Читать книгу Et menneske lades ikke i ro - Группа авторов - Страница 7

Amdisen, Paw Hedegaard (2004): Idéhistorie? – På sporet af idéhistorisk(e) metode(r) hos Arthur O. Lovejoy (upubliceret speciale), Århus

Feyerabend, Paul (1993 [1975]): Against Method, Verso

Gadamer, Hans-Georg (1990 [1960]): Hermeneutik I: Wahrheit und Methode – Grundzüge einer philosophischen Hermeneutik (Gesammelte Werke – Band 1), Tübingen

Holm, Kjeld (1986): “Lidenskab og sprog” in Sprogets mesterskab. Festskrift til Johannes Sløks 70-årsdag (red. Holm, Kjeld & Lindhardt, Jan), Centrum, Århus, s. 7-17

Holm, Kjeld (2002): “Formidlingen af et årtusind – eller Johannes Sløk som lærer” in At man er en anden, Forlaget Aros, s. 111-19

Lindhardt, P.G. (1981): Sådan set…, G.E.C. Gad, Viborg & København

Lovejoy, Arthur O. (1940): “Reflections on the History of Ideas” in Journal of the History of Ideas, No. 1, New York, s. 3-23

Lovejoy, Arthur O. (1952 [1938]): “The Historiography of Ideas” in Essays in the History of Ideas, Baltimore, s. 1-13

Lovejoy, Arthur O. (1998 [1936]): The Great Chain of Being – A study of the History of an Idea, Cambridge, Massachusetts & London

Schanz, Hans-Jørgen (1992): “I anledning af 25 års jubilæet: Om instituttets historie” in Jubilæumsskrift – 25 års idéhistorie (red. Hansen, Sandra et al.), Slagmark, Århus, s. 9-29

Schanz, Hans-Jørgen (2001): “Intellektuel historie som genre og disciplin” in Slagmark, nr. 33, Århus, s. 67-78

Skinner, Quentin (2002): Visions of Politics – Volume I: Regarding Method, Cambridge University Press, Cambridge

1 Hans-Jørgen Schanz, Johannes Sløks efterfølger på posten som professor ved Institut for Idéhistorie, har ved et par lejligheder refereret Sløk for ved sin første forelæsning på instituttet at have kaldt faget for “et kald” (se eksempelvis Schanz’ bidrag til denne antologi og Schanz, 1992: 9).

2 Et universitetslektorat var dengang ikke en fuldtidsstilling, og Sløk var derfor, som han selv beskriver det, for “at få brikkerne til at falde på plads” nødt til som løsarbejder at have “op til 45 undervisningstimer om ugen” (!) fordelt på universitetet (teologi), Katedralskolen, forskellige kommuneskoler og Århus Aftenseminarium (Sløk, 1986b: 135-36).

3 Kapitlet i Mig og Godot, der bl.a. omhandler tiden på idéhistorie, bærer netop overskriften “Reprisen” (169).

4 Sløk udgav året før Mig og Godot sit store bidrag til en narrativ teologi Da Gud fortalte en historie, og man kan på mange måder netop læse Mig og Godot (vis à vis bogens indledende og afsluttende kapitler) som en personlig konkretisering af de tanker, der fremsættes heri. Se i øvrigt Sune Liisbergs bidrag til nærværende antologi.

5 Mathias Lorentzen, der var læge, var gift med Margrethe Lorentzen, der igen var datter af en gårdmandsfamilie, hvor Sløk var kommet som feriedreng. I 1932 besluttede Margrethe og hendes udkårne – i forlængelse af deres hidtidige bekendtskab – at invitere Sløk på sommerophold i Stenvad på Djursland, hvor de boede. Mathias Lorentzen var en yderst belæst herre, og han og Margrethe blev en slags åndelige og økonomiske mentorer for den unge Sløk. Ud over at agere kompetente samtalepartnere og forsyne ham med en lind strøm af bøger delfinansierede de således også Sløks videre studier.

6 Sløk udpeger selv Lindhardt som en af sine mulige støtter i denne sammenhæng (150). Lindhardt selv har færre forbehold i sin erindringsbog Sådan set … (1981), hvor han nærmest udpeger sig selv til at være den person, der egenhændigt udvirkede, at Sløk i første omgang fik sit lektorat og senere sit professorat (Lindhardt, 1981: 161).

7 Nu skal man huske på, at Sløk i Mig og Godot udviser en generel tendens til at beskrive sig selv som både tøvende og modstræbende over for nye udfordringer/projekter. Den samme tendens, som også nogle steder får Sløks spring fra teologi til idéhistorie til at fremtræde som et tilfælde. Noget, som Sløk egentlig kun modstræbende og tilfældigt blev viklet ind i.

8 Ud over Hans-Jørgen Schanz’ bidrag til nærværende antologi – se eksempelvis Sløk, 1986b: 169-212 og Schanz, 1992.

9 I en vis forstand er begge skrifter naturligvis et udtryk for en idealisering og burde vel egentlig relateres til den konkrete undervisning, som Sløk i årene 1967-77 gennemførte ved Institut for Idéhistorie. En sådan relatering falder uden for denne artikels egentlige perspektiv, men konfererer man med den fortegnelse over Sløks forelæsninger og øvelser ved Institut for Idéhistorie, som er optrykt i denne antologi, vil man hurtigt kunne konstatere, at der hos Sløk tilsyneladende ikke var det store skel mellem teori og praksis, ambition (ideal) og virkelighed.

10 Både Sløk og “den røde betænkning” er i øvrigt på dette punkt ganske overensstemmende med Arthur O. Lovejoy (1873-1962) – den idéhistoriske disciplins founding father i en international sammenhæng – når han i sin programmatiske artikel “Reflections on the History of Ideas” fra 1940 slår til lyd for idéhistorie som et nødvendigt supplement til de (lige så nødvendige) tendenser til faglig specialisering, som han ser i sin samtid (Lovejoy, 1940: 3-9).

11 Jeg overtager termerne “decisionistisk” og “decisionisme” fra en helt anden sammenhæng: den tyske retsfilosof Carl Schmitts politiske filosofi, hvor de spiller en fremtrædende rolle. Det er naturligvis – må jeg understrege – ikke i Schmitts præcise politisk-filosofiske forstand, at termerne her skal forstås, men blot som angivende den position, at det i en bestemt situation kan være nødvendigt at træffe en beslutning. En anden mulig terminologi, man kunne have brugt, var “interventionistisk” og “interventionisme”. Betydningen er dog den samme.

12 Sløk gør opmærksom på, at de klassifikationer, han foretager i forhold til den kulturelle situation, er “mere eller mindre vilkårlige” (dvs. subjektive, 14). Når han derfor taler om den kulturelle situation som struktureret af “tre kulturelle hovedgrupper”, så er dette ikke så meget et spørgsmål om den objektive eksistens af disse entiteter i den kulturelle situation (der jo i sig selv også er en konstruktion), men et spørgsmål om den subjektive nødvendighed af at operere med en eller anden form for strukturerende princip, når man skal arbejde videre med den kulturelle situation.

13 Som kulturrelativist mener Sløk ganske enkelt, at det er meningsløst at tale om, at nogle kulturer skulle være andre overlegne i kvalitativ forstand.

14 Humanvidenskabernes ‘sproglige vending’ er på mange måder sammenfaldende med strukturalismen og poststrukturalismens indtog på humaniora.

15 Som vi vil få lejlighed til at vende tilbage til, så opererer Sløk almindeligvis med tre almene ideer eller idékomplekser – antropologiske (ideer om mennesket), kosmologiske (ideer om verden) og teologiske (ideer om Gud). At han i nærværende sammenhæng vælger at tale om den almene idé i ental, virker derfor en smule gådefuldt.

16 Sløks overvejelser om ideen synes her at minde en smule om de overvejelser, han senere i forfatterskabet fremsætter omkring det mytiske og religiøse sprogs epifane sandhed (Sløk, 1981). Se Lars Gorzelak Pedersens og Jens Viggo Nielsens bidrag til nærværende antologi.

17 Vi bemærker, at der her er sket en glidning fra den almene til de almene ideer.

18 Sløk, der aldrig eksplicit refererer til anden litteratur, synes på dette sted i sin fremstilling implicit at referere til Hans-Georg Gadamers hermeneutisk-filosofiske hovedværk Wahrheit und Methode (Gadamer, 1990 [1960]).

19 Således begrundes tildelingen af Rosenkjær-prisen – opkaldt efter Jens Rosenkjær (som i en årrække var foredragschef i Statsradiofonien) – ganske kortfattet på DR’s hjemmeside (www.dr.dk/p1/rosenkjaer/).

20 Kjeld Holm giver i en nylig artikel Sløks forelæsninger/bog følgende – stærkt rosende – ord med på vejen, som det kan være værd at standse op ved: “selv om jeg har hørt ham holde forelæsninger og foredrag mangfoldige gange siden og læst hans store forfatterskab adskillige gange, så står disse radioudsendelser stadig for mig som noget særligt. For så kortfattede de var og følgelig så kortfattet den efterfølgende lille bog også er, så var det lidt som at opleve hele den europæiske kultur og udvikling i et langt åndedrag” (Holm, 2002: 111).

21 Man kunne også tale om det antropologiske, det kosmologiske og det teologiske idékompleks.

22 Jf. det tidligere citerede ekstensive citat fra Mig og Godot: “Det skulle ikke være de regionale ideer, vi skulle lede efter, specielle æstetiske, politiske e.l., men de fundamentale, i sidste ende de ideer, der beherskede hele den bærende livsholdning, ideerne om verden, mennesket og Gud” (Sløk, 1986b: 185).

23 Se Frank Beck Lassens bidrag til antologien.

24 Der refereres her til de bøger, som er samlet i bogen Guds fortælling – menneskets historie (Sløk 1999a-d).

25 Lovejoy bruger flere steder betegnelsen “analytisk” for sin idéhistoriske metodekonception og sammenligner i The Great Chain of Being direkte sin tilgang med den analytiske kemis (Lovejoy, 1998: 3). Se Amdisen, 2004 for en grundigere eksponering af dette forhold og Lovejoys metodologiske position generelt.