller er stødt på ’sigøjnertiggerne’ på gågaderne i København, Århus og Odense, og mindst lige så mange har formodentlig hørt om det dårlige forhold mellem de lokale myndigheder og romaerne i Helsingør. Andre igen har hørt om de hundredvis af romaer fra Kosovo, der sidder på landets asylcentre. Færre er klar over, at der rundt omkring i andre danske byer bor romaer, som indgår i samfundet på lige fod med alle andre. Romaforeninger skønner, at der er 5.000-10.000 romaer i Danmark, og de fleste er kommet som gæstearbejdere i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne eller som flygtninge fra krigene på Balkan i 1990’erne, eller de er efterkommere af disse indvandrere og flygtninge. Mange af dem præsenterer sig ikke som romaer, men som makedonere, serbere, jugoslaver, kosovarer, bosniere eller danskere. Hvad de naturligvis også er, ud over at de er romaer.

Romaerne er nemlig ikke sådan at sætte i bås; de er et folk uden land, en transnational etnisk gruppe og altså Europas største etniske minoritet. De er også et folk omgærdet af mystik og fordomme. Kun få ved, at romaerne kan føre deres oprindelse tilbage til Indien, og endnu færre ved, at romaerne har været en del af den europæiske virkelighed i op mod 1000 år.

For få år siden, inden vi gav os i kast med at samle materiale til denne bog, var vores viden om romaer stort set ikke-eksisterende. Vi havde hver især nogle vage forestillinger om sigøjnerne som et omrejsende folk, hvis oprindelse vistnok fortabte sig i historiens tåger, og som levede som håndværkere, musikere og plattenslagere. Vores billede af sigøjnerne var en blanding af romantiske forestillinger om machomænd og varmblodede kvinder og firkantede stereotyper om uhumskhed, kriminalitet og upålidelighed.

Fra vores rejser i Øst- og Centraleuropa huskede vi romakvinder i farvestrålende, folderige skørter og med guldmønter flettet ind i den sorte hårpragt og romamænd med bredskyggede filthatte, mørke silkeveste og overskæg som krumsabler. De levede tilsyneladende af at sælge blomster, sko heste og spille musik. Andre af vores rejseminder fra samme region handlede derimod om fattige og beskidte tiggere og gadebørn, som krøb sammen under halvtage og i ventesale, når sommerregnen forvandlede gaderne til rislende floder, eller som med insisterende miner maste sig ind på turisterne med fremstrakte hænder. Men noget samlet billede af, hvem romaerne var, havde vi ikke. Det var kun blevet til disse spredte iagttagelser, som alene rummede de mennesker, der levede op til stereotyperne fra film og litteratur og var nemt genkendelige som en del af den gruppe mennesker, der i vores vokabularium var ’sigøjnere’.

I årevis skænkede vi ikke romaerne ret mange tanker. Men under arbejdet med bogen Flygtningenes danmarkshistorie 1954-2004 (Aarhus Universitetsforlag, 2004) stødte vi flere gange på oplysninger om romaerne. Dels i forbindelse med Murens fald og de strømme af asylsøgere og illegale immigranter, der derefter rejste mod især Tyskland og England, men også mod Danmark. Dels i forbindelse med krigene på Balkan, hvor romagrupperne tilsyneladende blev klemt fra alle sider og beskyldt for forræderi af samtlige våbenføre parter i konflikterne.

I tiden op til EU’s store østudvidelse i foråret 2004 dukkede romaerne igen op i mediebilledet og i vores bevidsthed, dog oftest kun i bisætninger, når kravene til kandidatlandene blev remset op, eller Europa-Kommissionens årlige ’tilstandsrapporter’ om kandidatlandene blev offentliggjort. Et eller andet sted i vrimlen af artikler stødte vi på den oplysning, at romaerne udgjorde Europas største etniske minoritet, og at de efter EU’s østudvidelse ville være unionens største etniske mindretal. Det gik op for os, at romaerne på mange måder var Europas glemte folk. At de var spøgelser i udkanten af vores bevidsthed.

Vi satte os for at gå på ’spøgelsesjagt’ – vel vidende, at romaerne, når vi kom tættere på, ville vise sig ikke at være esoteriske ånder fra en anden verden, men mennesker af kød og blod. Europæiske borgere som os selv – og tilmed for størstepartens vedkommende en del af samme politiske fællesskab. I første omgang søgte vi efter litteratur og fandt ud af, at der fandtes meget lidt på dansk. På det tidspunkt – i 2003 – opstod ideen om selv at skrive en bog for første gang. Som med tidligere bøger, vi har skrevet, var det vores egen nysgerrighed og vores ønske om at vide mere, der satte en proces i gang. Vi besluttede at begive os ud for at møde romaerne der, hvor de lever og dør. Det blev til mere end 10 rejser, hvoraf den første førte os langt væk fra Europa – til romaernes ’moderland’, Indien – og en anden knap nok kan kaldes en rejse, men snarere et besøg i vores egen baghave, Danmark. Rejserne og de oplevelser, de gav os i løbet af omkring to år, danner udgangspunkt for denne bog.

Bogen er et koncentrat af det, vi fandt vigtigt at formidle videre. Det, der overraskede og fascinerede os, det, der fyldte os med gru og glæde, med forståelse og erkendelse. På vores rejser genså vi både eventyrligt klædte romaer i Rumænien og fattige romabørn, der rystende af kulde forsøgte at overleve i de østeuropæiske storbyers slum og landsbyernes udkanter. Men vi mødte også romaer, som på ingen måde rimede med vores tidligere erfaringer eller med de stereotype beskrivelser af romaer som tyveknægte og landevejsriddere, som europæisk film, litteratur og musik er fuld af.

Vi har talt med romaer i 14 forskellige europæiske lande. Besøgt dem i deres hjem, fulgt dem på deres arbejdspladser, danset, festet og spist med dem, deltaget i deres højtider og ceremonier. Nogle har været fattige – endda så fattige, at vi havde svært ved at tro, at vi befandt os i Europa efter årtusindskiftet – andre har tilhørt middelklassen, og enkelte har været decideret rige, selv målt med vores normaldanske alen. De har tilhørt forskellige aldersgrupper og haft forskelligt køn og erhverv. For nogle har romaidentiteten været den primære, mens den for andre har været sekundær eller måske endda ganske perifer. Ingen er jo kun romaer – de er også kvinder og mænd, tjekker, danskere og spaniere, studerende, erhvervsaktive og pensionister, hundeejere og hesteelskere, musikere og modebevidste, kvindesagsforkæmpere, konservative og socialister.

For nogle er det problemfrit at kombinere et væld af identiteter og lade dem spille sammen på konstruktiv vis – både i det private og det offentlige rum. Men for mange romaer er netop romaidentiteten svær at forene med de andre identitetsmarkører. At være roma er sjældent en gevinst, når man søger arbejde, præsenterer sig ved sociale sammenkomster eller melder sig ind i en sportsklub. Ofte er det en barriere for at deltage på lige fod på arbejdsmarkedet og i samfundslivet i det hele taget. Romaerne er på mange måde Europas pariaer. Et marginaliseret og udstødt folk. Derfor vælger mange romaer at skjule deres etniske baggrund i alle offentlige sammenhænge – af frygt for følgerne eller af skam over at tilhøre en etnisk gruppe, der mange steder er kendetegnet ved høj arbejdsløshed, lavt uddannelsesniveau og høj kriminalitetsrate, og som der klæber et væld af fordomme til.

Alligevel valgte mange romaer, som skjuler deres identitet på arbejdspladsen og socialkontoret, at tale åbent med os, og vi fik indsigt i en tilværelse præget af forstillelse og frygt for afsløring. Andre havde valgt romaidentiteten aktivt til og stod både over for os og andre med stolthed frem som romaer. På den måde levendegjorde og eksemplificerede de det faktum, at romaerne på trods – eller måske på grund – af århundreders forfølgelse og diskrimination har formået at bevare en stærk, om end foranderlig, identitet.

”Vi kan takke alle jer ikke-romaer for vores stærke identitet, vores sammenhold og vores eksistens som folk,” som Viktoria, en ung romakvinde fra Ungarn, udtrykte det under en samtale om identitetsdannelse og politisk organisering blandt romaer. ”Romaer er forskellige, men vi har tre ting til fælles: sproget, nogle få traditioner og så oplevelsen af diskrimination,” fortsatte hun og lod os forstå, at det især var det sidstnævnte, der var afgørende for eksistensen af en romaidentitet i år 2006.

Viktoria gav os med sin forklaring på romaidentitetens eksistens det bedste svar, vi hidtil har fået på, hvad det vil sige at være roma. Man kan nemlig med god ret hævde, at det folk, som denne bog handler om, ikke kan afgrænses eller defineres klart. Er det et spørgsmål om gener, sprog, kultur eller tradition? Kun få romaer er enige om, hvem der kan siges at tilhøre gruppen af romaer. Men visse træk går alligevel igen blandt størstedelen af de 10-12 millioner europæere, der opfatter sig selv som romaer. Skal man tro de nyeste sproglige og genetiske analyser, nedstammer næsten alle de europæere, der opfatter sig som romaer, fra en lille gruppe stammefolk, der udvandrede fra Indien mellem 500- og 1000-tallet og nåede frem til Balkan i 1200-tallet. Også et vist sprogligt fællesskab er bevaret. Nok har den geografiske spredning medført, at det fælles sprog, romani, i dag findes i mere end 60 forskellige dialekter. Og mange romaer taler det ikke længere. Men romani udgør fortsat en identitetsskabende faktor blandt romaer over hele Europa – uanset deres modersmål.

Sprogligt og historisk er der altså noget at komme efter. Men først og fremmest er det romaernes egen følelse af at tilhøre et fælles folk, der for os at se er afgørende. ”Hvis man er roma, kan man ikke undgå at føle det. Det er en meget stærk følelse,” som den slovakiske regerings rådgiver i romaspørgsmål, der selv er roma, sagde, da vi spurgte hende, hvordan man afgør, hvem der er roma. Den definition har vi valgt at tage udgangspunkt i – i stedet for genetik, lingvistik og officielle befolkningsopgørelser – simpelthen af respekt for de mennesker, vi forsøger at give stemme i denne bog.

Af samme grund har vi valgt at bruge betegnelsen roma, ikke sigøjner, igennem det meste af bogen. Sigøjner er nemlig en betegnelse, som ikke-romaer har brugt om romaer i århundreder, men den har aldrig været romaernes betegnelse for sig selv. På romaernes eget sprog, romani, betyder roma slet og ret ’menneske’, og for mange romaer er det at kalde sig ’roma’ en måde at generobre sin menneskeværdighed på. Gabriela, en romaaktivist fra Tjekkiet, udtrykte det sådan: ”Det er også et spørgsmål om at sige, at ’jeg er nogen, jeg er et menneske, en person’.” Derfor bruger hun konsekvent ordet ’romaer’ om den gruppe, hun føler sig som en del af, aldrig ord som ’cikani’, der er det tjekkiske majoritetssamfunds betegnelse for landets største etniske minoritet.

’Cikani’ kommer formodentlig ligesom det danske ’sigøjner’, det tyske ’Zigeuner’ og det franske ’tzigane’ af det græske ’athínganos’, der betyder ’urørlig’ eller ’paria’ med sidebetydningen ’hedning’. Det var et af de første ord, der blev sat på romaerne, da de ankom til Europa, og dets negative grundbetydning siger noget om, hvorfor de fleste romaer i dag foretrækker at blive kaldt netop ’roma’. Nogle romaer bruger dog andre selvbetegnelser; de romaer, der har levet i Tyskland i århundreder, kalder sig for eksempel typisk ’Sinti’, mens mange spanske romaer bruger betegnelsen ’gitanos’. Enkelte romaer bruger også ord som ’sigøjner’, ’tater’ og ’gypsy’ – oftest med et glimt i øjet – på samme måde, som unge med indvandrerbaggrund kan finde på at kalde sig selv eller hinanden ’perker’.

Andre bruger betegnelserne ’travellers’ (i Storbritannien og Irland), ’Gens du Voyage’ (i Frankrig) eller ’resande’ (i Sverige) om sig selv. I hvert fald en del af disse rejsende har en helt anden historisk oprindelse end romaerne, og for eksempel de irske ’travellers’ taler et sprog, som er anderledes end romaernes sprog, romani, men har nogle låneord derfra. Nogle ’rejsende’ opfatter dog sig selv som en del af samme gruppe som romaerne eller identificerer sig med dem, fordi romaer og rejsende historisk har haft ensartede vilkår. Der er da også oprettet et ’Forum for Rejsende og Romaer’ under Europarådet.

Men det er romaerne, der er i fokus i denne bog, og derfor tager vi dem – bortset fra i bogens titel – på ordet og kalder dem sådan. Når vi i titlen bruger ordet ”sigøjner”, skyldes det, at roma endnu ikke er en del af de fleste danskeres ordforråd. Det er ganske vist med i de nyere udgaver af Nudansk ordbog, men her henvises blot til opslagsordet ’sigøjner’. Og sådan er det jo nok: Sigøjnerne har de fleste af os nogle forestillinger om, hvem er, men når det drejer sig om romaer, er vi stort set blanke. Det har også den 32-årige danske romakvinde Biljana Muncan erfaret: ”Hvis folk spørger, hvad jeg er, så siger jeg, at jeg er roma, eller at jeg har romabaggrund. Men så ved folk som regel ikke, hvad det vil sige. De tror, at det har noget med Rom at gøre. Så er jeg nødt til at forklare dem, at en roma er det, man normalt kalder for en sigøjner. Men jeg har det ikke ret godt med at bruge det ord, for ’sigøjner’ er for mig et meget negativt ord. Folk forbinder det med at være omrejsende, med kvinder i lange kjoler, med utilpassede, tyvagtige mennesker. Det er alle de stereotyper, som jeg gerne vil være fri for at forholde mig til.”

Utrolig mange af de romaer, vi har mødt, har udtrykt samme ønske som Biljana: at de kunne blive fri for altid at blive målt med stereotypernes alen. At de kunne være romaer uden at være sigøjnere. Med bogen her forsøger vi at give romaerne stemme og lade sigøjnerne – og de mest firkantede stereotyper om dem – blive, hvor de hører til: i litteraturen og musikken, i romantiske drømmes landskaber og frygtens mørke korridorer.

Men selvfølgelig er stereotyperne der stadig – også i denne bog. Dels fordi virkeligheden faktisk nogle gange rimer fint med fordommene, dels fordi det efter vores mening er helt legitimt at fremhæve og lade sig fascinere af det anderledes ved andres kultur og livsform, og endelig fordi vores egne holdninger og fordomme helt sikkert også mod vores vilje har sat deres aftryk rundt omkring i bogen. Vi bilder os heller ikke ind, at vi med nærværende bog kan give en repræsentativ beskrivelse af Europas 10-12 millioner romaer. Den rummer derimod et udvalg af oplysninger og oplevelser, som gerne skulle give et indtryk af den forskellighed og det skæbnefællesskab, der findes blandt romaerne. Det er vores udvalg, og vi har ingen illusioner om, at det rummer nogen absolut sandhed om romaerne og deres liv i Europa. Dertil er romaerne og deres kultur heldigvis alt for mangfoldig, kompliceret og ikke mindst foranderlig.

Men det er vores håb, at vi med vores tekst og billeder kan gøre en smule til, at romaerne bliver en mere nærværende og mindre skræmmende del af europæernes bevidsthed. Så de ikke længere skal se sig hensat til en position som det, de på mange måder føler sig som i dag: Europas spøgelser.