Читать книгу Farvede Forventninger - Laila Colding Lagermann - Страница 6

I sin ph.d.-afhandling fra 2009 skriver Lene Myong, der forsker i transnational adoption, om det ubehag, der ofte er forbundet med at tale om race og den betydning, vi tilskriver race, når vi kategoriserer mennesker ud fra blandt andet deres hår- og hudfarve. Racialisering kalder vi det.

”Det er, som om min krop modsætter sig italesættelsen af r-a-c-e. Ordet vil ikke rigtig op gennem min hals og ud af min mund”, skriver Myong, ”for der er noget ved race, som genererer stærkt ubehag og modstand i både en dansk og en bredere europæisk kontekst”.

Myong peger samtidig på, at det kan være problematisk, hvis ’race’ opfattes som noget, der er et overstået kapitel efter 2. verdenskrig, og som vi derfor ikke længere kan tale om. En vigtig pointe er nemlig, at vi i stedet for at forstå race som et fast og naturligt system af genetiske forskelle må se det som et system af socialt konstruerede kategorier, som vi sammen er med til at forme og skabe. Det betyder, at raciale fænomener, særligt fysiske markører som hår- og hudfarve, har forskellige betydninger, alt efter hvilken historisk eller social sammenhæng de indgår i.

Vi er altså alle indlejrede i racialiseringsprocesser, der placerer os mere eller mindre fordelagtigt i bestemte kontekster og interaktioner. Derfor må vi ikke være bange for at tale om race og racisme. Tværtimod må vi, som også Myong foreslår, vove det for at blive klogere på, hvordan vi konstruerer forestillinger om race, her altså med særlig vægt på hudfarve, og hvilken betydning vi tillægger den. Samtidig må vi være opmærksomme på, at race ofte ikke står alene, men blander sig med andre sociale kategorier som køn, socioøkonomisk baggrund, alder, nationalitet og religion. Det ser vi for eksempel, når undersøgelser viser, at det især er minoritetsetniske drenge af forældre med en lav uddannelsesmæssig baggrund, der har vanskeligt ved at opnå anerkendelse i skolen. Her kan de tre kategorier vanskeligt skilles ad.

Myong rejser desuden spørgsmålet om, hvordan vi kan tale om fænomenet, uden at de ord, vi bruger, kommer til at stigmatisere eller klistre til enkeltindivider eller bestemte grupper, når det faktisk er forholdene mellem mennesker, mellem minoritet og majoritet, der er interessante? Det er først i minoritetens møde med majoriteten, at forskellene og problemerne opstår. I skolen er det altså forholdet mellem skolekulturen, lærerne og eleverne, der bør interessere os: Hvilken betydning får brun hud, sort hår og måske et navn, der ikke rimer på hvid danskhed, for børnenes muligheder i skole og uddannelse?

En vigtig pointe er dog, at uanset hvad vi kalder eleverne, så er der tale om sociale fænomener. Ordene ’brun’, ’tosproget’ eller ’etnisk’ fortæller altså ikke noget om, hvad eleverne er eller har, men kun om, hvad de gør og gøres til – blandt andet i skolen.

Det, der optager mig, er altså ikke, at nogle elever er brunere eller mørkere i huden end andre, men hvordan de gøres brunere end andre gennem læreres, andres og egne ord og handlinger. Vi kan ikke tale om etnicitet som en kerne, man har eller er, eller om race som noget, man tilhører i biologisk forstand. Men vi kan – med bevidstheden om, at det er det, vi gør – bruge disse betegnelser til at kritisere og analysere, hvordan det opleves eller kan opleves, at ’være’ minoritetsetnisk barn i skolen i dag. Med det udgangspunkt kan lærere tage bestik af og måske endda også tale med deres elever om oplevelser af anderledeshed og fremmedgørelse i, men også uden for skolen, så eleverne ikke – sådan som det ofte er tilfældet – bliver ladt alene med dem.