Читать книгу Dannelse - Martin Blok Johansen - Страница 5

Tre floskler har (af og til på delvis generende måde) hørt med til min kulturelle, dannelsesmæssige bagage. Særlig åndrige er de ikke, snarest – som forudskikket – lidt primitive. Men de kan måske alligevel hjælpe os (i hvert fald mig) ind i det landskab, som udgøres af dannelsesbegrebet og dets kontekster.

Første floskel lyder: “Det kan man ikke, når man er dannet og ud af god familie”. Den følsomme læser vil kunne opfatte, at sentensen måske kunne bruges tungt og direkte – men også (og snarere) med en formentlig sund ironi og selvironi af den, der ikke var helt sikker på at kunne opfylde kravet om at være ud af god familie og (dermed?) kvalificeret til betegnelsen “dannet”. Endvidere vil den følsomme læser for sit indre øre kunne høre, at dannelse i denne formel sætter grænser for gøren og laden, måske også for sigen og menen. I sin banalitet fortæller flosklen altså, at dannelse vist har at gøre med grænser, der sættes i en socialiserende, kultiverende eller personlighedsdefinerende proces. Men vigtigere (efter min høresans) er den som antydet formuleret, så man må spørge sig selv, om man kan forholde sig til dannelse uden en form for afstand, hvad enten denne kvalificerer til en fin definition som dialektisk distance eller bare aktiverer ironiens og selvironiens for menneskets åndelige anatomi så vigtige nervetråd.

Anden floskel er tungere. Den taler om en “hjertets dannelse” modstillet en anden – mere udvendig form for dannelse (jævnfør dog også nedenfor om, hvad der i henhold til et leksikonopslag er modbegreb til “hjertets dannelse”). Normalt bruges formlen vist sådan, at der ikke er nogen særlig rummelig plads for ironi eller anden munterhed, men der tages atter udgangspunkt i en dobbelthed, her noget indre og dermed godt, i hvert fald bedre, stillet over for noget ydre, hvormed der som oftest i det væsentlige tænkes på nogle tillærte, måske ligefrem påklistrede manerer som det, der adskiller den dannede persons univers fra den udannedes.

Tredje floskel fortæller, at “dannelse ikke er, hvad vi har lært, men hvad vi har tilbage, når vi har glemt alt, hvad vi har lært”. Hvis her lyder nogen ironi eller anden form for distance, er den en smule bittersød, idet den i givet fald må relatere sig til spørgsmålet, hvad det er for en situation eller tilstand, der henvises til, når alt indlært er glemt; en dialektik eller dobbelthed rummer flosklen vel i hvert fald, nemlig den interessante modstilling af det indlærte, det, man har med sig fra sin uddannelse (eventuelt i vid forstand) på den ene side og så dannelsen på den anden side.