Читать книгу Farvede Forventninger - Laila Colding Lagermann - Страница 4

Farvekoordinering

Оглавление

I antologien Brun skriver cand.mag. i filosofi Tara Skadegaard Thorsen om sine lignende oplevelser med det, hun i sit essay kalder ”brun skoling”. Hun fortæller om sin opvækst i først Hellerup og senere i Farum. Fortællingerne kredser om hendes oplevelser af forskelsbehandling i skolen. Om at blive sat i bås. Som brun. Om, hvordan det at være tosproget på en international skole i Hellerup var helt anderledes, end det var, da hun senere gik på en folkeskole i Farum.

På skolen i Farum dykkede hun pludselig gevaldigt i sine karakterer i forhold til på skolen i Hellerup, ligesom hun oftest blev sat i gruppe med de tre andre brune børn i klassen. Og som forfatterinden tørt konstaterede efter at have rettet sin engelsklærer i stavningen af colour: Selvom lærerne ikke kunne stave til colour, så kunne de godt organisere efter det.

Hendes historie er ikke enestående, og jeg er i min forskning stødt på flere lignende fortællinger fra andre brune børn i skolen. Det samme gælder internationalt, hvor blandt andre de britiske professorer i sociologi Deborah Youdell og David Gillborn samt den amerikanske professor i uddannelsesforskning Christine Sleeter har vist, at lærere – mere eller mindre ubevidst – ’farvekoordinerer’ børnene i deres klasser. Og mine og andres studier viser, at det er et problem, når vi som samfund vil undgå at reproducere social ulighed og tværtimod stræber efter at øge børns chancelighed i skolen og i livet. Når hår- og hudfarve er med til at bestemme, hvordan børn bliver mødt i skolen, er der risiko for, at vi i stedet kommer til at fastholde eller forstærke bestemte mønstre og social ulighed.

I min ph.d.-afhandling fra 2015 undersøgte jeg, hvilken betydning oplevelser af marginalisering, diskrimination og forskelsbehandling har for det, jeg dengang kaldte unge ”med etnisk minoritetsbaggrund. Desuden så jeg på, hvad der skal til for, at eleverne overskrider den form for marginalisering.

Jeg havde primært fokus på elevernes perspektiver, fordi jeg ønskede at inddrage nogle stemmer, der alt for ofte er fraværende i debatten. Senere er jeg blevet optaget af, hvordan skoler og professionelle kan arbejde med og forholde sig konstruktivt og kritisk til den forskelsbehandling og marginalisering, som mange af disse elever oplever i skolen, fordi min forskning peger på, at eleverne sjældent kan bryde med den alene.

Farvede Forventninger

Подняться наверх