Читать книгу De umulige born og det ordentlige menneske - Laura Gilliam - Страница 44

I den danske folkeskole bliver arbejdet med børn med forskellig klassebaggrund ikke opfattet som en opgave, der skal håndtere kulturelle forskelle, idet det er indforstået, at alle børn er kulturelt ‘danske’ og kan formes efter det samme billede af det gode danske skolebarn. Tilstedeværelsen af etniske minoriteter i skolen viser dog etnicitet som en betydningsfuld kategoriseringsfaktor i skolen, hvilket giver et andet fokus på det kulturelle og især den nationalkulturelle hegemoni i skolens projekt. De etniske minoritetsbørn afslører således, at skolen ikke er neutral i forhold til børns baggrund. Som vi vil se, aftegnes skolens hvide og danske konturer ved deres kontrast, ligesom dens kulturelle dominans træder frem. På trods af at skolen ikke ønsker at gøre forskel på grund af etnicitet, kan de etniske minoritetsbørns anderledes etnicitet, race og kulturelle og religiøse former, i modsætning til de etnisk danske børns ditto, ikke indgå umarkeret i skolen. Flere studier har således vist, at etniske minoritetsbørns etnicitet markeres som fremmed i den danske folkeskole (Gitz-Johansen 2003, 2004, Koefoed 1994, Moldenhawer 1994, 1998, 2001, Staunæs 2003, 2004).

Selvom man i skolen, såvel som i den danske offentlighed, generelt ikke taler om ‘race’, er det også tydeligt, at flere etniske minoritetsbørns ‘ikkehvide’ kropstegn får dem til at stikke ud, da de etniske minoritetsbørn, der har ‘hvide’ kropstegn, ikke opfattes som så anderledes og ofte inkluderes i flokken af ‘almindelige’ elever. Der foregår en differentiering på baggrund af fysiske og fysiognomiske forskelle, som bliver kaldt etnicitet, forskellig nationalitet eller sågar ‘tosprogethed’ (se kapitel 4), men som synes at grunde i en nærmest ubevidst racialisering af børnene. Race er, om end på en anden måde end klasse, en kategori, der uden at blive omtalt får konsekvenser i skolen, fordi den har indflydelse på folks identifikationer og påvirker børn og voksnes forståelse af hinanden. Som vi vil se, laver både børn og lærere i 4.a/6.a etniske skel med en racial farvning, og disse sætter sig igennem i deres interaktioner. Altså viser der sig i skolen, trods etnicitetsblindhed og den irrelevante race, etniske/raciale mønstre, som tyder på, at skolen ikke kan undsige sig kulturel diskrimination og, hvad man kalder ‘institutionel racisme’.

Således markeret er etnicitet og race og deres krydsninger med klasse og køn altså i høj grad relevante i skolekonteksten og får en stor betydning for børns identitetskonstruktion. Dette understreger igen, at eleverne ikke er en udifferentieret gruppe, som kommer nøgne for kulturelle betydninger til institutionen, men at de trækker det sociale rum derind og dermed deres sociale positioner, som så gives specifikke betydninger i institutionen og dens kulturelle verden.