Читать книгу Materialiseringer - Группа авторов - Страница 7

Den tredje og sidste streng i materialiseringsbegrebet, vi her skal introducere, fokuserer på materialitet som noget, der gøres, dvs. en performativ forståelse. Ovenfor har vi blandt andet præsenteret begreber om agency og non-humane aktører (aktanter). Med performativitetsbegrebet i tillæg får vi en udlægning af materialiteter som noget, der aflejres, versioneres, materialiseres i praksis – en sociomateriel praksis. Den performative tilgang henter særlig inspiration fra kønsforskningen og opfattelsen af den kønnede krop. Inden for materialitetsstudierne har en bredere forståelse af performativitet fået betydning, især inden for ANT, hvor der ligefrem tales om en performativ vending. Her er den hollandske filosof Annemarie Mol sammen med John Law centrale figurer.

Den performative strategi udvikledes i en kritik af antagelsen i kønsforskningen om, at køn kunne opdeles i et biologisk (substantielt, materielt) køn og et socialt (diskursivt, konstrueret) køn, dvs. i henholdsvis ‘sex’ og ‘gender’. Mange kønsforskere påpegede, at det naturlige, fysiske eller biologiske køn heller ikke var noget givet, som kunne studeres i sig selv. I sin pågående materialitet forblev kroppen imidlertid en udfordring. Kroppen synes ikke blot at kunne opløses i skiftende diskurser. Den amerikanske filosof Judith Butler har taget denne udfordring op og udvikler i den sammenhæng en performativ forståelse af køn med fokus på praksis.

Butler opløser i Gender Trouble. Feminism and the Subversion of Identity (1990) kønnet i fire komponenter: ikke blot “sex” og “gender”’, som vi allerede har set, men også komponenterne “sexual practice” og “desire”. Butlers pointe er, at man må fremvise en vis kohærens eller sammenhæng mellem disse komponenter, for at kønnet fremstår kulturelt acceptabelt eller genkendeligt. En bestemt kombination af udtryk er gennem tiden blevet kulturelt hegemonisk og dermed ‘forståelig’ som ‘kvinde/kvindeligt’ eller ‘mand/mandligt’, mens andre kombinationer bliver udgrænset, ekskluderet, sygeliggjort, undersøgt etc. Også i Butlers næste værk, Bodies that Matter. On the Discursive Limits of ‘Sex’ (1993), udvikler hun denne optik. Som det fremgår af titlen, opererer Butler her med et begreb om materialisering af kroppen som en proces, eller rettere, som performativitet. Butlers performancebegreb handler ikke om et subjekt, der bevidst vælger, hvordan det vil optræde eller iscenesætte sig i en given situation. I stedet handler det om, hvordan man må ‘citere’ og dermed fortsat materalisere de hegemoniske diskurser, dvs. forestillingen om et ‘sandt (og kønnet) selv’. Også den biologiske krop er underlagt denne kontinuerlige materialisering af kønsspecifikke normer, hævder Butler. Men at kønnet er noget, der gøres og gøres om, indeholder også et kritisk potentiale: Det kvindelige og mandlige undergår en konstant forskydning, imens de gentages, citeres. Dette forhold kan udnyttes strategisk.

Materialisering er således den proces, hvorigennem noget stabiliseres til form over tid. I Butlers performative optik er kroppens materialitet noget, der fortsat aflejres. Hun problematiserer og teoretiserer dermed en række af de forhold, materialitetsstudierne tager op, men man kan med en vis ret diskutere, i hvor høj grad materialitet faktisk adresseres i hendes konkrete analyser. Det er også den kritik, Annemarie Mol retter mod Butlers performativitetsbegreb i The body multiple: ontology in medical practice (2002). Mol kritiserer Butler for, at materialiteten er fordampet fra hendes studier af, hvordan mennesker gør deres selv: “Performing identities is not a question of ideas and imaginations devoid of materiality … A lot of things are involved” (Mol 2002:37-38). Særligt peger Mol på kroppen, de fysiske organer, der om ikke er determinerende, så alligevel relevante i de mange måder kønnet kan gøres på, når man fokuserer på den konkrete praksis. Og det er netop, hvad Mol gør.

I forhold til de klassiske ANT-studiers fokus på netværk og sammenfiltring af heterogene elementer flyttes fokus hos Mol (og hos John Law, som Mol ofte arbejder sammen med) over på, hvorledes fænomener gøres i en flerhed af praksisser. Den performative optik er flyttet fra Butlers fokus på, hvordan identitet og selv stabiliseres eller aflejres over tid, til hvordan naturvidenskabelige fænomener som sygdomme og kropsdele gøres i forskellige praksisser. Med begrebet ‘det sociomaterielle’ (Jespersen 2007) har man forsøgt at indfange denne specifikke forståelse af materialitet som noget, der gøres. Pointen hos Mol og Law er, at fænomener (eller objekter) gøres forskelligt i forskellige praksisformer og derfor er multiple. Multiplicitet betyder netop ikke en pluralitet af autonome og fragmenterede versioner, men tværtimod, at de enkelte versioner er gensidigt forbundne. Det betyder også, at fænomener må studeres i praksis, så de anskues i hele deres kompleksitet. Derfor kalder Mol sin etnografisk inspirerede metode ‘praksiografi’:

It is possible to say that in practices objects are enacted. This suggests that activities take place – but leaves the actors vague. It also suggests that in the act, and only then and there, something is – being enacted. Both suggestions fit in fine with the praxiography that I try to engage in here. Thus an ethnographer/praxiographer out to investigate diseases never isolates these from the practices in which they are, what one may call, enacted. She stubbornly takes notice of the techniques that make things visible, audible, tangible, knowable (Mol 2002:32-33).

Mol ser selv sin praksiografi og den nye ontologi, den indebærer, som et opgør med tidligere typer af socialkonstruktivisme, der nok multiplicerede perspektiverne eller diskurserne, men lod objektet forblive urørt og det samme. Mol vil som nævnt vise, hvordan objekterne er multiple, idet de gøres i forskellige versioner gennem forskellige, men relaterede praksisser.

If practices are for-grounded there is no longer a single passive object in the middle, waiting to be seen from the point of view of seemingly endless series of perspectives. Instead, objects come into being – and disappear – with the practices in which they are manipulated. And since the object of manipulation tends to differ from one practice to another, reality multiplies. The body, the patient, the disease, the doctor, the technician, the Technology: all of these are more than one. More than singular. This begs the question of how they are related. For even if objects differ from one practice to another, there are relations between these practices. Thus, far from necessarily falling into fragments, multiple objects tend to hang together somehow (Mol 2002:5).

Mol undersøger ikke blot multiple objekter, men også multiple subjekter i sin praksiografi, hvor især de medicinske praksisser er i fokus. Subjekter og objekter multipliceres i kraft af den flerhed af praksisser, de indgår i. De forskellige versioner kan både støde sammen og trives side om side bl.a. i kraft af deres rumlige distribution.

Ved at koble materialitet med proces og agency, relation og netværk, performativitet og praksis har vi søgt at distancere os fra en forståelse af materiel kultur som noget stabilt, faktuelt og velafgrænset. Forfatterne til denne antologi afsøger materialiteter som verber, som aktører eller som tilstedevær. Materialiseringer er således vores udgangspunkt. Med ovennævnte teoretiske grundlag har vi kredset om en række fælles spørgsmål, der imidlertid ikke har resulteret i et fælles svar. I de følgende analyser er forfatterne ikke nødvendigvis enige om, hvordan materialiseringer foregår, eller hvordan de kan analyseres. Ikke blot arbejder vi med uensartede empiriske felter, men også med forskellige vinklinger og vægtninger i operationaliseringen af teori til analytisk praksis. Ethvert valg af teoretisk position er naturligvis også et fravalg af en anden position. Analysernes fokus kan ligge på praksis, på netværk, eller på fortidens nærvær; det kan ligge på tid eller på rum i et strukturelt eller et diakront snit. Aktør- eller aktantrollerne skifter konstant alt efter empiri og positionering. Det har derfor været væsentligt for os at lave analyserne ‘gennemsigtige’ i den forstand, at læseren får indblik i, hvilke teoretiske overvejelser der er forsøgt operationaliseret i de analytiske greb og i de spørgsmål, vi har stillet til det empiriske materiale.

Flere af antologiens undersøgelser bygger på feltarbejde som empirisk grundlag eller på observationer gjort af forfatteren. Det er ikke ualmindeligt i etnologisk sammenhæng, men i forhold til en bredere kulturanalytisk ramme vil der være flere henvisninger til forfatter-jeget i antologiens kapitler end vanligt. Sporene af egne iagttagelser og refleksioner kunne naturligvis have været sløret efterfølgende – det er et spørgsmål om retorisk fremstilling. En del af analyserne benytter sig imidlertid af et tydeligt forfatterjeg, dels for at synliggøre forfatternes situering som aktører, der er med til at strukturere det empiriske felt, og dels som en narrativ strategi, der skal gøre analyserne tilgængelige og gennemskuelige.

Tidens og rummets materialiseringer eller materialiseringer i tid og rum – sådan kan emnerne for de følgende analyser helt overordnet beskrives. I Dorthe Gert Simonsens LuftRum følger vi en konkret materialisering af rum, nemlig etableringen af luftrum i begyndelsen af det 20. århundrede. Simonsen undersøger, hvordan luftens flydende og flygtige kvaliteter kunne konverteres til et nationalt rum, efter at flyvemaskiner begyndte at krydse nationale grænser i 1910’erne. De flyvende maskiner koblede luft sammen med den jordnære geografi i nye netværk, der også resulterede i en re-materialisering af landjorden. Den nye flyveteknologi tildeles en væsentlig aktørrolle i analysen, hvor materialisering af luften opfattes som noget, der fortsat foregår i en kobling af elementer i mobile netværk.

En lignende proces findes i Jon Frederik Høyrup og Anders Kristian Munks analyse af en anden flydende materialitet, nemlig rødvin og dens relationer til det geografiske rum. Forfatterne følger fransk rødvins bevægelser på verdensmarkedet for at undersøge, hvordan vinens kvaliteter skabes i tilknytning til geografisk oprindelse eller terroir. I vinens bevægelse mellem steder, og på dens forlangende om at blive vurderet og taget stilling til, væves nye allierede midlertidigt ind i vinflaskernes historie: producenter, laboranter, smagsdommere, købmænd, køkkenchefer, forbrugere. Det viser sig, at vin er flydende i mere end den åbenlyse forstand, og at proppen nok sættes i flasken hos vinbonden, men at kvalitet dermed ikke er afgjort eller forseglet. Dens flydende kvaliteter bliver en forudsætning for, at terroir kan materialisere sig. Sådanne materialiserende bevægelser er også prægnant beskrevet i antologiens sidste kapitel (som vi vender tilbage til nedenfor): Astrid Jespersen og Torben Elgaard Jensens analyse af Tidens materialisering – alment praktiserende lægers håndtering af tid. Lægernes konsultationspraksis beskrives her som en form for ‘foldemaskine’, der kobler en række fortidige og fremtidige begivenheder både før, under og efter en lægekonsultation og dermed sammenvæver forskellige tidsenheder og tidsperspektiver.

Rum og tid kan således undersøges som noget, der materialiserer sig i mobile netværk i bevægelser mellem forskellige aktører og i konkrete praksisser. De tre ovennævnte artikler (kapitel 1, 2 og 6) har tydelige indslag af ANT i analyserne af materialiseringsprocesserne. Tine Damsholts I hamam – når det akademiske køn går i opløsning, har ligeledes fokus på materialisering som proces og trækker med et begreb om multiple objekter også på ANT-retningen. Men Damsholt vægter i højere grad den performative analyse af kroppen og dens materielle situering. Hun undersøger, hvordan den rumlige ‘setting’ har stor betydning for, hvordan kroppen kan og må ‘performes’. Med et muntert eksempel fra Istanbul, hvor en akademisk konference en formiddag henlægges til et tyrkisk bad (hamam), vises, hvordan den kønnede krop materialiserer sig og fremtvinger særlige måder at gøre køn på, som ellers skulle være neutraliseret i akademia. Den kønsmærkede krop (og dens indpakning) er således ikke blot noget, der diskursivt tilskrives betydning. Køn materialiserer sig gennem et væld af minutiøse kropslige praksisser, der altid må gøres i relation til den materielle situering, som også akademiske kroppe befinder sig i.

Rødvinens terroir materialiserede sig gennem sammenvævning med forskellige aktører i vinflaskernes bevægelse. Kroppens materialisering sker gennem en performance, der væver den sammen med den rumlige situering. I artiklen Museer, materialitet og tilstedevær undersøger Camilla Mordhorst en udstilling, hvor livet væves sammen med forbrug af receptpligtig medicin. I galleriet Living and Dying på British Museum findes et enormt ‘pillebord’, hvor 28.000 piller er indvævet i en dug rullet ud som et fiktivt biografisk forløb for henholdsvis en mand og en kvinde. Mordhorst undersøger, hvordan tid, erindring og levet liv samles på pillebordet som et overvældende tilstedevær. Her materialiserer livet sig som et nærvær i rum. Det er artiklens ambition at vise, hvordan vante dikotomier som fravær og nærvær, udstrakt tid og samtidighed, betydning og væren på paradoksal vis sameksisterer i dette materielle tilstedevær.

Pillebordet folder således rum og tid sammen, idet det levede liv og erindringen om livet materialiserer sig. En sådan materialisering af erindring kan man også finde i Lene Ottos analyse af Kommunismens materielle kultur. Hun undersøger, hvordan man omgås, bruger eller destruerer den ubekvemme kulturarv fra kommunismen i det tidligere Østeuropa. Erindringer nedfældet i monumenter, bygninger og konsumprodukter fra den kommunistiske fortid kan og må håndteres på forskellig vis. Som Mordhorst bruger Otto begrebet tilstedevær for at undersøge genstandenes effekt på dem, der betragter og håndterer genstandene, men hun søger at kombinere nærvær med et performance-perspektiv. I Litauen har en rig konservesbaron fx indrettet en slags oplevelsespark, Grūtas Park (eller populært Stalin’s World), hvor man kan genopleve kommunismens materielle verden i form af bygninger, statuer og madkultur. Den parodiske genoplevelse af den materielle kultur både fremkalder og udvisker fortiden. Også på andre måder bliver den materielle kommunistiske kulturarv brugt til erindring, eksistenskamp og kontemplation i en bevægelse mellem materialisering og forsøg på destruering af fortiden.

Alle antologiens kapitler beskæftiger sig med materialisering i tid og rum, men med forskellig vægtning. Hvor de tre første kapitler – om luftrum, rødvinens terroir og akademiske kroppe – overvejende fokuserer på rumlige materialiseringer, så er det især tidslige materialiseringer, som er i fokus i antologiens sidste tre kapitler. Pillebordet på British Museum og håndteringen af den kommunistiske kulturarv i Østlandene peger på former for museal materialisering af det tidslige. I Jespersen og Elgaard Jensens afsluttende analyse af lægekonsultationer får vi endnu en undersøgelse af tidens materialiseringer. Her er det imidlertid ikke materialisering af erindring og kulturarv, men håndteringen af tid som sådan, der er i fokus. I kapitlet er tidens materialitet bundet op i en række sociomaterielle forhold. Analysen afdækker, hvordan patienter og tidsenheder planlægges og allokeres forud for konsultationen, hvordan lægerne skifter mellem forskellige former for tidspraksis under konsultationen, og endelig hvordan relationen til fremtidige konsultationer håndteres, idet problemer udskydes, ‘ses an’ eller opdeles i et planlagt forløb. Kapitlet analyserer således tiden som en ‘multipel ressource’ i lægekonsultationerne.

Gennem bogens empiriske analyser vil læseren komme vidt omkring. Som ovenstående introduktion af analyserne indikerer, vil der imidlertid også være mange tværgående problemstillinger og konkrete analytiske greb, der går igen og diskuteres på kryds og tværs i kapitlerne. Disse sammenhænge i mangfoldigheden afspejler, at forfatterne har et fælles anliggende: at udfolde det store analytiske potentiale, som materialiseringsperspektivet har. Først og fremmest er de empiriske kapitler derfor tænkt som eksempler på, hvordan materialiseringer kan håndteres analytisk, og som sådan vil de forhåbentlig kunne virke som inspiration over et bredt kulturvidenskabeligt felt.