Читать книгу Genbrugskirker i Rom - Maria Fabricius Hansen - Страница 8

MED KONSTANTINS GRUNDLÆGGELSE af den store Laterankirke (San Giovanni in Laterano) blev en helt ny bygningsgenre etableret: den offentlige kirke. Indtil lovliggørelsen af kristendommen i 313 mødtes menighederne til gudstjeneste i private huse. Et sådant hus, domus ecclesiae, skulle gerne rumme en stor sal til forsamlingen, men ellers havde det ingen særlige bygningsmæssige kendetegn. Tværtimod var en vis uanselighed at foretrække i de perioder, hvor der fandt kristenforfølgelser sted.

Da man i 300-tallet gav sig i kast med at bygge egentlige kirker, var det ikke det antikke, hedenske tempel, der dannede forbillede for den nye bygningstype. Dels har man vel haft et behov for at lægge afstand til den gamle kult, dels egnede den klassiske tempelbygning sig kun dårligt til forsamlingshus for en større menighed. I det traditionelle tempel er al udsmykning koncentreret om det ydre, der typisk er dekoreret med søjler og beklædt med marmor, ligesom kulthandlingerne foregik udendørs, foran templet. Templet havde ganske vist et centralt rum, cellaen, men det var relativt lille og mørkt uden vinduer, og kun præsteskabet havde adgang til det.

I det nye kirkebyggeri, hvor det hele drejede sig om det indre – om forsamlingen af menigheden til en fælles gudstjeneste – tog man derfor i stedet afsæt i det romerske basilika-byggeri, der funktionelt var velegnet som forsamlingshus. Basilikaen var en form for overdækket hal afgrænset af søjlerækker og med mange forskellige og i begyndelsen verdslige funktioner, såsom markeds- eller retshandlinger. I senantikken, hvor kejseren i stadig stigende grad blev opfattet som en slags guddom, kunne basilikaen, når den blev brugt til kejserlig repræsentation, dog antage en form for sakral karakter. Det er som sådan, blot med Kristus som erstatning for kejseren, at basilikaen blev taget i anvendelse og tillempet kristen brug.

Den gængse kristne basilika er en langskibskirke med et hovedskib, ofte flankeret af et eller – i de rigtig store kirker – to sideskibe. Søjlerækker adskiller hovedskib fra sideskibe [ 11]. Modsat indgangen afsluttes midtskibet af kirkens helligste område: korpartiet med alteret og apsis, et halvrundt, hvælvet rum. I væggene (klerestoriet) over midtskibets søjlerækker er der vinduer, som i de oldkristne kirker (modsat den efterfølgende middelalders) er af betragtelig størrelse, så kirkerummet er godt oplyst [99].

Laterankirken var den første, men ikke den eneste store, kejserlige kirkegrundlæggelse i perioden [4]. I 300-tallet og det tidlige 400-tal blev bl.a. de tre store basilikaer, Peterskirken [11], San Paolo fuori le Mura [13] og Santa Maria Maggiore opført [16]. Disse kirker er endnu i dag hovedmål for de mange pilgrimme, som ønsker at ære apostlene Peter og Paulus og mindes deres martyrdød i byen. Blandt de vigtigste kirker for den kristne besøgende hører også den lidt mindre, men spoliemæssigt meget interessante og smukke San Lorenzo fuori le Mura . Grundlæggelserne af San Paolo og af San Lorenzo går tilbage til Konstantin, om end hans oprindelige bygninger siden blev erstattet af andre. Peterskirken, som ligeledes har været tilskrevet Konstantin (ca. 320-33), er i ny forskning i stedet blevet foreslået dateret til 337-50, altså som opført under hans søn og efterfølger, Konstans (i Vest, Konstantius II i Det Østromerske Rige). Det er naturligvis en sprængfarlig og endnu langtfra anerkendt påstand, for det har været af umådelig betydning for Kirken, at det apostolske hovedsæde var grundlagt netop af den første kristne kejser.

11 Den oldkristne Peterskirke i en tegning af Giacomo Grimaldi fra 1620, omkring den tid, det gamle kirkeskib blev revet ned for at give plads til byggeriet af den nye Peterskirke. Der var stor forskel på materialer og udformning af kirkens søjler, og sideskibene havde søjlebårne arkader, mens der i midtskibet var søjler med et traditionelt, vandret bjælkeværk.

Men hvornår og i hvor høj grad brugte man spolier i de første kirker? Var der tale om en økonomisk nødløsning eller en efterstræbt, ny stil? Og når der blev brugt spolier, var materialet da varieret, eller foretrak man i begyndelsen et mere klassisk, ensartet udtryk?

Faktisk var allerede de første store, kejserlige kirkegrundlæggelser, Laterankirken (ca. 313) og Peterskirken (hvad enten den skal dateres til 320/30’erne eller hen mod midten af 300-tallet) opført af spolier eller muligvis lagervarer, dvs. elementer, der ikke var udført specielt til det pågældende byggeri. Dette var radikalt nyt. De ældre, romerske basilikaer, som kirkerne som bygningstype kan sammenlignes med, var opført med ensartede, nyproducerede søjlerækker.

Både Lateran- og Peterskirken blev om- eller nybygget i barokken, så vi kender kun indirekte til deres oldkristne udseende. Men det lader i begge tilfælde til, at der var anvendt et endog ganske varieret materiale. Konstantin investerede som kejser overordentlig meget i byggeri rundt omkring i Romerriget. Det er derfor bemærkelsesværdigt, at man valgte at bruge forskelligartede dele og spolier frem for ensartet, nyproduceret materiale til stort, betydningsfuldt kirkebyggeri. Hidtil havde det ved et byggeri af et omfang som Laterankirken været skik og brug at etablere et stenhuggerværksted til bearbejdning af det nødvendige materiale, som man importerede i en groft tilhugget form fx fra det østromerske (græske eller byzantinske) område. Anvendelsen af spolier her og i de efterfølgende kejserlige grundlæggelser i 300- og 400-tallet, hvor det endnu var muligt at skaffe nyproduceret materiale, viser med al tydelighed, at denne genbrugspraksis var den mest attraktive, eksklusive og up to date måde at bygge på i perioden. For på Konstantins tid var der endnu så mange ressourcer koncentreret om kejsermagten og i omløb i forbindelse med store byggeprojekter, at han havde kunnet insistere på at anvende ensartet, nyt materiale, hvis han havde ønsket det.

Et indtryk af Laterankirken kan man få af en – ikke helt pålidelig – gengivelse i et freskomaleri fra 1600-tallet [4]. Billedet er fra det tidspunkt, hvor den gamle kirke blev radikalt moderniseret, idet den store arkitekt Francesco Borromini »indkapslede« og skjulte den oldkristne bygning i en moderne, ensartet skal af barok arkitektur. Fresken viser kirken med søjlearkader i midtskibet. Denne struktur stammer fra en istandsættelse i højmiddelalderen, hvor arkaderne erstattede den traditionelle kombination af søjler med vandrette overliggere (bjælkeværk), som vi ved fandtes i den konstantinske kirke. Hvad angår arkade-løsningen i sideskibene, er afbildningen dog autentisk nok. Hermed var den konstantinske kirke en af de første bygninger overhovedet, hvor man anvendte denne konstruktion med søjlebårne arkader, som siden i middelalderen blev den helt gængse løsning. Selvom den konventionelle antikke romerske form, hvor søjlerne bar det vandrette bjælkeværk, blev anvendt i kirkens midtskib, repræsenterede sideskibene altså endnu en dimension af den fornyelse i formsproget, som også den uklassiske materialevariation og spoliebrug var en del af. At der var en farvevariation i kirken ved de grønne marmorskafter i sideskibene og de røde granitskafter i hvert fald i en del af midtskibets søjlerækker, kan også bekræftes. Faktisk blev de grønne søjler fra den oldkristne kirkes sideskibe i Borrominis modernisering genanvendt til indramning af nicherne med de monumentale bibelske skulpturer [5]. Søjlerne blev restaureret, så de fremtræder som nye, men de er ikke desto mindre »relikvier« fra den oprindelige bygning. Om søjlekapitælerne i den konstantinske kirke også var så forskelligartede, som gengivelsen fra 1600-tallet angiver, er imidlertid uafklaret.

Hvad Peterskirken angår, var midtskibet også indrammet af en traditionel kombination af søjler og et vandret bjælkeværk, mens de to sideskibe var adskilt af de nymodens søjlebårne arkader [11]. Her ved vi, at midtskibets bjælkeværk var sammenstykket af genbrugsmaterialer, og at søjleskafterne på aldeles uklassisk vis var meget varierede i bearbejdning og materiale, med både lyse grå marmortyper og meget brogede som fx africano. Midtskibets kapitæler var tilsvarende forskelligartede, formentlig en kombination af korintiske og kompositte i forskellige dimensioner modsvarende skafternes forskellige højde. Men i fordelingen af skafterne gjorde der sig et princip gældende, som vi kan konstatere i en lang række af de efterfølgende spoliekirker: Materialet blev arrangeret i par symmetrisk i forhold til bygningens midtakse [47]. I stedet for at fordele materialet, så der fx opstod en ensartethed af dele i forløbet inden for den enkelte søjlerække, foretrak man altså gennem denne spejling af materialet i de to modstående søjlerækker at skabe en rumlig sammenhæng tværs over kirkeskibet. Samtidig opnåede man en rytmisk afveksling i kirkens længderetning.

Dette var en afgørende fornyelse i den kristne basilika: hvor den traditionelle, verdslige romerske basilika lige så vel kunne være orienteret med en indgang på lang- som på kortsiden og desuden altid havde den samme søjletype igennem hele rækken, var længderetningen og den hierarkiske forandring af rummet fra indgangen frem mod det helligste, alter og apsis, et afgørende kendetegn ved den kristne basilika. Dette hænger sammen med selve den kristne grundidé om, at man er undervejs i en stadig proces mod frelse. Og at der sker en udvikling, fra man træder ind i kirkerummet, til man nærmer sig det hellige. Denne udvikling kunne understreges og billedliggøres gennem variationen og udviklingen i spoliematerialerne. Allerede her bliver det klart, hvorfor et varieret materiale kunne være mere attraktivt og meningsfuldt i den kristne basilika, end det ville have været tidligere i et traditionelt romersk byggeri. Her havde man i stedet værdsat egenskaber såsom stabilitet, evighed og logisk-forudsigelig sammenhæng, som det ensartede materiale repræsenterede.