Читать книгу Sigojnere - Carsten Fenger-Grondahl - Страница 7

Den sortklædte kvinde vrider sig i takt til musikkens rytme. Hun bøjer sig bagover, så panden næsten når gulvet, retter sig langsomt op og virrer med hovedet og ryster overkroppen, inden hun begynder en hvirvlende dans rundt om sig selv. Hurtigere og hurtigere, til den sorte kjole og spejlene på skørtet bliver til et flimrende sølvglimtende mørke for tilskuernes øjne. Efter en times optræden synker Gulabi Sapera sammen på scenegulvet og modtager publikums hyldest. Hun smiler og ser lettet ud. Bag hende sidder den franskfødte musiker Thierry ’Titi’ Robin på sin skammel og hviler guitaren mod lårene. Han smiler også. Det var en god optræden. Hans ’gypsy orchestra’ har holdt publikum i sin hule hånd. Og Gulabi, verdensstjernen fra den kasteløse stamme af slangetæmmere, har endnu en gang taget publikum med storm.

Lidt senere møder vi Gulabi og Thierry bag scenen. De er tilfredse, men trætte. Vi fornemmer, at det heller ikke nu er et godt tidspunkt at indlede en drøftelse af store spørgsmål om identitet, kultur og historie. Vi har mødt dem et par gange, siden vores ankomst til Indien, men deres travlhed har forhindret os i at få en længere snak med dem. Vi laver en aftale med dem om at mødes et par dage senere og forlader koncertsalen.

Mens vi går gennem aftenmørket, der har sænket sig over millionbyen Jaipur, taler vi om vores indtryk af Gulabi. ”Synes du, at hun ligner en roma?” ”Ja, på en måde. Hun ligner da meget mere min forestilling om en sigøjner end alle dem, vi har set i Europa – i hvert fald i Danmark. Hun danser og synger, render rundt i farvestrålende kjoler, med guldsmykker, rejser hele tiden…Og så har hun også problemer med myndighederne, der ikke regner hende for noget…”

Det sidste er vi blevet klar over, efter vi i flere omgange har siddet i Gulabis stue i timevis og ventet på hende, mens hun selv har rendt fra Herodes til Pilatus for at få fornyet sit pas. Hun skal til Belgien for at optræde om et par dage, og det haster med at få formaliteterne i orden.

Vi griner lidt af os selv og vores stereotyper om romakvinder. Endnu har vi ikke meget at holde dem op imod. Det er endnu ikke lykkedes os for alvor at få kalbelia-stammens store ikon, Gulabi Sapera, i tale. Men nu har vi da set hende danse. I to timer har vi været tryllebundet af Gulabis kalbeliadans, der har bragt tydelige minder frem om de få gange i en fjern fortid, hvor vi har set en spansk romakvindes temperament lyne under en flamencooptræden.

BARO THAN – DET STORE LAND

Romaerne stammer fra Indien. Den nyeste forskning tyder på, at romaernes forfædre udvandrede fra det nordlige eller centrale Indien allerede i 500-600-tallet. Men andre forskere mener, at udvandringen først fandt sted omkring år 800 eller 1000. Ingen ved, hvorfor romaernes forfædre udvandrede. Nogle teorier går på, at de blev ansat som smede, hestepassere, musikere og kurvemagere for en stor hinduistisk hær, som kæmpede mod de invaderende muslimske ghaznavider.

Ifølge denne teori vandrede hæren og dens mange ansatte vestpå gennem nutidens Iran og Tyrkiet frem til Europa. Formodentlig nåede de frem til Det Byzantinske Rige omkring år 1000, og historiske kilder fra omkring 1050 beretter om gøglere, musikanter og slangetæmmere i Konstantinopel, som meget vel kan være forfædre til de romaer, der endnu i dag bor i kvarteret Sulukule lige inden for Istanbuls byzantinske landmure.

Undervejs på rejsen fra Indien til Europa opstod der ud af de vandrende et egentligt folk; de rejsende begyndte at gifte sig på tværs af stammeskel, og der udviklede sig en fælles identitet, et fælles sprog og fælles traditioner. Man kan altså sige, at romaerne først blev dannet som folk, da de havde forladt Indien.

I løbet af 1200-1400-tallet rejste romaerne ind i Europa, først ind på Balkan og siden videre ind i Vesteuropa. I Rumænien blev romaerne taget som slaver, og her blev de holdt i fangenskab i næsten 500 år. I 1864, da slaveriet i Rumænien blev ophævet, vandrede mange af de tidligere slaver videre ud i Europa. Derfor hører man af og til folk i Vesteuropa sige, at romaerne stammer fra Rumænien. Andre siger, at romaerne stammer fra Egypten, og det er der også nogle få romaer, der selv hævder. Forskerne kan dog ikke finde belæg for, at det skulle være sandt.

Fra 1700-tallet og frem genopdagede europæiske forskere – først via sproglige studier – og siden via studier i både sprog, kultur og genetik – forbindelsen til Indien. Inden for sprogforskningen har blandt andre lingvist Peter Bakker fra Aarhus Universitet bidraget til at rekonstruere romaernes oprindelse og deres rute fra Asien til Europa. Siden er der også blandt romaerne selv opstået en interesse for det indiske ’moderland’ – eller Baro Than (Det Store Land), som det kaldes på romani.

I Indien er der især kasteløse stammefolk som banjaraer og kalbeliaer, der identificerer sig med de europæiske romaer og opfatter dem som et broderfolk. De mener, at de er efterkommere af den del af stammerne, som blev boende i Indien, mens romaerne udgør efterkommerne af dem, der valgte at rejse.

Vi er taget til Indien, nærmere bestemt delstaten Rajasthan, for at få et indtryk af den forbindelse, som de fleste forskere med speciale i romaer hævder, at der findes mellem visse nordindiske stammefolk og romaerne i Europa. Måske er Gulabi Sapera det tætteste, man kan komme på en personificering af forbindelsen mellem Europas romaer og deres indiske oprindelse. Ikke blot tilhører hun kalbeliaerne, et af de kasteløse stammefolk, der identificerer sig selv som ’romaernes brødre og søstre’. Hun samarbejder også tæt med Thierry Robin, som ganske vist ikke selv er roma, men som er vokset op blandt Frankrigs sigøjnere og har dedikeret det meste af sin musikalske karriere til den musik, romaerne har beriget Europa med. I sin musik arbejder han med at kombinere udtryk fra hele verden – med romaerne og deres lange rejse som et samlende element.

Romaernes oprindelse var i århundreder omgærdet af mystik, misforståelser og bevidste manipulationer – både blandt romaerne og majoritetsbefolkningen i Europa. De første romaers ankomst til Europa er det svært at tidsfæste præcist. Men historiske kilder fortæller om gøglere, musikanter og slangetæmmere i Konstantinopel fra omkring 1050, som meget vel kan have været romaer, der søgte til Det Byzantinske Riges hovedstad for at finde arbejde. Herfra er nogle formodentlig rejst videre ind i Europa, og forskerne er enige om, at der i hvert fald fra begyndelsen af 1300-tallet var mindre grupper af romaer i store dele af Europa. I 1322 skrev en munk fra den græske ø Kreta om en gruppe tilrejsende håndværkere: ”De bliver sjældent på samme sted i mere end 30 dage, men flytter altid, som om de var en af Gud forbandet slægt, usalige som flygtninge på Jorden, fra lejrplads til lejrplads, med deres små sorte telte.”

I årtierne herefter er der forlydender om lignende gruppers opdukken rundt omkring i Europa, blandt andet i Tyskland og Frankrig, og omkring år 1500 var der formodentlig romaer i hele Europa – fra Skandinavien i nord til Spanien i syd, fra England i vest til Rusland i øst. Romaerne blev opfattet som fremmede i Europa og opfattede nok også sig selv som sådan. Men deres præcise oprindelse fortonede sig i mytiske fortællinger og vage forklaringer. Mange romaer nævnte selv Egypten som deres oprindelsesland, og den forklaring blev godtaget – måske fordi europæerne allerede var vant til at træffe grupper af mørklødede akrobater, gøglere, musikere og dansere, som venetianerne og andre handelsfolk bragte med hjem fra Egypten. Nogle romaer omtalte deres oprindelsessted som Lille Egypten, og kun få europæere var klar over, at det ikke drejede sig om en del af Egypten, men i stedet om et område i Grækenland eller Anatolien, der gik under denne betegnelse. Romaerne blev altså opfattet som en slags egyptiske indvandrere, og det smittede af på de ord, europæerne hæftede på dem, og som stadig i dag klæber til gruppen som et uafrysteligt levn fra fortiden. Ordet ’gypsy’ på engelsk er for eksempel en forkortelse af ’egypter’, og selv om det ikke kan siges at være nogen særlig præcis betegnelse, er det stadig et almindeligt brugt udtrykt.

Allerede i middelalderen var der dog diskussioner om romaernes oprindelse. Enkelte magthavere satte spørgsmålstegn ved romaernes eksotiske egyptiske oprindelse og mistænkte dem for snarere at være almindelige borgere, som havde farvet deres hud med valnøddeolie. Ifølge den engelske forsker Donald Kenrick udstedte en ærkebiskop i middelalderens Europa ligefrem et forbud mod, at romaerne farvede deres børns hud. Biskoppen mente, at de scorede både opmærksomhed og indtægter ved på den måde at skille sig ud fra mængden, og det måtte der naturligvis sættes en stopper for.

Det er svært at vide, om romaerne med vilje skjulte eller såede tvivl om deres oprindelse. Nye fund i gamle dokumenter viser ifølge romaeksperten Ronald Lee, at i hvert fald nogle romaer helt op i 1400- og 1500-tallet var bevidste om ’den indiske forbindelse’. Ifølge skriftlige kilder fra de italienske bystater gjorde nogle romaer selv opmærksom på, at de stammede fra det nordlige eller centrale Indien, ligesom en person, der var sendt i forvejen for en stor gruppe rejsende i Spanien, præsenterede sig som grev Thomas af Saba i Indien.

Men tilsyneladende forsvandt romaernes bevidsthed om forbindelsen til Indien i løbet af 1500-tallet, og i 1600- og 1700-tallet var forskere og historikere især optagede af ’det egyptiske spor’ og af en mulig forbindelse til de bibelske beretninger om israelitternes udvandring fra Egypten. Nogle hævdede, at romaerne var efterkommere af de seks børn, som Abraham fik med sin anden kone, Ketura, og som der henvises til i Det Gamle Testamentes beskrivelse af israelitternes udfrielse fra Egypten: ”Der var også en stor og broget flok, som fulgte med dem” (Anden Mosebog, 12, 38). Henvisninger til Bibelen høres stadig blandt romaer, når de skal forklare deres oprindelse – især blandt de af dem, der stadig lever som nomader. ”Vores liv som vandrende er en straf, som Gud har pålagt os, fordi vores forfædre nægtede at give Den Hellige Familie husly på flugten til Egypten,” lyder en udgave af historien, som vi bliver præsenteret for i Sydfrankrig. Andre hævder, at påbuddet om altid at vandre skyldes, at en flok romaer blev bedt om at beskytte Jesus, men blev fulde og faldt i søvn. Og andre igen fortæller, at da de romerske soldater blev sendt ud for at finde en smed, der kunne lave naglerne til Jesu korsfæstelse, fik de afslag på afslag, indtil en roma indvilgede. Hans efterkommere må for altid bøde for denne forbrydelse.

I slutningen af 1700-tallet blev teorierne om en bibelsk oprindelse imidlertid afløst af interessen for en eventuel indisk oprindelse. Ifølge en anekdote, der blev trykt i et tidsskrift første gang i 1766, var det en ungarsk teologistuderende, Istvan Valyi, der opdagede eller genopdagede forbindelsen mellem romaerne og Indien. Det skete – igen ifølge anekdoten – i 1763, da han på universitetet i den hollandske by Leiden mødte tre indiske studerende. Valyis familie havde store jordbesiddelser og havde som mange jordejere på den tid en del romaer blandt sine arbejdere og slaver. Ved at tale med arbejderne havde Valyi lært sig lidt romani, og da han mødte de tre indiske studerende, slog det ham, at der var nogle ligheder mellem deres sprog og det sprog, som romaerne på hans fars gods talte. Valyi fik de indiske studerende til at hjælpe sig med at skrive en liste på omkring 1000 ord fra deres sprog og fik dem til at forklare sig ordenes betydning. Da han vendte tilbage til sin hjemegn, præsenterede han listen for romaslaverne på sin fars jord, og disse arbejdere kunne ifølge antropologen Heinrich Grellmanns gengivelse af historien fra 1783 (i bogen Die Zigeuner) ”uden besvær eller tøven” redegøre for ordenes betydning.

Anekdoten er nok netop en anekdote og holder ikke for en nærmere undersøgelse. Valyis påståede liste på 1000 ord er aldrig fundet, og tilsyneladende var ingen Istvan Valyi indskrevet på universitetet i Leiden i 1763. Ligheden mellem romani og det sprog af indisk oprindelse, de tre studerende formodentlig talte, var sandsynligvis heller ikke så stor, at romaerne på Valyis hjemegn ville kunne forstå hans liste på 1000 ord. Men selv om historien altså efter alt at dømme er et falsum, peger den på forbløffende vis på en væsentlig sandhed om romaernes sprog og historie. Der er nemlig betydelige ligheder mellem på den ene side romani og på den anden side både oldindiske sprog som sanskrit og nutidige sprog som hindi og punjabi. Ordet ’at danse’ hedder på henholdsvis sanskrit, hindustani (fællesbetegnelse for hindu og urdu indtil 1947), romani og sinhala (et sprog af indisk oprindelse, der tales i Sri Lanka) krid, khel, khel og kel, mens mælk hedder dugdha, dudh, thud og dudu. Ligheden er slående, og vi har da også mødt mange romaer, der hævder, at de forstår en smule af handlingen i nutidige Bollywooodfilm alene ved at lytte til de hinditalende skuespilleres dialoger.

Den sproglige forbindelse er heller ikke ukendt for Gulabi Sapera. Mens hun sminkede sig forud for sin danseforestilling, fortalte hun os, at hun under sine turneer i Europa har mødt romaer, hvis sprog hun forstod enkelte brudstykker af.

Men den sproglige og historiske forbindelse til Indien er ikke en del af selvforståelsen blandt alle de folk i Europa, der opfattes som romaer eller ’sigøjnere’. I Kosovo, Albanien og Makedonien er der grupper af romalignende folk, som ikke taler romani, og som selv hævder, at de stammer fra Egypten. Ifølge deres oprindelsesmyte ankom de fra Egypten til Europa for hundreder eller tusinder af år siden og slog sig i første omgang ned et sted, de kaldte Lille Egypten. Hvis de har ret, og hvis de første historiske henvisninger til indvandrere fra Egypten faktisk handlede om indvandrere derfra og ikke fra Indien, ja så er det usikkert, hvornår romaerne præcist ankom til Europa. Henvisningerne til de gådefulde grupper af mørkhudede rejsende er på den anden side så mange allerede fra slutningen af 1300-tallet, at der næppe er tvivl om, at de romaer, hvis sprog afslører en eller anden forbindelse til Indien, har været i Europa siden dette tidspunkt.

Romaernes betegnelse for sig selv, som i dag blot har betydningen ’menneske’, bærer formodentlig også en historie om romaernes oprindelse i Indien i sig. Tidligere var det en almindelig antagelse, at ordet roma stammer fra ordet ’ramante’, der på punjabi betyder ’at bevæge sig’ eller ’at vandre’. Men ifølge lingvister med speciale i romani er det mere sandsynligt, at ordet kan spores tilbage til ’Rama’, den centrale gud og helt i det store indiske epos Ramayana. I Ramayana fremstilles Rama, der er en inkarnation af Vishnu, som sindbilledet på den retfærdige hersker, og for rajput-herskerne og deres krigere i 1000-tallets Indien var Rama formodentlig et ideal. Romaerne er derfor ifølge en almindelig udlægning ’Ramas børn’, en gruppe rajput-krigere eller et følge til disse krigere.

Mange stammefolk og kasteløse i Indien opfatter sig selv som romaernes ’brødre og søstre’. Her ses en dreng fra kalbelia-stammen, der traditionelt har ernæret sig som slangetæmmere. Hans familie lever som halvnomader i Rajasthans ørken.

Den nyeste lingvistiske forskning, som blandt andre Peter Bakker fra Aarhus Universitet er repræsentant for, tyder imidlertid på, at romaernes forfædre udvandrede fra det nordlige eller centrale Indien allerede i 500-600-tallet, og er det rigtigt, er det svært at se, at forklaringen om de fremrykkende hære og deres servicemedarbejdere holder stik.

Vi er godt klar over, at en rejse til Indien næppe giver os noget klart svar på det, som forskerne trods års sproglige og genetiske studier ikke har afklaret. Men vi vil gerne danne os vores eget indtryk af, hvor stærk forbindelsen er mellem romaerne og det indiske ’moderland’ – eller Baro Than (Det Store Land), som det kaldes på romani. Det er derfor, vi er taget til Rajasthan, og det er derfor, vi et par dage efter gallaforestillingen i Jaipurs største koncertsal igen tager på besøg hos Gulabi Sapera i hendes hus i udkanten af byen.

Gulabi er fra kalbelia-stammen, en af de stammer af kasteløse, som ifølge indiske antropologer og europæiske sprogforskere kan være efterkommere af de stammer, hvoraf nogle medlemmer udvandrede fra det nordlige og centrale Indien og siden nåede frem til Europa og blev kendt som sigøjnere. Kalbeliaerne er dog langtfra alle bevidste om den mulige forbindelse til Europas romaer. De fleste af de fattige kalbeliaer, vi møder i Rajasthan, ser ud til først og fremmest at identificere sig med stammen og det svindende erhverv som slangetæmmere. Men blandt nogle af de få veluddannede medlemmer af stammen er der tilsyneladende en helt anden transnational identitetsdannelse omkring romakulturen i gang. Mange velstillede kalbeliaer engagerer sig i politisk arbejde og foreningsliv, og for mange af dem er der en logisk lighed mellem de europæiske romaers kamp for bedre forhold og deres egen kamp for bedre levevilkår for deres stammefrænder.

Gulabi er en af dem, der har formået at hæve sig over sin stammes generelle levestandard. Hun bor i udkanten af Jaipur i et kvarter, der er beboet af håndværkere og arbejdere, som næsten alle tilhører de laveste kaster, men ikke er kasteløse som hun selv. Hendes hus er af gasbeton og har to etager. Det er enkelt indrettet, men med tykke syntetiske tæpper på gulvet, fjernsyn i stuen og gipsfigurer af indiske guder på piedestaler langs væggen. Selv om hun rejser meget, er hun tydeligvis blevet bofast, modsat mange kalbeliaer, der fortsat lever som nomader eller seminomader. Hun har etableret sig i Jaipur. Her har hun sin base, hvorfra hun rejser på turne for at præsentere sin stammes kulturelle arvegods for et rigt højkastepublikum i Indien eller for kulturelt interesserede middelklasseborgere i europæiske hovedstæder. Der optræder hun med dans og sang – ofte akkompagneret af et orkester bestående af indiske stammefolk, andre gange i selskab med den franske musiker Thierry ’Titi’ Robin.

Da vi ankommer til hendes hus for tredje gang, er hun ved at gøre klar til at rejse til Belgien for at optræde sammen med Thierry. Hendes pas og visum er endelig blevet klart, og denne gang er hun selv hjemme og tager imod os. Hun beder os vente fem minutter, mens hun overvåger, at hendes orkestermedlemmer pakker instrumenterne forsvarligt ned i sorte kasser. Så går hun ovenpå for at finde kjoler og sminke frem til sig selv. Der er noget primadonna- og verdensborgeragtigt over hende, og i første omgang er det kun hendes vane med at slå blikket ned, når hun taler med fremmede mænd eller højkastefolk, der afslører, at hun stadig er kalbelia langt ind i sjælen. Men da hun sætter sig roligt ned på et slidt patchworktæppe og fortæller om sit liv, træder hendes dybe loyalitet over for stammen frem.

”Min rigdom er ikke min egen. Den tilhører min stamme, for det er derfra, jeg har hentet kraft og inspiration til min dans. Min stamme har et særligt forhold til slangeguden Nag Devi. Jeg er overbevist om, at det var slangeguden, der gav mig særlige evner for at danse,” forklarer Gulabi og stryger sig over ansigtet med hænderne. På begge håndrygge har hun tatoveringer, der viser hendes tilhørsforhold til kalbelia-stammen. Hendes stemme er lav, men hendes øjne afslører styrke, også når hun fortæller om sin barndom. Blikket er aldrig drømmende, snarere stålfast.

Gulabi Sapera har som en af ganske få kasteløse kvinder formået at skabe sig en karriere. Hun lever af at danse og har optrådt snesevis af gange i Europa. Her har hun mødt romaer, som hun føler en stærk solidaritet med, fordi de ligesom mange medlemmer af hendes stamme lever på kanten af samfundet.

Gulabi blev født i en fattig nomadefamilie som den syvende i en søskendeflok, der i forvejen bestod af tre drenge og tre piger. I forvejen var der knap råd til at brødføde de seks ældre søskende, og en pige blev opfattet som en ekstra belastning. I dag har hun bevist, at kvinder ikke behøver at udgøre et økonomisk problem for en kasteløs familie. Hun tjener godt på sine danseoptrædener, som er en langt bedre indtægtskilde end kalbelia-mændenes traditionelle erhverv.

”Før i tiden levede kalbeliaerne som slangetæmmere. Mændene fangede slanger i skovene og optrådte med dem. Vi rejste rundt fra sted til sted og jog slanger væk fra landsbyboernes huse, helbredte slange- og skorpionbid og fjernede insektsværme fra markerne med sort magi,” fortæller Gulabi. ”Min far var slangetæmmer, og jeg var altid med ham, når han optrådte på torve og markedspladser. Mine søskende syntes, at det var kedeligt, men jeg fulgte min far som en skygge,” husker hun. Hun fik de lange dage til at gå med at imitere slangens bevægelser, når den ’dansede’ til farens poongi, et blæseinstrument, som benyttes af slangetæmmere i Rajasthan.

Som 12-årig blev hun opdaget af en talentspejder og bedt om at optræde ved Rajasthans største kamelmarked, som løber af stablen i byen Pushkhar hvert år. Siden har hun optrådt ved et hav af bryllupper, velgørenhedsfester og shows overalt i Indien. Hun har etableret en danseskole for kalbelia-piger, hvor de lærer ’traditionel kalbeliadans’, og mange familier lever nu af indtægterne fra deres døtres optrædener.

I 1992 mødte Gulabi den franske musiker Thierry ’Titi’ Robin under en turne i Frankrig. Han var inspireret af franske og spanske romaers musikalske tradition – især af flamencostjernen Camarón de la Isla, der opnåede kultstatus allerede før sin tidlige død i 1992 – og af orientalsk musik, særligt den irakiske oudspiller Munir Bachir. Thierry havde spillet ’sigøjnermusik’, siden han som dreng færdedes blandt de forkætrede ’rejsende’ på sin hjemegn i det nordvestlige Frankrig. Deres møde blev afgørende for Gulabis karriere og selvforståelse – og for ’Titi’s musikalske udvikling. ”Da vi mødtes, havde vi intet fælles sprog – ud over musikkens og følelsernes. Titi forstod min dans, jeg forstod hans musik. På den måde kunne vi tale sammen,” siger Gulabi og smiler lidt genert til den høje mand med det lysebrune hår, der er kommet ind i stuen. Han har været på besøg hos Gulabi i et par uger nu, og de har optrådt sammen, sådan som de har gjort med jævne mellemrum siden deres første møde. ’Titi’ fortsætter Gulabis fortælling. ”Det føltes meget naturligt at kommunikere på den måde, og vi udviklede hurtigt nye udtryk sammen. Efterhånden fandt vi ud af, at publikum også kunne mærke magien mellem os. Gulabi er helt unik,” siger han på engelsk med tyk fransk accent, som ikke kan skjule hans åbenlyse beundring for den kasteløse kvinde.

Beundringen er gensidig, men øjensynlig helt uden erotiske undertoner. Gulabi lever i et tilsyneladende lykkeligt ægteskab med en mand fra den højeste kaste. Da vi ankom til huset første gang, var det ham, der tog imod os og forklarede os, at Gulabi var ude i et ærinde, men snart ville komme tilbage. Han bød os venligt indenfor og præsenterede os for et par af hans og Gulabis i alt fire børn. Kort efter kom han ind med en kop te til os. Så trak han sig tilbage og overlod scenen til Thierry, som netop var vågnet efter en urolig nattesøvn afbrudt af utallige toiletbesøg. Hans mave havde endnu ikke vænnet sig til at være i Indien igen, forklarede han med et smil. Vi undrede os over, at kønsrollerne i Gulabis hus tilsyneladende var byttet helt om i forhold til de traditionelle roller, vi kendte fra andre indiske hjem, og bemærkede, at Gulabis mand så ud til uden forbehold at bakke sin kone op i hendes karriere og billige hendes forbindelse med den charmerende franske musiker.

Også da vi er tilbage i huset tredje gang og endelig får lejlighed til at tale mere indgående med Gulabi, vimser hendes mand rundt og varter både os og Gulabis musikere op. Og musikere er der mange af. Mens vi taler med Gulabi, fyldes huset af dem, og næsten alle har deres instrumenter med. Kun nogle få skal med til Europa; resten er i huset for at øve og tage afsked med den del af gruppen, der skal med Gulabi på turne. Thierry sætter sig sammen med nogle af dem og jammer. Mange af dem har aldrig spillet med en europæer før, men de finder hurtigt en fælles musikalsk platform og får toner og rytme til at flyde sammen til en harmonisk helhed. Thierry spiller guitar, medlemmerne af Gulabis orkester synger, spiller på trommer, fløjte og harmonium. Lidt senere ankommer en kalbelia-mand, som har optrådt på flere af Thierrys plader og har lært at spille flamencoguitar. Gulabis 16-årige søn, Denish, mestrer også flere musiktraditioner og opfatter Thierry som sin mentor. Da han kommer hjem fra skole, slutter han sig til gruppen på stuegulvet og bidrager til den multikulturelle lyd – skiftevis på tromme og et sæt kastagnetlignende træstykker. ”Jeg er ved at lære at spille på dem. Det et nyt for mig,” smiler han undskyldende til os, da han et øjeblik mister rytmen i de hurtige bevægelser.

Thierry sætter sig hen til os og spørger, hvem vi er. Vi forklarer, at vi er danskere og er kommet til Rajasthan for at finde spor efter romaernes forbindelse til Indien. Vi siger det med et skævt smil for at antyde, at vi godt ved, at det lyder fjollet. Men Thierry ænser ikke vores ironiske distance. Han kigger indtrængende på os og udbryder: ”Forbindelsen mellem romaerne og kalbeliaerne er meget tydelig.” Vi spørger ham, hvad han mener. ”Det er svært for mig at forklare,” siger han og spørger, om vi ved noget om musikteori. Det er ikke meget, må vi erkende. ”Jeg er heller ikke uddannet på konservatoriet, så jeg kan ikke forklare det teoretisk. Men jeg kan mærke, at der er en musikalsk forbindelse mellem kalbeliaerne og romaerne. Da jeg mødte Gulabi, var vi ikke bare to personer, der mødtes. Det var to kulturer, som gik i dialog, og der var noget fælles i de to kulturer, som gjorde det nemt for os at mødes. Det fælles viser sig i musikken. For eksempel er sangen det gennemgående i alle former for romamusik, i flamenco, i andre former for sigøjnermusik, og også i kalbeliaernes musik. Måden at synge på er et meget stærkt udtryk. Både i kalbelia-sangen og i sigøjnermusikken er den stærke stemme og sangerens måde at ornamentere på karakteristisk,” siger han.

Siden læser vi, at den særlige indiske bharivaskala går igen i musiktraditionen blandt romagrupper i Ungarn, Slovakiet og Transsylvanien, og den form for ’mundmusik’, som vi ser nogle af kalbeliaerne spille, viser sig også at være udbredt blandt romaer i dele af Central- og Østeuropa. Den består af nonsensstavelser, der lyder som en tablatromme.

”Musikken afspejler det liv, musikerne lever. Det er et hårdt liv, hvor der ikke er plads til at vise følelser hele tiden. Men i musikken er de store følelser tilladt. Hos kalbeliaerne må mænd gerne græde, når de spiller og lytter til musik eller poesi,” siger Thierry. Gulabi nikker. ”Jeg har mødt romaer i Europa, og jeg har spillet sammen med nogle af dem. De fortalte mig, hvordan de levede, mange af dem var udstødt ligesom os. Kalbeliaerne bliver opfattet som urene af de høje kaster, og livet er for de fleste en kamp for overlevelse. Når jeg hører om romaernes forhold i Europa, tænker jeg, at de er mine brødre og søstre, for de lever ligesom os – på kanten af samfundet,” siger hun.

Hun ved fra sin barndom, hvor barske vilkårene kan være for Indiens fattige, og hun føler en stærk forpligtelse over for sin stamme. Indtægterne fra de mange koncerter og forestillinger bruger hun på at forbedre forholdene for børn og kvinder. ”Mange lever stadig som nomader, og det er hårdt, især for kvinder og børn,” siger hun og tilføjer, at hun har kæmpet mod de lokale myndigheder for at få dem til at sikre hendes slægtninge en bolig med el og vand.

Siden hører vi fra ngo’er, der arbejder for at forbedre stammefolkenes forhold, at de kasteløse ofte mangler fødselsbeviser. Formelt set eksisterer de ikke, har ikke ret til basale ydelser, får ingen stemmekort osv. Verdens største demokrati har sine begrænsninger, og det mærker de kasteløse stammefolk. Begrænsningen ligger især i diskrepansen mellem formelle og reelle rettigheder, forklarer Gulabi. ”Vi har ret til et værdigt liv, til mad og boliger. Men vi er nødt til at kæmpe hårdt for at få det. Det lykkedes mig at skaffe ordentlige boliger til mine slægtninge, men først da jeg benyttede mig af, at jeg er kendt og har en høj status i Kulturministeriet,” siger hun.

Gulabi og hendes orkester bliver ofte hyret til at optræde ved storstilede statslige arrangementer, hvor Indiens kulturelle mangfoldighed skal præsenteres, og det giver hende pressionsmuligheder over for myndighederne. Men ifølge Thierry er den kunstneriske anerkendelse ikke det samme som social anerkendelse. ”Folk vil gerne nyde godt af stammefolkenes dans og musik til deres ekstravagante fester og bryllupper, men de vil ikke have dem som naboer. Det er fuldstændig som i Europa. Folk kan godt lide flamenco, men vil ikke have noget med sigøjnere at gøre. Jeg ved det, for jeg tilbringer meget tid sammen med sigøjnere i Frankrig, og ofte tror folk, at jeg er sigøjner. Så mistænker de mig for at stjæle og sender vagter efter mig, når jeg går rundt i stormagasiner og butikker,” siger han.

Vi ved, at der finder en kamp om ejerskabet til flamencoens oprindelse sted og har også hørt om spaniere, der helst vil undgå at give romaerne nogen som helst form for anerkendelse for dannelsen af flamencoens udtryksfulde kombination af sang, musik og dans. Så vi forstår godt Thierrys pointe. Og også romaerne i Europa må kæmpe for ordentlige boligforhold. Ofte mangler også de identitetspapirer og har derfor ikke mulighed for at blive tilsluttet el- og vandnettet på lovlig vis. I stedet stjæler de sig til elektricitet og vand og bliver straffet med bøder. Ifølge rapporten Faces of Poverty, Faces of Hope, som UNDP (FN’s udviklingsprogram) offentliggjorde i februar 2005, mangler 68 % af romaerne i Rumænien vand og kloakering i deres boliger, og omkring 30 % bor i deciderede slumbebyggelser.

I Indien er statistikken for de kasteløse formodentlig mindst lige så nedslående. Boligerne til Gulabis slægtninge i Jaipur er blot en dråbe i et ocean af fattige stammefolk. Det får vi indtryk af under vores besøg hos nogle af Gulabis nomadiske og seminomadiske stammefæller i området omkring Jaipur og Jodhpur. Stammefolkene rejser rundt i ørkenlandskabet med deres få ejendele læsset på æsler og kameler. Den ensidige kost, der primært består af fladbrød bagt på groft mel, tilbereder de ved primitive ildsteder. Kun af og til bliver brødet suppleret med grønsager eller kød fra de dyr, som nomadernes jagthunde støver op i det tørre landskab. Mændene arbejder ofte som daglejere i byggeindustrien, kvinder og børn forsøger at tigge sig til lidt ekstra indtægter. Som regel slår de lejr i det tørre landskab uden for byerne og stjæler sig til at hente vand ved brøndene om natten. De kan som regel ikke blive boende mere end en måned hvert sted, før de lokales irritation eller manglen på arbejde tvinger dem til at rejse videre.

Parallellen til romaerne i Europa er ikke svær at se, og for Thierry er slægtskabet mellem kalbeliaerne og romaerne en musikalsk realitet. De musikalske ligheder har overbevist ham om, at der også må være sociale og kulturelle bånd mellem de to verdensdele. ”Deres måde at gifte sig på er ens,” siger han. ”I Frankrig har jeg mange nære venner blandt sigøjnere, som ikke selv har valgt deres ægtefælle. Det kan være svært for mig at forstå, men de er selv helt indforståede med det. De gifter sig kun inden for samme sigøjnerstamme eller -klan, og det gælder også for stammefolkene her i Indien,” siger han. Efter en længere tænkepause tilføjer han: ”Og så går kalbelia-mændene med mange smykker, og de ligner faktisk de smykker, sigøjnerne går med i Frankrig.” Flere eksempler på ligheder kan han ikke komme i tanke om. Men det er heller ikke vigtigt. Forbindelsen er der – det kan vi høre, da vi siden lytter til hans cd’er Rakhî, Payo Michto og Gitans, hvor Gulabi og hendes orkester medvirker.

To amerikanske filmfolk, Melitta Tchaicovsky og Pepe Ozan, er mindst lige så overbeviste som Thierry Robin om det tætte slægtskab mellem de nomadiske stammefolk i Rajasthan og romaerne i Europa. Det, der især har overbevist Melitta og Pepe om forbindelsen, er ligheden mellem gruppernes erhverv. ”Netop nomadefolkenes erhverv dukkede urørte, duplikerede, op blandt romaer i Europa. Tilstedeværelsen af disse identiske sociale grupper på de to kontinenter bringer den fascinerende teori på bane, at det ældgamle hinduistiske kastesystem blev holdt i live og bragt med ind i Europa af migrantsamfund,” konkluderer Pepe Ozan efter to års research og rejse i Rajasthan, hvor han sammen med Melitta har lavet filmen Jaisalmer Ayo! Gateway to the Gypsies. I filmen beretter de nomadiske stammefolk om deres traditionelle erhverv som grovsmede, handelsrejsende, kurvemagere, dukkeførere, akrobater, historiefortællere, slangetæmmere, sangere og musikere. Hver stamme identificerer sig med et bestemt erhverv, som er gået i arv fra generation til generation. Mange har været fast tilknyttet bestemte rige familier, som har betalt for deres serviceydelser. Men efterhånden er behovet for de traditionelle erhverv svundet ind – kurve og kedler kan købes på markederne, historiefortællere afløses af tv, biografer og internet, og slangebid kan kureres på hospitalet.

I 1972 vedtog det indiske parlament en lov om beskyttelse af vilde dyr, der forbød besiddelse af blandt andet en række slangearter. I de første årtier blev loven lempeligt administreret, men i løbet af 1990’erne begyndte lokale myndigheder at gå hårdt til værks, konfiskere slanger, uddele bøder og i enkelte tilfælde idømme slangeejerne fængselsstraf for dyremishandling. Slangetæmmerne er frataget muligheden for at opretholde deres profession, og flere gange gennem de seneste år har hundredvis af kalbeliaer samlet sig uden for de indiske delstatsregeringers bygninger for at protestere over det, de opfatter som et overgreb på deres identitet, kultur og livsgrundlag. Slanger tilbedes overalt i Indien i templer opført til ære for slangen og dens manifestationsformer, og på billeder har guden Shiva altid en slange rundt om halsen. Gulabi Sapera understreger, at forbuddet mod at fange og eje slanger er et anslag mod religionen: ”Vores forhold til slangerne er en måde at tilbede Shiva og slangeguden Nag Devi på. Men det har regeringen ikke respekt for,” siger hun med vrede i stemmen, da vi spørger til den omdiskuterede naturbeskyttelseslov. Andre kalbeliaer bakker hende op og foreslår, at i det mindste et medlem af hver familie skal kunne få licens til at holde slanger, så traditionen kan føres videre.

Vi lægger mærke til, at det især er de kalbeliaer, der har fundet nye indtægtsmuligheder, for eksempel dans og turisme, der begræder tabet af det traditionelle erhverv og livet som nomader. Kalunath Kalbelia, der er overhoved for flere hundrede kalbeliaer og lever af at organisere danse- og musikoptrædener for turister og højkastefolk, beklager ligesom Gulabi, at slangetæmning er blevet forbudt. Han opfatter fortsat sig selv som slangetæmmer, selv om han tilsyneladende ikke har levet som sådan i årtier. Og melodien på hans mobiltelefon er en skrattende udgave af den jingle, som i Bollywoods filmindustri bruges til at markere, når en slangetæmmer træder ind i historien.

Vi forstår godt kalbeliaernes frustration, men i deres oprør mod dyreværnslovgivningen og de nye tider aner vi også en romantisering af fortiden – en melankolsk tilbageskuende længsel, som vi genfinder i Melitta og Pepe Ozans film – og senere hos romaer mange steder i Europa. Vi genkender den også i den fransk-algeriske filmskaber Tony Gatlifs berømte film Latcho drom, som er en smuk musikalsk rejse i romaernes fodspor fra Indien til Europa, men også en klichefyldt og teatralsk film, som tillader sig at dyrke stereotyperne om de frihedselskende, forfulgte sigøjnere. Vi kan spore de samme stereotyper i nogle af Gulabis og Kalunaths fortællinger om kalbeliasamfundets udvikling. Det er, som om de længes tilbage til en fortid, de har glemt realiteterne i, eller som aldrig har eksisteret i den form, de forestiller sig. De sætter tydeligvis begge pris på det moderne livs bekvemmeligheder og ønsker samme muligheder for de fattige i deres stamme. Men samtidig er det, som om de ønsker at bevare en fortid, som kan styrke deres stammeidentitet.

Hos de kalbeliaer, vi møder, der stadig lever som nomader, er glæden ved det ’autentiske’ kalbelia-liv sværere at få øje på. I området omkring Jaipur besøger vi nogle af nomadernes lejrpladser. Det er varmt, over 35 grader i skyggen og endnu varmere under de interimistiske halvtag, kvinderne har bygget op af kviste og falmede stofstykker. Da vi ankommer til lejren i middagsheden, sidder de klumpet sammen under halvtagene. Nogle er i gang med at sy patchworktæpper, andre vugger et barn eller vifter sig for ansigtet med et stykke pap. De fleste af mændene er væk i dagtimerne for at arbejde som daglejere inde i byen, og kvinderne tager sig af børnene og holder opsyn med lejren imens. Kvinderne virker mutte og apatiske, og da vi spørger til deres dagligdag, beklager de sig over manglen på vand og de lave lønninger, deres mænd bliver tilbudt i byggeindustrien.

I en anden lejr, som er indrettet omtrent ligesom den første, er et par af mændene hjemme, og de giver udtryk for samme frustration som kvinderne i den første lejr. ”Vi rejser kun, fordi vi er nødt til det. Hvis vi kunne få fast arbejde, ville vi blive boende på samme sted,” siger en mand i begyndelsen af 30’erne, der tydeligvis nyder naturlig autoritet blandt både kvinder og mænd. ”Ingen vil have med os at gøre. De kan bruge vores arbejdskraft i kort tid, men vores børn vil de ikke se i skolerne,” tilføjer han. En ældre mand, hvis rynkede tynde krop kun er dækket af et lændeklæde, nikker, men tilføjer med slet skjult stolthed: ”Vi har altid levet af at tæmme slanger, og det ville vi gerne fortsætte med. Men tiden er ikke til det.”

Han har ret. Vi forstår godt bekymringen over, at der ikke længere er samme efterspørgsel på de traditionelle håndværk og professioner, som både de indiske stammefolk og de europæiske romaer har specialiseret sig i. Men løsningen er næppe krampagtigt at kæmpe for at bevare de gamle erhverv. En form for videreudvikling af erhvervene, så der kan sikres en vis kontinuitet i identitet og familiestrukturer, er formodentlig en bedre løsning. Gulabis dans er et godt eksempel på det, og et initiativ fra organisationen ’The Wildlife Trust of India’ kan måske blive lige så succesfuldt. Projektets grundide er at finde nye indtægtsmuligheder for kalbeliaerne, muligheder som i en eller anden grad baserer sig på deres viden og kunnen som slangetæmmere. For eksempel er nogle kalbeliaer blevet ansat til at fjerne slanger fra beboelseskvarterer i Delhi. Andre skal efter planen uddannes til en slags naturvejledere, der kan lære befolkningen i landområderne at skelne mellem giftige og ufarlige slanger og undgå slangebid.

I Bulgarien, hvor ursariromaerne traditionelt har levet af at optræde med ’dansende bjørne’ (ursari betyder bjørnetæmmer eller bjørneejer på romani), er problemstillingen omtrent den samme som konflikten omkring kalbeliaerne og deres slanger i Rajasthan. I 1992 forbød den bulgarske regering at holde bjørne i fangenskab for at bruge dem som ’dansebjørne’. Det skete efter pres fra dyreværnsorganisationer, der påpegede, at bjørnene lever under kummerlige forhold og bliver mishandlet under dresseringen. Oplæringen foregår nemlig ved, at bjørneungen bliver tvunget til at stå på varme metalplader, mens bjørnetrækkeren spiller en bestemt melodi, eller ved at den bliver slået over benene med tykke kæppe, mens musikken spiller. Bjørnen forsøger at lindre smerten ved at ’danse’ og indlærer dermed en refleks, som kan bruges under showene. Desuden får bjørnene sat ringe gennem snude og læber, for at ejerne kan styre dem, og det er også smertefuldt for dyrene. Herudover er bjørnene ofte i meget dårlig ernæringstilstand, fordi deres ejere er fattige. I nogle tilfælde lever dyrene stort set af hvidt brød, sukker og brændevin. En østrigsk organisation, Vier Pfoten (Fire Poter), har siden 2000 arbejdet på at opkøbe de sidste bjørne i Bulgarien. I løbet af fire-fem år er det lykkedes organisationen at købe omkring 20 bjørne, som er blevet placeret i en dyrepark. Bjørnetrækkerne får udbetalt en økonomisk kompensation, der svarer til en god årslønning i Bulgarien, samt tilbud om at blive uddannet til dyrepassere eller omvisere i parken. På den måde kan deres professionelle stolthed og identitet som ursarier bevares, og familien har tid til at finde en ny indkomstkilde.

Forandringerne er tilsyneladende ikke et problem i sig selv. Men både for de indiske stammefolk og for Europas romaer er det væsentligt, at forandringerne knyttes sammen med en fortælling, som gruppen kan identificere sig med og være stolt over. Med en sådan fortælling som udgangspunkt kan traditioner og praksisser ændres betydeligt, uden at selvfølelsen og gruppesammenholdet sættes afgørende på spil.

At det også er tilfældet med Gulabis dans, bliver vi efterhånden klar over. De første gange, vi hører om hendes optrædener, får vi indtryk af, at hendes repertoire består af danse, som gennem århundreder har været en del af stammens fællesskab. Det er også sådan, dansen ofte omtales på plakater og i pressemeddelelser, når hun er på turne i Europa. Men det er ikke sådan, Gulabi selv udlægger den: ”Min dans består af elementer fra kalbelia-stammens traditionelle danse kombineret med mine egne kompositioner. Jeg udviklede en personlig dans, allerede mens jeg var barn. Når min far optrådte med sin slange, imiterede jeg dens bevægelser og kombinerede dem med trin og rytmer, jeg kendte fra familiefesterne. For mig var det naturligt, men det vakte opstandelse, for det var ikke almindeligt i min stamme, at piger og kvinder optrådte offentligt,” siger Gulabi. ”Siden har jeg udviklet mit udtryk inspireret af dansere, jeg har mødt på mine turneer, og af Thierrys musik,” uddyber hun.

Det, vi så i Jaipurs store koncertsal, og som vi straks så ligheder med flamenco i, var altså ikke en ældgammel indisk stammedans. Det var en kunstners dybt personlige udtryk – fremkommet som en fusion af gamle dansetraditioner, imitation af slangebevægelser og inspiration fra rejser i Europa. For Gulabi er der intet kunstigt i den kombination. Hun opfatter sin dans som autentisk, ikke mindst fordi den for hende er et personligt udtryk for en kollektiv religiøsitet, som alle medlemmer af kalbelia-stammen deler. ”Min dans er en hyldest til slangeguden og til min stamme,” siger hun med stor alvor.

Dansens tilknytning til slangeguden er med til at gøre den legitim i stammeledernes øjne. Dansens religiøse og mytiske forankring i kalbelia-traditionen har fået dem til at acceptere, at pigerne og kvinderne optræder i offentlige sammenhænge, forklarer Gulabi os. Måske er det derfor, kvinderne så stædigt bygger illusionen op om, at Gulabis dans er en ældgammel tradition? Flere gange møder vi unge kalbelia-kvinder, som fortæller os, at ikke blot Gulabis dans, men også det tøj, de optræder i, er traditionelt og ældgammelt – et autentisk udtryk for kalbeliastammens særpræg. Det stemmer ikke helt overens med Gulabis fortælling, og under et besøg på Rajasthani Insitute of Folklore i Jodhpur piller en antropolog resten af myten fra hinanden for øjnene af os.

I dag er 35-årige Gulabi Sapera anerkendt for sin dans, også blandt mændene i sin stamme. Men i en periode blev hun og hendes familie udelukket af fællesskabet, fordi hun som kvinde optrådte offentligt. Også i nogle europæiske romasamfund kan brud på fællesskabets normer føre til social eksklusion.

Vi møder ham i instituttets lokaler i et stort hus i et af byens pænere kvarterer. Her har instituttets medarbejdere samlet mængder af musikinstrumenter og andre antropologiske effekter fra stammefolk i hele Rajasthan. Sideløbende har de gennem næsten 50 år indsamlet og dokumenteret de musikalske traditioner hos de forskellige stammer ved at optage deres sang, musik og dans på kassette- og videobånd. Den antropologiske medarbejder finder et par videobånd frem og viser os nogle optagelser af Gulabis dans. ”I tror, at det her er traditionel kalbeliadans, og at kjolerne er traditionelle kalbelia-kjoler, ikke?” siger han. ”Det troede jeg også. Men i gamle dage dansede kalbelia-kvinderne aldrig offentligt, de dansede kun i grupper, og deres kjoler så helt anderledes ud. De kjoler, de danser i nu, findes ikke på de gamle fotos,” siger den unge antropolog. Han hiver nogle falmede fotos frem, hvor vi kan se, at kalbelia-kvinderne for et par årtier siden alle var iført farvestrålende blomstrede kjoler. Ingen var klædt i de sorte kjoler med farvestrålende bånd og små spejle, som Gulabi og hendes elever danser i nu.

Fortællingen om Gulabis dans er en konstruktion. Det, der præsenteres som ’traditionel kalbelia-dans’, burde nok retteligen kaldes ’Gulabis dans’ eller måske ’Slangegudens dans’. Men sandheden er ikke absolut, og traditioner og kultur er fleksible størrelser. Så på et tidspunkt bliver konstruktionen sand, og Gulabis dans forvandles til traditionel kalbelia-dans, ligesom kastagnetterne af mange i Europa i dag opfattes som ægte flamencoinstrumenter. Det tror vi også, da vi sidder i Gulabis stue og overværer den lange jamsession. Vi tænker slet ikke på at protestere eller korrigere, da Gulabis søn Denish forklarer os, at kastagnetterne, som han spiller på, er et ægte romainstrument, som kalbeliaerne har overtaget fra deres brødre og søstre i Europa. Først senere finder vi ud af, at kastagnetterne ganske vist bruges af mange flamencodansere, og at flamencoen kan tilskrives de spanske romaer, men at de blot overtog kastagnetterne fra den andalusiske folkemusik, de lod sig inspirere af. For Denish er kastagnetterne et symbol på båndet til Europas romaer, og de præcise historiske detaljer bliver underordnet den centrale fortælling om et slægtskab mellem Indiens og Europas udstødte. Og hvem ved, måske vil Denish en dag lære sine børn at spille på kastagnetter og fortælle dem, at det er en gammel tradition blandt kalbeliaerne? Og måske vil kalbeliaerne også glemme, at ingen af dem kendte til harmoniummet, før europæiske missionærer introducerede dem til instrumentet i midten af 1800-tallet? Måske vil europæiske romaer så endda engang genfinde deres egne instrumenter blandt indiske stammefolk og opfatte det som et bevis på deres indiske oprindelse?

Drømmen om fjerne slægtninge, om et fællesskab på tværs af tid og sted, er ikke svær at følge. Tænk at finde et broderfolk på den anden side af Jorden. Et bevis på, at noget knytter sammen trods forskelle, konflikter og krig? Det må have været en stærk oplevelse for begge parter, da romaer fra de vestlige hære knyttede venskaber med indiske soldater under 1. og 2. Verdenskrig og kunne konstatere, at der var ligheder både i sprog og spisevaner. Ligeledes må det have gjort indtryk, da engelske romaer i 1984 blev præsenteret for en film om kalbelia-stammen og kunne genkende de fløjtetoner, de indiske nomader brugte til at kalde deres jagthunde til sig.

Den første World Romany Congress, der blev afholdt i England 1971, var delvist finansieret af den indiske regering, og under kongressen blev det besluttet at erstatte den røde stribe i romaernes flag med det indiske ashokahjul. Det skete på foranledning af blandt andre den indiske diplomat W.R. Rishi, der siden oprettede The Indian Institute of Roma Studies i Chandigarh i Punjab. Ved åbningsceremonien på den anden World Romany Congress i Geneve i 1978 fremviste indiske repræsentanter vand og jord medbragt fra ’moderlandet’.

Af stammefolkene er det især en anden gruppe, banjaraerne, der har været aktive i (gen)oprettelsen af den indisk-europæiske forbindelse. Banjaraerne er ligesom kalbeliaerne blevet udpeget som romaernes indiske slægtninge, og de er da også kendt som udøvere af en række af de håndværk, der ofte associeres med romaer – blandt andet smedehåndværk og kurvemageri. Desuden ernærer de sig stadig som handelsrejsende i de mest øde områder af Rajasthans ørken, men lever i øvrigt spredt over hele Indien. I 2002 på romaernes nationaldag den 8. april arrangerede banjara-organisationen All India Banjara Seva Sangh en international manifestation af ’1000-års-jubilæet for vores forfædres udvandring fra moderlandet Indien’. En række steder i Europa og Indien samledes romaer og banjaraer for at kaste blomster på vandet som et symbol på forfædrenes lange rejse.

De styrkede bånd til det indiske moderland har også sat sig spor i romaernes sprog. Under den anden World Romany Congress blev det besluttet, at de ord fra majoritetssamfundenes sprog, som var blevet inkorporeret i en eller få dialekter af romani, skulle udskiftes med indiske ord, der kunne fungere som fælles ord i alle romani-dialekter. Beslutningen fik dog primært betydning for skriftsproget blandt intellektuelle, forfattere og poeter, og på den fjerde World Romany Congress i Polen i 1990 blev det besluttet primært at satse på låneord med latinske eller græske rødder, mens de indiske låneord fortsat kunne anvendes i litteraturen.

De fleste romaer har dog ingen bevidst strategi for deres forhold til deres sprog eller til deres indiske oprindelse, og konsekvenserne af forbindelsen mellem Indien og de europæiske romaer er nok ofte temmelig tilfældig. Man skal være godt hjemme i både sin egen og Indiens historie for at skelne mellem de elementer i nutidig indisk kultur, der kan spores tilbage til romaernes forfædre, og de elementer, som måske blot for en overfladisk betragtning har en lighed med traditioner og kultur blandt romaer i Europa. Det er jo trods alt den indiske nutid i al sin mangfoldighed, man bliver mødt af, når man som roma – eller almindelig nysgerrig rejsende – går på jagt efter romaernes rødder.

Fascinationen af den indiske oprindelse kan da også give sig pudsige udtryk, når den knytter an til indisk masse- og popkultur. I Rumænien oplever vi, hvordan den indiske popkultur bliver inddraget i opbygningen af en romaidentitet. I foråret 2005 overværer vi præmieuddelingen ved den årlige nationale konkurrence for skoleelever, der har romani som valgfag i grundskolen. De cirka 100 børn, der deltager i konkurrencen, er udvalgt efter konkurrencer på amtsplan og er samlet i en lille by tre kvarters kørsel fra Bukarest. I tre dage har de dystet mod hinanden i discipliner som stileskrivning på romani og oversættelse fra romani til rumænsk og fra rumænsk til romani. Nu skal der uddeles præmier. Det meste foregår på rumænsk, og der er ikke mange spor af romaernes indiske oprindelse. Mange af børnene er endda så lyse i huden, at de ikke skiller sig ud fra etniske rumænere.

Der findes ingen arkæologiske fund eller skriftlige vidnesbyrd fra romaernes tidlige historie. Men ved hjælp af en form for ’sproglig arkæologi’ er det alligevel lykkedes forskere at rekonstruere den rute, som romaernes forfædre rejste ad fra Indien via Persien, Armenien og Anatolien til Europa.

Men efter præmieuddelingen sker der ting og sager. Lærerne flytter om på møblerne på podiet, så der bliver plads til optræden, og eleverne indtager scenen med små indslag, som de har øvet sig på i ugevis. De første på scenen er to piger på 13-14 år, som ifølge konferencieren – en ung romalærer med affarvet hår og hawaiiskjorte – vil vise en indisk dans. ”Vi kommer jo fra Indien, så her er en dans, som symboliserer forbindelsen til vores oprindelsesland,” forklarer han, mens de to teenagepiger træder genert frem på scenen i et kostume, som får dem til at ligne en blanding af den varmblodede sigøjnerske Carmen og teenageidolet Britney Spears. Lange nederdele med mange læg og stærke farver, stramme skjorter med kig til maven og ærme- og stropløse toppe.

I pausen har vi set dem stå på toilettet og fnise, mens de fumler med at binde skørternes taljebånd. Det var tydeligt, at tøjet er et kostume, de har på i dagens anledning og ikke en naturlig del af deres garderobe. Men det er der tilsyneladende ingen, der tænker på, da først den indiske popmusik strømmer ud af højttalerne, og genertheden forlader de to piger. De bevæger sig sikrere og sikrere med trin og hårsvingende attituder som taget ud af en Bollywoodfilm. Og jo, de gør en overbevisende figur som indiske filmstjerner, så pyt med, om forbindelsen til romakulturen og de indiske stammefolk er lidt tvivlsom. Pigerne er stolte af at være romaer og kan finde positive elementer i deres folks oprindelse, elementer som over for forældre og bedsteforældre kan legitimere deltagelsen i en globaliseret pop- og ungdomskultur.

Den indiske oprindelse bruges også af nogle romaer til at legitimere traditioner, som de fleste vil kalde undertrykkende eller udemokratiske. Flere gange på vores rejser møder vi romaer, som forsvarer opretholdelsen af det særlige ’stammeråd’, kris, med en henvisning til, at det er en tradition, der kan spores tilbage til Indien. En midaldrende romamand i Helsingør siger for eksempel om gruppens sammenhold: ”Hvis vi har konflikter indbyrdes, melder vi aldrig hinanden til politiet. Hvis parterne ikke selv kan løse konflikten, kalder vi nogle kloge hoveder sammen, altid mænd, og de tager stilling til, hvad der skal se. Det er det, vi kalder kris. Mændene kan for eksempel beslutte, at en sigøjner bliver udelukket fra klanen i kortere eller længere tid – eller for altid. Så er man ikke sigøjner mere. Det kan ske, hvis man begår voldtægt.” Som en understregning af reglernes styrke tilføjer han: ”Sådan er det også i Indien. Hvis et medlem af stammen har gjort noget virkelig groft, bliver han smurt ind i kvindeting … det, de får en gang om måneden … og så bliver han stenet ud af byen. Så må han bo i ørkenen.”

I Indien hører vi ingen af stammefolkene tale om ydmygende indsmøringer i menstruationsblod og efterfølgende stening. Men vi støder flere gange på beskrivelser af en særlig institution eller myndighed, panchayat, der minder meget om de europæiske romaers beskrivelse af kris. ”Panchayat er en forsamling af stammens fem ældste og mest respekterede mænd. De samles, hvis nogle er blevet uvenner, eller hvis nogen har brudt vores regler,” forklarer Kalunath Kalbelia, dansearrangøren, som samtidig er overhoved for en kalbeliafamilie på omtrent 300 medlemmer. ”Hvis en kalbelia gifter sig med en fra en anden stamme, mødes panchayat og aftaler, at han skal isoleres. Ingen må hjælpe ham med mad eller penge, og ingen må have kontakt med ham. Han har brudt fællesskabet og skal betale for det. Som regel går der mindre end et år, før han kommer og beder om tilgivelse og betaler en bøde, og så bliver han næsten altid indlemmet i stammen igen sammen med sin kone. Men kun, hvis konen lover at ville leve som en kalbelia,” siger den høje, magre mand med myndighed og eftertryk. Livslang udelukkelse fra fællesskabet kan ifølge Kalunath også komme på tale, for eksempel som straf for mord. ”Det gælder både morderen og hans familie. Ingen må spise eller drikke sammen med dem eller besøge dem. Hvis nogen gør det, bliver de også udelukket,” siger han.

Gulabi Sapera har mærket konsekvenserne af panchayats magt. Da hun begyndte at optræde med sin slangedans, blev hele hendes familie udelukket fra stammens fællesskab. ”Stammens ældste mente ikke, en pige måtte optræde for fremmede – især ikke for mænd. Men min far bakkede mig op, og jeg gik på scenen. Min far forstod, at der var fremtid i dansen. Han kunne mærke, at efterspørgslen på slangetæmmere faldt, så kalbeliaerne måtte finde nye indtægtskilder. Derfor forsvarede han mig. Men han betalte en høj pris for det. I flere år var vores familie udelukket. Ingen måtte tale med os,” husker hun. Ældsterådet ændrede dog holdning, og flere af stammens mænd henvendte sig efterfølgende til Gulabi for at bede hende lære deres døtre op i slangedansen. Endnu har rådet til gengæld ikke accepteret, at stammens piger går i skole, forklarer hun. Men hun tror, at det vil ændre sig. ”Mændenes indtægtskilde som slangetæmmere er ved at tørre ud, men dansen giver nye muligheder. Mændene skal bare vænne sig til tanken om, at det er kvinderne, der skaffer de største indtægter,” siger hun, inden hun forsvinder ovenpå for at skifte tøj og pakke de sidste ting til sin tur til Belgien.

Mange steder i Europa møder vi romaer, der beskriver kris som en parallel til kalbeliaernes panchayat og udtrykker stor respekt for de beslutninger, der tages på kris. Men især blandt de unge romaer er der også kritik. I Sverige forklarer en 27-årig leder af en romaungdomsorganisation os, at han bakker op om ideen med ikke at gå til politiet, men at han ikke er tilfreds med, at det altid er de ældste mænd, der bliver kaldt til kris, ”for de er ikke nødvendigvis de klogeste,” som han siger med et skævt smil.

Formålet med ældsterådet er tilsyneladende at beskytte fællesskabet ved at sikre en stærk intern loyalitet og straffe dem, der viser tegn på illoyalitet eller skaber social uro. Kris må derfor næsten per automatik udgøre en konservativ kraft. Men ældsterådet bliver – netop for at bremse opbrudstendenser – også tvunget til at omfortolke de fælles myter, så de tilpasses nye tider. Panchayat har accepteret kalbelia-pigernes danseoptrædener, fordi dansen forbindes med den traditionelle dyrkelse af slangeguden. Og ældsterådet har også til en vis grad legitimeret tilværelsen som fastboende, selv om kalbeliaernes selvforståelse fortsat bygger på, at de er et nomadefolk. Det er blevet besluttet, at man for at være ’en rigtig kalbelia’ skal rejse mindst en måned om året. Det forklarer Kalunath Kalbelia os, da vi besøger ham i hans nyopførte gasbetonhus i udkanten af Jodhpur. ”Vores guru, som er 86 år gammel nu, har sagt, at vi skal rejse mindst en måned hvert år. Så det gør vi. Jeg rejser også,” siger han og viser os udenfor, så vi kan se den gamle trækvogn med kasserede flyhjul, som han rejser rundt i med en kamel spændt for en måneds tid hver sommer.

Ifølge regeringens officielle statistikker er de fleste af de nomadiske stammefolk blevet helt eller delvist bofaste i løbet af de seneste årtier. Det gælder også mange kalbeliaer, der jo ifølge guruens udlægning af ’teksten’ blot behøver at være omtrent så mobile som en gennemsnitlig dansk familie for at kunne kalde sig kalbelia. Et par ugers sommerferie sydpå, en uges skiferie og en uges familiebesøg i løbet af et år, så skulle den være hjemme. Men de færreste kalbeliaer definerer sig selv som fastboende, og en sammenligning med en dansk familie på charterferie falder ikke i god jord hos Kalunath. ”De fleste af os lever ikke helt som før. Men vi rejser stadig,” siger han. Ordene ledsages af et fast blik i de mørke øjne, som er omkranset af sorte kohlstreger og sidder dybt i det markerede nøddebrune ansigt.

Kalunath Kalbelia er overhoved i en stor kalbelia-klan i Rajasthan. Han lejer kalbeliaorkestre og -dansere ud til bryllupper og fester. Han har aldrig levet som slangetæmmer, men han omtaler stadig sig selv som sådan.

Hans kone ryster lidt på hovedet af ham bag hans ryg, men tilføjer, at hun stadig har en uro i blodet, fordi hun som barn og ung rejste fra sted til sted med sin familie. ”Jeg kan stadig ikke sove indendørs,” siger hun og viser os den sivmåtte på terrassen, hvor hun tilbringer natten. ”Men vores liv er nemmere nu,” erkender hun. ”Og vores børn og børnebørn kan gå i skole. Det er nødvendigt, for de kan ikke leve af at rejse rundt,” siger hun og kniber et af sine børnebørn, en etårig dreng med udtværede kohlstreger om øjnene, i kinden. Han ser forurettet på hende og tumler ud af værelset på jagt efter sin mor. Om livet har han en snor, der ifølge Kalunaths forklaring fungerer som en beskyttelse mod onde øjne ligesom kohlstregerne. Vi kommer i tanke om, at vi har hørt akkurat den samme forklaring på kohlstregerne omkring både børns og voksnes øjne blandt beduiner i Syrien og Jordan. Men blandt romaer i Europa ser vi ikke denne praksis. Til gengæld hører vi blandt spanske romaer om en tradition for at binde røde bånd om børnenes håndled for at beskytte dem mod onde kræfter.

Kalunath forklarer os, at kalbeliaerne har særlige evner, der gør dem i stand til at udøve magi, og han insisterer på at jage de mørke kræfter ud, som han mener, har tag i os. Han tænder to røgelsespinde og fremsiger en række besværgelser. Herefter fører han pindene op og ned foran ansigtet og overkroppen på os, mens han mumler en række magiske formularer. Indimellem suger han røgen ind, vender sig bort og spytter med en foragtelig lyd på gulvet. Ritualet varer ganske få minutter, så er vi ”rene som børn”.

De særlige evner, som kalbeliaerne er kendt for at have, skyldes deres overenskomst med slangeguden. Stammens centrale myte handler om, at deres stamme for flere hundrede år siden fulgte en guru, som var kasteløs, sådan som de selv er i dag. På grund af sine synske evner blev guruen knyttet til de lokale herskere, rajput-fyrsterne i Rajasthan, som en form for hofastrolog. Han faldt dog i unåde, da hans forudsigelser ikke faldt i god jord hos herskerne, og han blev smidt ud fra slottet. Herefter beordrede han en del af sine tilhængere til at vandre. De måtte først bosætte sig, når deres guru fik lov at vende tilbage til hoffet, forklarer Kalunath os. ”Men guruen døde, inden han blev taget til nåde af herskerne, så det er vores pligt at vandre evigt,” slutter han fortællingen.

Som et plaster på såret har kalbeliaerne et særlig tæt forhold til slangeguden Nag Devi, som forlenede dem med særlige kræfter, da de begyndte deres omflakkende tilværelse. Vi aner en parallel til de myter, der trives blandt romaer, om, at de er dømt til at vandre, fordi deres forfædre forbrød sig mod nogle af Bibelens centrale personer. Det er myter, der kan tilføre livet som marginaliseret minoritet mening, men som måske også kan virke hæmmende på integration og forandringer. Er det den særlige indiske eller hinduistiske fatalisme, som nogle forskere hævder at kunne identificere, der har aflejret sig? Er det en form for blind overgivelse til skæbnen, det forudbestemte og ofte tragiske? Måske. Men fatalismen er ikke altdominerende. Den har ikke forhindret Gulabi i at skabe sig en karriere på tværs af kalbeliaernes traditionelle normer for kvinders position i familien, og den forhindrer ikke romaer i Europa i at organisere sig og kæmpe for deres rettigheder. Måske er majoritetens forestilling om de skæbnetro og passive romaer langt stærkere end både de kasteløses og romaernes fatalisme?

Vi møder ganske vist romaer, som opfatter det som deres folks bestemmelse at leve på kanten af majoritetens etablerede samfund. Men vi møder mindst lige så mange, der kæmper indædt mod forestillingen om, at de er ’skabt til’ at vandre og selv ønsker at bevare den løse og perifere tilknytning til majoritetssamfundet. Erland Kaldaras, medstifter af det svenske Romska Ungdomsforbundet, sukker lidt træt, da vi spørger ham, om romaernes liv som rejsende har været selvvalgt. Han ser næsten udmattet ud ved tanken om at skulle forklare det indlysende en gang til: ”I mere end 450 år var det Sveriges officielle og uofficielle politik at forsøge at drive sigøjnerne og de rejsende ud af landet ved aldrig at give dem ro. Der blev lavet love, som gjorde det umuligt at blive mere end et par dage hvert sted. Det medførte ikke bare, at vi var tvunget til hele tiden at rejse, men også, at vi ikke kunne få del i samfundets tilbud. Vi kunne ikke blive døbt og begravet, børnene kunne ikke gå i skole, og vi havde stort set ikke adgang til sundhedsvæsnet. Alligevel lykkedes det ikke at drive os ud. Til gengæld lykkedes det at skabe en myte om, at vi selv valgte den omflakkende tilværelse. Mange svenskere synes vel, at det lyder romantisk at ligge i telt. Det er det måske også en dag som i dag,” siger han og peger op på den lyse aftenhimmel. Det er højsommer og omkring 20 grader. ”Men om vinteren i 20 graders kulde er der ikke meget romantik over det. Mange romabørn er døde af kulde gennem tiderne. Det ved svenskerne ikke. Eller de vil ikke vide det,” siger han.

Mange stammefolk i Indien var nomader indtil for nylig, men er nu blevet bofaste. Denne kvinde voksede op som nomade og har stadig ikke helt vænnet sig til livet som fastboende. ”Jeg kan stadig ikke sove indendørs,” siger hun.

Ian Hancock, der selv er roma, skriver i sin bog We are the Romani people: ”At rejse er en del af vores historie. Vores forfædre rejste tusindvis af mil fra Indien til Europa og videre ud i verden, så der er helt sikkert en kerne af sandhed i stereotypen om ’den rejsende sigøjner’. (…) Men husk, der findes ingen genetisk disposition for at rejse, det er alene et resultat af omstændighederne.” Romaaktivisten Ronald Lee udbygger denne pointe ved at hævde, at romaernes nomadiske livsstil ikke kan spores til Indien. Romaernes forfædre var, hævder Lee, ansat som håndværkere og arbejdere hos en særlig kaste af krigere (Kshatriya), der ud over at fungere som rajput-herskernes militær også var jordbesiddere. Først da nogle af rajputterne i 1000-tallet blev tvunget til at flygte fra de muslimske ghaznavider, som trængte ind fra Afghanistan, etableredes en nomadisk livsstil. Kshatriyaernes håndværkere og arbejdere fulgte simpelthen med deres patroner, da de flygtede gennem Persien til Trebizond (det nuværende Trabzon i Tyrkiet) ved Sortehavskysten, hvor et armensktalende folk udgjorde majoriteten. Lee begrunder blandt andet sin teori med, at alle de ord i romani, der har at gøre med et bofast samfund, kan spores tilbage til Indien – for eksempel gav (landsby), puv (jord), ker (hus), guruv (tyr eller okse), gurumni (ko). Andre ord på romani, som normalt forbindes med nomadelivet, for eksempel navnene på vilde dyr og fugle, er ord, som er lånt fra ikkeindiske sprog. Det gælder blandt andet ordene for lejr, telt, kilde, tiger og elefant.

Ligesom det for nogle romaer er vigtigt at aflive myten om, at det er ’romaernes urolige blod’, der tvinger dem af sted på evig rejse, er det for andre romaer vigtigt at nedtone den indiske oprindelse. De frygter, at den fremmedfrygt og racisme, der rettes mod romaer i Europa, vil tage til, hvis romaerne primært opfattes som ’Indiens glemte børn’ eller ’indere i eksil’. Det er faktisk titlen på to bøger fra henholdsvis 1962 og 1982, den første skrevet af den indiske forfatter Chaman Lal, som besøgte Bulgarien under kommunismen og holdt hemmelige møder med lokale romaledere, den anden skrevet af inderen D.P. Singhal, også efter et besøg hos ’brødrene’ i Europa. Årtier efter bøgernes udgivelse oplever romaer stadig, at de bliver bedt om at ’rejse hjem til Indien’, og i ekstreme tilfælde har lokalpolitikere i Central- og Østeuropa givet udtryk for, at det ville være en god løsning på ’romaproblemet’ at sende romaerne tilbage. I Rumænien møder vi i foråret 2005 en psykologuddannet romakvinde, som på vores spørgsmål om, hvad almindelige rumænere ved om romaer, svarer: ”At de kom fra et eller andet sted i Indien, at de bosatte sig her uden at spørge om lov, og at vi ikke kan komme af med dem!”

Andre romaer fastholder dog, at forbindelsen til Indien er en væsentlig del af deres identitet. På internettet findes der chatrooms, som er forbeholdt debatter om romaernes oprindelse. Her taler unge engagerede romaer for en styrket forbindelse mellem de europæiske romasamfund og det indiske moderland, og de bakkes op af unge indere, der identificerer sig med ’Europas kasteløse’. Et af indlæggene i et sådant chatroom lyder: ”Jeg er østinder, mit modersmål er punjabi, som har stor lighed med hindi og romani. (…) Jeg ville ønske, at den indiske regering ville tage en aktiv rolle i beskyttelsen af romabefolkningen – i at genopbygge de århundredgamle kulturelle bånd mellem romaerne med indisk baggrund og nutidens ’østindere’. Det vil kunne hjælpe de forfulgte romaer med at undgå nogle af lidelserne i Europa, idet de kan opleve Indien som en ’mor’ – ved politisk at påvirke de europæiske regeringer, som traditionelt har haft fordomme mod vores romabrødre.”

Nogle romaer efterlyser, at den indiske regering støtter romaerne på samme måde, som Israel støtter den jødiske diaspora, og ofte udtrykker de bitterhed over, at romaerne ikke har noget Israel. En svensk roma, som vi møder i Malmö i sommeren 2005, udtrykker det ganske bombastisk: ”Jøderne og romaerne blev forfulgt under 2. Verdenskrig. Jødernes lidelser stoppede efter krigen, men romaernes fortsætter, og vi har ikke noget Israel til at stoppe det.”

Andre romaer argumenterer derimod for, at de efter 700 år i Europa bør anerkendes som europæisk folk og ikke anskues som en mærkelig indisk stamme. Og selv om vi oplever ligheder mellem kalbeliaernes vilkår i Indien og romaernes i Europa, og selv om genetikere og lingvister kan påpege en forbindelse fra nutidens romaer i Europa til det indiske subkontinent i en fjern fortid, er det ikke svært at følge den argumentation. Baggrunden for romaernes nuværende situation i Europa skal nok i høj grad findes i Europa, ikke i Indien.