Читать книгу Verdensborger - Группа авторов - Страница 10

Jeg er enig med Byram og Guilherme om vigtigheden af kritisk kulturel bevidsthed og interkulturelt medborgerskab i et globalt perspektiv. Derudover vil jeg fremhæve den sproglige dimension af disse mål: kritisk sproglig bevidsthed og medborgerskab i en flersproget verden.

Som allerede fremhævet mener jeg at en lang række af verdens sprog er globale fænomener, og at al sprogundervisning derfor bør have et globalt sigte. Det gælder alle sprogfag, også fx dansk som andetsprog (Risager 2000).

Hvis vi ser på verden med ’mobilitetsøjne’ (Risager 2003; Risager 2009), så er det klart at sprog spreder sig over hele jorden gennem transnational mobilitet af alle slags: folk rejser som turister, arbejdsmigranter, flygtninge, studerende, pensionister, udsendte forretningsfolk, sportsfolk, kunstnere, læger, soldater, reportere osv., og tager deres sprog med sig. Det gælder fx et sprog som dansk der efterhånden tales over det meste af verden. Desuden kan man fra de fleste steder i verden komme i kontakt med dansktalende og danske tekster gennem internettet. I denne forstand er dansk et ’verdenssprog’, ligesom rigtig mange andre af verdens ca. 6.000 sprog (måske dem alle?) er det i kraft af sprogbrugernes mobilitet: ikke bare engelsk, men også tysk, fransk, arabisk, kinesisk, italiensk, somalisk, tyrkisk, græsk, thai osv. osv. At undervise i et af disse sprog er derfor ensbetydende med at undervise i et globalt fænomen, og man må gøre opmærksom på at målsproget tales både som modersmål, andetsprog og fremmedsprog af mennesker over hele verden.

At sprogene spredes betyder også at de mødes lokalt, fx i Danmark, hvor der måske tales omkring 120 forskellige sprog som modersmål. At undervise om forholdene i Danmark er efter min mening også at informere om og diskutere den sproglige mangfoldighed i Danmark. På samme måde er det at undervise om forholdene i Frankrig også at informere om og diskutere den sproglige mangfoldighed i Frankrig.

Det er derfor en del af verdensborgerens interkulturelle kompetence at vide noget om og forholde sig til målsproget som et globalt fænomen og til den lokale sproglige mangfoldighed. Meget gerne også med kritisk sproglig og kulturel bevidsthed, dvs. en evne til at forholde sig til og vurdere sprogenes forskellige status i samfundet, eller forholdet mellem sprog, identitet og magt: vilkårene for minoritetssprog og regionalsprog, sprogforholdene langs statsgrænserne, og flersprogede menneskers betydning for den interkulturelle dialog.

En sådan interesse for sproglig og kulturel mangfoldighed i et globalt perspektiv er en af de vigtigste ingredienser i det som jeg har kaldt en transnational sprog- og kulturpædagogik (Risager 2003), der bl.a. gør op med ideen om nationalsproget og nationalkulturen som det eneste objekt for sprogundervisningen – ikke blot i engelskfaget, men i alle sprogfag. I en transnationalt orienteret sprog- og kulturpædagogik er det et anliggende for alle sprogfag at bidrage til læreprocesser der lægger op til at eleverne eller kursisterne – der jo allerede er verdensborgere i mere objektiv, deskriptiv forstand – udvikler sig til at være bevidste og engagerede verdensborgere.