Читать книгу De umulige born og det ordentlige menneske - Laura Gilliam - Страница 45

Positioner som køn, klasse og etnicitet giver ofte adgang til bestemte sociale eller uformelle grupperinger eller elevfællesskaber, der eksisterer parallelt med skolens formelle organisering og udgør en vigtig del af skoleverdenens sociale og kulturelle strukturering (Eckert 1989, Levinson 1992, Mac an Ghaill 1994, Kipnis 2001). Disse fællesskaber har ofte en vægtigere betydning for selvkonstruktion end skolens læringsprojekt:

Til trods for undervisningsplaner, disciplin og formaninger viser det sig, at den mest personligt transformative læring er den læring, som er forbundet med medlemskab af disse praksisfællesskaber.

(Wenger 2003:133)

Fællesskaberne formes ofte omkring de erfaringer og forhold til skolen og skolearbejdet, som børn med samme positioner får i skolen, men fællesskaberne rekrutterer også fra disse positioner igennem identifikation. Det er qua identiteter formet både i og uden for skolen, at børn får adgang til skolens praksisfællesskaber og til deres særlige måder at være elever på, hvilket igen præger børnenes forståelse af deres elevidentitet, men også, alt afhængigt af fællesskabets identifikation, deres forståelse af deres specifikke krydsninger af køn, klasse og etnicitet. Hermed er børn selv med til at reproducere, men også nyfortolke sociale, kønnede og etniske skillelinjer i skolen. I stil med de andre kulturelle fællesskaber, som blev diskuteret i kapitel 1, gør disse elevfællesskaber typisk brug af bestemte symboler som distinktionsmarkører i forhold til andre grupperinger. Erfaringer i sådanne større og mindre grupperinger er en del af børns læring og identitetskonstruktion i skolen.

Som vi har set, etablerer skoleinstitutionen en illusion om, at den udgør et neutralt rum for sociale kategorier, hvor det er børns individuelle præstationer, der bestemmer deres succes og adgang til de forskellige elevkategorier. Dette styrkes af, at skolen fremstilles som uafhængig af det sociale rum, og tager form af en adskilt kulturel verden. Men de sociale kategorier, der har karakter af objektiverede positioner i det sociale rum, bæres med ind i skolen af børnene selv og får specifikke betydninger her. Selvom hverken køn, klasse eller etnicitet bør gøre en forskel i skolen, giver forskellig køn, klasse eller etnicitet forskellig adgang til elevkategorier og bliver ofte rekonfigureret som forskellige elevkategorier. Man kan sige, at dette har en institutionslogisk karakter, idet køn, klasse og etnicitets relevans er begrundet af, at institutionen privilegerer bestemte køns-, klasse- og etnicitetsformer og netop ‘neutraliserer’ børnene for at ændre dem i overensstemmelse med disse former. Implicit i skolens kulturelle overføringsprojekt ligger, at skolen skal skabe børn, der er behørigt kønnede, som dannes ud af lavere klassepositioner og til middelklassepositioner og reproducerer nationen kulturelt. Derfor er der nogle køns-, klasse- og etnicitetsformer, som modarbejdes i skolen, og som skurrer mod skolens projekt og praksis, men blot viser sig som forkerte måder at være elev på.

Herved understreges Bourdieus og Passerons gamle pointe om, at skolen, igennem den manglende erkendelse af dens afhængighed af det sociale rum, skaber konsekvenser for børn – her bl.a. konsekvenser for deres identitetsforståelse og forståelse af forskellige sociale kategorier – uden at det opfattes som forskelsbehandling på baggrund af sociale positioner. Jeg har vist, hvordan skolens institutionelle logikker omkring at isolere, neutralisere, standardisere, differentiere og disciplinere, for at etablere og fastholde en kulturel dominans og symbolsk magt, skaber en række konsekvenser for børn og for forholdet mellem børn og lærere, der på forskellig vis strukturerer børns identiteter i skolen. Børn deltager som beskrevet aktivt i denne dannelse af kulturelle identiteter bl.a. ved at indgå i skolens praksisfællesskaber, der ofte er forbundet med sociale kategorier og forskellige elevkategorier – forskellige måder at forholde sig til skolen og skolens projekt på – og heri indgå i parallelle læreprocesser og identitetskonstruktioner. Skolen bliver på den måde en fortolker af det sociale rums positioner, med et vægtigt potentiale for, i samarbejde med børnene selv, at konstruere børns identitet og lade dem med skolerelaterede betydninger.