Читать книгу Et menneske lades ikke i ro - Группа авторов - Страница 5

Hans-Jørgen Schanz

Jeg havde hørt om og læst bøger af Sløk, da jeg i 1967 skulle træffe et studievalg. Hans (og Lunds og Pihls) De europæiske ideers historie var flittigt blevet brugt på Sønderborg Statsskole, hvor jeg gik – både i dansk-, historie- og oldtidskundskabstimerne. Mere end noget andet var denne bog og dermed altså Sløk det udslagsgivende for mit studievalg. I idéhistoriebogen fremstod en verden præget af storhed, dybde, konflikt – og sammenhæng. At Sløk så også havde skrevet bøger om eksistentialismen og Kierkegaard gjorde kun valget lettere. Eksistentialismen lå i tiden, og det er min erindring, at de gymnasiaster, der tog sig selv alvorligt – om end ofte måske for alvorligt – alle var eksistentialister, dog som regel i lightudgaven. De store spørgsmål om døden, livet, mening, ansvar og kærlighed havde et effektivt resonansrum i eksistentialismen – hvorimod de politiske foreninger forekom kræmmeragtige og småborgerlige, hele raden rundt. At Sløk så også i offentligheden var kendt som provokatør, gjorde næppe tiltrækningen mindre.

Jeg havde – fra en to år ældre gymnasiast fra Sønderborg, der oprindeligt var startet på teologi, og som var fulgt med Sløk, da denne blev kaldet til et professorat ved det til ham nyoprettede Institut for Idéhistorie – hørt, at her var noget at se frem og op til.

Stor var skuffelsen, da semesteret startede i 1967: Sløk var sygemeldt, der var de første uger af september ikke en eneste, man kunne henvende sig til – og når man alligevel forsøgte at få oplysninger om det institut, man var indskrevet ved, var meldingerne – ofte isprængt skadefryd – altid nedslående. Der blev slet ikke noget institut, det hele var det rene pjat osv.

Lidt efter lidt kom der dog en smule struktur, idet Sløk, inden han gik på sygeorlov, havde ansat Mogens Wegener som amanuensis. Uden studie- og eksamensordning og til og med i Sløks totale fravær skulle han starte et institut, der i den grad, af alle, blev identificeret med Sløk. Det har ikke været en nem eller i det hele taget særlig tiltrækkende opgave.

Men han kom, så og sejrede – altså mesteren. I oktober 1967 lige efter efterårsferien gik den egentlige start på studiet. Den første forelæsning forløb som et show. Et forelæsningslokale, der kunne rumme 60-70 mennesker, var overfyldt. Kl. 13.15 kom Sløk ind, så ud over forsamlingen, vendte om og gik ud igen. En af de studerende, der var fulgt med ham fra teologi, og som åbenbart var lidt inde i Sløks stil, løb efter ham og fik ham forklaret, at han ikke var gået fejl, hvad han selvfølgelig godt vidste. Da Sløk vendte tilbage, startede han med at sige, at dette måtte være en misforståelse. Han ønskede ikke noget stort institut og slet ikke mange studenter. Ikke fordi han havde noget imod studerende, men fordi idéhistorie skulle være et kald og ikke bare et studium. Dernæst holdt han en miniforelæsning over, hvad han mente idéhistorie skulle være – hvor han i øvrigt flittigt (og udelukkende på græsk) citerede Platon – og til slut ridsede han nogle af de formelle krav op. De rummede bl.a. kunnen i tysk, engelsk og fransk, hertil – som noget ufravigeligt – latin og græsk. Hvis dette skræmte nogen bort, så var det kun godt.

Det var mit første møde med Sløk. Jeg er sikker på, at jeg ikke var ene om at beundre ham – uden forbehold. Hold da kæft hvor vi så op til ham. Og det var ikke uden grund. Aldrig før eller siden har jeg oplevet en lærer, der var så inspirerende, som kunne skabe overblik og klarhed og få tekster til at tale til og med en. En ikke ringe del af hans smittende engagement kom utvivlsomt fra, at han ikke bare var lærer, men i lige så høj grad skuespiller. Han var uforudsigelig, en opfindsom eksempelmager samt fuldblods provokatør og spotter – hans register var uhyre bredt.

Jeg ved ikke, om det var skuespilleren i ham, der gjorde, at han i meget høj grad var afhængig af publikum. Han gik ganske enkelt flad, hvis der ikke var mange til stede ved forelæsningerne. Det interessante er imidlertid, at lige så afhængig han var af publikum, lige så konsekvent modarbejdede han enhver form for menighedsdannelse. Han elskede beundrere og hadede eftersnakkere. Det lå ham virkelig på sinde, at folk tænkte selv – men det kunne overses eller overhøres på grund af hans kroniske ironi og hans begejstring ved et stort publikum.

Og så var han ekstremt hårdt arbejdende, han ville næppe have brudt sig om at blive kaldt flittig, måske heller ikke hårdt arbejdende. Jeg tror, han ønskede et billede af sig selv som intellektuel boheme, hvad han delvist også var, når han tog sine drukture. Men frem for alt ønskede han ikke at fremstå som småborger, hvad han bestemt heller ikke gjorde i offentligheden. Hvad der ikke rigtigt passer ind i billedet, er det hårde arbejde. Men jeg er helt overbevist om, at uden det ville hans performance hurtigt være blevet opfattet som skabagtig, pjattet og ulidelig tom.

En af grundene til hans succes som underviser lå givetvis i, at han både havde noget på hjerte – og havde bearbejdet og forberedt det. Jeg har som studerende fulgt alle hans undervisningsforløb de første tre år. Og skønt han ofte aflyste, enten fordi han var syg, beruset eller havde tømmermænd, blev det faktisk til en række undervisningstimer. I modsætning til de fleste andre var Sløk ikke bange for temmelig beruset at møde frem til en forelæsning, hvor han udelukkende gik på podiet for at kundgøre, at man vel kunne se, hvorfor han ikke kunne undervise. Andre havde fået en sekretær til at sætte en seddel op, hvor der stod, at undervisningen var aflyst på grund af sygdom. Men når han så var der, var der altid tale om en præstation i særklasse. Ikke en eneste gang har jeg oplevet, at han ikke var velforberedt. Hans lethed ved undervisningen kom fra et udpræget talent, men det ville ikke have kunnet udfolde sig, uden at det var blevet understøttet af hårdt arbejde.

Sløk holdt ikke kun forelæsninger, han afholdt også seminarer, med 10-15 deltagere. Nu udelukkende den hårde kerne. Et af dem står særligt tydeligt i erindringen. Det må have været i efterårssemesteret 69. Det handlede om Hobbes, Spinoza og Locke. Det foregik på den måde, at Sløk i starten delte opgaver ud. Ikke sådan, at han dikterede, hvad man skulle skrive om, men han insisterede på, at alle deltagere lavede en opgave, som skulle foreligge på tryk og derefter diskuteres på seminaret. Det var således frit at vælge tema (inden for seminarets grænser), men tvungent at skrive en opgave – der var ikke plads til gratister eller turister. Derefter holdt han en række oplæg, mens de studerende skrev opgaver. Og til slut i semesteret blev opgaverne fremlagt og diskuteret.

Hen imod semesterafslutning inviterede Sløk mig og en anden student – Asger Blond – hjem til middag, hvor vi så skulle diskutere vores opgaver. Jeg husker ikke, om de også blev diskuteret på seminaret, men jeg tror, at denne særlige udvælgelse kom af, at Sløk mente, at der her var to særligt interessante opgaver. Asger og jeg mødte op på Rosenvej 11 kl. 17.00 om eftermiddagen. Og Dorthe – Sløks kone – bød velkommen og viste os ind i stuen, hvor Sløk sad med opgaverne. Der blev brugt et par timer på diskussionen, hvorefter der var middag. Under denne blev Sløk melankolsk og udtrykte pludselig, egentlig uden nogen sammenhæng med samtalen i øvrigt: “Vi har ingen venner!”. Det var ikke et abstrakt eksistentielt statement om den menneskelige ensomhed, men ment om hans og Dorthes situation. Dorthe forsøgte at glatte ud ved at sige, at han dog havde sine venner blandt de studerende. Asger og jeg sad og havde det underligt. Lidt efter kundgjorde Sløk, at det var deres bryllupsdag. Det bidrog ikke just til at højne Asgers og mit selvbillede, idet vi havde glemt blomster til værtinden. Lidt efter gik vi hjem. En underlig aften.

Siden er jeg kommet til at tænke på, at Sløk denne aften pludselig lod ironien falde, og det skinnede igennem, at han var meget ensom. Klart selvvalgt, men ikke desto mindre var det noget, som i hvert fald ikke altid bekom ham vel. Hans ensomhed var som nævnt sikkert selvvalgt, men hans performance har heller ikke gjort det lettere. Jeg tænker på hans lidenskab for at spille for galleriet og så hans bidende sarkasme og ironi. Mange stødte han fra sig, ganske få om overhovedet nogen – bortset fra Dorthe – blev holdt i distance, og det var dem, der kom tættest på. Resten negligerede han. Med til at sikre denne selvvalgte ensomhed har det uden tvivl også været, at Sløk kunne være særdeles lunefuld. Han var aldrig smålig, men tit lunefuld.

Begge træk udfoldede sig ofte til eksamen, hvor han – hvis han ville – med lethed kunne dumpe den bedst forberedte student, samtidig med at han kunne hale en dumrian igennem til noget, der nærmede sig topkarakter.

Jeg oplevede hans generøsitet, da jeg ville til Frankfurt for at studere kritisk teori og marxisme i 1970. Da var marxismen ved at melde sig på instituttet. Sløk havde intet intellektuelt forhold til marxismen, var uden interesse, men accepterede den som enhver anden position. Jeg søgte et DAAD-stipendium, som jeg ikke fik. Da Sløk hørte dette, satte han himmel og jord, samt Dorthe, der dengang var instituttets sekretær, i bevægelse, og på ganske kort tid havde han sikret mig et stipendium. Jeg husker fra dette forløb en dag, hvor jeg var på instituttet, og Sløk kom forbi og fortalte mig, at Dorthe kom om fem minutter. I den cremefarvede Saab med puddelen på bagsædet. Vi skulle ud til Bukdahl på Korshøjen for at have en anbefaling. Vi kørte derud, og Sløk dikterede en anbefaling, som blev skrevet og afleveret på stedet. Stipendiet kom i hus, og jeg tog til Frankfurt, hvor jeg var fra sommeren 1970 til sommeren 1971. Det var året, hvor der var kommet gang i studenterbevægelsen og fagkritikken i Århus, bl.a. med besættelse af rektors kontor. Jeg deltog ikke, men opholdt mig i Frankfurt. Så vidt jeg kunne forstå, var der ingen problemer på idéhistorie. Sløk havde i foråret 1971 inviteret Rudi Dutschke til Århus som lærer, da han blev udvist af England. Og han havde selv hentet ham i Esbjerg til stor fortørnelse for det danske borgerskab. Atter generøsitet og også mod.

Fra 1972 og nogle år frem var der en uskøn – og set i tilbageblik utilgivelig – konflikt på idéhistorisk institut mellem Sløk og en gruppe marxistiske studenter, bl.a. mig. Baggrunden var den, at vi var uenige med Sløk om, hvordan instituttet skulle se ud, når der kom nye lærerkræfter til.

Det førte til fjendskaber og – det var det egentlige tab – at Sløk mistede al interesse for instituttet. Han blev fritaget for undervisning fra 1972 til 1974, hvor han ikke viste sig på instituttet. Og da han kom tilbage, var det klart, at han kun ønskede at træde vande, ikke at blande sig, endsige da at præge noget. Jeg husker, at daværende rektor, Bundgaard, da Sløk kom tilbage – og Bundgaard velsagtens var bange for en genoptagelse af stridighederne, som havde haft så stor presseinteresse – inviterede Sløk og mig til et møde (jeg var institutbestyrer på det tidspunkt). Bundgaard havde købt wienerbrød og bød velkommen. Sløks første kommentar var: Hvor er cognacen? Bundgaard havde ikke cognac – mødet kom i gang. Sløk lagde så ud med, at han ikke ville finde sig i, at instituttet skulle bestemme, hvad han forskede i. Bundgaard gjorde ham klart, at det kunne der heller ikke blive tale om, men studienævnet havde – som alle studienævn – en indflydelse på, hvad han skulle undervise i. Indtil da havde Sløk åbenbart troet, at dette var en speciel idehistorisk perfiditet. Nu så han, at det var et vilkår, og accepterede. Endvidere indgik vi – på Bundgaards forslag – en håndfæstning gående ud på, at Sløk ikke skulle angribe instituttet i pressen, og jeg skulle sørge for, at ingen studerende eller lærere ved instituttet angreb Sløk i pressen. Aftalen holdt.

Men Sløks engagement og interesse i instituttet var ophørt. Hvilket var uheldigt for instituttet, trist for Sløk og intellektuelt forarmende for de studerende.

I disse år havde jeg meget lidt at gøre med Sløk personligt. Vi mødtes, når det ikke kunne undgås – ellers ikke.

I 1977 fik han Løgstrups professorat på teologi og forlod definitivt Institut for Idéhistorie.

Der gik nogle år, hvor vi ikke havde kontakt, men den blev genoptaget, da forlaget Gyldendal henvendte sig til mig med et projekt om at udgive et par bind med kommenterede idéhistoriske tekster. Redaktøren ville af gode grunde gerne have Sløk med. Det samme ville jeg. Så jeg kontaktede Sløk. Til min store forbløffelse syntes han ikke bare om ideen, han ville gerne støtte sagen, men ikke være med i arbejdet. Gyldendal accepterede, og vi holdt – redaktøren fra Gyldendal plus omkring 10 personer fra idéhistorie samt Sløk – et interessant og vådt (blev det efterhånden) møde på det daværende Café Mahler. Sløk var veloplagt, vittig og havde ikke længere noget mærkbart ressentiment i forhold til instituttet. Han var med til at trække projektet i gang og forsikrede Gyldendal om, at vi – uden ham – sagtens kunne indfri forventningerne. Atter et udtryk for hans generøsitet.

Da jeg blev dr.phil. i 1981, modtog jeg et varmt og venligt brev fra Sløk, og fra da af genoprettede vi kommunikationen, og jeg tror også at kunne sige venskabet.

Fra da af og frem til midten af 1990’erne sendte jeg de bøger, jeg udgav, til Sløk. Jeg ledsagede altid bøgerne med et brev, der efterhånden fik form af en standardformular, gående på, at han bare kunne smide dem bort, hvis de ikke havde interesse. Men det havde de til min store undren. Han læste dem altid, og flere gange inviterede han så til en diskussion, hvor jeg kom ud på Rosenvej. Og selv nu i en ret høj alder var han velforberedt. Men det gik også den anden vej – når han udgav en bog, sendte han et eksemplar. Og jeg kommenterede den så i et brev.

Sidste gang, jeg besøgte Sløk, var i begyndelsen af 90’erne. Baggrunden var den, at jeg af det daværende Centrum Forlag var blevet bedt om at stå i spidsen for et stort anlagt projekt, der skulle skrive en ny idéhistorie, altså en afløser til Sløks. Centrum havde fundet frem til 10-15 forfattere, og vi holdt et par møder. Jeg kunne mærke, at noget var galt. Ringede til Sløk for at få nogle råd. Da jeg kom ud på Rosenvej, blev jeg modtaget af Dorthe, der sagde, at Sløk ikke kunne holde til ret lange samtaler, så vi skulle skynde os. Sløk sad på sit kontor, i rullestol og med et læderforklæde bag et bord med den lille manuelle skrivemaskine (der sikkert har skrevet flere bøger end ret mange andre af denne type). Jeg fremlagde projektet for Sløk. Hans første kommentar var, at han var glad for, at der kom en afløser til hans bog, og han var tilfreds med, at jeg havde fået opgaven. Og så kom rådene. Det vigtigste var, at jeg ikke skulle give mig i lag med en forfattergruppe på mere end tre i alt. For det første var det umuligt at styre en større gruppe – hævdede han. Og for det andet ville det betyde, at bogen aldrig fik et enhedspræg. Derefter gennemgik vi de potentielle medforfattere, og Sløks dom var hård: Fyr ham! Lød det gang på gang. Da vi var kommet igennem samtlige, var der kun en tilbage, som Sløk ikke kendte og vel sagtens derfor ikke havde foreslået taget ud af projektet.

Så kom Dorthe med et par øl, og Sløk halede nogle cigarer frem fra en hylde. Nu snakkede vi om instituttet. Det underlige var, at Sløk på den ene side var ophøjet og – nok påtaget – ligeglad med det institut, han havde startet, men på den anden side var han ganske nysgerrig efter at få at vide, hvordan det gik. Og det var bestemt ikke en nysgerrighed, der var styret af håbet om dårlige nyheder. Da jeg gik, forklarede Dorthe mig, at hun havde udstyret Bo – sådan kaldte hun ham – med et læderforklæde, for at han kunne ryge alt det, han ville, uden at brænde sig selv af.

Jeg hævder ikke, at jeg har kendt Sløk – jeg har mødt ham og været sammen med ham af og til i en periode på mere end 25 år. Men kendt ham vil jeg ikke påstå, jeg har. Og det tror jeg dybest set ingen, bortset fra Dorthe, har. Dels skyldes det den klare distance, han udviste, ikke sjældent midt i fortrolighed. Dels tror jeg, han var en gåde for sig selv.