Читать книгу Motiverende undervisning - Frans Orsted Andersen - Страница 6

I over 100 år har forskere primært opfattet og beskrevet motivation som en individuel og kvantitativ størrelse, som alle mennesker kan have meget eller lidt af. Forståelse af motivation som en personlig egenskab er dog i stigende grad blevet erstattet af – eller i hvert fald suppleret med – andre måder at tænke på. I dag forstår vi især motivation som en kvalitativ størrelse. Vi spørger ikke længere om, i hvor høj grad en elev er motiveret, men i stedet om, hvad eleven er motiveret for, og hvad der er baggrunden for elevens motivation. Holger er for eksempel også meget opsat på at begynde til fodbold i en helt bestemt klub, fordi flere af hans venner allerede spiller i den. Det kammeratskab vil han også gerne være en del af. Hans motivation for fodbold hænger således primært sammen med fællesskabet uden for selve aktiviteten.

De norske motivationsforskere Einar N. Skaalvik og Sidsel Skaalvik konkluderer i bogen Motivation for læring fra 2015, at vi ikke udelukkende kan forstå en elevs negative adfærd i en bestemt faglig sammenhæng som tegn på, at han mangler motivation for det pågældende fag eller den konkrete aktivitet. Derfor må lærere i stedet undersøge, hvad eleven egentlig er motiveret for, og hvilke mål eleven har med den konkrete opgave eller time.

Rigtig mange elever motiveres som Holger af de sociale relationer i skolen, af samvær og samspil med de andre elever og med lærerne. Men også succesoplevelser, dvs. en følelse af at overvinde en udfordring, af at lykkes og lære noget, ligger højt på elevernes motivationsliste. Det ved vi blandt andet fra motivationsforskeren Mette Pless og hendes kolleger, der i 2015 undersøgte et meget stort antal danske elevers skolemotivation og på den baggrund fandt frem til nogle særlige motivationsformer, der er karakteristiske for mange unge. Dem ser vi nærmere på senere.