Читать книгу Materialiseringer - Группа авторов - Страница 5

Udgangspunktet for denne antologi er altså at forstå og analysere materialitet på måder, der fører ud over de klassiske modsætningspar: subjekt og objekt, kultur og natur etc. Det er en udfordring, der kan mødes med forskellige strategier, hvoraf den første, vi skal præsentere, er opfattelsen af materialitet som noget aktivt og processuelt. Denne processuelle strategi kommer i flere versioner.

At opfatte verden som proces er ikke et særkende for materialitetsstudier, men er betegnende for det bredere felt af kulturstudier. Man fokuserer på udvikling snarere end helheder, på ‘becoming’ snarere end ‘being’. Også i en socialkonstruktivistisk optik har man beskæftiget sig med, hvordan fænomener konstrueredes i sociale processer, snarere end med afsløringen af, at de var socialt konstruerede (Hacking 1999). Det processuelle perspektiv er således del af en tendens, der inden for materialitetsstudier kunne formuleres som et fokus på ‘materielt flow’ (Ingold 2007). Men særligt i forhold til undersøgelsen af materialiteter har det processuelle perspektiv været anvendt til at reformulere ideen om ‘agency’, dvs. handling og aktørrollen. I diskussionen om forholdet mellem subjekt og objekt spiller spørgsmålet om agency nemlig en væsentlig rolle. Er handling kun en egenskab, der kan tillægges subjekter med egenvilje, intentioner og selvbevidsthed, eller kan også ting have agency? Allerede i 1986 udviklede socialantropologen Arjun Appadurai teorier om tingenes ‘sociale liv’ og fremhævede, hvordan objekter cirkulerer og bliver rekontekstualiseret i forskellige udformninger som forbrugsgoder (Appadurai 1986). Også i andre sammenhænge har der været fokus på, hvordan objekter virker aktivt ind i verden. Antropologen Alfred Gell har i bogen Art and Agency (1998) begrebsliggjort kunstgenstande som aktører i verden. Han tager dermed ikke udgangspunkt i kunstens æstetiske og symbolske kvaliteter, men undersøger, hvordan kunstgenstandene inkorporerer intention, og dermed er i stand til at mediere social handling. Alle kunstgenstande, fremhæver Gell, er produceret med det formål at influere på og påvirke andres handlinger.

Gell var en væsentlig figur i det engelske miljø omkring ‘Material Culture Studies’. Her finder man også antropologen Daniel Miller. Med inspiration fra Hegel og dialektikken undersøger Miller forbrugets betydning for identitetsdannelsen, og han peger på de dynamiske relationer mellem forbrugsgodernes materialitet og den kulturelle tilegnelse. Disse relationer kalder han for “objektifikationsprocesser” (“objectification”) (Miller 1987). Miller viser, hvordan vi former os i det materielles ‘spejlbillede’ som en fortløbende dannelsesproces: “We cannot know who we are, or become what we are, except by looking in the material mirror, which is the historical world created by those who lived before us” (Miller 2005:8). Materialiteten og dens dialektiske forhold til identiteten er således tidslig, men mennesker er på den vis også både objekter og subjekter i tilegnelsesprocesser. Ved at lave, udveksle, forbruge og leve med tingene skaber mennesker sig selv i processen, og kun derved er tingene konstituerende for identitet og kultur (jf. også Tilley 2006:61). Den dialektiske proces er Millers greb til at ophæve skellet mellem subjekt og objekt, idet de blot er momenter i objektifikationsprocessen. Imidlertid er denne ophævelse netop på det filosofiske niveau. Når Miller som antropolog går ind i de konkrete analyser af specifikke materielle kulturer, hvor mennesker opfatter sig selv som subjekter, der anvender og former objekter, er den filosofiske ophævelse underordnet den empatiske forståelse af dem (Miller, 2005). Selvom det processuelle er centralt i Millers analyser af fx shopping og boligindretning, er der således ikke tale om en analytisk overskridelse af dikotomien mellem subjekt og objekt. Proces bliver i stedet en måde at tildele objekter en virkning som en form for agency.

På sin vis er agency også et udgangspunkt for den gren af materialitetsstudier, der kaldes presence theory, hvor presence på dansk kan oversættes til nærvær eller tilstedevær. Særligt i museumssammenhæng har presencebegrebet stor relevans, fordi det dels tematiserer, hvordan udstillingsgenstande kan skabe forbindelse til den verden eller den kontekst, genstandene kommer fra. Dels forsøger nærværsteorierne at begrebsliggøre de kvaliteter ved genstande og værker, som ligger ud over den betydning, beskueren skaber i mødet med dem. Den tysk/amerikanske litteraturhistoriker Hans Ulrich Gumbrecht er en markant skikkelse i udviklingen af teorier om nærvær. Gumbrechts ambition er at vise, at vores oplevelse af omverdenen ikke blot skabes ved, at vi tillægger den betydning og skaber mening. Der findes en anden side af oplevelsen, dér hvor vi blot ‘mærker’ den, hvor genstandene, kroppene og det, der i det hele taget kan sanses, fremtræder for os. Verdens nærvær eller tilstedevær er i høj grad rumlig. Det nærværende er foran os, inden for rækkevidde og håndgribeligt i relation til vore kroppe. I The Production of Presence (2004) kritiserer Gumbrecht den hermeneutiske fortolkningslære, som han anser for grundlaget for kulturvidenskaberne og humaniora generelt. For at afværge det, Gumbrecht kalder ‘det hermeneutisk verdenstab’, forsøger han at finde et sprog for vores oplevelse af verden, som bevæger sig hinsides fortolkningen. Væren er forbundet med det kropslige og rumlige, skriver han, idet han privilegerer dette nærvær: “Being, I think, refers to the things of the world before they become part of a culture” (s. 70). I denne kapacitet kan verden opleves i en slags kontaktzone mellem materialitet og erkendelse, og det er i den forstand, at materialiteter tillægges en form for agency. De kommer os i møde og trækker sig tilbage og producerer i denne bevægelse et nærvær.

Denne bevægelse skal imidlertid ikke forstås i tidslige, processuelle termer. Tværtimod. Gumbrecht opererer med samtidighed frem for kronologi, sammenstilling af tingene og begivenhederne snarere end kausalitet. Når han arbejder med historien, søger han at ‘fremmane’ en fraværende fortid gennem ophobende beskrivelser af dens rumlige og kropslige elementer. Målet er at skabe (illusionen om) et taktilt, substantielt nærvær for historielæseren (Gumbrecht 1997:421, 417, Gumbrecht 2004:122). Fortidens nærvær i nutiden er også genstand for historikeren Eelco Runias udlægninger af presence theory, og også han sætter nærvær i modsætning til det hermeneutiske begreb om mening. Men Runia fokuserer på de elementer af fortiden, der er rejst med ind i nutiden som en slags blinde passagerer, dvs. på trods af eller uafhængigt af de menneskelige intentioner. Fortidige objekter, former, praksisser eller rum, genfindes eller gentages ubevidst i nutiden, hævder Runia. De er ikke meningsfulde i hermeneutisk forstand, de kan ikke fortælles eller repræsenteres. Men de eksisterer som en slags ufrivillige erindringer, som grundformer eller genstande, der bringer en fortidig verden med sig. De gør sig med andre ord gældende som et tilstedevær i nutiden (Runia 2006a, 2006b). Det, disse nærværsteorier byder ind med, er således nogle måder at beskrive, hvordan materialiteter, rum og kroppe kan være aktive deltagere i vores oplevelser, sansninger, handlinger og erindringer.

Er materialitet noget substantielt, der producerer et nærvær forud for de subjektive fortolkninger, eller er materialitet noget, der skal forstås i et dialektisk forhold mellem subjekter og deres tilegnelser af det? Den amerikanske biolog og videnskabshistoriker Donna Haraway tager eksplicit afstand fra begge disse versioner. Hun mener, der findes langt mere komplekse forhold mellem natur og kultur, mellem materialitet og betydning. Alting formes gennem det, hun kalder hybride konfigurationer mellem flere instanser, der netop i deres relationer til hinanden også konstituerer hinanden. Haraway udvikler således en hel ‘familie’ af hybridfigurer i sine analyser: “a queer family that are neither nature nor culture but an interface” (Markussen, Olesen og Lykke 2000). Hun taler videre om materielt-semiotiske knudepunkter, om sammenfiltrede fænomener, der ikke kan udskilles i separate enheder. Den stærke processuelle understrøm i Haraways analyser kommer til udtryk på flere måder, der kunne karakteriseres som en genealogisk og en performativ strategi. Her vil vi fokusere på den genealogiske, idet materialisering som performance behandles særskilt længere fremme i denne introduktion.

Den genealogiske strategi har referencer til Foucault og dennes interesse for kulturelle fænomeners heterogene og historisk vilkårlige herkomst (Foucault 1983). Et eksempel er hunden, der i de seneste værker er Haraways foretrukne hybridfigur, idet hunden som tamdyr indgår i utallige relationer med mennesker, men altid i historisk specifikke naturkulturkonfigurationer. I Companion Species Manifesto (2003) viser Haraway, hvorledes mennesker og organiske væsner på utallige måder er sammenfiltret i hinanden helt ind i de celler, vi er bygget af som fx immunsystemet. Gennem historien har mennesket formet hunden, men hunden har også formet mennesket – intet væsen eksisterer eller udvikles i isolation. Dette omsætter Haraway i begrebet ‘becoming with’: “To be one is always to become with many” (2008:4). Denne gensidige konstituering er netop en stadig proces, der ikke blot er en dialektisk forbindelse, men retter sig mod betingelserne for væren på det fundamentale niveau. Haraway taler om “emergent ontologies” (2003:7) som en understregning af, at alting er midlertidigt, undervejs og bliver til i en ‘væren med’, eller indgriben i, noget andet:

Reality is an active verb, and the nouns all seem to be gerunds with more appendages than an octopus. Through their reaching into each other, through their ‘prehensions’ or graspings, beings constitute each other and themselves. Beings do not pre-exist their relatings. ‘Prehensions’ have consequences. The world is a knot in motion (2003:6).

I dette kompakte citat får vi præsenteret Haraways opfattelse af proces som det, der er foldet ind i hinanden, og det, der er i bevægelse. At alle aktører er medkonstituerende og kulturhistorisk sammenfiltret med hinanden, er centrale temaer hos Haraway, og temaer, som vi vil bringe videre i de konkrete analyser. Med begreber som ‘companion species’ eller ‘naturecultures’, ønsker hun at understrege, at hybriditet er den fremherskende værensform. Eller ‘gørens-form’ skulle man måske hellere sige – for som nævnt kommer det processuelle hos Haraway også til udtryk i en performativ strategi. Haraway nøjes ikke med at undersøge, hvordan fænomener er foldet ind i hinanden, men undersøger også institutionel og materiel praksis (Asdal og Brenna 1998). ‘Figuration’ er således et af Haraways yndede analytiske begreber, der søger at inkludere figurerne som både “sign and flesh” (Haraway 2003:15-16).