Читать книгу Erkendelse - David Favrholdt - Страница 5

For omkring 10.000 år siden opstod faste bosættelser, hvor mennesker i mindre grupper holdt kvæg og påbegyndte en form for agerbrug. Et par tusind år senere har vi såvel arkæologiske som historiske vidnesbyrd om en stor teknisk udvikling. Men samtidig ser vi, at man i alle de kulturer, som vi kender til, har bevæget sig ind i en spekulativ livsholdning, hvis første vidnesbyrd er religioner af forskellig art. Religiøse holdninger og ritualer går meget længere tilbage i historien, men de begynder med faste bosættelser at blive mere substantielle.

Det er for så vidt logisk nok, at religioner tidsmæssigt går forud for den rationelle tænkning, der er al videnskabelig erkendelses udgangspunkt. Vender vi tilbage til stenalderens mennesker, så besidder de, som McDougall påpeger, en trang til at udforske deres omgivelser, udforske nye steder og ting. Deres erhvervelse af viden er baseret på sansning og handling suppleret med de tankeformer, som er omtalt i al korthed ovenfor: generalisering (induktion), begreber om årsag-virknings forhold, om relationsforhold og tænkning i analogier. Men disse tankeformer er ikke tilstrækkelige til at give stenaldermenneskene en forståelse af de fænomener, de møder i deres hverdag. Hvordan har de reageret overfor store naturkatastrofer såsom vulkanudbrud, jordskælv, oversvømmelser, ekstreme tørkeperioder, pest og andre epidemier? Sandsynligvis med en analogitænkning, hvor de har forestillet sig, at sådanne katastrofer skyldes overmennesker – eftersom deres årsagsbegreb er knyttet til deres oplevelser af, hvad de selv kan forårsage gennem deres handlinger. Det vil sige, at de har været tilbøjelige til at tænke antropomorfistisk: i menneskelige tankeformer. Katastroferne må skyldes menneskelignende væsener. Som religionerne udvikler sig, synes det naturligt, at man måske kan formilde disse væsener gennem bøn og ofringer. Og ritualer opstår så at sige naturnødvendigt. En stamme lider f.eks. i en lang periode under tørke. Der er klage og jammer, og en dag er der en gammel kone, der synger sin personlige klagesang. Den følgende dag styrter regnen ned. Hvad var det, hun sang? Her er tydeligvis en årsagsforbindelse, tænker man. Ja, og da hun sang, var der en ung mand, der i fortvivlelse slog løs på et træ. Sangen bliver en del af et tilbagevendende ritual, og træet bliver erklæret for en helligdom.

Til det uforklarlige hører selvsagt døden. Hvorfor skal man dø? Er der en form for liv efter døden? Det synes at være tilfældet, for mange oplever deres kære afdøde i nattedrømme, hvor de døde går lyslevende omkring. Og mange naturfænomener – mærkelige skyformationer, farverige solnedgange, måneformørkelser og ikke mindst solformørkelser – synes at være fortolkelige meddelelser fra magter, menneskelignende kæmper, der befinder sig hinsides den synlige natur.

Det er klart, at blasfemi bliver en dødssynd i samfund, hvor man føler sig afhængig af guder eller gudelige kræfter hinsides den daglige erfaringsverden. Guderne identificeres ofte som megaforstørrelser af autoritære familiefædre, der straffer de børn, der ikke vil lystre, og hvis blot én person fornærmer eller håner de usynlige magter, risikerer man, at disse straffer ikke blot denne person, men hele det samfund, han tilhører – det være sig med jordskælv, stormflod, tørke, dødbringende pest eller andet. Selv i et land som Danmark, hvor Folkekirken fortæller os, at Gud er godhed og kærlighed, og hvor sekulariseringen må siges at nærme sig det optimale, selv her har vi en blasfemiparagraf i straffeloven.

Jeg er ganske klar over, at mangen en religionshistoriker og religionsfænomenolog vil kalde min fremstilling her for en forgrovning af, hvad der i virkeligheden må være foregået. Jeg er tillige klar over, at der er stor forskel på, hvordan de tidlige religioner i de forskellige samfund i verden har manifesteret sig med hensyn til dogmer, ritualer og individualisme versus kollektivisme, hvordan de er gået i spænd med eller har dannet modsætning til andre sociale fænomener etc. Mit anliggende her er blot at pege på det fælles udgangspunkt: På et vist tidspunkt overgår stenaldersamfund til at blive samfund, hvor ikke blot viden at og viden hvordan overleveres fra generation til generation via sprog og opdragelse, men hvor også kulturelle fænomener, heriblandt trosforestillinger og primitive kosmologier, opstår og går i arv. Det fælles for alle disse samfund er, at man søger forklaring på en række hændelser og forhold, men ikke besidder de nødvendige rationelle principper og metoder til at forklare dem og derfor griber til de trosforestillinger og fantasifostre, som siden hen størkner til faste mytologiske og religiøse verdensbilleder.

At de religiøse forestillinger bliver til meget konkrete mytologier, som vi f.eks. finder det i Det Gamle Testamente og i grækernes religion i oldtiden, samt til meget mere unuancerede, men sofistikerede filosofiske anskuelser i den kinesiske tænkning, er her ikke så væsentligt. Min pointe er, at mennesket ved overgangen fra stenalderen til faste bosættelser og dermed en kontinuert kulturel udvikling ikke er udstyret med de midler, som skal til, for at rationel, videnskabelig erkendelse kan udvikles. På dette trin besidder menneskene sproget, men de har hverken det skriftsprog eller den matematik, som er blandt de nødvendige forudsætninger for viden hvorfor. Deres tænkning er domineret af generalisering, kausalitet og analogislutninger, og derfor må trosforestillinger og fantasifostre nødvendigvis opstå før den rationelle naturerkendelse. Og dette betyder igen, at rationaliteten – da den endelig bryder igennem i oldtidens Grækenland – i historiens løb bliver en modsætning til trosforestillinger. Dermed opstår århundreders kamp mellem tro og viden i form af rationelt baseret erkendelse – en kamp, som stadig foregår i store dele af verden den dag i dag.