Читать книгу Materialiseringer - Группа авторов - Страница 6

Fornyet fokus på det materielle og overskridelse af dikotomier har været væsentlige målsætninger for de teorier, der præsenteres her. Vi har allerede været inde på løsningsforslag i form af dialektik, nærvær og hybriditet. At udkaste problematikken som relation og netværk følger op på ideen om hybriditet og de blandingsformer, Haraway som nævnt er interesseret i. Vinkler man spørgsmålet om materialitet gennem relation og netværk, hænger udgangspunktet på sin vis sammen med den sproglige vendings (i form af semiotikkens og poststrukturalismens) pointe om, at intet er og hviler i sig selv. “Entities take their form and acquire their attributes as a result of their relation with other entities”, skriver sociologen John Law, når han skal forklare, hvad aktør-netværk teori (ANT) er. ANT er primært udviklet i en videnskabssociologisk kontekst med undersøgelser af (natur)videnskabernes praksis og teknologihistoriske processer som omdrejningspunkter. ANT er således også en del af feltet STS – Science and Technology Studies, men har efterhånden også fået stor udbredelse i kulturvidenskaberne. ANT tager den tegn- eller diskursbaserede pointe om relationer og forlænger den til studiet af materialiteter. Således er ‘relationel materialitet’ én grundlæggende udlægning af, hvad ANT er (Law og Hassard 1999:3-4).

At zoome ind på de efterhånden omfangsrige diskussioner af ANT (fx Law og Hassard 1999, Latour 2005) er ikke nogen nem sag. ANT er langtfra et homogent felt, og der er mange interne forskelligheder og uenigheder. Det, vi i denne antologi bærer med fra ANT og vil introducere her, er tre forhold: for det første, som anført, grundtanken om netværk og ‘relationel materialitet’; for det andet ANT’S idé om en ny empirisme og endelig begrebet om non-humane aktører.

At materialiteter eksisterer i kraft af deres relation til andre fænomener, har været en grundantagelse inden for teknologistudier med et socialkonstruktivistisk sigte – gerne konceptualiseret i undersøgelsen af store teknologiske systemer (Hughes 1993, Bijker, Hughes og Pinch 1987). Også ANT undersøger, hvordan teknologiske artefakter konkret har samlet sig i netværk. Men med ‘netværk’ er der ikke tale om systemer, mønstre eller strukturer, såsom en organisationsstruktur, eller transportvejenes infrastruktur, som kan indtegnes på et kort og give en oversigt over, hvordan man mest effektivt kan bevæge sig ad kommandoveje eller motorveje, uden at det bevægede ændrer sig undervejs (Latour 1999). De relationer og netværk, vi taler om her, er ikke stabile, velmotiverede strukturer. De er mere kaotiske og vilkårlige og kan sammenlignes med et rhizom, dvs. et rod-netværk, med udløbere og sideskud, der frigør sig fra moderplanten og danner nye planter med nye udløbere etc. Forstået som rhizomatiske samlinger, der består af opdelinger, sammenløb, foreløbige knudepunkter og udbrud, er den relationelle materialitet en serie af transformationer, som Gilles Deleuze og Félix Guattari har tematiseret det (1988). Ethvert punkt i rhizomet kan forbinde sig med ethvert andet punkt, og forbindelsen sætter noget i værk. “The world is a knot in motion”, som Haraway beskrev det. Hver kobling transformerer. Det rumlige, kropslige og genstandene bliver til og forandrer sig konstant gennem koblinger, der danner nye udløbere, nye ‘plateauer’ (ibid.).

Det giver god mening at kalde aktør-netværk studierne for en fornyet empirisme, anfører sociologen Bruno Latour. Ikke forstået som en afdækning af facts, men en ‘ny realisme’, der fokuserer på baggrunden for, at noget kan fremstå som facts, dvs. produktionen, stabiliseringen, fikseringen af facts (Latour 2004). I denne proces kan man ikke på forhånd afgøre, hvem der kan agere aktører. I stedet foreslår Latour at lade aktørerne udpege hinanden empirisk (jf. slagordet ‘follow the actors’). Aktører skal her forstås som de knudepunkter i et netværk, der får virkning, og hvilke knudepunkter, der får virkning, afgøres empirisk. ANT opererer således med en tæt beskrivelse af, hvad der konkret forgår, når der dannes netværk, og når nogle elementer tildeles aktørstatus. Handling bliver således en effekt af relationerne i netværket, og handling er i den forstand en relationel effekt (Latour 1999).

Det er ud fra dette perspektiv, at man kan tale om non-humane aktører inden for ANT. Som netværkseffekter kan såvel humane som ikke-humane entiteter indtage aktørrollen, som da må forstås mere som en ‘aktant’ i grammatisk forstand (‘grød gør alle mætte’; ‘bygningen spærrede for udsigten’ etc.) end som en ‘aktør’ i klassisk filosofisk forstand – dvs. som subjekt. Det er altså ikke meningen at forlænge den traditionelle opfattelse af subjektivitet til også at omfatte objekter, maskiner, geografier. Det vigtige er derimod at undersøge, hvordan mennesker og ikke-mennesker folder sig ind i hinanden (Latour 1999:193-4). At tale om non-humane aktører forudsætter altså, at man ikke sætter det humane og det non-humane over for hinanden som subjekt versus objekt. Det ville være absurd at hævde, at det non-humane, tingene, rummene eller kroppene har egen intention, vilje og handlekraft, sådan som man traditionelt tilskriver subjekter det. Men begrebet om non-humane aktører er heller ikke et spørgsmål om at ville gøre objekter til subjekter. Udgangspunktet er derimod, at hverken objekter eller subjekter er suveræne aktører. Heller ikke humane aktører er suveræne subjekter med fri vilje og intention. Det mennesker vil, og det vi gør, er formidlet af de ting, vi bruger og omgiver os med, af det rum, vi er situeret i. På den måde er materialiteter allerede involveret i enhver form for agency, også den, der tilskrives subjekter. Det er det, vi vil forsøge at vise med studierne i denne antologi: Hvordan materialiteter gøres, men også hvordan det materielle ‘gør os’, hvordan vi er foldet ind i, koblet sammen med, sammenfiltret i rumlige og materielle relationer.

Fra denne vinkel fremhæver Latour, at det er en fejl, når man i avisoverskrifter kan læse, at ‘Mennesket flyver’ eller ‘Mennesket indtager rummet’. Mennesker flyver ikke. Det gør flyvemaskiner eller raketter isoleret set heller ikke:

Flying is a property of the whole association of entities that includes airports and planes, launch pads and ticket counters. B-52s do not fly, the U.S. Air Force flies. Action is simply not a property of humans but of an association of actants … Provisional ‘actorial’ roles may be attributed to actants only because actants are in the process of exchanging competences, offering one another new possibilities, new goals, new functions (Latour 1999:182).

Den relationelle materialitet og netværket kan således ikke forstås uden også at medtænke begrebet om non-humane aktører – eller aktanter. Som Latour fremhæver, bliver undersøgelsen af materialiteter en mangeartet forespørgsel med henblik på at afgøre “how many participants are gathered in a thing to make it exist and to maintain its existence” (Latour 2004:170, kursivering i original).