Читать книгу Madsens meditationer - Lars Green Dall - Страница 3

Prolog Dialog om sandhed

Оглавление

“Man kan ikke undvære en metode, når man begynder at søge efter sandheden.”1 Således formulerede René Descartes i sit første filosofiske værk, Regler for anvendelsen af menneskets erkendemidler fra 1628, en tommelfingerregel (den såkaldte “Regel IV”) for den sandhedssøgende. Andre bud på sandheden – og vejen til sandheden – får vi gennem følgende dialog, som udfoldes i Syv aldres galskab fra 19942 – en roman som med rette regnes for et af Svend Åge Madsens absolutte hovedværker. De samtalende personer er klokkeren, trykkeren og forfatteren Hans Hanssøn Skonning og hans elev, drengen Bertel Jenssøn Helled. Tid og sted: 1600-tallets Århus. “Vindbøjtlen”, der omtales, er i øvrigt Skonnings, Bertels og Descartes’ samtidige – matematikeren, fysikeren, astronomen og filosoffen Galileo Galilei (1564-1642).

[Bertel:] Man kan ikke vente at sandheden pludselig dukker op. Man må snuse sig frem. Lirke lidt her og pirke lidt der. Løfte en flig, fjerne et slør, vende en sten.

[Hans:] Stakkels Bertel, du har lyttet for meget til den vindbøjtel, der gudskelov nu er død, der mener at han kan nå frem til sandheden ved at måle tingene i verden, veje dem, og deraf udlede den indre sammenhæng. […] Hvor finder du en vægt der kan veje ulykke og skyld? Hvordan vil du ræsonnere dig til synd og rædsel?

[Bertel:] Men vi har dog fået vores forstand til at erkende verdens sammenhæng og trænge dybere ind til tingenes væsen.

[Hans:] Forkert, forkert og forkert igen. Vi er udstyrede med ét organ, hvormed vi kan opnå en erkendelse der stikker langt dybere end vores sølle forstand kan gøre sig håb om at nå. Det er hjertet. Ved hjælp af dét opnår vi en indføling som fører os til sandheden, hvilket ræsonnementet ikke kan.

[Bertel:] Men vi ræsonnerer dog nu?

[Hans:] Vi tror vi ræsonnerer […] – Men hvad vi gør, er at lytte til hjertet og forsøge at give dets tale ord.

[Bertel:] Og straks sandheden melder sig for hjertet, kender vi den?

[Hans:] Vi kan behøve tid til at granske hjertet. Men i det øjeblik vi har sandheden i hænde, er vi ikke i tvivl om det.

Madsens meditationer

Подняться наверх