Читать книгу Farvede Forventninger - Laila Colding Lagermann - Страница 7

I bogen Brun mands byrde fra 2013 fortæller forfatteren Hassan Preisler, der er barn af en mor fra Danmark og en far fra Pakistan, om sine oplevelser med at være bærer af en brun krop i et hvidt land. På et tidspunkt i bogen tager han os med til et af sine foredrag for en større gruppe af unge mennesker.

Til foredraget laver han en test med tilhørerne, som hedder ”The Implicit Association Test”, der handler om det, man kunne kalde ’indbyggede forestillinger’.

Han forklarer sit publikum, at han nu, for eksperimentets skyld, skaber to kategorier: ’hvid’, der hører til højre hånd, og ’farvet’, der hører til venstre hånd. Tilhørerne skal så række den hånd op, som de mener knytter sig til det ord, han siger. Herefter begynder testen med, at Preisler remser en række navne op med en tydelig pause mellem hvert navn: ’Bent’ … ’Martin’… ’Muhamed’ … ’Nagieb’ … ’Samir’ … ’Jens’ … ’Hussein’ … ’Søren’ og så videre. De unges hænder flyver op og ned i hurtigt tempo, og forfatteren konstaterer, at opgaven var let, fordi der er stærke associationer mellem for eksempel ’Hussein’ og ’farvet’ og ’Søren’ og ’hvid’.

Så fortsætter han testen ved at introducere to andre kategorier: ’godt’ hører til højre hånd, og ’skidt’ til venstre hånd. Opremsningen lyder nu sådan: ’slem’, ’retfærdig’, ’flittig’, ’klog’, ’doven’, ’ond’, ’fantastisk’, ’vold’, ’tyv’, ’smerte’, ’grim’. Igen konstaterer han, at øvelsen er let, fordi ’grim’ og ’skidt’ hænger sammen, ligesom ’fantastisk’ og ’godt’.

Derefter bliver det sværere. Nu sætter han to helt adskilte kategorier sammen: ’hvid’ og ’godt’ er højre hånd, mens ’brun’ og ’skidt’ er venstre hånd. Publikum nikker, og han går i gang med at remse op: ’Malik’, ’Peter’, ’slem’, ’retfærdig’, ’Bent’, ’flittig’, ’Martin’, ’klog’, ’Nagieb’, ’Samir’, ’ond’, ’fantastisk’, ’vold’, og så videre. Nu flytter publikums hænder sig igen op og ned, om end en del mere tøvende. ”Det var sværere, men det kunne lade sig gøre”, konstaterer forfatteren.

Så fortæller han dem, at de nu skal prøve at vende det hele om, så det er ’hvid’ eller ’skidt’ til højre hånd eller ’farvet’ eller ’godt’ til venstre hånd, og så begynder han sin remse: ’doven’, ’Asad’, ’Jens’, ’flittig’, ’dygtig’, ’Bent’, ’Martin’, ’Nagieb’, ’dum’, ’retfærdig’, ’intelligent’, ’Samir’, ’venlig’, ’ond’, ’fantastisk’ og så videre. Publikums hænder tøver, øjnene flakker, og alting går i opløsning og over i stille mumleri.

Midt i denne opløsning fortæller forfatteren, at testen blev svær, fordi der er stærke associationer mellem ’det hvide’ og ’det gode’. ’Hvid’ og ’venlig’ går sammen, ligesom ’hvid’ og ’Søren’, men når vi skal sætte ’farvet’ og ’godt’ sammen, så får vi problemer.

I bogen fortæller Preisler, at han på Harvard-universitetets hjemmeside selv har taget de forskellige test, og at også han har en ubevidst præference for det hvide. Selvom han er brun, foretrækker han – ligesom en overvejende del af hans publikum – hvid frem for farvet.

Eksemplet med Hassan Preisler og testen bekræfter det, som flere forskere i både ind- og udland har påpeget, nemlig at hvid på mange måder fungerer som et usynligt ideal. Ikke kun for mennesker med lys hud, men også blandt mennesker med mørk hud, sådan som Preisler fortæller om det i sin bog.

Det samme ser vi i filmen Dukketesten, som Preisler producerede for Institut for Menneskerettigheder i 2008. Filmen blev vist i anledning af 60-året for FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder.

I filmen får 4-8-årige børn i danske institutioner valget mellem en brun og en hvid dukke, der ud over hudfarven er fuldstændig identiske. Hvilken dukke vil de helst lege med? Hvilken dukke er den pæneste? Langt de fleste børn vælger den hvide dukke, ligesom tilfældet er i den originale amerikanske ”Doll Test” fra 1940.

Hassan Preislers to historier er tankevækkende eksempler på, hvordan vores forventninger og forståelser spiller ind i forhold til møder med andre mennesker. Selvom vi slet ikke kender dem, så forventer vi os noget bestemt af dem. Den viden kan vi overføre til skolen, fordi vi i forskningen også her ser, at sociale, klassemæssige, køns- og racemæssige forestillinger og forståelser er med til at forme læreres indbyggede forestillinger om, hvordan børn skal være i skolen. Og det har afgørende betydning for børnenes liv – både i og uden for skolen.