Читать книгу Erkendelse - David Favrholdt - Страница 4

Instinkterne. Udviklingen af mennesket fra de tidligste homininer til vor tids menneske er en lang historie, men fra for ca. 30.000 år siden eksisterer der kun én hominin, homo sapiens. Genetisk er vi ikke i nogen større udstrækning forskellige fra vore forfædre, der levede for omkring 10.000 år siden.¹ Stenalderen opdeles normalt i forskellige perioder ud fra arkæologiske kriterier, men det er ikke så væsentligt for min argumentation her. Vi kan forestille os, at vi dykker ned i tiden lidt før 8.000 f.Kr., hvor stenalderfolket levede på jæger- og samlestadiet, og hvor fast bosættelse med agerdyrkning og husdyrhold endnu ikke var etableret. Vi kender til våben og andre brugsgenstande fra denne tid – fortrinsvis lavet af sten og knogler – og har grund til at tro, at der fandtes mange små samfund eller stammer, varierende i antal mellem tyve til nogle få hundrede mennesker.

Det har jo været et hårdt liv i forhold til vores trygge tilværelse i dagens Danmark, men det, som har interesse for det følgende, er, hvilket erkendetrin de har befundet sig på, og hvilket instinktivt beredskab der har ført dem frem til en udvikling af deres erkendelse.

I 1908 udkom Introduction to Social Psychology, skrevet af den fremragende engelske biolog og psykolog William McDougall (1871-1944). I bogen opregner han en række menneskelige instinkter. Han forstår ved instinkt – i denne forbindelse – en retningsbestemt adfærd, som kan indeholde store variationer. McDougall gør opmærksom på, at de menneskelige instinkter adskiller sig fra instinkterne hos de dyr, hvor de viser sig i en stereotyp adfærd. De menneskelige instinkter skal snarere sammenlignes med den mere plastiske instinktive adfærd, som man finder hos højerestående pattedyr, men de er i en del henseender anderledes. F.eks. er der ikke nogen bestemt parringsperiode, løbetid, for menneskers vedkommende. McDougalls liste over de basale menneskelige instinkter med tilhørende emotioner ser således ud:

Instinkter	Ledsagende emotioner
1. At stræbe efter mad	Appetit el. begær
2. At afvise bestemte substanser	Mishag el. afsky
3. At udforske nye steder og ting	Nysgerrighed
4. At undgå farer	Frygt
5. At kæmpe, hvis udfordret	Vrede, raseri
6. At have sex – begær	Lystfølelse
7. Yngelpleje	Ømhed, kærlighed
8. At søge selskab	Ensomhedsfølelse
9. At søge at dominere, selvhævdelse	Opstemthed, positiv selvfølelse
10. At acceptere inferiør status, underkastelse	Ydmyghed, negativ selvfølelse
11. At producere ting	Kreativitetsfølelse
12. At samle på ting	Begærlighed, besiddelses-stolthed

Ifølge McDougall er disse instinkter arveligt betingede og fælles for stenaldermennesket og nutidsmennesket. Nogle af dem er kønsbestemte, f.eks. yngelplejeinstinktet, som gennemsnitligt er stærkest hos kvinder, og sexbegæret som – igen gennemsnitligt – er stærkest hos mænd. Men der er selvfølgelig også fluktuationer, variationer i styrkegrad fra individ til individ. De fleste mænd vil nok “kæmpe, hvis udfordret”, men ellers så vidt muligt undgå konfrontationer, men der findes jo mange, f.eks. blandt vore dages hooligans og i organiserede ungdomsbander, der, drevet af trang til at slås, opsøger den voldelige konfrontation. Endelig kan det bemærkes, at nr. 10, underkastelse, ikke nødvendigvis ledsages af “negativ selvfølelse”. Mange mennesker har det bedst ved at underkaste sig “en førerhund”, det være sig en rockerpræsident eller en nyreligiøs profet.

For nutidsmennesket er disse instinkter indkapslet i en række adfærdsnormer, der varierer fra samfund til samfund, og i de stærkt civiliserede samfund fra socialgruppe til socialgruppe. Hvilke normer, der har været gældende i de små stenaldersamfund for 10.000 år siden, ved vi ikke så meget om, men i og med at der har været samfund, har der selvfølgelig været en del adfærdsregler. Men alt dette er mindre væsentligt. Det, som jeg er ude efter her, er de første tiltag i det, som vi omtaler som den menneskelige erkendelse – og her er det jo en selvfølge at fokusere på McDougalls punkt 3: at udforske nye steder og ting.

Vi må gå ud fra, at stenaldermennesket bevidsthedsmæssigt har været på niveau med os og i sproglig henseende har kunnet fastholde fortidige begivenheder og tale om mulige fremtidige begivenheder og forhold. Men hvilket niveau har stenaldermennesket været på med hensyn til erkendelse og viden?

McDougall peger på, at mennesket instinktivt vil udforske nye steder og ting og undgå farer (pkt. 3 og 4). Det er en adfærd, som vi kan iagttage hos husdyr som hunde og katte, og som klart nok er en nødvendig betingelse for menneskets overlevelse i kampen for tilværelsen. Hos dyr oplagres denne viden tilsyneladende udmærket: En hund kan jo hurtigt lære ruter, den kan genkende mennesker, den kan skelne imellem, hvad der er spiseligt og hvad ikke, den kan indlære færdigheder, hvor det er nødvendigt, og eftersom den påviseligt også kan drømme, må man jo gå ud fra, at den har et oplevelsesfelt, som vi mennesker har. Men den er ikke et tænkende væsen, den er ikke en cane sapiens.

Selv den dygtigste schæferhund har ikke nogen fri vilje. Den kan ikke vælge at tænke på noget behageligt, når den har lagt sig i kurven og vil falde i søvn, den kan ikke beslutte, at den vil holde op med at forfølge naboens kat. Instinktivt blander den sig med andre hunde frem for katte, heste og køer, men den har ingen “jeg-bevidsthed”, den ved ikke, at den er en hund – selv om den klart nok har en erkendelse om sin omverden, er den ikke et vidende væsen. Hvis den var det, ville det præge hele dens adfærd.

Hvis man overhovedet vil tale om, at den kan tænke, kan det kun være i betydningen “situationsbunden tænkning”. Et godt eksempel findes i Lise Østergaards disputats Formelle skizofrene tankeforstyrrelser (1962). Her omtales den situationsbundne tænkning hos senildemente mennesker. Når de f.eks. får besøg af deres børnebørn, udviser de stærke, kærlige følelser over for dem, men får de at vide pr. telefon, at et barnebarn er omkommet ved en ulykke, er reaktionen almindelig ligegyldighed. Hvis de bliver præsenteret for syllogismen: 1. Hvis det regner, så bliver gaden våd. 2. Antag, at det regner, hvad følger så heraf?, så vil de nemt nå til konklusionen, at gaden bliver våd, men kun hvis det faktisk regner. Hvis solen skinner fra en blå himmel, er de ikke i stand til at konkludere noget. De er ikke i stand til at tænke kontrafaktisk.

Hvis schæferhunden skal lære noget på egen hånd – altså uden dressur – sker indlæringen ved forsøg-fejl-metoden. Det er den metode, der på engelsk kaldes “trial and error”. Et elementært forsøg er følgende: Man dresserer hunden til at hente en solid kæp af en bestemt længde. Derefter kaster man kæppen ind i et område omgivet af et gitter med lodrette stænger. Der er plads til, at hunden kan løbe igennem gitteret, men når den vender tilbage med kæppen i gabet, er kæppen for lang til, at hunden kan komme igennem. Den vil så forsøge om og om igen at komme igennem, indtil det lykkes for den, fordi den tilfældigvis har holdt hovedet på skrå. Og når den har oplevet det et vist antal gange, lærer den at holde hovedet på skrå, hver gang den skal igennem gitteret.

Hos chimpanser kan man derimod konstatere, at problemer undertiden løses gennem en forudgående indsigt. Det mest berømte eksempel finder vi i Wolfgang Köhlers klassiske undersøgelser af chimpansers adfærd – beskrevet i hans bog Intelligensprüfungen an Menschenaffen fra 1921. I nogle forsøg hængte Köhler bananer op i loftet i chimpansernes bur. Chimpanserne forsøgte umiddelbart at springe efter bananerne, som altså var uden for rækkevidde. Men man kunne hurtigt lære dem at stable nogle specielle kasser oven på hinanden, så at de ved at klatre op ad kasserne kunne få fat i bananerne. En af chimpanserne fandt selv på denne løsning. Den betragtede bananerne, så på kasserne og fik med Köhlers ord pludselig en “aha-oplevelse” (“Aha-Erlebnis”), hvorpå den løste opgaven. Siden er der lavet mange forsøg af denne art, og i de nyeste undersøgelser har man tilmed kunnet konstatere, at chimpanser kan lære selv ret indviklede metoder ved at iagttage andre chimpansers adfærd ved problemløsning.

Man kan altså konkludere, at i hvert fald nogle chimpanser har en indsigt, men de har næppe en dybere forståelse af, at de har denne indsigt. Læg mærke til, hvilke ord vi her er nødt til at bruge. Vi taler om indlæring, indsigt og forståelse, uden at vi nærmere kan definere, hvad det er, vi taler om. Og til dette kan vi så tilføje jeg-bevidsthed. Men selv om vi ikke kan definere disse begreber, så ved vi – fra vores egen førstepersons-oplevelse – hvad vi kan lægge i dem. Og vi er nødt til at bruge disse begreber, når vi vil beskrive børns udvikling. Vi kan følge, hvordan et barn lærer sproget, hvordan det bevæger sig fra ren indlæring til en vis indsigt og herfra til en erkendelse af sig selv som erkendende væsen. Et trin i denne udvikling er en persons erkendelse af sig selv som en skabning forskellig fra den virkelighed, som omgiver én. Og et første tegn på denne erkendelse er barnets oplevelse af at genkende sig selv i et spejl – en form for erkendelse, som også findes hos nogle chimpanser. Man kan påvise dette eksperimentelt ved at lade en chimpanse se sig selv i et spejl nogle gange og derefter anbringe en mærkat i panden på den, uden at den kan mærke det. Det kan så forekomme, at den ved at se sig selv i spejlet opdager mærkatet og straks fjerner den. Den ved så at sige, at den ser sig selv i spejlet.

Jeg har fra universitetsstuderende været ude for den kritik, at det virker uprofessionelt at henvise til McDougall, eftersom det jo nu er hundrede år siden, at hans bog udkom. Hertil er for det første at sige, at i de første halvtreds år efter McDougall anerkendte man ikke hans opfattelse, fordi man i stedet inden for de forskellige psykologiske skoler mente, at det meste af den menneskelige adfærd var miljøbestemt. Denne ensidige betragtning blev efterhånden modificeret af dyrepsykologer som Nikolaas Tinbergen og Konrad Lorenz, og hos mange psykologer kom der efterhånden en stigende erkendelse af, at meget af den menneskelige adfærd er genetisk betinget. Men for det andet bør man gøre sig klart, at sandheder ikke forældes. At henvise til McDougall er lige så berettiget som at henvise til Mendels opdagelse af arvelighedslovene eller Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen. Selv i den såkaldte sekundærlitteratur, f.eks. angående Kierkegaards forfatterskab, er de bedste bøger skrevet i tiden fra omkring 1890 til 1960. De senere bøger om ham bærer ofte præg af afskrift af den foregående sekundærlitteratur og synes mere præget af et ovenfra kommende krav om at publicere end af dybtgående forskningsmæssig interesse.

Tre former for viden. Stenaldermennesket har kunnet lære, har haft indsigt og forståelse og jeg-erkendelse, men også mere end det: et sprog og dermed en bevidstgjort viden. Men hvad er viden? Det er nødvendigt at skelne mellem tre former for viden: 1. Viden at, 2. Viden hvordan og 3. Viden hvorfor. Her først nogle eksempler.

1. Viden at. Vi ved, at fluesvampe er giftige. At tulipanløg kan blive til tulipaner. At sten falder nedad. At æbler kan spises. At man bliver forpustet af at løbe. At nogle sten er tungere end andre. At nat følger på dag. At solskin varmer. At man brænder sig på ild.

2. Viden hvordan. Her ved vi, hvordan man kan slagte dyr, stege kød, tilvirke en flintesten, så at den bliver til en spydspids, hvordan man kan bøje en jernstang ved at hamre på den eller opvarme den, hvordan man kan lave silke, porcelæn, bronze m.m.

3. Viden hvorfor. Her ved vi, hvorfor sukker kan opløses i vand, mens guld ikke kan, hvorfor is kan blive til vand og til is igen – vi kender forklaringen på sådanne fænomener ud fra vor viden om kemi, fysik m.m.

I en vis forstand har de pattedyr, der står os nærmest i arternes udvikling, en viden at. De “ved”, hvilke ting der er spiselige, hvilke der er giftige, hvilke dyr man kan angribe, hvilke man skal undgå osv. Men denne viden er i det store og hele genetisk bestemt. For menneskets vedkommende er det anderledes. Ud over den adfærd, som er genetisk styret, har mennesket fra tidernes morgen haft en række muligheder for at vælge selv. Stenaldermennesket har ikke undladt at spise giftige svampe, fordi lugten eller smagen eller deres udseende har frastødt ham, men fordi han har lært ud fra slægtens erfaringer, at de er giftige. Hvor dyrene så at sige overtager forfædrenes erfaringer via deres arveanlæg, deres hele genom – som jo er blevet udformet gennem selektion i tusinder af generationer – der formidles de erfaringer, menneskets forfædre har gjort, i stor udstrækning gennem opdragelse og sproglig overlevering.

Stenaldermennesket besad en omfattende viden at og på en hel del områder – i forbindelse med blandt andet jagt og fiskeri og produktion af brugsgenstande – en viden hvordan. Men det havde ikke, som vi har i dag, nogen viden hvorfor.

Når vi taler om de tre former for viden, viden at, viden hvordan og viden hvorfor, så er det klart, at vi taler om forskellige erkendelsesformer, og set ud fra en historisk synsvinkel er der også tale om forskellige erkendelsestrin. Til hvert af disse trin er der knyttet en tankevirksomhed, der dels bygger på nogle principper, som mere eller mindre bevidst indgår i erkendelsesprocessen, og dels udgør begrundelsen for den indvundne erkendelse.

Når stenaldermennesket erkender at have fået kvalme og mavesmerter efter at have spist en bestemt slags svampe, så gør han eller hun det ikke igen. Erkendeprincippet er her generalisering eller – som det også hedder inden for videnskabsteori – induktion. Hvis nogle svampe med et bestemt udseende giver mavesmerter, så må alle svampe, der ligner, nok også medføre mavesmerter, hvis man spiser dem. Et andet erkendeprincip, der føjer sig til det nævnte, er årsagsprincippet: Mavesmerterne skyldes indtagelsen af svampene – det er den begivenhed, der er årsagen, og smerterne er virkningen. Et tredje er kategorisering, som også findes hos højerestående dyrearter. Man inddeler ting i spiselige og ikke-spiselige, i giftige og ikke-giftige osv.

Årsagsprincippet har i filosofiens historie været formuleret på forskellig måde. En af formuleringerne er, at enhver begivenhed må have en årsag, og der kan ikke ligge mere i virkningen end i årsagen. Mere af hvad? René Descartes (1596-1650) sagde “eksistens”, og siden har man sagt “energi”. For stenaldermennesket har der ikke været nogen klar tanke desangående. Han/hun har i visse specielle tilfælde set, at noget skete, fordi noget andet skete forud i tid. Men det ville være fejlagtigt at tro, at erkendelsen af årsag og virkning blot var baseret på iagttagelse af naturfænomener. Forandringerne i naturen er for det meste kontinuerte, de manifesterer sig ikke som en skarpt opdelt serie af årsag-virknings-forhold. At et løg bliver til en tulipan, sker gradvist. At nat skifter med dag, foregår også kontinuert. Der er næppe tvivl om, at menneskets første tilgang til en forståelse af årsag-virknings-forhold er begivenheder, hvor det selv er involveret. Det kan dels være begivenheder, hvor noget udefra påvirker det, f.eks. giftige svampe, bistik, et hundebid eller et andet menneskes berøring, dels begivenheder, hvor det selv er den agerende part: Når det slukker ild med vand, når det rammer et dyr med spyddet, når det ryster et æbletræ osv. – i det hele taget situationer, hvor det oplever den forårsagende kraft i sig selv og ser virkningen af sine handlinger. Dets forståelse af, hvorfor noget sker, er primært baseret på dets oplevelse af sig selv som agerende.

Så selv om årsagsprincippet indgår i den erkendelsesmæssige side ved viden at-forhold, så er al viden at noget, der kan opnås, uden at der indgår teoretisk forståelse af nogen art. Stenaldermennesket har kunnet klare sig med denne form for viden, baseret som den er på generalisering (induktion) og en primitiv årsag-virknings-opfattelse.

Den viden at, som allerede stenaldermennesket har haft, har selvsagt ikke blot omhandlet enkeltting og isolerede begivenheder. Hvis man konstaterer, at en sten, A, er tungere end en anden sten, B, og denne igen tungere end C, så indser man jo let, at A er tungere end C. En sådan relationstænkning har været daglig kost i de små stenaldersamfund ligesom analogitænkning, som optræder tidligt i børns tænkning, også har været væsentlig i stenaldermenneskets verden.

Der er en glidende overgang mellem viden at og viden hvordan. Til gengæld er der en kløft imellem disse to former for viden og viden hvorfor. Stenaldermennesket har givetvis haft en omfattende viden, hvad angår de to første former for viden, og dets erkendetrang har naturligt nok lagt op til en søgen efter svar på de dybere tilværelsesproblemer.

1 Se hertil Peter K.A. Jensen: Mennesket. Den genetiske arv. Univers. Aarhus Universitetsforlag, Århus 2006, s. 125 ff.