Читать книгу Genbrugskirker i Rom - Maria Fabricius Hansen - Страница 9

FOR AT FORSTÅ hvor radikalt fornyende den oldkristne og middelalderlige spoliearkitektur egentlig var, er det nødvendigt at dvæle et øjeblik ved periodens forhold til søjleordnerne, altså det klassiske system af sammenhæng mellem bærende og bårne bygningselementer, deres proportioner og ornamentik. Systemet var blevet standardiseret i det klassiske Grækenland, hvor det typisk kendes fra tempelbyggeriet (om end det først var i nyere tid, omkring år 1500, at man fandt på betegnelsen søjleorden). Det bestod af søjleskafter, der hviler på baser og krones af kapitæler – der enten kunne være doriske: en simpel, rund pudeform; joniske: med volutter og en »æggestavsfrise« (en ornamentbort med ovale former adskilt af små pilespidslignende stave); eller korintiske: »overgroet« med bladværk. Denne udformning af kapitælerne var afhængig af, hvilket proportions- og dekorationssystem – hvilken søjleorden – der var tale om. På søjlernes kapitæler hvilede så endelig det vandrette bjælkeværk, bestående af arkitrav, frise og gesims [12].

Romerne overtog dette system. Men til grækernes doriske, joniske og korintiske orden føjede de deres egen eklektiske orden, nemlig den kompositte, der i en typisk romersk kulturforening og kulturtilegnelse kombinerer bladværket fra det korintiske kapitæl med volutterne og æggestavsfrisen fra det joniske. Den nye og særligt romerske søjleorden med den kompositte kapitæltype blev karakteristisk nok brugt på triumfbuer (alle på nær Konstantinbuen), åbenbart som en markering af den tilegnelse, bemægtigelse og transformation af andre kulturer, som lå til grund for den romerske kulturelle og militære succes.

Det er vigtigt at bemærke, at søjleordnerne ikke kun handler om udformningen af kapitælet, men at der var tale om et system af sammenhænge ned til mindste detalje. Kapitæler og søjler var omhyggeligt proportionerede og lovmæssigt-forudsigeligt koblet til baserne og det vandrette bjælkeværk, der igen var underinddelt i proportionsbetingede profiler og friser. I det klassiske græske og romerske system blev der altid anvendt samme skaft- og kapitæltype inden for samme søjlerække. Først sporadisk fra omkring 300 – og først for alvor i de nye spoliekirker – begyndte man at sammenblande skafter og kapitæler af forskellig art, dekoration, farve eller forarbejdning [67], [82].

Ikke at det skorter på overdådige materialevariationer og formmæssig opfindsomhed i den ældre romerske arkitektur fra før 300. Middelalderens kirker ville ikke fremstå så brogede, hvis ikke de antikke bygninger, som materialerne blev taget fra, også havde rummet farverigdom og stilmangfoldighed. Men afvekslingen i materialer og stilarter inden for samme søjlerække i de oldkristne og middelalderlige kirker bryder med den klassiske, forudsigelige ensartethed og dens grundlæggende forankring i en proportionsbetinget lovmæssighed. En lovmæssighed, der havde sit afsæt i beundringen af det menneskelige legeme; man opfattede fx kapitælet som søjlens hoved (deraf navnet, som er afledt af det latinske »caput«, hoved). Den oldkristne og middelalderlige praksis, hvor skafter er kombineret med kapitæler og baser, der ikke oprindeligt havde hørt sammen, og som derfor ikke stemmer overens i proportioner, størrelse eller materiale, er ligeledes et brud på den sammenhæng, som det oprindelige system drejede sig om.

Endnu et afgørende brud med den klassiske tradition bestod i den løsrivelse af søjle og kapitæl fra bindingen til bjælkeværket, som fandt sted, da søjlerne blev sat til at bære arkader [11]. Denne strukturelle fornyelse, som koblingen af søjler med arkader er, begyndte at gøre sig gældende fra omkring 300 og frem. Der er kun enkelte og sjældne fortilfælde fra før spoliearkitekturens tid. Ikke at arkader i sig selv var noget nyt. Romerne havde også tidligere i stor stil brugt rundbueformen i deres arkitektur. Men i den traditionelle romersk-antikke brug af arkaden var bueslaget understøttet af en firkantet murpille, således at arkaden blot blev en afrundet afslutning på en sammenhængende gennemskæring af væggen [101]. Sætter man imidlertid en rund søjle med dens kapitæl til at bære sådanne arkader, opstår der et diskret brud på sammenhæng mellem kapitælet og arkadens firkantede afsæt. Den oprindelige, forudsigelige proportionelle forbindelse mellem søjle, kapitæl og bjælkeværk, ophæves ligeledes. Der er ingen åbenlys proportionel sammenhæng mellem søjle og kapitæl og det høje vægparti, klerestoriet, som de bærer.

12 Søjleordnerne. Fra venstre: Dorisk, jonisk, korintisk og komposit. Udsnit af illustration fra Claude Perrault: Ordonnance des cinq especes de colonnes selon la methode des anciens (1683), I Planche. Perrault opererede med en femte orden, den toskanske, som er en forenklet udgave af den doriske, og som er udeladt her.

Sammenfattende kan man altså konstatere, at der i den senantikke arkitektur finder en løsrivelse og selvstændiggørelse af enkeltelementerne sted. Den logiske, forudsigelige og »rationelle« (bemærk at ratio både refererer til talforhold/proportioner og til det rationelle/fornuftsmæssige) sammenhæng i den ældre romerske arkitektur passede så udmærket til et fornuftsbetonet verdensbillede med forankring i sammenhængen i det menneskelige legeme. I den nye, kristne verdensopfattelse, derimod, afløstes disse værdier og egenskaber af en betagelse af det uforudsigelige, irrationelle og ufattelige, samtidig med at man gradvis lagde afstand til det verdslige, legemlige og materielle, som havde spillet så vigtig en rolle i det gamle, romerske samfund.

En arkade båret af søjler af forskelligartede spoliematerialer er derfor ikke nødvendigvis en konstruktion, der blot kan forklares ud fra manglende økonomisk og teknisk overskud til nyproduktion af bygningsdele. Den kan også forstås som en billedliggørelse af nogle nye, kristne værdier og en ny verdensopfattelse. På denne måde hænger det, der teknisk og økonomisk var muligt på det givne tidspunkt, nøje sammen med tidens æstetiske og ideologiske behov. Man kunne ikke bygge, som de gamle romere havde gjort det, men man ville øjensynligt heller ikke.

Og faktisk var der en lang række betydninger, som man i den oldkristne og middelalderlige kirke kunne formidle gennem variationen i og genbrugsaspektet af spolierne. Variationen op igennem kirkeskibet kunne som nævnt i forrige kapitel være en attraktiv kvalitet som et billede på den udvikling mod frelse, som den kristne gennemgår fra indgangen frem mod alteret. Det hierarki i materialer, man kan konstatere i en kirke som Sant’ Agnese, illustrerer denne pointe [47]. Men spoliematerialet kunne også anvendes til rumlige markeringer, der stemte overens med eller understregede liturgien. I Lateranbaptisteriet lader det til, at variationen i søjlernes kapitæler stemmer overens med dåbsritualet [ 39] [40]: Man trådte ned i det centrale dåbsbassin gennem det mindre fornemme joniske søjlepar og steg til slut, som nydøbt, ud mellem det kompositte søjlepar. Den kompositte orden associerede formentlig stadig triumf (som vi så det i dens anvendelse på de romerske triumfbuer), men i kirkelig sammenhæng i form af den kristne overvindelse af døden gennem dåben.

Også den parvise fordeling af materialet i forhold til rummets akse var betydningsfuld. Herved blev man nemlig indrammet eller favnet af de matchende søjlepar, når man bevægede sig op igennem kirkeskibet [47]. I nogle af de senere kirker er der 37 imidlertid en klar forskel på materialet på højre og venstre side. En sandsynlig forklaring på denne fordeling af materialerne kunne være, at spolierne her har signaleret de to siders forskellige status og »køn«. Den højre side, der igennem middelalderen traditionelt blev opfattet som positivt ladet, var forbeholdt mændene, mens den negativt ladede venstre side var tiltænkt kvinderne. I San Giorgio in Velabro (ca. 827-44) [67] og San Nicola in Carcere (slutningen af 1000-tallet) [92] er der en sådan markant forskel på de to sider. I begge tilfælde har vi det ensartede materiale placeret til venstre, mens det varierede, »rige« materiale står til højre. Den gængse forbindelse af højresiden med det gode er en klar indikation af, at materialevariationen var efterstræbt og blev opfattet som en værdifuld kvalitet, mens det ensartede udtryk associerede den lavere status, man forbandt med kvindekønnet.

En anden liturgisk pointe synes at have gjort sig gældende i kirker, hvor der er en klar tvedeling af kirkeskibet i forhold til bygningens længdeakse. En sådan opdeling stemmer overens med den praksis, der formentlig allerede gjorde sig gældende i en kirke som Sant’ Agnese fra 600-tallet, men som i hvert fald var gængs i den senere middelalder: Lægfolk var placeret tættest ved indgangen, mens området tættest ved alteret var forbeholdt de gejstlige. I Sant’ Agnese er de sidste to søjlepar af en fornem rød marmor [49]. En lidt tidligere beskrivelse (Choricius, ca. 540) af en kirke fra Det Østromerske Rige, Skt. Stefan i Gaza, omtaler en søjleopstilling, der svarer hertil:

Blandt søjlerne er de mest bemærkelsesværdige de fire, der af naturen er farvet med det kejserlige klædes farve [dvs. purpur/porfyr], og som afgrænser det område, der er forbudt for dem, der ikke er del af gestligheden.

Overensstemmelsen mellem denne beskrivelse af kirken i Gaza og placeringen af de fire røde marmorsøjler i Sant’ Agnese er slående. Selvom de røde søjler her ikke er af porfyr, har deres farve givetvis associeret den værdighed og guddommelighed, som man ellers tillagde den purpurrøde porfyr. Det var en farve – og porfyr var et materiale – der i senantikken var forbeholdt kejseren, men som i den oldkristne tid overtages til fremstillinger af Kristus og hellige personer i det hele taget (se s. 59-60). Det er ligeledes derfor, at Sankt Agnes og de to paver er fremstillet med purpurdragter på apsidens mosaik [47]. Beskrivelsen af kirken i Gaza kan således medvirke til at bekræfte formodningen om, at variationen og fordelingen af spoliematerialerne ikke var vilkårlig. Der er mange andre eksempler på tilsvarende fordelinger, som synes at danne rum for henholdsvis de gejstlige og de verdslige.

13 Ved San Paolo fuori le Mura er der i den såkaldte »Passegiata archeologica« opstillet de fragmenter af søjler, baser og kapitæler, man reddede fra den oldkristne basilika efter nedbrændingen i 1823. Her kan man få indtryk af det forskelligartede materiale i søjleskafter og kapitæler, der for en stor del var nyproduceret til den kolossale, femskibede basilika (380’erne). Der blev dog også indarbejdet spolier i byggeriet, om ikke allerede ved grundlæggelsen så ved en reparation efter et lynnedslag omkring et halvt århundrede efter kirkens fuldførelse, under pave Leo den Store (440-61).

Et eksempel er San Lorenzo fuori le Mura, der i 1200-tallet blev udbygget med den såkaldte Honoriusbasilika [75]. Her er der i kirkeskibet en markant forskel på dimensioneringen af det søjlepar, der afgrænser den sidste tredjedel af kirkeskibet, i forhold til søjlerne i øvrigt. Et skift i gulvbelægningen afslører, at dette markant slanke, korte søjlepar er placeret dér, hvor der tidligere har været et særligt indelukke (som i senere terminologi kaldes schola cantorum) netop til afgrænsning af de gejstlige fra den øvrige menighed [76].

San Paolo fuori le Mura udgør et særligt kapitel i spoliebrugens og variationsæstetikkens historie. For i dette kejserligt iværksatte byggeri (ved Valentinian II, Theodosius og Honorius, midten af 380’erne) blev der for sidste gang i århundreder etableret et særligt værksted til fabrikation eller bearbejdning på selve byggepladsen af de nødvendige byggeelementer af prokonnesisk marmor importeret fra Det Østromerske Rige. Den enorme kirke nedbrændte i 1823 og blev derefter genopbygget i periodens omhyggeligt ensartede, historicistiske klassicisme. Men bevarede fragmenter fra det oldkristne byggeri viser, at der bemærkelsesværdigt nok var anvendt forskelligartede dele, selvom der altså var tale om nyproduktion specielt til dette byggeri [13] [14 ]: Der var korintiske og kompositte kapitæler inden for samme kolonnader (søjlerækker), og hvor kapitælerne i midtskibet var af normal type på kannelerede skafter, var der i sideskibene helrandede bladkapitæler på glatte skafter. På dette tidspunkt var ønsket om variation altså så selvfølgeligt, at man indarbejdede formrigdom i byggeriet, også selvom man (måske på grund af byggeriets omfang?) valgte at bruge nye dele frem for spolier. Man nyproducerede så at sige en »spolieeffekt«. Samtidig valgte man den innovative kombination af søjler med arkader i alle fire kolonnader i den femskibede kirke, hvor Laterankirken (ca. 313) og Peterskirken (ca. 340’erne?) jo endnu kun bød på denne løsning i sideskibene, idet midtskibets søjlerækker på traditionel vis var udstyret med et vandret bjælkeværk [11].

14 San Paolo fuori le Mura. Det joniske kapitæl i midten er det ene af et par, der ved reparationen af kirken i midten af 400-tallet blev placeret på spolieskafter og -baser som ramme om kirkens triumfbue.

Selvom tendensen er, at variationen i bygningselementerne øgedes fra oldkristen tid og frem igennem den tidlige middelalder, er der også tidlige kirker, der adskiller sig ved en særlig variation. Det gælder den oldkristne San Clemente (omkring 400), der blev opført samtidig med San Paolo, men i en ganske anden, beskeden målestok end de kejserlige grundlæggelser [56]. Kirken blev i begyndelsen af 1100-tallet overbygget med den nuværende kirke. Men man kan i reminiscenserne af den første kirke – de kælderagtige rum, der er tilgængelige under den »nye« kirke – endnu få en fornemmelse af et meget varieret søjlemateriale [57] [58]. Ud over mangfoldigheden i materialer, forarbejdninger og kapitæltyper, som er usædvanlig righoldig for en kirke fra omkring 400, adskiller den sig også ved, at materialet tilsyneladende til en vis grad var ordnet parvis inden for samme søjlerække (i stedet for i en parvis spejling over midtaksen, som ellers var normen). En så broget blanding skal vi nogle århundreder frem for igen at støde på [80], [92].

Til forskel fra de ovennævnte kirker med udpræget materiale-variation var der også en række af oldkristne og middelalderlige kirker med et mere ensartet spoliemateriale. Dette fænomen er dog mere undtagelsen end reglen. De mest iøjnefaldende eksempler er Santa Sabina (ca. 422-32) [99] og San Pietro in Vincoli (432-40) [15], hvis ensartethed for begges vedkommende skyldes, at de er bygget af to hele sæt identiske søjler med tilhørende kapitæler og baser. I San Pietro in Vincoli er der endda tale om en helt enestående brug af doriske søjler (1. årh.) i en fornem, kanneleret prokonnesisk marmor med blå-grå åringer (1. årh.). Den doriske orden var allerede stort set gået af brug i den romerske kejsertid, og i den kristne spoliearkitektur er brugen af doriske kapitæler så godt som ikke eksisterende. Måske er det ikke tilfældigt, at denne sjældent forekommende orden ses netop her. San Pietro in Vincoli var nemlig indviet til Peter, og de maskuline egenskaber, man traditionelt forbandt med den doriske orden, kan derfor være blevet anset som en passende billedliggørelse af denne stærke apostel, som (med Det Nye Testamente) blev kaldt »klippen« (på græsk »petros«), som Kirken var bygget på. De lænker, som i to episoder holdt ham fanget, men som han slap fri fra, og som kirken nu besidder som et helligt relikvie, minder ligeledes om hans særlige styrke.

15 San Pietro in Vincoli (432-40). Kirken, der blev grundlagt med kejserlig støtte under Sixtus III’s pontifikat, rummer et usædvanligt ensartet spoliemateriale: i alt tyve identiske kannelerede marmorsøjler med doriske kapitæler i kirkeskibet og to grå granitskafter med korintiske kapitæler i triumfbuen. Søjlematerialet kan muligvis stamme fra en nærliggende bygning som Portico di Livia. Kirken, der er kendt for sit Michelangelo-gravmæle til pave Julius II med den formidable skulptur af Moses (ca. 1514), blev moderniseret i 1500-tallet og begyndelsen af 1700-tallet, hvor der blev bygget et tøndehvælvet loft og udført en apsisdekoration i fresko.

16 Santa Maria Maggiore med tyve skafter af lys-grå marmor og joniske kapitæler, restaureret af Ferdinando Fuga 1747-50 til deres nuværende ensartede udseende.

Men selv ved anvendelsen af de ensartede søjlesæt i Santa Sabina og i San Pietro in Vincoli er der tale om et brud med den klassiske tradition: Man fravalgte jo at genbruge det vandrette bjælkeværk, som søjlerne uden tvivl oprindeligt har båret. Når man tager søjlematerialets fine tilstand i betragtning, må det efter al sandsynlighed have været i tilstrækkelig god stand til at kunne genbruges, hvis man havde ønsket det. Alligevel foretrak man altså at kombinere de gamle dele med arkadeløsningen, således at helheden blev ny og anderledes. I San Pietro in Vincoli er der ydermere markeret en variation i materialer og stil i kirkerummet, idet triumfbuen bæres af et søjlepar af grå granit med østromerske (græske/byzantinske), nogenlunde samtidsproducerede korintiske kapitæler – en betydningsladet afslutning på kirkeskibet med simple, ydmyge granitskafter og »kristne« kapitæler?

Også en kirke som Santa Maria Maggiore, der ligesom Lateranbaptisteriet er opført under pave Sixtus III (432-40), har samme søjleorden igennem hele kirkeskibet [16]. Kapitælerne er joniske og bærer endda, på traditionel, romersk vis, et vandret bjælkeværk. 45 Når kirken fremtræder så ensartet i dag, skyldes det imidlertid, at søjlerækkerne blev gennemgribende istandsat i den måske mest spoliefjendske periode i kunsthistorien: senbarokken (ca. 1750, ved Ferdinando Fuga). Hvor skafterne i dag er af den samme blankpolerede, lysgrå prokonnesiske marmor, var der oprindelig tale om en sammenblanding af disse med seks skafter af grå-grøn cipollino-marmor. De joniske kapitæler var i senantik seriefremstilling (import eller lagervarer) og øjensynligt for rå eller uensartede til at kunne godkendes i en 1700-tals-modernisering. De blev derfor, sammen med de meget uensartede baser, erstattet af de nuværende [ 17].

At det er en af de tidligste kirker overhovedet, som er indviet til Maria, en kvinde (der først ved konciliet – kirkemødet – i Efesos i 431 var blevet endeligt defineret som Gudsmoder), kan være en forklaring på det afdæmpede, variationsfattige udtryk. Ligesom den joniske orden i denne periode oftest blev brugt på de mindst prominente placeringer i kirkerne eller uden for selve kirkebygningen, kan valget af denne orden til Maria-kirken forstås som passende beskeden. Når variationen i spoliematerialer i øvrigt lader til at have været en positiv kvalitet, er den relative ensartethed også på sin plads til markering af denne kirkes »kvindelige ydmyghed« i forhold til Peterskirken, Laterankirken (der oprindeligt var indviet til Frelseren selv) eller Santa Maria Maggiores umiddelbare forgænger bygget til apostlen Paulus: San Paolo fuori le Mura.

17 Santa Maria Maggiore. Detalje af restaureringer af et søjleskaft på en af de nye, 1700-tals søjlebaser.

18 Santa Maria in Domnica set mod den fine mosaik fra pave Paschalis I’s tid (817 24). Der er ni søjler på hver side med relativt ensartede granit skafter og korintiske kapitæler fra forskellige perioder. Et par fornemme porfyrsøjler med joniske kapitæler bærer triumfbuen.

Også i et par af byens kirker fra 800-tallet er der en vis tendens til anvendelse af identiske bygningselementer, fx i den fine Santa Maria in Domnica (817-24) [18]. Denne 800-tals-ensformighed er af nogle blevet set som et udtryk for en »klassicisme« i perioden, et bevidst kirkepolitisk forsøg på at finde legitimitet og autoritet gennem referencer til antikken (altså via den ensartethed i materialer, som man forbandt med det antikke Rom). Denne teori er dog omdiskuteret, og det er heller ikke alle de romerske kirker fra perioden, der er lige ensartede.

Et andet aspekt af ensartethed i middelalderkirkerne ses fra omkring 1100, hvor der er en tendens til, at det joniske kapitæl får en form for »revival«, som også ses i form af nyproduceret materiale: Fra denne periode har vi kirker, der udelukkende er forsynet med joniske kapitæler [75], [87]. De joniske søjlerækker findes også i kirkernes atrium-gårde [54] og i de portikus’er, som kirkerne ofte blev forsynet med i denne periode (s. 146-147). De nyproducerede eller genbrugte joniske kapitæler var typisk kombineret med spolieskafter af ret ensartet granit, om end der kan være store udsving i søjlernes diametre. De mange samtidige kapitæler markerer, at en ny tid var undervejs, hvor man igen begyndte at producere byggeelementer i større mængder.