Читать книгу Motiverende undervisning - Frans Orsted Andersen - Страница 4

I dag viser mange undersøgelser desværre, at børn og unges lyst til læring ikke i særlig høj grad er kendetegnet ved indre motivation. Tværtimod ser det ud, som om den bevæger sig i retning af enten helt fraværende motivation eller ydre motivation, hvor det i høj grad er karakterer, eksamen og status, der driver indsatsen. Det har bl.a. Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet, i daglig tale CeFU, peget på i flere forskningsprojekter. Den gruppe af børn og unge, der har et afbalanceret forhold til at gå i skole, og som trives både socialt og i de faglige fællesskaber i skolen, bliver mindre, mens de to ydergrupper vokser.

På den ene side ser vi en stigning i gruppen af børn og unge – primært drenge – der helt opgiver kampen om karakterer, eksamen og status. Og en stor del af dem forlader skolen uden at være erklæret uddannelsesparate.

”Jeg hader skolen, og den hader mig”, sagde Lukas i 8. klasse til mig, da jeg som en del af et forskningsprojekt var på besøg i hans klasse for at tale med ham og hans klassekammerater om, hvornår de føler sig motiverede for at gå i skole. Mange andre elever udtrykker sig i mindre dramatiske vendinger, men giver klart udtryk for, at de er stået af. De orker ikke skole og uddannelse. Måske derfor arbejder embedsmændene i Undervisningsministeriet på at lave en mere fleksibel erstatning for målsætningen om, at 95% af en årgang skal have en ungdomsuddannelse.

På den anden side ser vi også en stigende gruppe af stressede, fortravlede og overambitiøse unge, der styrer efter faglige præstationer og høje karakterer. I motivationsforskningen bruger vi begrebet ’den nye perfektionisme’ til at beskrive denne stigende tendens hos nogle unge – særligt piger – hvor idealet om det perfekte liv ikke blot præger deres skolegang, men også styrer deres sociale liv, tøjstil, kondital, valg af venner og spisevaner. For dem spiller selvfremstillingen på især sociale medier en vigtig, ja, næsten altafgørende rolle i de perfektionistiske bestræbelser.

Når vi i dag skal tage temperaturen på, hvordan det egentlig står til med motivationen i skolen, viser der sig groft sagt tre typer af unge: de umotiverede, der er stået helt af, de overmotiverede, der får stress, og den afbalancerede mellemgruppe, som ser ud til at blive mindre og mindre. Denne opdeling blev første gang brugt af den svenske professor og motivationsforsker Mats Trondman i 2013, og mange efterfølgende undersøgelser bekræfter hans opdeling. Det gør mine egne studier også.

En nyere dansk rapport fra Statens Institut for Folkesundhed viser desværre også, at danske unge føler sig mere stressede, mere deprimerede og mere utilfredse med livet, end de gjorde for 20 år siden. De unge oplever en større grad af psykisk mistrivsel og angiver i stigende omfang, at de har dårligt mentalt helbred og et højt stressniveau. Det mest foruroligende resultat i undersøgelsen er dog, at lidt over en fjerdedel af piger og unge kvinder i alderen fra 10-24 år oplever så stort et pres fra sig selv eller omverdenen, at de føler sig enten nervøse eller stressede, måske endda begge dele. Undersøgelsen har fokuseret på de unges liv generelt, ikke specifikt på deres skolegang, men det er et meget højt tal, som vi også må tage alvorligt i skolen.

Årsagerne til disse tal er sandsynligvis mange, men sikkert er det, at samfundet på mange måder er helt anderledes, end da jeg voksede op og gik i skole i Odense. Der stilles ikke blot mange flere og mange nye krav til børn og unge, men også til alle os voksne, der laver rammerne for børn og unges skolegang og uddannelse.

I dag ved vi heldigvis også meget mere om, hvad motivation er for en størrelse, og om hvordan lærere kan tilrettelægge deres undervisning, så eleverne både finder den meningsfuld og motiverende. Men al vores viden nytter ikke meget, hvis vi ikke omsætter den til praktiske tiltag ude på skolerne. Det kræver de rigtige rammer.