Читать книгу Sigojnere - Carsten Fenger-Grondahl - Страница 9

En skinnende gråblå BMW kører langsomt op foran huset, og en fedladen mand iført satinskjorte, vest og bukser med pressefolder stiger langsomt ud. Hans guldur glimter i solen, da han fører en mobiltelefon op til det ene øre. Mens han går ned mod en flok kvinder og børn, der har samlet sig i en plet sol, snakker han med dyb stemme og griner højt. Kvinderne har lange skørter i flere lag, og deres hår er flettet og pyntet med gennemborede guldmønter. En pige på 14-15 år forlader de andre og går med et barn på armen ind i det nærmeste hus. Det ligner en blanding af et prinsesseslot og pandekagehuset fra eventyret om Hans og Grete. En bred marmortrappe fører op til en pompøs indgangsdør, og facaden er malet i sort, rødt og hvidt. Taget er dækket af sølvskinnende plader og pyntet med spir og forsiringer.

Vi tænker det samme: Er det virkelig rigtigt, at der er findes et så fabelagtigt sceneri, et optrin, som trækker på alle stereotype forestillinger om de stenrige sigøjnere, som flasher deres rigdom i smykker, biler og fast ejendom overdænget med dekorationer i tilsyneladende tilfældige stilblandinger? Det er selvfølgelig blot en af flere konkurrerende og modsatrettede stereotyper – helt anderledes end billedet af de fattige, rejsende og usle sigøjnere, der stjæler som ravne og sniger sig rundt i udkanten af samfundet som skabede hunde. Men stereotypen har virkelig en manifestation i den virkelige verden. Endda en manifestation, som er så klicheagtig, at vi næsten ikke kan tro vores egne sanser. Lyde, lugte, billeder. Vi er midt i en landsby, hvor billederne fra vores underbevidsthed er smeltet sammen og projiceret ud.

Før vi rejste til Rumænien,var vi næppe klar over,at vi kendte stereotypen om den rige sigøjner. Fra vores rejser gennem Rumænien i begyndelsen af 1990’erne kunne vi ganske vist huske grupper af selvbevidste sigøjnere – mænd i lædervest, med sort filthat og velplejet overskæg, der i familiegrupper tog torve og hovedgader i besiddelse, mens deres kvinder forsøgte at storforbruge i de halvtomme forretninger. Men vi kunne især huske de romaer, der levede op til stereotyperne om den fattige sigøjner på samfundets bund. Mænd, som stod i laset tøj og spillede violin og harmonika på strøget i de større provinsbyer, kvinder, som med et snu udtryk i ansigtet solgte roser ved fortovsrestauranterne, mens deres snottede unger sjoskede rundt i nærheden og legede med en lighter eller et par tændstikker og fik brændemærker på de beskidte fingre.

DA REJSEN STOPPEDE

De første romaer kom formodentlig til det område, der i dag udgør Rumænien, allerede i 1300-tallet. På det tidspunkt var der – på grund af pestens hærgen – hårdt brug for arbejdskraft i landbruget, og mange romaer blev fæstebønder eller livegne på de store godser. Endnu flere blev taget som slaver, og først i 1864 blev de sidste romaslaver frigivet. Formentlig var der på dette tidspunkt over 1/2 million romaslaver på rumænske klostre og godser. De fleste, der havde mulighed for det, flygtede til andre lande, og mange af de romaer, der lever i Europa i dag, er efterkommere af frigivne slaver fra Rumænien.

Mange af de tidligere slaver havde imidlertid ikke mulighed for at forlade Rumænien, fordi de intet ejede, og mange blev derfor boende i nærheden af det gods, hvis bestyrer havde haft hånds- og halsret over dem. Rumænien er da også i dag det land i Europa, der – både forholdsmæssigt og i absolutte tal – har det største mindretal af romaer, formodentlig omkring 2,5 millioner, hvilket svarer til lige over 10 % af befolkningen.

I 1993 blev romaerne anerkendt som national minoritet, og romani blev indført som valgfag i grundskolen. I det hele taget er der de sidste 10 år taget en del initiativer for at forbedre romaernes forhold – især på det lovgivningsmæssige plan. En del af tiltagene skyldes pres fra EU, som Rumænien har søgt om optagelse i. I 1997 blev Rumænien sammen med Bulgarien anerkendt som kandidatland, og siden har Europa-Kommissionen konstateret fremskridt på en række områder.

Romaerne lever dog stadig gennemsnitligt under langt fattigere forhold end den øvrige befolkning og har en betydeligt kortere gennemsnitlig levealder. En rapport fra UNDP fra foråret 2005 viste, at næsten 70 % af romaerne lever for under fire dollars om dagen – FN’s fattigdomsgrænse i udviklede lande, og 68 % mangler vand og kloakering i huset. Der er også eksempler på politivold og diskrimination fra myndighedernes side.

Som forberedelse til turen til Rumænien har vi læst et af væld rapporter og artikler om romaernes vilkår i Øst- og Centraleuropa, og her er vi kun stødt på nedslående tal om fattigdom og marginalisering, stereotyperne om de rige sigøjnere var helt fraværende. Men da vi står i landsbyen Ciurea lidt uden for Rumæniens tredjestørste by, Iasi, og ser den fedladne mand stige ud af sin BMW, er billedet af den rige sigøjner der igen.

Manden afslutter sin telefonsamtale og kommer hen for at tale med os. Vores ankomst til landsbyen er blevet varslet og godkendt af de to ’konger’ – en slags overhoveder i landsbyens patriarkalske struktur – der har delt landsbyen mellem sig. Den ene er på forretningsrejse, den anden på hospitalet, men de har begge givet deres tilladelse til besøget over mobiltelefon, og vi har fået grønt lys til at snakke med folk og fotografere.

Formodentlig er ’kongernes’ tilladelse en medvirkende årsag til, at indbyggerne virker rimeligt imødekommende, om end reserverede på en selvsikker, selvtilstrækkelig måde. Manden i satinskjorten kigger op og ned ad os, og vi aner et misbilligende blik på vores North Face-sandaler, som ser meget lidt stilige ud i sammenligning med hans blankpudsede lædersko. Vi præsenterer os og fortæller, at vi er i Rumænien for at få et indtryk af romaernes levevilkår og kultur, og han bemærker køligt, at romaer ikke bare er romaer. ”Vi er kalderasher,” siger han og ser ud, som om han helst ikke vil slås i hartkorn med de hundredtusinder af fattige mennesker, der tilhører gruppen af rumænske romaer. ”Vi har vores egen kultur og vores egne traditioner,” tilføjer han og nikker i retning af det pompøse hus, som de unge kvinder har samlet sig foran. ”Her bliver pigerne gift, når de er omkring 12-13 år, og drengene bliver gift som 14-15-årige. Det er en regel, vi har arvet fra vores forfædre. En tradition, som ingen kan få os til at ændre,” forklarer han.

Ioana, en kvinde i begyndelsen af 20’erne, der skal hjælpe med at oversætte, er selv roma, men fra en anden stamme. Hun kigger næsten triumferende på os. Inden vi tog af sted, advarede hun os om, at landsbyens indbyggere var meget traditionelle. ”De andre kalderasher, som bor inde i Iasi, lever af at stjæle fra folk på gaden. Derfor flygter folk, når de ser en kvinde i deres traditionelle tøj. I Ciurea er folk efter sigende for fine til smårapserier. Folk inde i Iasi siger, at de lever af kriminalitet i stor stil,” forklarede Ioana os, da vi kørte ud mod landsbyen i en gammel hvid Dacia. ”De er meget traditionelle. Det er umuligt at ændre deres livsstil. De vil leve, som de altid har gjort,” tilføjede hun.

Landsbyens huse ligger klumpet sammen på et højdedrag fem kilometer fra Iasi, og de sidste 500 meter ud til bebyggelsen må tilbagelægges på en hullet grusvej. Vejen ender i landsbyen, og her lever de omkring 1000 indbyggere et isoleret liv reguleret af egne regler og normer. Kun ganske få af indbyggerne i Iasi har nogensinde været på bakken uden for byen. Men alle kender den som tilholdssted for sigøjnere fra kalderash-stammen, en stamme der traditionelt har ernæret sig som kobbersmede, men som i dag har måttet finde andre indkomster. Da vi et par dage tidligere mødtes med en kvindelig politikommissær, Daniela Onutu, bekræftede hun, at der ifølge politiets statistikker er en vis sammenhæng mellem romaer og kriminalitet, og at specielt kalderash-romaer er kendt for at stå bag lomme- og butikstyverier. Men hun understregede, at hun ikke havde belæg for at udpege beboerne i Ciurea som kriminelle: ”Jeg kan ikke sige, hvad de lever af. Jeg kan ligesom alle andre se, at de tilsyneladende har en vis indkomst. De har råd til at køre i store biler og bygge flotte huse. Men de betaler ikke skat, hverken indkomstskat eller skat af jord og ejendom. De har en gæld på flere hundrede millioner lei til myndighederne. Men vi kan ikke inddrive den. Vi har opgivet,” sagde hun og trak på skuldrene.

Daniela Onutu havde deltaget i et kursus i menneskerettigheder og minoritetsspørgsmål arrangeret af to lokale ngo’er i samarbejde med det danske Center for Konfliktløsning og Institut for Menneskerettigheder og var tydeligvis opmærksom på ikke at generalisere og drage forhastede konklusioner, når hun omtalte romaerne. Men indbyggerne i Ciurea havde hun svært ved at se som andet end et problem. ”De lever efter deres egne regler. De har endda en form for domstol, som vi ikke kan forhindre dem i at opretholde. Hvis en person forbryder sig mod deres interne regler, bliver vedkommende dømt. Ofte er dommen total social isolation i en periode,” forklarede politikommissæren.

Vi spørger manden med mobiltelefonen, hvad han og hans familie lever af. I stedet for at svare vil han hellere fortælle, at han er i familie med den ene af landsbyens to ledere. Han er far til lederens nevø, en 13-årig dreng, som skal giftes næste år. ”Det er hans hus. Det har jeg bygget til ham og hans kommende kone,” siger han og nikker i retning af et af de største huse i landsbyen. På vores insisterende spørgsmål om, hvor landsbyens indkomster stammer fra, svarer han ’business’. Det er åbenbart det bedst dækkende ord for aktiviteterne på både engelsk, rumænsk og romani. I hvert fald får vi og Ioana samme svar fra alle andre, vi spørger.

Ioana, der tilhører en romastamme, som traditionelt har levet som bjørnetrækkere, forklarer os, at der går rygter om, at landsbyen lever af at sælge stjålet jern og smugle metaller over grænsen til Moldova, og vi hører flere gange fortællinger om de ekstremt rige romaer på den anden side af grænsen, og om det gravmonument af hvidt marmor, som den tidligere romakonge Mircea Cerari blev begravet i sammen med sin computer, fax og mobiltelefon – udstyr, som skulle sikre, at han kunne holde sig i kontakt med de levende. Måske taler de sandt, både rygterne om rigdom og om kommunikation mellem levende og døde. Sammen med Ioana får vi os et godt grin ved tanken om, hvordan den afdøde konge plager familie og forretningsforbindelser med faxhyletoner, telefonopringninger og e-mails i tide og utide, alt sammen for at sikre sig, at den enorme formue, han efter sigende efterlod sig, bliver forvaltet fornuftigt.

Blandt kalderash-romaer er det stadig almindeligt at vaske mande- og kvindetøj hver for sig, fordi kvindetøjet opfattes som besmittet med kvindens urenheder fra den nederste del af kroppen, og kvinder skal af samme grund altid bære skørter i flere lag.

I Ciurea er ’business’ tilsyneladende også tæt forbundet med mobiltelefoner og andre ydre statussymboler. Men selv om biler og telefoner skaber en vis mobilitet og muliggør kommunikation med omverdenen, betyder indtægterne, hvor de end kommer fra, tilsyneladende først og fremmest, at indbyggerne har mulighed for at opretholde et liv næsten isoleret fra majoritetssamfundet. ”Vores piger går kun i vores landsbyskole, som går til 5. klasse. Så snart de kommer i puberteten, bliver de forlovet og gift. Drengene kan gå i skole til og med 7. eller 8. klasse. Så bliver de også gift og skal forsørge deres kone ved at deltage i familiens business,” forklarer 64-årige Ionel Stânescu os. Han sidder uden for sit hus, der ligger lige ved siden af det nybyggede palads, som er tiltænkt den ene landsbyleders 13-årige nevø. Stânescus hus er kun i en etage og i det hele taget mindre prangende. Men loyaliteten over for landsbylederne og traditionerne er tilsyneladende total: ”Vi lever på vores måde, og vi vil ikke ændre på vores traditioner. Vi betaler ikke skat. Vi skylder ikke samfundet noget,” siger han, mens han drikker store slurke vand fra det glas, hans svigerdatter har bragt ham.

Svigerdatterens sorte hår er flettet i to fletninger, og hendes pandehår er snoet og ligger som slanger langs hendes tindinger. Et tyndt tørklæde dækker baghovedet. Frisuren og tørklædet signalerer, at hun er gift. De piger, som endnu ikke er forlovet, har som regel håret flettet i tre fletninger. Når de bliver forlovet, samles håret i to, og pandehåret snos i de karakteristiske slanger. Tørklædet – og pligten til at opvarte både sin mand og sin svigerfar – kommer med ægteskabets indgåelse. Ionel Stânescus svigerdatter ser ikke ud, som om den sidste del af traditionen passer hende særlig godt. Men han ænser tilsyneladende ikke hendes mutte mine. Han tømmer glasset og rækker det til svigerdatteren. Så vender han sig mod os og forklarer, at han har sukkersyge og derfor er nødt til at drikke meget. ”Den medicin, man får på rumænske sygehuse, er ikke god,” konstaterer han. Måske er det derfor, han ikke ønsker at betale skat. Eller måske skyldes det kalderash-stammens erfaring af at være en udstødt og udsat minoritet.

Indtil for få generationer siden var flertallet af romaerne i Rumænien slaver, og spørgsmålet om skolegang var rent hypotetisk. Romaerne ankom formodentlig til det nuværende Rumænien i 1300-tallet, da pesten hærgede. Omkring 75 millioner mennesker ud af en befolkning på 200 millioner i Europa var døde af pest mellem 1347 og 1351, og der var mangel på arbejdskraft overalt på Balkan, især i landbruget. Datidens feudale samfund var stærkt hierarkisk, og mange fattige bønder var livegne hos adelsmænd og ved klostrene. Romaerne blev som nyankomne placeret nederst i hierarkiet og blev taget som slaver. Landbrugsjorden i det daværende Rumænien var ejet af adelen, militæret og kirken, og alle tre typer jordejere benyttede sig af slaver til at dyrke jorden. Den første henvisning til, at der var romaer blandt jordejernes slaver, er fra 1360’erne eller 1370’erne, hvor fyrst Vladislav af Vallakiet overgiver ejerskabet over 40 romafamilier til St. Anton-klostret i nærheden af Vodita. De næste par århundreder blev romaer med jævne mellemrum nævnt som objekter i sådanne foræringer eller handler.

Tilsyneladende blev alle romaer i området i udgangspunktet opfattet som ejendom under de tre fyrstedømmer Vallakiet, Transsylvanien og Moldavien. De tre fyrster forærede så romaerne som slaver til adelen og klostrenes overhoveder, som herefter kunne udnytte deres arbejdskraft, forære dem væk eller sælge dem på de slavemarkeder, der opstod efterhånden. For eksempel forærede den vallakiske fyrst Mircea den 1. i 1388 i alt 300 romafamilier til et nyetableret kloster, og i 1480 købte den moldaviske fyrst Stefan den Store tre romafamilier fra en adelsmand for 50 tartarzloty og forærede dem til adelen.

I Transsylvanien blev slaveriet afskaffet allerede i 1300-tallet, men i Moldavien og Vallakiet varede det ved indtil midten af 1800-tallet. Historikere har fundet en plakat fra 1852, som fortæller, at et antal sigøjnere er sat til salg. På det tidspunkt blev romaslaver solgt efter vægt, til en pris af et guldstykke per pund.

Slaveri af romaer fandt ikke kun sted i det nuværende Rumænien. I 1500-tallets England udstedte kong Edward den 6. et dekret om, at alle romaer skulle brændemærkes med et ’V’ på brystet og holdes som slaver i to år. Forsøgte de at undslippe, skulle de i stedet brændemærkes med et ’S’ og gøres til slaver på livstid. Tilsvarende besluttede den spanske konge i 1538, at romaer, der stak af fra fængslet, skulle gøres til slaver. Katharina den Store fulgte trop ved at gøre romaer til hofslaver i Rusland, og så sent som i 1749 befalede den spanske konge, Ferdinand den 6., at 14.000 romaer skulle arbejde som slaver i landets miner.

Romaer blev desuden brugt som slavearbejdere i de europæiske landes kolonier. Allerede i 1498 blev en gruppe romaer tvunget om bord på Columbus’ skib og transporteret til De Caraibiske Øer, og i løbet af 1700-tallet blev flere skibstransporter med romaer sendt af sted fra England og Skotland til de britiske kolonier. Også de portugisiske magthavere tvang romaer af sted til landets kolonier, hvilket resulterede i, at romaer som et udslag af skæbnens ironi blev deporteret til deres eget oprindelsesland, Indien.

Men det var i Rumænien, at slaveriet af romaer var mest systematiseret, varede længst og var mest omfattende. Da slaveriet ophørte i Vallakiet og Moldavien i 1864, blev op mod 600.000 romaslaver frigivet. Mange af dem flygtede og bosatte sig i nærliggende europæiske lande eller i fjerne lande som Brasilien og USA. Andre havde ingen anden mulighed end at blive boende og tigge deres tidligere ejer om arbejde. Fra den nyetablerede rumænske stats side blev der intet gjort for at uddanne og integrere de tidligere slaver, og resultatet er, at fortidens status som andenrangs mennesker i dag er forandret til en status som andenrangs borgere.

Mange rumænere opfatter fortsat romaer som uciviliserede og uudviklede og er vrede over, at de formelt set har samme borgerrettigheder som dem selv. ”Da jeg var lille, truede mine legekammeraters forældre os med, at hvis vi ikke opførte os ordentligt, ville de overgive os til politiet eller sigøjnerne. Jeg ved egentlig ikke, hvad truslen om sigøjnerne gik ud på, men vi forstod, at det var værre end at blive overgivet til politiet,” fortæller en universitetsuddannet kvinde i 30’erne os. Først som voksen er hun begyndt at sætte spørgsmålstegn ved barndommens skræmmebillede af romaerne. Andre refererer almindelige rumænske talemåder om romaer som fx ’da sigøjneren blev konge, hængte han sin far’ og ’sigøjneren er lige så meget et menneske, som et græsstrå er et træ’.

De færreste romaer stoler fuldt ud på majoritetssamfundets institutioner, og de fleste opbevarer derfor deres opsparing i hjemmet eller – for kvindernes vedkommende – i smykker eller guldmønter. Tørklædet, kaldet diklo, er et tegn på, at kvinden er gift.

Talemåder som disse trækker spor tilbage til en periode i Rumæniens historie, hvor lighed for loven var et endog meget relativt begreb. I 1600-tallet var der for eksempel i den moldaviske del af det nuværende Rumænien en civil straffelov, som opererede med forskellige strafferammer for samme forbrydelser, afhængig af lovovertræderens etnicitet og sociale tilhørsforhold. Af loven fremgik det, at en romaslave, der voldtog en kvinde, skulle brændes levende, mens en rumæner, der var skyldig i samme forbrydelse, ikke skulle idømmes nogen straf. Tilsyneladende var besmittelsen fra en romaslave så voldsom, at æren måtte vaskes ren ved at lade den beskidte forbryder forsvinde i bålets lutrende flammer, mens en etnisk rumæner ikke på samme måde udgjorde en trussel om ’forurening’ af racen. Indtrykket bekræftes af det faktum, at der fandtes en særlig kategori af romaslaver, de såkaldte skopici. Det var mænd, der blev kastreret, så de kunne arbejde som kuske for rige kvinder uden risiko for, at de forgreb sig på dem.

Uanset hvor langt man kan drive fortolkningen af fortidens slaveri, har vi ikke svært ved at forstå, at romaerne i Ciurea er mistænksomme over for rumænernes pludselige ønske om integration. Hvorfor ønsker rumænerne at blande sig i vores interne regler, synes de at tænke? Hvad vil de os? Og historiens svar vil være, at de vil os ikke noget godt. Men fortiden siger jo aldrig alt om fremtiden. Og vi møder da også rumænere, som virker ærligt interesserede i at forbedre romaernes forhold. Politikommissæren fra Iasi, Daniela Onutu, lyder for eksempel overbevisende, når hun siger, at samfundets forsøg på at blande sig i forholdene i Ciurea skyldes et ægte ønske om at etablere et moderne retssamfund: ”Vi forsøger at forklare dem, at landets love baserer sig på individuelt, ikke kollektivt, ansvar. En person kan kun dømmes for det, vedkommende selv har gjort, og kun den person, som har brudt loven, bør stå til ansvar. Men de mener ikke, at vi har ret til at blande os i deres retssystem, og det er heller ikke en forbrydelse som sådan at afholde den slags private retsmøder, så vi kan ikke gøre ret meget,” siger hun med henvisning til, at kalderash-romaerne i blandt andet Ciurea stadig opretholder den ældgamle tradition for kris, en form for domstol, der afgør konflikter i lokalsamfundet og sanktionerer brud på kollektivets normer.

Daniela Onutus skelnen mellem det kollektive og individuelle ansvar virker nærmest selvindlysende. Men for romaerne ser det anderledes ud: ”Deres eget retssystem bygger på kollektiv ansvarlighed. Er en person fra deres samfund eftersøgt, dækker de andre over vedkommende. De har samme efternavne, og mange har også samme fornavne, så det kan være svært for os at komme til bunds i tingene. Bare at finde frem til en bestemt person kan være svært. Og de forventer ikke noget godt fra rumænere, så de antager, at de bliver diskrimineret, inden der overhovedet er sket noget. Fordomme og mistillid findes både blandt rumænere og romaer,” siger hun med et suk.

Når kalderash-romaerne fastholder en praksis med kollektiv straf, kan det til dels ses som en konsekvens af den udgrænsning, der fandt sted under slaveriet, og måske sætter det netop så stærkt et præg på kalderasherne, fordi de ikke er bevidste om, hvor deres overlevelsesstrategi stammer fra. Deres historiske bevidsthed baserer sig primært på mytologiske mundtlige overleveringer og ikke på faktuel skriftlig viden, og mange af dem ved intet eller meget lidt om slaveriet. Historien skrives jo som bekendt af sejrherren, og romaerne har først i løbet af 1900- tallet udviklet et skriftsprog og dermed fået mulighed for at være med til at definere deres egen historie i en større kontekst. I sin We are the Romani people fortæller Ian Hancock, hvordan ”en ældre mand af kalderash-afstamning i Wichita brød sammen og græd tårer af vantro, da hans søn fortalte ham, at kalderash-folket havde været slaver i hundreder af år”.

Romaerne i landsbyen Ciurea har bevaret mange af deres gamle traditioner, blandt andet de tidlige ægteskaber. Denne 12-årige dreng er forlovet og skal efter planen giftes om to år. Som nevø til en af landsbyens ledere kan han se frem til et liv i luksus.

Også blandt beboerne i Ciurea virker den historiske viden begrænset og abstrakt. Den er reduceret til en fortælling om forfølgelse og overlevelse, og historiens morale er, at overlevelsen alene er blevet sikret ved at fastholde traditionerne og leve isoleret fra det omgivende samfund. ”Traditionen for at gifte vores døtre tidligt stammer fra tiden, da vi var slaver. Der var en lov, som gav herremanden ret til at være den første mand i alle slavepigers liv. Ved at gifte pigen bort, så snart hun kom i puberteten, undgik vi, at det skete,” fortæller en mand i Ciurea os, og tilføjer, at traditionerne skal bevares, fordi ”sådan har vores forfædre gjort, og vi har lært af vores forældre, at vi skal følge forfædrenes traditioner”.

Han fortæller både om slaveriet og om forfølgelserne under 2. Verdenskrig, hvor den pro-nazistiske rumænske regering under Ion Antonescu deporterede mindst 25.000 romaer til koncentrationslejre i det rumænskbesatte Transnistrien i Ukraine. Omkring halvdelen af de deporterede døde af fejlernæring, sygdomme eller som følge af mishandling. Denne del af historien er umiddelbart før vores besøg i Ciurea blevet bekræftet og dokumenteret af den rumænske holocaustkommission, nedsat efter pres fra EU.

Men slaveriet er fortsat tabu, og påstanden om herremandens ret til at tage slavepigernes mødom kan vi ikke få direkte bekræftet i de bøger, vi finder om romaernes skæbne som slaver i Rumænien. Men vi finder beskrivelser af praksisser, der ligger snublende nær. Under sit besøg på et vallakisk gods med et stort slavehold beskrev en fransk rejsende, Félix Colson, for eksempel så sent som i 1830’erne, hvordan kvindelige romaslaver blev givet til gæsterne som seksuel underholdning, mens de samtidig blev kaldt ’horer’ af deres ejere, og på samme tid var det almindeligt, at en adelsmand oven i sin datters medgift forærede sin kommende svigersøn en sigøjnerpige.

Romakvinder opfattes stadig af mange europæere som ’lette på tråden’, og vi husker, hvordan en midaldrende rumænsk mand, vi traf under et besøg i Iasi i 1994, fandt anledning til at lufte sine fordomme om villige ’sigøjnerludere’, som han jævnligt frekventerede. Det stemmer unægtelig dårligt overens med realiteterne i Ciurea, hvor kvinderne – eller rettere pigerne – bliver forlovet før puberteten og viet ved indgangen til den for at sikre sig mod udenomsægteskabelig sex. At det netop er en fordom, at romakvinder skulle være særligt letlevende, slår Ian Hancock fast i bogen We are the Romani people: ”Romaers regler for påklædning er langt mere strenge end reglerne blandt ikke-romaer: at vise ben anses eksempelvis for at være ’gadzikane forma’, dvs. ikkeroma-opførsel, og hverken mænd eller kvinder bør bære korte bukser.”

For romaerne må rumænernes omtale af ’sigøjnerludere’ blot gøre den nedarvede frygt for ’herremanden’ stærkere. Måske er det nok til at forklare Ciurea-romaernes praksis med at gifte sig inden for gruppen og gennemføre tidlige ægteskaber? De tidlige ægteskaber findes også i andre romagrupper, men er særligt almindelige i de traditionelle kalderash-samfund. I Ciurea ser vi flere 15-16-årige piger, der allerede har født deres første barn. Deres kroppe og ansigter ligner danske skoleelevers, men alligevel er det, som om der i deres fremtoning er noget anderledes, noget mere voksent. Det ser nærmest ud, som om de er børn, der har lært at imitere de voksne. Og måske er det muligt at blive voksen som 15-årig, hvis man hele sin barndom er blevet socialiseret ind i rollen som hustru eller mand i kalderash-samfundet? I Danmark trådte man jo også før i tiden ind i de voksnes rækker i forbindelse med konfirmationen. Desuden er en 15-årig mor i Ciurea en del af et fællesskab, som støtter op om hende, yder praktisk hjælp og giver gode råd. Da vi er på besøg i landsbyen, går mange af spædbørnene fra arm til arm, så det er svært at finde ud af, hvem der er mor til hvilke børn.

Forventningerne til kvinderne i Ciurea er, at de skal være jomfruer ved ægteskabets indgåelse, gode husmødre, flittige og gode til at lave mad, og helst også være smukke. ”De dovne og grimme piger bliver gift senere, for de er sværere at finde en ægtefælle til,” forklarer Ionel Stânescu, den 64-årige mand, vi møder uden for hans hus i Ciurea. Han forklarer, at ved indgåelse af ægteskab bliver der betalt en brudepris. Det er en pris, som mandens familie skal betale, fordi pigen ved ægteskabets indgåelse flytter ind hos deres familie. Dermed får de en arbejdskraft, mens pigens egen familie mister hendes arbejdskraft. Brudeprisen i Ciurea er 100-200 guldmønter samt et fuldt møbleret hus, og det er drengens far, der skal betale brudeprisen.

De tidlige ægteskaber blandt kalderasherne var indtil for få år siden ikke noget udbredt samtaleemne i Rumænien. De fleste rumænere mente, at romaerne kunne gøre, som de ville, hvis de blot holdt sig for sig selv. Men i september 2003 blev børneægteskaberne blandt de rumænske romaer en international skandalesag. Store medier som BBC og Associated Press rapporterede om et ægteskab mellem den 14-årige Ana Maria Cioaba, datter af en selvudnævnt romakonge i Sibiu, og en 15-årig dreng. Begge var kalderash-romaer. Vielsen foregik i en pinsemenighed, hvor Anas far fungerede som prædikant. I modsætning til mange andre romavielser, som foregår i hjemmet og uden kirkers og myndigheders indblanding, blev vielsen derfor offentligt kendt, og de internationale medier kastede sig over sagen. Ifølge mediernes rapporter var Ana Maria blevet tvunget ind i ægteskabet af sine forældre, og politiet efterforskede sagen med henblik på en en sigtelse mod gommen for sex med en mindreårig. Det lokale politi oplyste dog siden, at der ikke var tegn på, at de to unge havde haft et seksuelt forhold, og vi har da også mødt mange romaer, som har forklaret os, at ægteskab på romavis kan indgås, flere år før de to unge reelt flytter sammen og sover i samme seng. Ægteskabet er i høj grad en forsikring mod potentielle seksuelle eskapader, ikke nødvendigvis en introduktion til et aktivt seksualliv.

I Ana Cioabas tilfælde er det aldrig blevet opklaret, hvilken form ægteskabet havde. Men mediestormen medførte, at de to forældrepar accepterede myndighedernes krav om, at de to unge flyttede tilbage til deres barndomshjem og fortsatte deres skolegang. Myndighedernes resolutte indgriben skyldtes et krav fra det britiske medlem af Europa- Parlamentet Emma Nicholson. ”Implementeringen af menneskerettigheder for alle er en nødvendig forudsætning for optagelse som fuldgyldigt medlem af EU. Desværre har Rumænien fortsat en række alvorlige svagheder, som vil udgøre en forhindring, medmindre de afhjælpes med det samme,” lød Nicholsons kommentar til ægteskabet mellem de to unge kalderash-romaer.

Vores tolk i Ciurea, Ioana, anser Nicholson for at være håbløst naiv. Hun har læst socialvidenskab på universitetet i Iasi og er godt klar over, at børnenes rettigheder bliver krænket, når deres forældre forhindrer dem i at gå i skole og arrangerer deres ægteskaber, inden de er myndige. Men for hende at se er kalderasherne i Ciurea uden for pædagogisk eller juridisk rækkevidde. I mere end et år har hun ved siden af sine studier arbejdet som bindeled mellem sundhedssystemet og landsbyen. Den rumænske stat har ansat 200 sådanne brobyggere over hele landet. De har til opgave at øge kvindernes viden om personlig hygiejne og sundhed og motivere dem til at søge læge, når de er syge. Ioana har imidlertid ikke oplevet nogen som helst forandring eller fremgang hos kvinderne i Ciurea og er tydeligt frustreret over fiaskoen. ”Jeg fortalte dem, at de skulle vaske sig med sæbe og vaske børnenes hår. De gjorde det en enkelt gang eller to, men så holdt de op igen. De sagde, at det var imod deres traditioner. De nægtede også at gå til læge, før det var absolut nødvendigt. De er flove og skamfulde over at tale om sygdom, fordi de tror, at det er en form for forbandelse, der har ramt dem,” siger hun.

I det hele taget er de basale kropslige funktioner tabu blandt kalderash-romaerne, og toiletbesøg skal derfor foregå i største diskretion. I et af de imposante, overlæssede huse, vi bliver vist rundt i, er der således et badeværelse på over 40 kvadratmeter – med badekar, jacuzzi, håndvaske og masser af gulvplads. Men intet wc. ”Toiletbesøg er noget urent. Det foregår ude bagved på et gammeldags das, og det hjælper ikke ligefrem på hygiejnen,” forklarer Ioana.

Vi forstår hendes frustration. Det virker, som om myndighederne i et forsøg på at skabe hurtige resultater i nogle af de mest isolerede romasamfund har ansat brobyggere, som ikke har en chance for at bygge bro. Som medlem af en anden stamme bliver Ioana ikke accepteret i Ciurea, og hun bliver mødt med mistænksomhed, fordi hun er ’assimileret’ – hun går i cowboybukser, taler kun en smule romani – og slet ikke kalderash-dialekt – og er udsendt som repræsentant for myndighederne. Den bro, hun skal bygge, har kun et fundament i den ene ende, myndighedernes. I den anden ende er der en afgrund af mistillid og forundring, som vi også mærker, da vi besøger Ciurea. Det er, som om landsbyens indbyggere ikke kan forestille sig, at nogen, der opsøger dem, har gode intentioner. De hverken beder om hjælp eller forsøger at afdække mulighederne for at opnå økonomiske fordele ved mødet med udefrakommende. De accepterer blot deres tilstedeværelse med ophøjet ligegyldighed og fortsætter efter en kort snak deres daglige gøremål, der forløber, som de har gjort i generationer. Der er noget stolt og sårbart over deres selvtilstrækkelighed, og vi får en følelse af, at de i deres tilbagetrukkethed bærer på århundreders erfaring af svigt og svig – erfaringer, de med rette fornemmer, at de vil opleve gentaget, hvis de åbner sig mod omverdenen.

Det værste ved det mislykkede eksperiment med en brobygger er derfor ikke, at kvinderne fortsat vasker deres hår uden shampoo. Det værste er, at Ioana – og formodentlig også den myndighed, der ansatte hende – er blevet overbevist om, at kalderasherne i Ciurea er et håbløst tilfælde. ”Intet herude vil nogensinde ændre sig, så det er spild af penge og tid at sætte ressourcer af til at forsøge at integrere dem,” konkluderer hun, da vi forlader Ciurea ad den hullede grusvej, som stod i stærk kontrast til de overdådige huse. Vi nævner Emma Nicholsons krav om, at børnenes menneskerettigheder skal beskyttes. Men Ioana ryster bare på hovedet. ”Deres kultur er bygget op omkring kollektive pligter og rettigheder, og børnene er en del af et fællesskab, som alle samfundets medlemmer sætter højere end individuelle rettigheder. Helt fra de er små, vænner de sig til tanken om, at de skal giftes, når de er 14-15 år, for alle omkring dem er blevet gift tidligt. Det er naturligt for dem, så jeg synes ikke, at det er et overgreb. Det er noget andet, hvis en 15-årig pige inde i Iasi, som er vant til at gå i skole, bliver tvunget til at gifte sig, mens alle hendes veninder fortsætter i skolen,” siger hun. Hun tilføjer, at hun aldrig har hørt nogen af kvinderne tale om, at de gerne vil arbejde uden for hjemmet eller uddanne sig yderligere. ”De fattigste af dem er tilfredse, hvis deres mand kan forsørge dem og børnene; de lidt rigere drømmer om et stort hus og en bil. Det er alt,” siger hun.

Vi har svært ved at acceptere Ioanas ide om dobbelte standarder. Vi kan ikke forestille os, at noget samfund, heller ikke det lille fællesskab i Ciurea, er så homogent, at der ikke finder en vis grad af social tilpasning og tvang sted. Og en dag vil også en af kvinderne i Ciurea protestere åbent mod de sociale normer, hun er underlagt, og forsøge at gøre sig fri af deres tvangsmæssige karakter. Det vil ske, når hun forelsker sig tilstrækkelig voldsomt i en ikke-roma og insisterer på at blive gift med ham, eller når hun brænder så meget for at uddanne sig og tjene sine egne penge, at hun ikke vil lade sig begrænse af landsbyens snævre geografiske rammer. Måske findes den kvinde ikke i Ciurea nu. Men en dag vil hun dukke op. Og den dag skal menneskerettighederne ikke kun gælde for alle de andre. Den dag skal samfundet i det mindste stå parat med så meget støtte, at der er et reelt alternativ til livet i Ciurea. Samtidig må det også være samfundets opgave at komme beboerne i Ciurea og andre tilsvarende samfund så meget i møde, at en forandring er mulig – ikke kun for de individer, der vil bryde markant med normerne, men også for dem, der ønsker en langsom reformering af det ældgamle værdisystem.

Det kræver reel respekt fra majoritetssamfundets side. For Ionel Stanescu og de andre mænd i Ciurea vil selvfølgelig ikke fra den ene dag til den anden acceptere, at det omgivende samfund ’stjæler’ deres kvinder fra dem, uddanner dem og ’sætter dem griller i hovedet’. Formodentlig skal sagen gribes an med udgangspunkt i kalderashernes historiske erfaringer og med forståelse for, hvorfor kalderasherne i højere grad end andre romagrupper i Rumænien har valgt segregation som strategi. Det skyldes nok blandt andet, at kalderasherne under Nicolae Ceausescus styre som de eneste romaer fik lov at bevare en vis mobilitet og kulturel frihed. De blev undtaget fra det tvungne arbejde i landbrug og på fabrikker og fik til gengæld – mod at bosætte sig – lov at fungere som kobbersmede i de samfund, hvor de fik tildelt jord. Andre romaer fik som alle andre rumænere tildelt ret og pligt til at arbejde.

Kalderashernes særstatus var en fortsættelse af slavetidens praksis, hvor de slaver, der var ejet af kongen, nød større frihed end kirkens og adelens slaver. De ’privilegerede’ slaver blev udvalgt blandt de romaer, som udførte traditionelle håndværk, blandt andet kobber-, guld- og sølvsmede samt træskærere. De havde større bevægelsesfrihed end andre slaver og kunne rejse rundt inden for nærmere definerede områder for at sælge deres ydelser. Til gengæld skulle de betale en særlig skat til kongen. Kalderasherne undgik altså både under slaveriet og under Ceausescu den assimilationsproces, som mange andre romaer gennemgik, og deres modstand mod majoritetssamfundets uddannelsessystem og kønsrollemønstre er formodentlig et ønske om at bevare denne uafhængighed. Først når kalderasherne erfarer, at der kan komme noget godt ud af at lade sig integrere, vil de formodentlig ændre strategi.

Indtil videre klarer i hvert fald kalderasherne i Ciurea sig – økonomisk set – godt. Nogle få lever stadig som kobbersmede og lærer deres sønner op i det traditionsrige håndværk. En svendeprøve kan bestå i at fremstille et apparat til destillation af tuica, blommebrændevin, som kan sælges for over 500 kr. inde i Iasi. Andre fædre har slået sig på (illegal) handel, og deres sønner får lov at gå lidt længere i skolen end før i tiden. De skal nemlig lære at læse og skrive, så de kan få et kørekort og være med til at drive familiens moderne business. Med andre ord er romaerne i Ciurea måske nok negativt indstillet over for skolen som institution, men ikke over for uddannelse som sådan, og mon ikke udviklingen vil gøre det nødvendigt og attraktivt for kalderasherne i Ciurea at lade både deres drenge og piger gå i skole?

Det vil dog kræve, at det rumænske majoritetssamfund tager imod dem med mere åbne arme, end der har været tradition for mange steder. Under slaveriet blev romabørn ofte solgt uafhængigt af deres forældre, og mange familier blev splittet på den måde. Og under kommunismen følte mange romaer sig på grund af ekstrem fattigdom nødsaget til at aflevere nogle af deres børn på de berygtede børnehjem, som chokerede Vesten efter Ceausescus fald. Også i dag møder romaerne modstand i skolesystemet. Antropologen Delia Grigore, der er en af de få kalderash-kvinder, som har fået en universitetsuddannelse, beskriver i et essay om uddannelsesmønstre i romafamilier, hvordan romabørn i skolerne udpeges som potentielle ’drop-outs’ af lærerne, og deres etniske baggrund identificeres som en barriere for uddannelse. Og professor Gheorghe Sarau, den mand, der har arbejdet mest seriøst med romani i undervisningssystemet i Rumænien, fortæller os, hvordan muligheden for at tilbyde modersmålsundervisning i romani i nogle landsbyskoler bliver brugt som en undskyldning for at isolere romabørnene fra de øvrige elever.

Nogle af de unge kvinder i Ciurea beretter også, at da de som børn forsøgte at blive indskrevet i den lokale grundskole neden for bakken, blev de mødt med krav om at ændre tøjstil. Herefter nægtede landsbyboerne at sende deres piger og de fleste af drengene i skole, og i stedet blev der bygget en landsbyskole i Ciurea, hvor undervisningen foregår på børnenes modersmål, kalderash-dialekten af romani. Skolen rummer dog kun 1.-4. klassetrin, så pigerne slutter deres skolegang med meget få basale kundskaber, mens drengene som regler tager 5.-7. klasse med i skolen neden for bakken.

Kalderash-romaerne er kendt for at være dygtige kobbersmede, og deres forfædre var af samme grund i høj kurs blandt middelalderens slaveejere. Nogle få kalderasher holder stadig håndværket i hævd.

Men det vil ændre sig med tiden. Det er Ecaterina Popistasu sikker på. Den trinde og smilende rumænske lærerinde, som vi møder i Iasi, lyser i det hele taget af energi og optimisme. Hun fortæller os, at hun bor tæt på landsbyen Dancu omkring en times kørsel fra Iasi. I Dancu findes et kalderash-samfund, som på mange måder minder om Ciurea, blot er indbyggerne i Dancu mindre velhavende. Kalderash-samfundet i Dancu opstod i 1970’erne, da en gruppe kobbersmede og deres familier af myndighederne blev tvunget til at bosætte sig i en isoleret enklave. I 2000-2001 blev Ecaterina Popistasu ansat til at undervise 17 kalderashdrenge under et regeringsstøttet program kaldet ’Second chance’. Programmet, som stadig eksisterer, har til formål at give børn, som ikke er kommet i skole i 6-7-årsalderen, en ny chance. I Ecaterinas klasse gik der drenge i alderen 10-18 år. Stort set ingen af dem kunne læse eller skrive, sådan som det ifølge en rapport fra Verdensbanken for få år siden gjaldt for næsten 60 % af de rumænske romakvinder og over 40 % af mændene. Men det lykkedes hende at give dem nogle basale kundskaber. Det inspirerede landsbyens piger så meget, at de gik til samfundets overhoved og krævede at komme i skole. De fleste af pigerne var ikke registreret hos myndighederne fra fødslen, og ingen var derfor opmærksomme på, at deres ret til skolegang blev krænket. Pigerne eksisterede simpelthen ikke officielt. Da Ecaterina blev klar over det, forsøgte hun at gøre kommunen opmærksom på problemet. Men de lokale myndigheder fastholdt, at børnene ikke fandtes.

Så tog Ecaterina sagen i egen hånd og oprettede en sommerskole for de videbegærlige kalderash-piger. ”Jeg gik til lederne af deres samfund og præsenterede min ide. Først sagde de nej. Men da pigerne blev ved at presse på, ændrede de holdning. De kendte mig fra mit arbejde med drengene og vidste, at jeg ikke ville forsøge at gøre pigerne ’rumænske’. Desuden arbejdede to af pigerne i et rengøringsfirma inde i Iasi, og de havde brug for at kunne læse og regne, så de ikke blev snydt, når de skulle skrive kontrakt. Det var et argument, der virkede over for mændene. Andre sagde til mig, at de gerne ville lære at læse, så de kunne følge med i underteksterne på de soap operas, de ser i tv,” husker Ecaterina Popistasu med et smil.

Ecaterina gik ikke ind i lange udmattende diskussioner om kønsroller og familiestrukturer. I stedet indrettede hun timerne efter pigernes daglige rutiner. Som regel mødtes hun med pigerne om eftermiddagen, når de havde overstået deres huslige pligter, og så havde de tre-fire timer sammen, inden pigerne skulle tilbage til madlavning og opvask. ”Nogle forældre forbød i begyndelsen deres døtre at deltage, men da de så, at de andre piger kom hjem med stilehæfter og blyanter, gav de efter. Som I kan se på deres tøj, er de meget vilde med farver, så jeg gjorde dem interesserede ved at give dem farver og tusser,” siger hun og peger på nogle fotos fra landsbyen, hun har bredt ud på bordet foran os. ”De første dage truede de mig med, at de ikke ville komme mere, medmindre de havde lært at læse og skrive ved ugens udgang. Så jeg forsøgte at få lært dem en lille smule nyt hver dag, så de vidste, at de ville få noget ud af at komme næste dag også. Det virkede,” husker hun.

Ecaterina underviste pigerne i to måneder hen over sommeren og forsøgte derefter at overbevise forældrene om, at børnene skulle fortsætte i den lokale grundskole. Men kun få af pigerne blev indskrevet, og et år efter kan Ecaterina konstatere, at mange af pigerne er blevet gift og ikke har udsigt til at få mere uddannelse. Til gengæld er nogle drenge begyndte at gå i skole med det formål at lære at læse, så de kan klare kravene til at få kørekort.

Traditionerne kan tilsyneladende – langsomt – bøje sig, hvis der er praktiske og økonomiske argumenter nok – akkurat som blandt kalbeliaerne i Rajasthan, hvor økonomisk nødvendighed fik gamle mænd til at acceptere, at kvinderne tjener penge på at danse. I Dancu var arbejdsløshed et problem, og det motiverede både mænd og kvinder til at bryde isolationen. I Ciurea kan indbyggerne endnu i meget høj grad fastholde deres egne standarder og normer. Men den dag, mændenes ’business’ går mindre godt, vil kvinderne sikkert også her komme ud på arbejdsmarkedet, og traditionerne vil transformeres.

Men kalderasherne i Ciurea har en pointe, når de afviser at lade sig integrere og taler nedsættende om Ioanas cowboybukser: integrationen har en pris, og der er ingen sikker gevinst i vente, hvis man vælger at spille på majoritetssamfundets præmisser. Det bliver vi klar over, da vi sammen med Ioana besøger et fattigt landsbysamfund i udkanten af provinsbyen Tirgu Frumos. Hun siger, at hun gerne vil vise os stedet og præsentere os for beboerne, fordi det viser en anden side af det rumænske romasamfund end rigdommen i Ciurea.

Vi ankommer til det lille samfund midt på dagen. Solen står højt på himlen, men den kan knap nok trænge igennem det tykke skydække. Der ligger et gråt lys over de lerklinede hytter, som Ioana udpeger for os. De ligger spredt over en skråning på sydsiden af vejen og ligner noget fra en film optaget i et fjernt hjørne af Afrika. Væggene er skæve og ujævne og dækket af et tyndt lag afskallet maling, som er gennemtrængt af fugt. De tynde trædøre sidder skævt på hængslerne, og der er store revner mellem det øverste af væggene og de interimistiske tage af bølgepap. På jorden mellem husene flyder det med plastic og papir.

Ioana har lavet en aftale med landsbysamfundets leder, og han står parat til at tage imod os, da vi ankommer. Han byder os velkommen med et kraftigt håndtryk og tilbyder at vise os rundt. Vi takker pænt ja og følger med ham rundt mellem hytterne, hvor et overvældende antal børn render rundt i en tilstand af rastløs kedsomhed. ”Ja, mange af børnene går ikke i skole,” siger landsbylederen nærmest undskyldende. Han er en lavstammet mand med et venligt smil, men hans øjne lyner, når han fortæller om forholdene for det lille romasamfunds indbyggere. ”I skolen bliver romabørnene sat i særlige klasser. Lærerne siger, at de deler eleverne efter fagligt niveau. Men hvorfor kommer alle romabørnene så i samme klasse – undtagen de rige romaers børn, som får lov at gå i samme klasse som de rumænske børn,” spørger han retorisk.

Som mange andre medlemmer af ursari-stammen ønsker romaerne i det lille landsbysamfund at give deres børn en uddannelse, så de kan deltage i samfundslivet på lige fod med alle andre rumænere. Deres etniske identitet er mindre vigtig for dem, og de har for længst lagt ursari-stammens traditionelle erhverv – at træne og optræde med ’dansende’ bjørne – bag sig. I dag lever de fleste af dem af handel eller landbrug – eller er på socialhjælp. Det sidste gælder for de fleste af de omkring 500 ursari-romaer i udkanten af Tirgu Frumos.

Nogle få mænd har sæsonarbejde i de store drivhuse i nærheden, men arbejdet bliver i stigende grad overtaget af illegale indvandrere fra Moldova; de underbyder de lokale, forklarer en ung mand os. ”Ja, hvorfor kan myndighederne ikke sørge for arbejde til os? De kunne bygge en konservesfabrik eller noget i den retning. Jeg vil gerne arbejde,” supplerer en ung kvinde med et barn på armen. ”Jeg er blevet tilbudt arbejde i Spanien. En mand sagde til mig, at jeg kunne tjene mange penge på få måneder. Han sagde, at jeg skulle arbejde som servitrice. Men jeg ved, at han sælger kvinder til sexindustrien,” siger hun. Også i aviserne annonceres der jævnligt efter kvinder til arbejde i udlandet som ’danser’, ’tjener’ eller lignende. ”Når der ikke stilles andre krav end et godt udseende, ved vi egentlig godt, hvad jobbet går ud på. Alligevel er der kvinder, der bliver fristet af muligheden for en anden tilværelse,” fortæller kvinden. Hun er klædt i slidte joggingbukser og en hvid, ærmeløs T-shirt.

Monica, en ung kvinde med en beskidt turkis akrylsweater og en falmet sort nederdel, viser os indenfor i sit hus, som består af to små rum med jordgulve. Hele familien, som består af syv medlemmer, sover og spiser i det ene rum. En seng med et tykt sengetæppe og et brændekomfur er klemt sammen ved siden af en reol i krydsfiner. På reolen ligger et tørt brød og fem æg. ”Jeg har ikke anden mad til mine børn. Socialhjælpen er sluppet op. Vi får 1 million lei (ca. 200 kr.) om måneden. Jeg har ikke råd til at sende mine børn i skole, for de har ikke noget rent tøj,” forklarer Monica og trækker opgivende på skuldrene.

Hun introducerer os for sin kusine, som bor i nabohuset. Hendes situation er stort set den samme. ”Vores familie har boet her gennem generationer, men vi har ikke papirer på, at vi ejer husene eller jorden. Så vi kan ikke blive tilsluttet elnettet eller få indlagt vand, og vi har ikke ret til at dyrke jorden,” forklarer hun. Hun er sidst i 20’erne og har fem børn. Det yngste, en pige på 2-3 år, får stadig en sjat mælk hos sin mor af og til. Ud over hendes egne børn er der i huset to teenagedrenge, som hun præsenterer som sine nevøer. ”De kommer tit og bor her, fordi deres mor ikke tager sig ordentligt af dem. Hun går med forskellige mænd og sørger ikke for, at de får mad. Vi har egentlig ikke selv mad nok, men de er jo vores familie,” siger Monicas kusine.

Kusinens mand, som sidder foroverbøjet på sengen med en kasket trukket ned i panden, løfter hovedet og nikker mekanisk. Han har sorte rande under øjnene, og hans ansigt glinser, som om han har feber. ”Vi får 1,5 millioner lei i socialhjælp, men kommunen holder tit nogle penge tilbage, fordi de tror, at vi har andre indtægter. Vi har ikke penge nok til mad, så vi må købe på kredit hos købmanden,” forklarer kusinen.

Ioana tilføjer: ”De vil gerne være en del af samfundet, men kommunen diskriminerer dem. Det er ulovligt at holde socialhjælpen tilbage.” Har de klaget over kommunens behandling af dem?, spørger vi. Kvinden ser undrende ud. ”Jeg kender ikke noget sted, jeg kan klage. Jeg ved heller ikke, om det hjælper noget. De kan jo ikke give mig mit barn tilbage,” siger hun og stirrer tavs ned på sine hænder. ”Hendes yngste barn døde sidste år,” forklarer Ioana. ”Hun havde ikke mælk nok, og de havde ikke råd til at købe ordentlig mad.” Vi spørger, om hun opfatter den behandling, de får af kommunen, som etnisk diskrimination. Igen ser hun undrende ud. ”Det ved jeg ikke. Alle, vi kender, er romaer, og alle er fattige. Jeg ved ikke, om de gør det samme over for fattige rumænere.”

Vi bemærker, at kvinderne i det lille samfund tilsyneladende helt mangler bevidsthed om deres rettigheder som borgere. Ioana bekræfter vores indtryk. ”De har ingen uddannelse og kender ikke lovgivningen, og det udnytter myndighederne,” siger hun og tilføjer, at hun har søgt et job som romarådgiver i kommunen og håber, at hun får det, så hun kan rette op på uretfærdighederne. Hun føler tydeligvis et stærkt engagement i romaernes forhold i Tirgu Frumos og tror på, at deres situation kan ændre sig, fordi de selv – i modsætning til romaerne i Ciurea – har et stærkt ønske om det.

Selv føler vi os magtesløse, men også på en mærkelig måde skyldige. Da vi forlader det lille samfund, giver vi diskret et par af kvinderne nogle leisedler. Det føles usselt, for hvad hjælper det i den store sammenhæng? Men de bliver glade, og vi forsøger at signalere, at de ikke skal være taknemlige. Samtidig strejfer den tanke os, at vi måske blot er med til at forstærke deres ide om, at lykken også for dem ligger i det rige Vesteuropa, hvor pengene flyder i en lind strøm. At de vesteuropæiske samfund er rige sammenlignet med Rumænien, er heller ikke forkert, men chancen for, at romaerne fra Tirgu Frumos kan klare sig på for eksempel det danske arbejdsmarked, er minimal. Deres eneste mulighed for at komme til Vesten er formodentlig via trafficking. I en rapport fra 2003 om handel med kvinder tegner IOM (International Organization for Migration) et billede af de kvinder i Rumænien, som især er i risiko for at blive handlet til prostitution i Vesten: unge kvinder der kommer fra socialt dårligt stillede familier i middelstore byer i Transsylvanien og Moldavien, som er gået ud af skolen før gymnasiet, og som ikke sætter uddannelse højt. I forhold til etnicitet er især romaer udsat.

Rapportens billede af kvinder i risikozonen passer langt hen ad vejen på romasamfundet i Tirgu Frumos, og vi forstår godt, hvis nogle af dem en dag tager chancen og satser på et job som ’servitrice’. Deres valgmuligheder er ydmygende. De kan blive i Tirgu Frumos og håbe på bedre tider, eller de kan sælge sig selv til en ny form for slaveri, hvor deres værdi vil blive målt i deres kroppes ungdommelighed, akkurat som da slavekvinderne for få hundrede år siden blev foræret til adelsmændenes mandlige gæster og deres værdi på markedet blev angivet i guld- eller sølvmønter.

Men trods alt er vi glade for at se, at de fleste satser på en fremtid i Tirgu Frumos. Måske kan Ioana faktisk gøre noget for dem, hvis hun får jobbet som romarådgiver? Måske skal der blot et par positive eksempler til, før håbet sætter sig igennem og gør kvinderne mere handlekraftige? Landsbylederen virker i hvert fald, som om han har bevaret troen på fremtiden. Da vi tager afsked med ham, udpeger han en lille pige, som kigger nysgerrigt på os med opvakte øjne. Hendes hår er flettet i to skinnende fletninger, og hun er klædt i en fin skjortebluse med stivet krave og en grå nederdel med læg. ”Hun går i skole sammen med de rumænske børn, og hun er en af de dygtigste i sin klasse. Hun er vores håb. Vi plejer at sige, at hun er den nye Ioana,” siger landsbylederen og klapper Ioana på skulderen. ”Ioana viser os den vej, vi skal gå. Vi skal uddanne os, så vi ikke kan holdes som slaver længere. I gamle dage var vi slaver i fysisk forstand, i dag forsøger rumænerne at gøre os til mentale slaver ved at forhindre os i at få uddannelse og arbejde,” tilføjer han.

Vi undrer os over, at landsbylederen henviser til Ioana på den måde. Ganske vist tilhører hun samme stamme som ham, men vi forestiller os, at hun må være vokset op i helt andre omgivelser og derfor næppe kan tjene som identifikationspunkt for børnene i Tirgu Frumos. Men der tager vi fejl. Da vi lidt senere sidder på et billigt italiensk pizzeria og spiser frokost, fortæller Ioana os sin historie.

”Det sted, vi lige har besøgt, var mit barndomshjem,” siger hun og synker en ekstra gang. ”Jeg boede der de første otte år af mit liv sammen med mine forældre og bedsteforældre. Mine bedsteforældre blev boende, men mine forældre flyttede ind til byen sammen med mig og mine to brødre. De ville væk fra slummen, og så snart de havde sparet penge sammen til det, fandt de en lille lejlighed i centrum af byen.”

Vores besøg i romasamfundet i udkanten af byen står pludselig i et andet lys for os, og vi kigger på Ioana med andre øjne. Hun må være det, man med et modeord kalder mønsterbryder, men en mønsterbryder, der ikke har kastet vrag på sin fortid, og som stadig føler en stærk loyalitet over for det miljø, hun blev født i.

Ioana fortæller videre, at hun i den sidste del af sin barndom boede i et rumænsk kvarter, hvor det stort set lykkedes familien at holde deres romabaggrund skjult. Forældrene opfordrede Ioana og hendes brødre til at passe deres skole og opføre sig pænt. Målet var, at de skulle accepteres på lige fod med andre og have muligheden for at få en uddannelse og et arbejde. Selv om faren døde, og de måtte klare sig for morens indtægt, lykkedes det. Ioana blev uddannet i socialvidenskab på universitetet i Iasi, og hendes ældste bror blev automekaniker; den yngste er snart uddannet frisør.

Men opstigningen på den sociale rangstige har haft en pris: ”Min mor bor i Italien. Hun rejste for fem år siden, og jeg har ikke set hende siden,” siger hun med gråd i stemmen. ”Vi taler i telefon sammen af og til, men jeg ville sådan ønske, at hun kunne se min datter,” siger Ioana med henvisning til sin tre måneder gamle baby. Men Ioanas mor kommer sandsynligvis ikke til at se sit første barnebarn foreløbig. Hun er i Italien som illegal indvandrer og har hidtil brugt alle sine penge på børnenes uddannelse. Først når den yngste søn er færdig med sin uddannelse til frisør, kan hun begynde at spare op til rejsen hjem.

Mens moren er bortrejst, er det Ioana, der er ansvarlig for familien. Hun har ganske vist sin mand, Florian, at støtte sig til, en godmodig og stille fyr, der har arbejdet som taxachauffør, men for tiden er arbejdsløs. Men ansvaret tynger hende alligevel. Det fornemmer vi, da vi er på besøg i den lejlighed, hvor hun har boet, siden familien for over 15 år siden flyttede fra hytten i udkanten af byen. Hendes to brødre er tydeligvis vant til, at det er Ioana, der tager sig af de fleste praktiske gøremål og har ansvar for den lille families økonomi. Hun har overtaget rollen som både mor og far og må konstant bede dem om at rydde op og huske den yngste på at lave lektier. De to drenge hænger i sofaen og zapper på fjernsynet det meste af tiden, mens Ioana skramler rundt ude i køkkenet for at lave mad til os. Indimellem går de lidt til hånde, dækker bord og tager sig af Ioana og Florians tre måneder gamle datter. Da vi har spist, stiller de deres tallerkener ud i køkkenet og smutter så ud ad døren for at mødes med nogle venner. Florian tager opvasken, og Ioana synker sammen i sofaen med sin datter på skødet. ”Jeg vil prøve at få taget et billede af hende, jeg kan sende til min mor,” siger hun og får et trist blik i øjnene. Vi tilbyder, at vi kan tage et par billeder af hende sammen med datteren og sende en kopi til hende, når vi er kommet tilbage til Danmark og har fået dem fremkaldt. Ioana tager lykkeligt smilende imod vores tilbud.

Vi spekulerer på, hvad Ioanas mor laver i Italien, men vil ikke spørge direkte. Måske ved Ioana det ikke, og hvis hun gør, føler hun sikkert ikke trang til at dele sin viden med os. Beskrivelserne i IOM’s rapport om trafficking runger i vores baghoveder, og vi undrer os over, hvad almindelige velstillede rumænere tænker om den handel med mennesker, der finder sted i deres land.

Hvordan kan man som rumæner undgå at føle et medansvar for de kvinder, der ender som prostituerede i Europa, eller for kvinderne i slummen uden for Tirgu Frumos? Er det lige så nemt, som det tilsyneladende er for flertallet af danskere at glemme tiggerne på Nørrebro og den skizofrene hjemløse foran Netto? Ser rumænerne slet ikke det historiske åg, de har lagt på romaerne, og som til stadighed tynger dem ned i fattigdom og marginalisering? Vi forsøger flere gange at tale med etniske rumænere om slaveriet og dets konsekvenser. Men næsten hver gang går samtalen enten i stå eller ender i en blindgyde af racistiske beskyldninger mod romaerne og et følelsesladet forsvar for den ’nødvendige’ rumænske politik. ”Problemet er, at sigøjnerne lever isoleret. De vil ikke leve sammen med os andre, og de vil ikke arbejde. De vil hellere tigge. Det ligger i deres blod,” siger en 28-årig universitetsuddannet kvinde fra Tirgu Mures til os. Ifølge hende er det største problem i Rumænien ikke korruptionen eller fattigdommen, men alle de etniske minoriteters stigende krav og deres snylteri på majoriteten. Ungarere og tyskere bryder hun sig bestemt ikke om, men romaerne, forklarer hun, er de værste. Tilsyneladende fordi deres negative egenskaber er bundet til deres blod.

Også på vores rejser i Rumænien i 1992 og 1994 mødte vi adskillige ellers sympatiske rumænere, som udtrykte voldsom modvilje mod romaer. Netop i de år var der mange eksempler på racistisk vold. Menneskerettighedsorganisationer kunne berette om snesevis af angreb og pogromer mod romabosættelser begået af de rumænske naboer. Huse blev brændt ned, ejendele ødelagt og hele familier terroriseret, så de til sidst ikke så anden udvej end at flygte. Ifølge rapporten State of Impunity – Human Rights Abuse of Roma in Romania, som European Roma Rights Center i Budapest udgav i 2001, blev mindst otte romaer dræbt og mange flere såret under episoder med pøbelvold fra 1990 til 1993. Siden er de voldelige overfald på romaer blevet sjældnere, men mange rumænere ser fortsat helst, at romaerne helt forsvinder fra Rumænien. To meningsmålinger fra 2000 viste, at omkring 40 % af rumænerne, hvis de fik muligheden for at vælge, ikke ville tillade romaer at leve i Rumænien, mens tre fjerdedele udtrykte frygt for romaerne og ikke ønskede at have en roma som nabo.

At racismen og modviljen mod romaerne udtrykkes så direkte og ublufærdigt, skyldes måske, at bevidstheden om grundlæggende menneskerettigheder, herunder også minoritetsgruppers rettigheder, slet ikke er til stede blandt de fleste rumænere. Ikke fordi de er dummere eller mere amoralske end så mange andre, men fordi de fleste trods alt har fået deres basale viden i et skolesystem, som var underlagt et diktatorisk regime, der kun tillod et ganske bestemt politisk styret verdensbillede at vinde indpas. I den kommunistiske periode var borgerne i princippet alle lige, og ligheden gik så vidt, at forskelle i etnicitet og kultur stort set ikke blev anerkendt. Romaerne fik i teorien – og til en vis grad i praksis – samme behandling som alle andre borgere. Men de kunne ikke tillade sig at identificere sig som romaer og lægge vægt på deres særlige etniske eller kulturelle baggrund. De kunne alene identificere sig som gode rumænske, kommunistiske arbejdere på lige fod med alle andre.

Politikommissæren i Iasi, Daniela Onutu, forklarer os, at hun stort set intet vidste om romaer før Murens fald, og først i forbindelse med det danskstøttede kursus i menneskerettigheder fik hun lukket nogle af hullerne i sin viden: ”Under Ceausescu blev der stort set ikke talt om romaer, og blev de nævnt, blev deres historie ikke fortalt. Det blev sagt, at de kom her og bosatte sig uden at spørge om lov. Vi fik ikke at vide, at de blev gjort til slaver. Det var nyt for mig. I skolen fik vi at vide, at det rumænske folk var rent og uskyldigt. Vi fik at vide, at rumænerne aldrig havde angrebet andre folk, men altid havde måttet forsvare sig mod stærkere magter. I den fortælling var der ikke plads til oplysninger om, at vi havde købt og solgt mennesker. Det er først nu, vi får alt det at vide, som ikke kunne siges før … om romaernes historie, jødernes historie og deres bidrag til Rumæniens historie og kultur.”

Vi troede ikke, at vi kunne finde mennesker i Rumænien, der savnede tiden under Nicolae Ceausescu. Men denne romakvinde talte nostalgisk om tiden under diktatoren. ”Dengang havde romaerne arbejde. Nu har vi kulturelle foreninger, men ikke noget at leve af,” sagde hun.

Racismen i det rumænske politi er måske nok på retur, blandt andet på grund af de danskfinansierede kurser, men væk er den ikke. Rapporter fra Human Rights Watch, Amnesty International og Europa- Kommissionen konkluderer samstemmende, at der stadig finder racistisk motiveret politivold sted mod romaer, og at romaers rettigheder ofte krænkes i forbindelse med arrestationer, retssager og fængslinger. Politiet ser gennem fingre med rumæneres racistiske vold mod romaer, og i enkelte tilfælde tyder det på, at politiet direkte har opfordret og opildnet til overgrebene.

Det mest omtalte og nok også værste eksempel på politiets (med)- skyld er en sag fra 1993. Natten mellem den 20. og 21. september angreb en stor gruppe etniske rumænere og ungarere romakvarteret i landsbyen Hadareni nær Tirgu Mures. Angrebet var hævn for et mord på en etnisk rumæner i landsbyen begået af en roma tidligere på dagen. Under aftenens angreb blev tre mænd med romabaggrund dræbt, 14 huse, som tilhørte romafamilier, blev brændt ned, fem andre huse blev ødelagt, og alle romaer i landsbyen blev jaget væk. Den ene af de tre dræbte viste sig at være død af 89 sår på kroppen, den anden havde overfladiske sår, der dækkede 70 % af kroppen, mens den sidste af de tre omkom ved at brænde inde i sit hjem, som han ikke turde forlade af skræk for den rasende mængde udenfor. Vidner til angrebet fortalte efterfølgende, at politifolk havde opfordret den vrede mængde til at sætte ild på romaernes huse og havde lovet, at de ville hjælpe med at dække over begivenheden.

Først fire år senere blev der rejst anklager for ildspåsættelse og drab mod 11 lokale mænd, og fire af dem blev i juli 1998 dømt skyldige i ’mord begået under ekstremt skærpende omstændigheder’. Rumæniens præsident benådede i juni 2000 to af de dømte og satte dem på fri fod, og omkring årtusindskiftet var samtlige dømte i sagen frigivet. Ingen politifolk blev dømt eller anklaget på trods af protester fra nogle af de flygtede romafamilier. I december 2000 klagede European Roma Rights Centre (ERRC) på vegne af ofrenes familier til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og i juli 2005 kom afgørelsen: De rumænske myndigheder havde i forbindelse med Hadareni-sagen forbrudt sig mod adskillige artikler i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Blandt andet anså domstolen det for at være et brud på forbuddet mod ’umenneskelig eller vanærende behandling eller straf’ (artikel 3), at flere af de familier, der var blevet hjemløse efter pogromen, var blevet tvunget til i årevis at leve under sundhedsskadelige forhold i svinestalde, hønsehuse og vinduesløse kælderrum. Ifølge domstolen havde myndighederne også krænket artikel 6 om retten til retfærdig rettergang.

Da dommen blev offentliggjort, svømmede de rumænske medier over med strømme af racistiske læserbreve, artikler og kommentarer vendt mod romaer i almindelighed og romaerne fra Hadareni i særdeleshed. Rumænerne var ikke parat til at erkende det indlysende: at romaer er blevet og fortsat bliver diskrimineret i deres samfund. Hadareni-sagen er nemlig blot en af en lang række sager, som tilsammen tegner et billede af systematisk magtmisbrug mod og diskrimination af mindretal. I rapporten State of Impunity – Human Rights Abuse of Roma in Romania fra 2001 konkluderede European Roma Rights Center, at chancen for at få gennemført sager, hvor politifolk er anklaget for at have krænket romaers rettigheder, er næsten lig nul. Europa-Kommissionens statusrapporter peger i samme retning, og politikommissær Daniela Onutu fra Iasi mener da heller ikke, at sagerne om politivold er tilfældige. De er ifølge hende snarere udtryk for, at politifolkene repræsenterer den rumænske befolkning bredt – med den racisme, der trives i mange samfundslag.

”Uddannelsen på politiakademiet er præget af de fordomme, som findes overalt i samfundet. Det kommer bl.a. til udtryk ved, at eleverne bliver præsenteret for en teori om, at der findes særlige former for romakriminalitet, altså kriminalitet som især romaer har tendens til at begå,” fortæller Daniela Onutu. ”Og politibetjentene har naturligvis en forestilling om, hvad en typisk roma er, og hvordan en typisk roma ser ud. Den forestilling ligger i baghovedet, når politiet er på patrulje og på udkig efter ’mistænkelige’ personer,” tilføjer hun.

Og den ligger også i baghovedet på os. Ikke mindst efter en ubehagelig oplevelse, vi har, da vi er ude i Bukarestforstaden Ferentari for at besøge en baptistskole for romabørn. Bydelen er berygtet som tilholdssted for arbejdsløse, narkohandlere og alkoholikere. Andelen af romaer i området er over 50 %, og kvarteret omtales konsekvent som en ghetto, hvor det er farligt at opholde sig for ikke-romaer. Da vi efter et interessant besøg på skolen er på vej tilbage til den nærmeste metrostation, får vi øje på to mænd, som er i gang med at sko en hest. Den er tøjret til den ene af to metalrammer, der skal gøre det ud for fodboldmål, og står lidt uroligt, måske fordi 8-10 børn flokkes omkring den. Vi går hen mod de to mænd og forsøger at spørge, om vi må fotografere dem, mens de arbejder med hesten. De hverken protesterer eller giver tilsagn, så vi finder kameraet frem for at gøre det klart, hvad vi ønsker. Imens stimler børnene sammen om os. Alle sammen drenge, den yngste vel omkring 5 år, den ældste måske 13. Den ældste er kortklippet, næsten skaldet, og har en sort bowlerlignende hat på hovedet. Han har et pågående og hårdt udtryk i ansigtet. Et par lidt yngre drenge river fat i vores jakker, åbner lommerne i jakken, hiver i rygsækken og forsøger at åbne den, mens de spørger efter et eller andet, vi ikke forstår. De forsøger at flå vores tegnebøger ud af lommerne på os, river i kameraet og roder i kameratasken.

Vi forsøger os med at sige ’stop’ og ’lad være’ på både engelsk og dansk med myndige stemmer. Det har ingen effekt. Så forsøger vi at verfe dem af ved at skubbe en smule og løfte pegefingre. Men heller ikke skolemesterattituder hjælper. Omtrent samtidig hæver vi stemmerne på alt andet end myndig vis og sparker og slår fra os i et forsøg på at redde vores ejendele. Værdigheden har vi droppet at redde. En af drengene får lempet vores mobiltelefon ud af en taske, og kun gennem et indædt tovtrækkeri med kameraremmen imellem os og en af de ældste drenge redder vi teknikken og de nyeste 30 billeder. Tilbage står at få mobiltelefonen tilbage, der måske er på vej væk i lommerne på en meget lille, men hurtigtspurtende dreng. Han bliver nedlagt med et gement benspænd til endnu større forbløffelse for os selv end for drengene. Da drengen er faldet og rullet en omgang, får vi et glimt af rædselsslagne øjne, før mobiltelefonen suser videre gennem luften til den ældste af drengene. Men han har mistet modet ved synet af de voldelige skandinaver. Efter et greb i trøjen resignerer han og afleverer. Vi løber derfra med alt undtagen en tom plasticpose fra rygsækkens sidelomme og vores gamle selvforståelse i behold.

Da vi en times tid senere sidder på hotellet og spiser pizza, er vi i et mærkeligt humør. Det er første gang – bortset fra en enkelt episode i transitområdet i Moskvas lufthavn – at nogen af os har fået stjålet noget på en rejse. Vi har været i mange fattige kvarterer, men har aldrig oplevet, at nogen har forsøgt at stjæle fra os. Tværtimod har vi oplevet stor generøsitet og ærlighed, og vi har for længst besluttet os for at lægge mistænksomheden fra os og tage imod alle de gode oplevelser, som en mere åben indstilling bringer med sig. Men efter episoden i Ferentari får mistænksomheden overtaget i et stykke tid. De næste gange, vi er i et fattigt romakvarter, kigger vi os en ekstra gang over skulderen og tager os indimellem nervøst til lommerne. Tyveriforsøget har gjort indtryk på os, og det er lige før, vi glemmer de andre oplevelser, vi havde i Ferentari samme dag.

De var ellers stærke nok. Blandt andet mødte vi en romafamilie med 11 børn, som insisterede på at vise os, hvor de boede. Vi fulgte med dem ind i den nærmeste boligblok, som var grå og fyldt med fugtmærker. Gennem en fuldstændig mørkelagt opgang op på 2. sal, hvor en smule lys klemte sig ind gennem et vindue i enden af gangen. Vi spekulerede på, om de virkelig boede 13 mennesker i en af de etværelses lejligheder. Det gjorde de ikke. Deres ’hjem’ bestod af nogle få kvadratmeter af selve gangen, som kun var lidt over en meter bred. I enden af gangen foran vinduet havde de stablet nogle madrasser op. Der sov fem af børnene, forklarede moren. Resten sov på gulvet foran madrasserne. Inde ved muren ved siden af madrasserne stod en plastictallerken med nogle madrester. Toilet havde familien ikke. Den slags foregik ovre på den anden side af den lille bakke, nede ved jernbaneskinnerne. Vi gik sammen med familien udenfor igen. Solen skinnede, og glemt var tilsyneladende den lange vinter, hvor hele familien måtte opholde sig inden døre de fleste af døgnets timer for at holde varmen.

Familien er ikke alene om sin skæbne som boligløse. Af et notat fra European Roma Rights Center om romaers ret til passende boliger, fremgår det, at adskillige romaer mistede livet i Ferentari i vinteren 1999-2000. De kunne ikke betale deres varmeregninger, myndighederne slukkede for varmen og satte dem på porten, og de frøs ihjel. Vi spekulerer på, hvor mange af dem, der ikke engang har en varmeforsyning, myndighederne kan afbryde, der vil dø, når frosten næste gang bider hårdt i Ferentari.

Vi bliver revet ud af vores spekulationer, da faren til de 11 børn ved hjælp af tegnsprog og et par engelske gloser spørger, om vi har nogle penge til hans familie. Han viser os noget betændt eksem på sine ankler og forklarer med store fagter, at han har brug for noget creme til at smøre det med. Vi giver ham noget, der svarer til 20 kroner, og han takker mange gange og kysser vores hænder. Hans kone, en tyk kvinde, hvis barm næsten har trukket det sorte hjerte på hendes hvide striksweater ud af facon, spørger, hvorfor vi er i Ferentari. ”Fundatia?”, et rumænsk ord for godgørende organisation, foreslår hun. Det spørgsmål er vi blevet mødt med mange steder i Ferentari. En socialarbejder med romabaggrund, som introducerede os til området, forklarede os, at mange af beboerne var trætte af besøgene fra diverse ngo’er og internationale institutioner. ”De har set så mange mennesker, som har lovet dem guld og grønne skove. Men de kan ikke se de store forbedringer. Jo, der er blevet etableret børnehaver, og skolerne er blevet moderniseret. Men mange har stadig ikke noget sted at bo, og de er bange for, at deres børn ender som narkomaner,” forklarer hun og tilføjer, at hendes egen lillebror er afhængig af hårde stoffer. Lidt senere passerer vi Ferentaris ’pusherstreet’. Der ligger kanyler og glasskår over hele gaden. Folk skuler til os, børnene ser beskidte og forråede ud. En dreng render hujende rundt med et kondom på pegefingeren. De fleste ser ud til at være romaer.

Vi bliver grebet af håbløsheden, og i et glimt forstår vi, hvorfor nogle rumænere konkluderer, at elendigheden er et produkt af romaernes dovenskab og manglende motivation for uddannelse og arbejde. Vores respekt for de rumænere, der i stedet erkender samfundets medansvar og arbejder aktivt for at råde bod på fortidens overgreb, stiger. De er typisk veluddannede rumænere, som baserer deres arbejde for og med romaerne på menneskerettigheder. Oftest er de positive over for EU og ønsker at gøre deres land til en del af det moderne Europa. Vi aner en parallel til 1800-tallets Rumænien, da fremsynede unge aktivister, som var blevet inspireret af besøg på Sorbonne-universitetet i Paris, kæmpede for slaveriets afskaffelse.

I løbet af 1830’erne og 1840’erne havde enkelte slaveejere i Moldavien og Vallakiet frigivet deres slaver og tilladt dem at tale deres modersmål romani og leve efter egne skikke og traditioner. Det var dog i højere grad et resultat af økonomiske og pragmatiske overvejelser end af etisk og moralsk anfægtelse. Industrialiseringen satte så småt sit præg også på denne del af Europa, og for mange jordejere var det ikke længere rentabelt at brødføde slaver og livegne, som kunne erstattes af maskiner. For de studerende, der var vendt hjem fra Paris, var spørgsmålet om slaveri af mere principiel og filosofisk karakter. De anså slaveriet for at være en inhuman og gammeldags praksis, og den 25. september 1848 samledes de i Bukarest, hvor de rev et eksemplar af slaveriloven i stykker og brændte den. Det lykkedes dem at afsætte regeringen og i stedet indsætte deres eget parti, som erklærede, at alle sigøjnerslaver omgående skulle frigives.

Ferentari er en af Europas mest berygtede romaghettoer – og ikke helt uden grund. Fattigdom, kriminalitet og misbrug sætter dagsordenen blandt en stor del af beboerne.

Den formelle frihed varede i første omgang kun tre måneder og fik formodentlig ingen betydning for langt de fleste slaver. Den selvudråbte regering blev væltet fra magten og slaveriet genindført. Men de studerendes oprør havde sat en udvikling i gang, som medførte, at romaslaverne i 1864 fik deres fulde frihed. På samme tidspunkt blev det ved lov besluttet, at ordet ’tigan’ ikke længere kunne bruges synonymt med slave, men fremover alene kunne bruges som reference til en bestemt race.

Frigivelsen af slaverne var imidlertid ingen garanti for ligeværd i politisk, økonomisk og social henseende. Hverken i Rumænien eller i Amerika, hvor slaverne i sydstaterne blev frigivet i 1863. Selv blandt de moralsk funderede antislaveri-aktivister i Amerika var racistiske teorier om den sorte races underlegenhed udbredt. De sorte ansås for at være dovne, umoralske og feje, men også vilde og aggressive. Og sandsynligvis har man kunnet finde samme holdninger til romaslaverne blandt de rumænske studerende, der ønskede at gøre deres land til en del af det moderne Europa. Men ikke desto mindre skabte disse studerende via deres kamp mod slaveriet den første forudsætning for et ligeværdigt liv for romaerne.

Siden har romaerne i stigende grad selv taget aktivt del i kampen for ligeværd og menneskerettigheder. I 1933 forsøgte en nydannet forening af rumænske romaer at få den rumænske stat til at rejse et monument til ære for Gregory Ghica, der som fyrste af Moldavien var en af bannerførerne i kampen mod slaveriet. Samtidig foreslog de, at staten gjorde den 23. december til officiel mærkedag til minde om den dag, da afskaffelsen af slaveriet blev vedtaget ved lov. Ingen af delene lykkedes dengang. Men kampen fortsatte, og den 18. februar 2005 blev der i Bukarest Museum afholdt en højtidelighed til minde om den dag, loven om frigivelsen af slaverne trådte i kraft knap halvandet hundrede år tidligere. Fejringen var arrangeret af det rumænske undervisningsministerium i samarbejde med romaorganisationen Amare Rromentza og UNICEF. Som en del af arrangementet blev en kunstudstilling med værker af kunstnere med romabaggrund åbnet, og to skuespillere med romabaggrund reciterede digte. En måned senere afsluttede en kommission nedsat af den rumænske præsident sit arbejde med at undersøge begivenhederne under 2. Verdenskrig i Rumænien, herunder forfølgelserne af romaer mellem 1942 og 1944. Kommissionen konkluderer, at den rumænske stat, ikke tyske tropper, var den drivende kraft i forfølgelsen af både jøder og romaer.

Sådanne offentlige anerkendelser af romaernes lidelser i fortiden har stor betydning for de intellektuelle og veluddannede romaer og får det forhåbentlig også for romaerne på undergrundsstationerne, i de lerklinede huse i Tirgu Frumos og i paladserne i Ciurea. Men på kort sigt fremprovokerer den slags manifestationer stærkere modstand mod romaerne i dele af befolkningen. De rumænere, der i forvejen opfatter romaerne som en byrde for landets økonomi og udvikling, har svært ved at acceptere, at romaerne, som ’tilfældigvis’ har valgt at bosætte sig i Rumænien, indirekte har udgjort en barriere for EU-medlemskab. EU stiller en række krav til kandidatlandenes minoritetspolitik, og det betyder, at Rumænien i hvert fald på papiret skal behandle romaerne anstændigt, hvis landet skal gøre sig håb om EU-medlemskab. Det huer ikke altid hverken borgere eller politikere. I marts 2000 udtalte den daværende udenrigsminister Petre Roman efter et møde i EU, at regeringen havde en forpligtelse til at beskytte de 23 millioner rumænere mod de få tusinde sigøjnere, som forhindrede landet i at blive fjernet fra EU’s sorte bog. Og i 1995 anså den rumænske regering angiveligt romaernes negative indflydelse på Rumæniens omdømme som så alvorligt, at udenrigsministeren foreslog, at rumænske romaer fremover kun skulle kaldes ’tigani’ (det rumænske – nedsættende – ord for sigøjnere) i stedet for roma. ’Roma’ og ’Romania’ kunne nemlig alt for nemt forveksles.

En oplagt risiko er, at de rumænske myndigheder – for at tækkes EU og blive en del af klubben – gennemfører en kosmetisk overfladebehandling af landets love, men ikke i praksis sikrer romaerne bedre forhold. Hvis det sker, bliver optagelsen af Rumænien i hvert fald på dette punkt en gentagelse af østudvidelsen i foråret 2004. Det forstår vi senere efter vores besøg i Tjekkiet og Slovakiet. På det tidspunkt forstår vi også, hvorfor romaerne i hundredvis drømmer sig væk fra de central- og østeuropæiske lande, og hvorfor nogle af dem, der har muligheden, gør alvor af drømmen og rejser vest- og nordpå – i fodsporene på de romaer, der som ægte eller falske pilgrimme nåede Vesteuropa i begyndelsen af 1400-tallet.