Читать книгу Materialiseringer - Группа авторов - Страница 4

AF TINE DAMSHOLT OG DORTHE GERT SIMONSEN

Tingene er vendt tilbage! Med titler som Things that Talk (Daston 2004), Thinking trough Things (Henare m.fl. 2006), Materiality (Miller m.fl. 2005) eller slet og ret Things (Brown 2004) sprudler det akademiske bogmarked nu med tværfaglige antologier og temanumre om artefakter og genstande, rum og arkitekturer, teknologier, kroppe og andre materialiteter. Denne antologi er et led i denne aktuelle interesse for det materielle og præsenterer nye empiriske studier af materialitet – inspireret af de mange nye teorier om dette felt, der udfoldes inden for såvel humaniora som samfundsfag. Undersøgelser af ‘materiel kultur’ er naturligvis ikke et nyt fænomen og har heller ikke været helt forsvundet fra de humanistiske og samfundsvidenskabelige agendaer undervejs. Men det materielle har levet en noget hengemt tilværelse under årtiers fokus på sproglige konstruktioner, diskurser og andre kulturelle repræsentationer af verden ‘derude’. Inden for det felt, man kunne kalde kulturstudier, har den sproglige vending, the linguistic turn, ellers længe været den mest markante teoretiske og metodiske inspiration for den faglige aktivitet. Den sproglige vendings fokus på diskurs, tekst og tegn tog sin begyndelse i 1960’erne, men udfoldede sig især i 1980- og 90’erne i kulturfagene. Det betød, at materialitet, rum og genstande typisk blev opfattet som passive og udifferentierede entiteter; det var noget, talen, teksten eller tegnene kunne indskrive deres betydning i eller på. Materialitet fungerede med andre ord som endnu en anledning til at undersøge diskursernes meningsproduktion og kunne i sidste instans ses som effekter, produceret af tegnenes spil. Det materielle hverken kunne eller burde studeres for dets egen skyld og synes ikke at have været betragtet som begrundelse for, eller medkonstituerende for, de betydninger, diskurserne blev tilskrevet.

Faktisk synes en ikke-sproglig verden at have haft begrænset råderum. I en introduktion til Michel Foucault fra 1980 kunne man fx læse: “Vi kan da gøre op og konkludere, at afvisningen af den diskurstranscendentale references mulighed … implicerer at det non-diskursive fremstår som en effekt af, eller en funktion af, det diskursive” (Gosvig Olesen 1980:19, kursivering i original). Netop Foucault blev vel nok den mest indflydelsesrige forfatter, når man i kulturfagene ville undersøge begreber, værdier eller videnskaber såvel som byrum, kroppe eller genstande. Selvom Foucaults opfattelse af forholdet mellem det diskursive og det ikke-diskursive næppe indføjer sig i en helt så regelret årsag-virknings-relation, som Gosvig Olesen her lægger op til, så lå 80’ernes og 90’ernes akademiske fokus ofte på diskursernes måde at fungere på og deres virkelighedskonstituerende praksis. Titler som Be yond the Great Story. History as Text and Discourse fra 1995 af historikeren Robert Berkhofer eller Writing Culture. The Poetics and Politics of Ethnography fra 1986 redigeret af antropologen James Clifford er symptomatiske for dette fokus.

Det er ikke vanskeligt at spore en vis akademisk træthed i relation til den sproglige vendings greb og indsigter samt en generel følelse af, at socialkonstruktivismen har mistet sin produktivitet. “[T]he lingualism of the philosophy of language, of hermeneutics, of deconstructivism, of tropology, of semiotics, and so on has become by now an obstacle to, rather than a promoter of, useful and fruitful insights”, skrev historikeren Frank Ankersmit i 2006 efter selv at have taget del i udviklingen af sprogfilosofien inden for historievidenskaben. Han fortsætter: “The mantras of this now so oppressive and suffocating lingualism have become a serious threat to the intellectual health of our discipline” (Ankersmit 2006:336). “Undertrykkende og kvælende” er måske lidt voldsomme udfald, når man tager i betragtning, at motivationen bag socialkonstruktivismen og vendingen mod sproget ofte var emancipatorisk. Diskursanalyserne skulle gøre op med de autoritative ‘store fortællinger’ om sandhed, fremskridt, retfærdighed mv. og vise, at de ikke var foranlediget eller forankret i en given virkelighed, men netop var historisk konstruerede fortællinger. I sidste instans skulle diskursanalyserne således frisætte individerne. Foucault formulerede det sådan, at han med sine historiske undersøgelser ikke ville demonstrere, hvem vi i sandhed er eller bør være, men hvad vi ikke længere behøver at være (1983). Hvis vores identiteter er konstruktioner, kan de også dekonstrueres, forandres, overskrides, efterlades.

Men de gode intentioner var øjensynlig ikke nok. For skønt humanister har dekonstrueret identiteter og andre sandheder på livet løs, så synes nationalismen, etniciteterne, kønskategorierne og den heteroseksuelle normativitet at eksistere i bedste velgående. Den akademiske kritik er præget af forudsigelighed, hævder den franske videnskabssociolog Bruno Latour i sin artikel Why has Critique Run out of Steam (2004). En yderligere forklaring på kritikkens virkningsløshed er, at den har været for ensidig i sit fokus. Latour anbefaler for den kritiske akademiker en ‘ny realisme’, der også omfatter tingene, materialiteterne og de konkrete måder, hvorpå de væver sig sammen med andre fænomener i verden. Akademikere må nu samle snarere end at dekonstruere, sprede, nedbryde. “The critic is not the one who debunks, but the one who assembles. … if something is constructed, then it means it is fragile and thus in great need of care and caution” (Latour 2004:171, jf. også Latour 2005).

Man kan således opridse to forhold, der er væsentlige for den aktuelle interesse for det materielle. Dels en kritik af konstruktivismens og diskursanalysens ensidige fokus på det sproglige, dels en svækkelse af dekonstruktionens politiskemancipatoriske potentiale. Det er udmundet i forskellige, men beslægtede forsøg på at gentænke forholdet mellem ting og tale, natur og kultur.

Kultur og tale står således ikke over for eller i modsætning til ting og materialitet. “Without things we would stop talking”, bemærker videnskabshistorikeren Lorraine Daston, idet hun sætter sig for at undersøge ‘tingenes tale’ (Daston 2004:9). Andre har undersøgt ‘tingenes sociale liv’ eller ‘tingenes biografi’ (Appadurai 1988). Efter samme devise skriver arkæologen Bjørnar Olsen i sin “Momenter til et forsvar for tingene”, at hvis man tænker det materielle væk fra verden, står kulturen ikke tilbage. Kulturen er også ting, praktikker og materialitet (Olsen 2004). Men hvis Olsen på denne måde vil redde tingene fra kulturvidenskabernes glemsel, må det på den anden side også anerkendes, at tingene ikke ville stå tilbage, hvis man kunne fjerne kulturen fra dem. Det giver ikke mening at forestille sig en kulturløs kjole eller en mobiltelefon forud for enhver kulturel erfaring og signifikans. Diskussionerne om, hvilken side man skal vægte i de slidte modsætninger mellem ord og verden, kultur og natur, eller mellem subjekt og objekt, forekommer ofte som to skridt frem og to tilbage. Det interessante i forhold til studier af materialitet er måske mindre spørgsmålet om, hvilke materielle effekter ideerne, ideologierne og diskurserne har, og endnu mindre spørgsmålet om, hvorvidt tingene eksisterer uafhængigt af sådanne eller ej (Brown 2004:7). Det gør de ikke, og man behøver ikke at glemme socialkonstruktivismens pointer. Det væsentlige er at stille skarpt på spørgsmålene om, hvad det materielle gør i verden, og hvordan det materielle gøres i konkrete tidslige og rumlige kontekster.

Verbet at gøre vil blive omdrejningspunkt i de følgende tekster. Det understreger, at der sker noget, og at praksis finder sted. I fænomenologisk forskning er menneskets kropslige ‘væren i verden’ central (fx Frykman og Gilje 2003). I nærværende bog ligger fokus i stedet på gøren i verden – og denne gøren er, i modsætning til fænomenologien, ikke altid centreret omkring et menneskeligt subjekt. Det er således et kardinalpunkt i vores optik, at der ikke nødvendigvis står et menneske – et enkelt og intentionelt subjekt – bag praksis. Tværtimod er det en pointe, at enhver gøren involverer mange elementer og aktører. Når verbalsubstantivet – gøren – er valgt, er det, fordi vi på dansk mangler den engelske ‘ing-form’, man blandt andet finder i materialitetsstudiernes ‘doing’, hvor subjektet er vagt. Det er således et bevidst valg, at vi anvender ordet gøren på andre måder og i andre sammensætninger, end man normalt bruger på dansk, idet vi hermed vil understrege, at vi vil noget andet og nyt.

Forfatterne til denne antologi har deres afsæt i fagene etnologi, kulturhistorie og museologi. Discipliner, der på forskellig måde har haft genstandene eller de ting, vi omgiver os med i hverdagslivet, som deres traditionelle domæne. Alligevel ændrede også disse fag deres fokus i forbindelse med den sproglige vending og de mange Foucaultreceptioner, der blomstrede i 1980’erne og frem. Trangen til og traditionen for at fremvise tingene-i-sig-selv blev revideret, og man overvejede i stedet, hvordan også museets genstande kunne indgå som konstruerede og kontekstualiserede elementer i narrative forløb (Becker 1990). Det resulterede i en tekstualisering af genstandene, dvs. de ‘læstes’ som tekst. Denne tilgang var dog ikke entydig og er løbende blevet problematiseret af flere nordiske etnologer og arkæologer (fx Löfgren 1997, Stoklund 2003, Olsen 2004). Inden for museumsfagenes klassiske genstandsstudier og deres vægt på materiale, form, funktion, brugs- og betydningssammenhænge, er der imidlertid en tendens til at opfatte ‘materiel kultur’ som en bestemt objektkategori, dvs. fysiske genstande med mere eller mindre veldefinerede karakteristika. Etnologen Bjarne Stoklund definerer således indledningsvis i sin bog Tingenes kulturhistorie (2003) materiel kultur som ting eller artefakter, der kan karakteriseres ved tre egenskaber: form, funktion og betydning (s. 17).

De aktuelle teorier om materialitet, der danner baggrund for denne antologi, tager ikke afsæt i en sådan forståelse. Tværtimod er et fælles anliggende, i de positioner som har inspireret antologien, en bevidst udfordring af de aprioriske kategorier eller herskende dikotomier, der har været anvendt til at ordne verdens mangfoldighed. Det drejer sig som nævnt om den grundlæggende opdeling af verden i kultur versus natur, i subjekt versus objekt, eller for så vidt ovennævnte analytiske opdeling i den diskursive, den sociale eller semiotiske aktivitet på den ene side og på den anden side materialiteten som den passive overflade, betydning indskrives i eller på. Af den grund har vi fravalgt begrebet materiel kultur i denne antologi og taler i stedet om materialiseringer som noget processuelt, relationelt og performativt.

Ligesom der i øjeblikket tales om en visuel vending (Mitchell 1994, Mirzoeff, 1999) og en rumlig/topografisk vending (Hastrup 2005, Warf 2008) til afløsning af den sproglige, taler man om en materiel vending (Knapp og Pence 2003). Her rettes det analytiske blik mod materialitet i bred forstand – herunder også krop, rum og sociomateriel praksis. En forskydning i retning af materialitet og materialisering fordrer og befordrer andre måder at spørge og svare på, men det indebærer ikke nødvendigvis et skarpt brud med de indsigter, der går forud. Der er ikke tale om en tilbagevenden til en naiv realisme i denne antologi. Ved at sætte det materielle som analyseobjekt, når man ikke frem til en endelig afgrænset genstand, der kan vejes, måles og beskrives i egen faktuelle ret. Undersøgelserne markerer heller ikke en opfølgning på en marxistisk idé om det materielle som et ontologisk givet grundniveau, der betinger det sociale og det kulturelle – vi har ikke forsøgt blot at vende bøtten på hovedet og igen lade det materielle forklare samfundets overbygning. Derimod rummer antologien analyser af de processer og relationer, hvori det materielle indgår og gøres. Denne bog handler kort sagt om materialitet som noget, der mobiliseres, oversættes, stabiliseres, sammenføjes eller foldes i netværk – uden at der står et suverænt skabende eller handlende subjekt bag.

Materialisering skal forstås som et aktivt verbum, hvor der fokuseres på praksis og på, hvordan fænomener gøres og gøres om i altid igangværende processer. Ethvert fænomen gøres i specifikke og konkrete former. Men formerne er ikke homogene eller entydige, da enhver gøren involverer mange elementer og aktører. Det, vi fokuserer på i denne antologi, er, hvordan elementerne sammenfiltres i mere eller mindre stabile materialiseringer af et fænomen. Vi undersøger østeuropæiske ‘Stalin’s World’, kroppene på en akademisk konference, luftrum i det tidlige 20. århundrede, brug af tid i lægepraksisser, rødvinens geografi og et udstillet pillebord. Vi har ikke forsøgt at homogenisere denne liste, og der er heller ikke nogen grund til at tro, at netop disse fænomener er de bedste eller eneste, der egner sig til at blive studeret som materialiseringsprocesser. Listen er genereret af en gruppe forskere, som deler en interesse for teoretiske og empiriske spørgsmål om, hvad materialiteter gør, og hvordan de gøres. Fra vores forskellige empiriske forskningsfelter har vi hver især valgt det, der bedst illustrerer de valgte teoretiske pointer og deres analytiske implikationer. Det, de studerede fænomener har til fælles, er således deres potentiale til at gøre de teoretiske pointer gennemsigtige og omsættelige til en analytisk praksis. Ideen er ikke blot at introducere til teoretiske strømninger, men først og fremmest at inspirere til læserens brug af teorierne i egne empiriske undersøgelser af materialiseringer.

I antologiens etnologiske og kulturhistoriske analyser vil man ikke finde undersøgelser af ét objekt eller én bestemt genstands historie eller funktion. Vi studerer processer, relationer og praksisser, under hvilke vores forskellige fænomener materialiserer sig. Der er ofte mange aktører og elementer involveret, og vi er optagede af såvel kroppe, genstande, som rum (situering), og deres forskellige måder at koble sig sammen på. Vi er ligeledes optagede af, hvordan elementerne sammenfiltres i processer, som vi vil følge i deres konkrete empiriske udtryk. Men også i denne optik er der forskellige vægtninger og udlægninger af, hvad der sker, når noget materialiserer sig. I det følgende vil vi derfor introducere til det teoretiske felt, der danner afsæt for denne antologi, under tre overskrifter. Den første, ‘Materialisering som proces og agency’, understreger materialitetens tidslige kvaliteter, det materielles interaktion eller sammenfiltring med andre former for væren, hvor materialitet forstås som noget, der kan handle i eller påvirke verden. Den anden overskrift er ‘Materialisering som relation, netværk og rhizom’, og her introducerer vi versioner af materialitet som ‘relationelle effekter’, dvs. sammensatte og sammenfiltrede fænomener frem for essentielle og selvafgrænsede enheder. Endelig introducerer vi under overskriften ‘Materialisering som performativitet’ teorier om materialitet som praksis. Man kan anføre, at disse begreber er sider af samme sag; at der ikke er klare skel mellem dem, og at de ikke udelukker hinanden. Men der er forskel på, hvilke problemstillinger de hver især kan tackle i materialitetsteoriernes komplekse felt. Dermed også være sagt, at læseren kun vil møde et udvalg af aktuelle materialitetsteorier nedenfor, nemlig de der vinkler materialitet som en aktivitet. Det er således en strategisk snarere end en udtømmende præsentation, der her følger.