Читать книгу Verdensborger - Группа авторов - Страница 7

’Verdensborgeren’ er et begreb der fokuserer på individets (politiske) rolle og opgaver i forhold til verdenssamfundet. Det kan dække over vidt forskellige opfattelser, lige fra ’vi er alle verdensborgere’ til ’ingen er (endnu) verdensborger’. Selv vil jeg mene på den ene side at alle vi mennesker er verdensborgere i mere objektiv forstand i kraft af at vi er sat i en globaliseret og interdependent verden (jf. bl.a. Ersbøll, dette nummer), på den anden side at alle mennesker også burde opfatte sig og agere som verdensborgere – og her handler det om en mere subjektiv, politisk og etisk dimension af begrebet.

Man kan således sige at begrebet verdensborger kan anskues både ud fra en deskriptiv og en normativ synsvinkel: Udsagnene ’alle mennesker er verdensborgere’ og ’ingen mennesker er verdensborgere’ er deskriptive: forskellige forsøg på at beskrive verden som den den er. Udsagnet ’alle mennesker burde opfatte sig selv som verdensborgere’ er normativt.

Hvis vi ser på dem der er involveret i sprog- og kulturpædagogik rundt omkring i verden, er der nok ved at danne sig en forskel mellem (dele af) engelskfaget og de øvrige sprogfag: Da engelsk efterhånden bruges som lingua franca (kommunikationssprog) over det meste af verden, er der dele af engelskfaget der interesserer sig for det globale perspektiv og for fagets rolle i uddannelsen af interkulturelt kompetente verdensborgere. Mens de øvrige sprogfag typisk orienterer sig mod deres respektive målsprogslande og er interesseret i at uddanne interkulturelt kompetente medborgere inden for en (fler)national forståelse.

Men som det vil fremgå af det følgende, mener jeg at en sådan modsætning er ubegrundet fordi en lang række af verdens sprog i virkeligheden er globale fænomener. Al sprogundervisning bør have et overordnet globalt sigte.