Читать книгу Genbrugskirker i Rom - Maria Fabricius Hansen - Страница 7

DET VAR med kejser Konstantin (reg. 306-37), at den nye genbrugspraksis satte ind i det senantikke byggeri. Konstantin stod også for et andet nybrud: Han regnes for at være den første kristne kejser, selvom han først lod sig døbe på sit dødsleje. For det var ham, der lovliggjorde kristendommen (313) og iværksatte det første, offentlige kirkebyggeri både i Rom og andre steder i Romerriget. Der havde været tendenser til spoliebrug hos hans forgængere, men fra og med Konstantins regeringsperiode fik genanvendelsen af ældre bygningselementer og relieffer et både kvantitativt og kvalitativt løft. Allerede i hans første grundlæggelse ca. 313, den store Laterankirke – San Giovanni in Laterano – der er Roms domkirke, blev der genbrugt ældre, antikke søjler og kapitæler [4] [5]. Samtidig med byggeriet af Laterankirken fik Konstantin opført sin triumfbue (315), hvor spolierelieffer for første gang er kombineret med nyproduceret materiale i et nøje udtænkt billedprogram [6]. Konstantinbuen er næsten fuldstændigt dækket med disse relieffer. På den øverste halvdel af buen er det relieffer fra kejser Trajan, Hadrian og Marcus Aurelius’ tid, alle tre kejsere fra det 2. århundrede og af eftertiden opfattet som særligt forbilledlige. Konstantin lod endda de kejserportrætter, der optræder i reliefferne, hugge om, så de kom til at ligne ham selv. Derved iførte han sig så at sige den gode, romerske tradition og anskueliggjorde samtidigt, at han, der kom østfra og fra socialt lave kår, kunne lignes med et gammelt-romersk ideal. På den nedre halvdel af buen er reliefferne nyudført af konstantinske billedhuggere; det gælder også den frise, der løber hele buen rundt og danner fundament for de øvre spolierelieffer. Hermed fik han samtidigt understreget, at hans styre ikke blot gentog fortiden, men også repræsenterede en fornyelse.

Det er syntesen mellem det gamle og det nye, der er centralt i Konstantinbuens billedprogram og spoliebrug, og det er ligeledes dette princip, der synes at være afgørende i genanvendelse af antikken i de efterfølgende århundreder. For genbrug af byggematerialer er ikke i sig selv særegent for middelalderen. Man har vel altid genbrugt, hvis man havde nogle gode sten eller bjælker inden for rækkevidde [7]. Dét, der kendetegner den romerske middelalderarkitektur, er, at genbruget ikke er forsøgt camoufleret eller skjult. Samtidig er det karakteristisk for spoliekirkerne, at de gamle dele er genbrugt i nye sammenhænge eller på nye måder. Der er faktisk tale om en kontrasterende sammenstilling af bygningselementer og -principper, som vi skal frem til vores egen tid for at finde magen til, fx i de aktuelle genanvendelser af industriarkitektur til nye formål – kulturhuse, beboelse og andet – eller i den såkaldt dekonstruktivistiske arkitektur, hvor man målrettet undgår en klassisk-harmonisk ensformighed til fordel for det skæve, uforudsigelige og forskelligartet-sammensatte.

4 Filippo Gagliardi: Laterankirken (San Giovanni in Laterano), portrætteret i freskomaleri på væggen af kirken San Martino ai Monti, samtidig med at Borrominis ombygning af Laterankirken fandt sted ca. 1650. Fresken viser omtrentligt, hvordan den oldkristne kirke (ca. 313) har set ud. Dog var den opført med et horisontalt bjælkeværk over søjlerne i midtskibet; arkaderne, som er gengivet i Gagliardis fresko, skyldes en senere middelalderlig modernisering.

Imidlertid førte Konstantins kulturpolitiske manøvrer ikke til det ønskede gennembrud over for det gamle, traditionsdyrkende romerske aristokrati, og i midten af 320’erne valgte han simpelthen at flytte rigets hovedstad til den nygrundlagte Konstantinopel (i dag Istanbul), der var placeret i en både militært, politisk og økonomisk mere gunstig egn af Romerriget. Her fortsatte det romerske kejserdømme i århundreder i form af Det Byzantinske eller Østromerske Rige, mens kejserdømmet i vest gradvis gik i opløsning i løbet af 400-tallet. Den sidste vestromerske kejser var Romulus Augustulus (reg. 475-76). Den østromerske kejser vedblev at have den endelige myndighed over Rom, men i den politiske virkelighed blev det i stadig større omfang den romerske pave, der blev den afgørende magtinstans i byen – og den samlende faderskikkelse for den vesteuropæiske, middelalderlige kirke. I løbet af 700-tallet tog pavemagten efterhånden også formelt over i Rom på bekostning af den østromerske kejsers myndighed.

5 Laterankirken (San Giovanni in Laterano): De grønne marmorsøjler (verde antico) fra den konstantinske basilika (ca. 313) blev genbrugt i skulpturnicherne, da Borromini ca. 1650 ombyggede kirken til dens nuværende udseende.

6 Konstantinbuen (315). På buens øverste halvdel er der spolierelieffer fra kejser Hadrian og Marcus Aurelius’ tid (2. årh.), mens der i buens midtergang er relieffer fra kejser Trajans tid (2. årh.), hvor det oprindelige kejseransigt endda er omhugget til at forestille Konstantin. Under de runde relieffer løber en frise hele buen rundt udført af de konstantinske billedhuggere, og også relieffigurerne derunder er produceret i forbindelse med opførelsen af triumfbuen. Ud over variationen i bygningsdelenes historiske oprindelse udmærker buen sig ved variation i materialernes kulører: Fx er søjlerne af gullig marmor (giallo antico), de runde relieffer er indrammet af et felt af rød porfyr (kun delvis bevaret), over dem har frisen formentlig været beklædt med grøn porfyr, og skulpturerne øverst af tilfangetagne daciere er af hvid marmor med purpur åringer (pavonazzetto) og placeret på grønflammede sokler (cipollino).

7 Den aurelianske bymur omkring Rom (271-75, med senere tilføjelser) ved Porta Ardeatina. Man kan tydeligt aflæse forskellige byggefaser og reparationer i murværket. I nærbilledet herunder (i muren nær Porta Latina) ses det, hvordan marmorfragmenter med rester af udhugget dekoration indgår som en almindelig materialegenanvendelse.

Disse magtforhold har umiddelbar betydning for de romerske genbrugskirker. Det var nemlig ikke tilladt for hvem som helst at nedrive antikke byggerier, heller ikke hvis man havde pæne hensigter om at opføre en kirke af materialerne. I de første århundreder af den oldkristne og tidligt middelalderlige periode var det kun kejseren, der måtte disponere over det gamle og måske efterhånden forfaldne, offentlige byggeri fra imperiets velmagtsdage. Og så sent som i 660’erne tillod den østromerske kejser Konstans II sig under et besøg i Rom at snuppe den forgyldte kobberbelægning fra Pantheons tag og tage den med sig tilbage til Konstantinopel. Men efterhånden blev anvendelsen af det antikke romerske byggeri et privilegium, der kom til at høre pavemagten til.

Samtidig med at det i senantikken økonomisk og magtpolitisk gik ned ad bakke for Romerriget, fandt der en voldsom tilbagegang sted i befolkningstallet. Hvor Rom i sine velmagtsdage anslås at have haft omkring en million indbyggere, mener man, at tallet i løbet af middelalderen svandt ind til blot omkring 30.000. Det betød naturligvis, at en mængde byggeri stod ubenyttet hen. En stor del af de antikke, offentlige bygninger havde ikke længere nogen funktion i det kristne samfund, og der var hverken mennesker nok til at anvende bygningerne til nye formål eller tilstrækkeligt med hænder og økonomisk overskud til at vedligeholde dem. Man forsøgte ellers så vidt muligt at bevare et skin af fordums magt og vælde, i hvert fald frem til 500-tallet. Der var strenge love om ikke at ødelægge offentligt byggeri, og det var forbudt at bygge nyt, hvis der var noget gammelt, der trængte til en istandsættelse. Selv templerne, som allerede i løbet af 300-tallet mistede deres funktion, idet hedenske kulthandlinger blev ulovliggjort, forsøgte man at vedligeholde en tid endnu. Og de få templer, der blev opført i anden halvdel af 300-tallet i en sidste kraftanstrengelse af modstand fra det gamle, hedensk-orienterede, romerske senatsaristokrati mod de nye tider og magthavere og deres tro, blev i øvrigt også konstrueret af spolier [8].

8 Saturntemplet (formentlig ca. 360-80), Forum Romanum. Søjleskafterne er spolier af iøjnefaldende forskellige dimensioner og i rød og grå granit. Også bjælkeværket er genbrug, og den dekorerede side, der oprindeligt har vendt udad, er her vendt indad, så den glatte side udvendigt kunne forsynes med en inskription. De joniske kapitæler er fra templets opførelsestid og tilpasset de enkelte søjleskafters tykkelse.

Der var i det hele taget en stærk respekt for det gamle, hvilket i og for sig er forståeligt nok i en forfædredyrkende kultur som den romerske. Der var en udpræget bevidsthed om, at byens status hang sammen med dens mængde og kvalitet af offentligt monumentalbyggeri. Derfor kunne selv bygninger som templer, som de kristne også forbandt med endog meget farlige, dæmoniske kræfter, værdsættes som en positiv størrelse i bybilledet – hvis man vel at mærke undlod at bruge dem til deres problematiske, fortidige formål.

At lovene om bevaring af det antikke byggeri og forbuddene mod spoliering blev udstedt igen og igen i løbet af 300-400-tallet, kan dog kun ses som et tegn på, at man havde et problem: Hvis myndighederne var blevet respekteret, og bygningerne havde fået lov at stå i fred, havde det jo ikke været nødvendigt med de mange genudstedelser af disse love. Alligevel er der intet, der tyder på, at man i disse første kristne århundreder ligefrem nedrev ældre antikt byggeri såsom templer for at skaffe de nødvendige byggematerialer til opførelse af kirker. De spolier, man rent faktisk anvendte, må have stammet fra bygninger, der i forvejen var forfaldne, og som man måtte opgive at vedligeholde.

Med krisetiderne ophørte også produktionen af nyt byggemateriale i Det Vestromerske Rige. Stenhugning fortsatte dog i Det Østromerske Rige, så man endnu en tid kunne importere seriefremstillede standardvarer derfra. Igennem 400-tallet er der – fx i Santa Maria Maggiore [16] og i Santo Stefano Rotondo [103] – tale om en vis anvendelse af serieproduceret materiale af østromersk (græsk) herkomst, fortrinsvis noget, man i forvejen havde liggende på lager i byen. Men på lidt længere sigt er det en kendsgerning, at der stort set kun blev brugt ældre antikke bestanddele i de romerske middelalderkirker. Vi skal frem til 1100-tallet, før der atter er eksempler på kirker med en stor del nyproduceret materiale, såsom fine serier af joniske kapitæler.

Der kan vel næppe være tvivl om, at spoliebrugen hang sammen med de økonomiske nedgangstider i senantikken og det manglende tekniske, produktionsmæssige overskud, som krisetiderne og befolkningsnedgangen medførte. Men kigger man nærmere på den genbrugsarkitektur, der var resultatet af disse samfundsmæssige vilkår, viser det sig interessant nok, at de kunstneriske muligheder kom til at hænge ganske nøje sammen med en ny æstetik. Man forstod at udnytte de givne betingelser, så der faktisk kom både betydningsfulde og smukke bygninger ud af det. Da vi i vores egen nutid oplever, at genbrug af alt fra bygninger til tøj kan være at foretrække frem for det nyfremstillede – at vi ligefrem kan finde det gamle og sammenstykkede smukkere og mere meningsfuldt eller tilfredsstillende at bruge og bo i end det splinternye – kan vi godt sætte os ind i, at det også tidligere i historien kan have forholdt sig på omtrent samme måde. Men denne genbrugssympati og den dertil hørende forståelse for den tidlige middelalders skæve, utilpassede bygningsværker er relativt ny. Der har været en tendens i historieskrivningen til at bortforklare genbrugsarkitekturens variationsrigdom som en i-mangel-af-bedre-løsning. I modsætning til en sådan opfattelse bygger denne bog på en formodning om, at man i den oldkristne tid og i den tidlige middelalder snarere gjorde en dyd af nødvendigheden. For ser man nærmere på anvendelsen af spolierne, viser det sig, at man dengang ikke alene nøjedes med, men ligefrem foretrak det forskelligartede frem for det ensartede, fordi variationen i materialer og farver og forarbejdninger muliggjorde et særlig attraktivt arkitektonisk og rumligt udtryk.

9 Vievandskar i San Bartolomeo all’Isola (ca. 1000). Marmor. Helgenerne er indrammet af søjler af to forskellige typer: Til højre en spiralsnoet og til venstre en skafttype med en kombination af bladdekoration nederst og spiralkannelurer øverst. Kunstneren har valgt at udarbejde relieffet med forskelligartede søjler i stedet for ensartede. Det viser, at variationen var en efterstræbt kvalitet og ikke en løsning, man valgte i mangel af bedre.

10 Santa Maria in Aracoeli (ca. 1260-70). Kirken, som rummer mange fornyelser fra renæssancen og senere såsom altre, kapeludsmykninger og det storslåede træloft, går i sine grundbestanddele og i genanvendelse og fordeling af det antikke søjlemateriale tilbage til den periode, der i det nordlige Europa kaldes gotikken. Ved kirkebyggeri i Rom vedblev man imidlertid at forholde sig til den antikke fortid dels gennem spoliebrugen og dels ved anvendelsen af de rundbuede arkader i stedet for de nordeuropæiske, gotiske spidsbuer. Kirkens søjlemateriale er meget varieret. De store højdeforskelle på skafterne er udlignet ved baser og plinte af forskellig størrelse og udformning eller ved kombination med lave joniske eller højere korintiske eller kompositte kapitæler. Skafterne er af rød og grå granit og af glat eller kanneleret marmor.

Tilsvarende viser det sig, hvis man kigger efter søjler i billedkunst (fresker, bogmaleri, relieffer), hvor det sådan set stod kunstneren frit for at fremstille arkitektur nøjagtig, som han kunne ønske sig den, at variationen er et gennemgående træk. Når man i sådanne værker, hvor man lige så godt kunne male eller udhugge ensformigt materiale, foretrak det uensartede, bliver det klart, at det forskelligartede var værdsat [9].

Vi kan ikke forvente at finde skriftlige redegørelser fra middelalderen for hensigten med at bruge spolier. Sådanne bygningsteoretiske overvejelser gjorde man sig ikke dengang. En væsentlig kilde til kirkebyggeriet er en pavekrønike, Liber Pontificalis, der blev påbegyndt i 500-tallet, og som rummer fortegnelser over pavernes byggevirksomhed. Men her er ingen forklaring på, hvorfor bygningerne blev udformet, som de gjorde. En sådan »arkitekturkritik« findes først i moderne tid. Til gengæld er der bevaret masser af andre former for skriftlige kilder – om teologi, retorik, musik, litteratur og meget andet – hvor det tydeligt fremgår, at man værdsatte det sammenstykkede, at man tillagde foreningen af nyt og gammelt stor betydning, og at man fandt, at det var den »rigtige« måde at arbejde på, hvis man ville nå frem til et både 27 etisk og æstetisk godt resultat. Som vi skal se i det følgende, understreger den systematiske (men netop ikke ensformige) måde, spolierne er brugt på i kirkerne, hvor betydningsladet genbruget og variationsrigdommen kunne være.

Brugen af antikke spolier i middelalderligt byggeri er et fænomen, der ikke er begrænset til byen Rom, men som kendes overalt i det område, der oprindelig havde udgjort det romerske imperium. Men hvor man nord for Alperne ophørte med at bruge spolier omkring romansk og især gotisk tid (fra ca. 1100 og frem), hvor en ny arkitekturopfattelse og en forbedret økonomi gik hånd i hånd med ønsker om ensartede bygningsdele, vedblev det varierede genbrugsmateriale at finde plads i kirkearkitekturen i Rom helt frem til 1200-tallet [10]. Endnu i højrenæssancens projekteringer af en ny Peterskirke med arkitekten Bramante som frontfigur omkring år 1500, lader det til, at man overvejede, om man kunne genanvende spoliesøjlerne fra den gamle Petersbasilika opført i 300-tallet som udvendig udsmykning af den nye kirkes store kuppel [ 11]. Dette projekt blev dog ikke gennemført. Og hvis der i Rom i sengotikkens og renæssancens arkitektur (1300-1500-tallet) rent faktisk blev brugt spoliemateriale, var det efterhånden i en så tilpasset og bearbejdet form, at det ikke fremtræder synligt som genbrug. Hermed slutter det væsentligste kapitel i spoliebrugens historie, for hvis man ikke længere kan se, at der er anvendt antikke bestanddele, går en væsentlig del af genbrugsæstetikken med samt de betydninger, der kan knyttes til det antikke materiale, naturligvis tabt.