Читать книгу Dannelse - Martin Blok Johansen - Страница 3

“Obrasowanije” hedder det på russisk, på italiensk “creazione” eller “educazione”, “formação” på portugisisk og “bildning” på svensk, på tysk “Bildung”, “sivistys” på finsk, “eruditio”, “humanitas” eller “mentis animique informatio” på latin og “paideia” på græsk, på fransk “culture générale”, og “liberal education” eller “self-formation” på engelsk. På dansk hedder det “dannelse”, og det er dannelse, nærværende bog omhandler. Dannelse i de fleste af dette begrebs mange betydninger.

Det danske ord “dannelse” er fra ældre nudansk og er dateret til omkring 1600-tallet. Det er verbalsubstantiv til verbet “danne”, der er en afledning af det forældede adjektiv “dan”. Dette “dan” er et lån fra det middelalderlige, nedertyske “dân”, der betyder “gjort”, og som igen er perfektum participium af “dôn”, der betyder “gøre”, og som tillige er oprindelsen til det tyske “tun” og det engelske “do”. Indholdet af ordet er altså både “gøre” og “gjort”.

Netop en sådan distinktion kommer til udtryk i Ordbog over det Danske Sprog, hvor det hedder, at dannelse kendetegner det “at frembringe, fremstille, skabe noget, ell. det at noget frembringes, fremstilles ell. skabes; frembringelse; skabelse; især: opstaaen; tilblivelse” og dertil det “at forme(s) eller tildanne(s)”; i sådanne tilfælde har indholdet af ordet betydningen “gøre”. Imidlertid kendetegner “dannelse” også, “hvad der er frembragt, opstaaet ell. skabt” og tillige den “måde, hvorpaa noget er formet ell. tildannet”; i sådanne tilfælde har indholdet af ordet betydningen “gjort”. Det betyder altså, at “dannelse” dels betegner det, at noget skabes eller opstår (som det for eksempel kommer til udtryk i en formulering som “partiet er under dannelse”), og det, at noget er skabt eller opstået (som det for eksempel kommer til udtryk i en formulering som “jordlagene er dannelser fra kridttiden”). Således kan ordet “dannelse” dels betegne en proces, og dels resultatet af en sådan proces.

I begyndelsen af 1800-tallet anvendes dannelse desuden i betydningen “oplysthed”. Denne tidssvarende betydning er forbundet med den danske oversættelse af det tyske substantiv “Bildung”, der indeholder bibetydningerne “opbygning” og “form”, hvilket korresponderer med det danske “dannelse”, eftersom det tyske Bildung således også kan betegne såvel processen som resultatet. Grundbetydningen af Bildung er “Bildung zur Humanität”, der knytter sig til den forestilling, at eksistensen ikke længere er givet på forhånd ved en ekstrahuman orden, men er noget, mennesket selv skal virkeliggøre ud fra den maksime, at menneske ikke er noget, man er, men noget, man skal danne sig til. Målet med dannelsen bliver således at indfri fordringen om at blive “det hele menneske”, der indeholdes i det oprindelige græske dannelsesbegreb, paideia, og som konsolideres i den latinske idé om “sjælens opdyrkning”, cultura animi. Disse betydninger af Bildung, paideia og cultura animi bibeholdes i det indhold af dannelse, der fremkommer i 1800-tallets Danmark. Ifølge Ordbog over det Danske Sprog betegner ordet derefter dels en “udvikling af aandelige anlæg og evner”, og dels “resultatet af den betegnede udvikling”. Således indeholder ordet “dannelse”, når det ækvivalerer med det tyske “Bildung”, fortsat den grundlæggende tvetydighed, at det betegner såvel processen som resultatet af processen. Desuden betegner det nu især “almindelig oplysthed på de forskellige kulturområder”, hvilket dels kommer til udtryk i ovenstående citat fra Ordbog over det Danske Sprog, og dels ved Lucius Annaeus Senecas genopdagede latinske sentens “divinarum et humanarum rerum scientia”, der kan oversættes til “studiet af alt mellem himmel og jord”; altså studiet af alt fra jordisk til himmelsk! Tidsmæssigt er det tillige på dette tidspunkt, at dannelse kommer til at betegne en “kultiveret optræden”, med dydssubstantiver som “godhed” og “taktfølelse”, og prydsadjektiver som “veluddannet” og “velopdragen”; altså alt det, der udfoldes under begrebet hjertets dannelse.

Generelt varierer og veksler indholdet af begrebet dannelse således mellem at være ensbetydende med den højeste og mest gennemgribende åndelige udvikling og at være identisk med kultiveret og velopdragen adfærd.

Overordnet betragtet kan man derfor tale om dannelse som social norm, der omhandler dannelsens ydre væsen og fremtrædelsesformer, således som den ifølge Den store danske encyklopædi kommer til udtryk gennem “en vis viden, smag, livsførelse og adfærd”, og dannelse som pædagogisk norm, der dels omhandler den proces, hvorigennem et menneske tilegner sig “viden, færdigheder og holdninger”, og dels resultatet af denne proces.

Underordnet betragtet kan man tillige tale om etisk dannelse og æstetisk dannelse, om intellektuel dannelse og sproglig dannelse, om kropslig dannelse og om hjertets dannelse. De fleste af disse afarter af dannelsesbegrebet beskrives i den bog, De netop nu sidder med i Deres hænder.

Bogen indeholder bidrag fra videnskabelige medarbejdere på 20 af institutterne på Aarhus Universitet. Bidragene tager netop udgangspunkt i, hvordan man kan fremstille dannelsesbegrebet, når man er tilknyttet et af de mange institutter på Aarhus Universitet som forsker. De enkelte bidrag varierer i omfang fra 9 til 24 sider, og hvert bidrag indledes med et resumé. Bogen indledes med en introduktion til dannelsesbegrebet af den mangeårige rektor ved Aarhus Universitet, Henning Lehmann. Derefter er bogen inddelt i fire større afsnit med overskrifterne “Dannelse i dag”, “Dannelse i forandring”, “Dannelse i fag” og “Dannelse i kontekst”. Afsnittet “Dannelse i dag” indeholder fire bidrag, der alle har til hensigt at introducere begrebet og afdække, hvordan dannelsesbegrebet fremstår i begyndelsen af det 21. århundrede. Derefter følger afsnittet “Dannelse i forandring”, hvor seks forskere fremstiller begrebet transhistorisk og redegør for dets opståen og udvikling. I afsnittet “Dannelse i fag” beretter fem forskere om begrebets tilhørsforhold til netop deres fag, ligesom fem forskere i det afsluttende afsnit, “Dannelse i kontekst”, beskriver dannelsesbegrebet i bestemte kontekstuelle sammenhænge.

Bagest i bogen er der en liste over den litteratur, der er refereret til i bogen, en liste over supplerende litteratur samt et navneindeks.

Afslutningsvis vil jeg takke en række personer, der har været stærkt medvirkende til dannelsen af denne bog – såvel fra processen som til resultatet af denne proces. Først og fremmest tak til alle bidragyderne, der skabte bogen. Tak til Aarhus Universitets Forskningsfond for støtte til udgivelsen. Tak til Pernille Pennington og Claes Hvidbak fra Aarhus Universitetsforlag for at tage en redaktørnovice i hånden. Tak til Finn Olesen og Ole Høiris for den venlige assistance – og til Jens Hougaard for den vanlige.

Århus, sommeren 2002

Martin Blok Johansen, redaktør