Читать книгу Fornuftens perversion - Mikkel Thorup - Страница 3

“Det, vi forstår ved oplysningsfilosofi”, fremgik det af tidsskriftet Journal des débats i 1803, “er dette ugudelige sprog, der lærer folk at foragte deres forfædres religion; dette oprørske sprog, der lærer dem at rejse sig op imod autoriteten; dette korrumperende sprog, der forfærder moraliteten, opmuntrer til synd og fjerner alle passionens hæmninger”.¹ Billedet af oplysningen som direkte ansvarlig for omstyrtningen af de tre kræfter, der ofte ses som forudsætningen for enhver samfundsorden – religion, magt og moral – er emnet for denne bog om modoplysning.

Mit ærinde er at beskrive én stemme i det oplysningskritiske arsenal, en stemme, som jeg kalder for modoplysning. Modoplysning er betegnelsen for såvel en periode fra midten af 1700-tallet og frem til årtierne efter den franske revolution som for en særlig radikaliseret oplysningskritik, der først formuleres i oplysnings- og revolutionsperioden, men som fortsætter efter den franske revolution helt op til i dag. Det er ud fra den sidstnævnte bestemmelse, jeg arbejder, og det er i den betydning, modoplysning i de seneste år er blevet genstand for en voksende videnskabelig interesse.

Modoplysningen er grundlagt på en række grundlæggende idéer, der hver for sig og sammen er ganske provokerende og tankevækkende. Ifølge modoplysningen gælder følgende sandheder:

 Frigørelse fører til ufrihed.

 Fornuft slår om i ufornuft.

 Politisk og social aktivisme fører til trældom og terror.

 Rationalisme er en overfladisk matematisk-teknisk reduktion af virkelighedens dybde og kompleksitet.

 Når mennesket arrogant søger at overtage Guds plads og gøre sig til sin egen skaber, da styrter det ned i sine mest degenererede former.

Disse velkendte argumenter imod oplysningen er blevet fremsat allerede før den franske revolution i 1789 og følger stadig beskrivelsen af oplysningen i dag. Kritikken har meget lidt med oplysningen at gøre, som den blev formuleret i perioden 1670-1752² (en anden ofte anvendt datering er 1700-1789), og kritikerne føler sig sjældent forpligtet til at beskrive og analysere, hvad oplysningsfilosofferne faktisk skrev og gjorde. Det er ikke desto mindre nogle meget indflydelsesrige og vedvarende kritikker, der på mange måder er blevet selvfølgelige sandheder i store dele af vores politiske og filosofiske samtale, selv blandt tilhængere af fortsat oplysning. Denne bog refererer mestendels til udvalgte skribenter fra modoplysningens opkomstperiode, men samtidig vil jeg løbende fremhæve, hvordan visse oplysningskritiske eller oplysningsafvisende argumenter formuleres for siden at blive gentaget helt op til nutiden.

Modoplysningen er ingen ubetydelig sidefortælling på fornuftens triumftog, men derimod en integreret del af, hvad man overhovedet forstår ved oplysning. Som Darrin McMahon skriver i en af de få bøger om modoplysningen, Enemies of the Enlightenment – the French Counter-Enlightenment and the Making of Modernity: “Der er meget sandt i påstanden om, at modoplysningen opfandt oplysningen”;³ og jeg vil tilføje: Oplysningen opfandt modoplysningen. Modoplysningens bestemmelse af oplysningen angår fx forestillingen om oplysningen som abstrakt, kølig rationalisme, som revolutionær ateisme, som direkte ansvarlig for først den franske revolution, siden terrorregimet og dernæst alle større europæiske katastrofer som Auschwitz og Gulag. I 1891-udgaven (og senere udgaver) af Oxford English Dictionary defineres ‘oplysning’ bl.a. som “flad og prætentiøs intellektualisme, urimelig foragt for tradition og autoritet etc.”,⁴ og i tredje-udgaven af International Webster’s Dictionary fra 1961 påstås det, at oplysningen inkluderer en tro på “den uhæmmede og ofte ukritiske brug af fornuft”.⁵ Dette er udlægninger hentet direkte eller nok snarere indirekte fra modoplysningen og er glimrende illustrationer af, hvordan oplysningen er blevet defineret af andre end den selv, og det med et andet bud på fornuftens status. På samme måde har oplysningen forsøgt at bestemme modoplysningen som obskurantisme, religiøs fanatisme og måske endda som fascisme og nazisme.

Bogen er opdelt i seks kapitler, hvor første kapitel diskuterer definition og afgrænsning af modoplysningen samt dens grundlæggende argumenter. De næste tre kapitler fremstiller og diskuterer tre væsentlige modoplysningstænkere: Edmund Burke (1729-1797), Joseph de Maistre (1753-1821) og Juan Donoso Cortés (1809-1853). Det femte kapitel handler om Jean-Jacques Rousseau (1712-1778), der ikke er modoplysningstænker, men som stod i et omskifteligt og omdiskuteret forhold til såvel oplysning som modoplysning, og hvis person og tænkning er en vigtig del af det, der kæmpes om og med i debatten mellem oplysningen og modoplysningen. Det sjette og sidste kapitel diskuterer dels modoplysningens argumenter, dels nogle få af dens nutidige fremtrædelsesformer. Vigtige udeladelser er den franske traditionalist Louis de Bonald (1754-1840), der inspirerede det, man kunne kalde en bureaukratisk konservatisme eller institutionalistisk traditionalisme,⁶ samt den tyske Johann Gottfried Herder (1744-1803), der kan siges at være inspirationskilden bag moderne nationalisme.⁷

Ud over de nævnte kapitler indeholder bogen en række primærtekster. Joseph de Maistre og Juan Donoso Cortés introduceres her på dansk for første gang, og udvalget repræsenterer væsentlige dele af deres kritiske tænkning. Edmund Burkes Reflections on the Revolution in France findes i en dansk oversættelse fra 1987, men værket i sig selv er uden kapitelinddelinger og egentlig systematik, hvorfor der her præsenteres et uddrag af de væsentligste dele af værket. Der er ikke oversat noget af Rousseau, da han ikke er modoplysningstænker, men der kan henvises til den vigtige tekst ‘Om genoprettelsen af videnskaberne og kunstarterne har bidraget til at forædle moralen’.⁸

I bogen fokuserer jeg på modoplysningsaspektet hos de valgte tænkere, hvorfor der er ringe fokus på de socialfilosofiske, konstitutionelle, teologiske eller rent filosofiske aspekter af deres tænkning. Interessen samler sig her om deres forståelse og kritik af oplysningen. Modoplysning eller oplysningsdiskussionen udtømmer ikke deres tænkning. Den forklarer ikke alt i deres filosofi eller handlen, men den udgør for dem en væsentlig del. Der er desuden truffet det valg ikke kritisk at diskutere deres udlægning af oplysningen (om end det ikke helt undgås), ligesom der ikke gives noget bud på, hvad den oplysning, som de opponerede imod, egentlig var. Målet er at forstå og fremstille, hvordan modoplysningens tænkere har defineret oplysningen i og gennem deres kritik af den. Der fokuseres især på modoplysningens fjendebeskrivelse. Særligt Burkes og Cortés’ værker var polemiske interventioner i deres samtids diskussioner, og jeg har forsøgt at fremstille deres position så loyalt som muligt. Ikke for derigennem at lære om oplysningens egentlige væsen, ærinde eller konsekvenser, men for at forstå en ofte overset dimension i oplysningens idéhistorie: den stadige modstand imod og kritik af oplysningen. Som McMahon skriver, så “skinnede lyset fra siècle des lumières ikke mirakuløst frem fra et historisk sort hul. Det blev ved hvert skridt modgået, drejet og undveget”.⁹ Det er denne sjældent hørte historie, der fortælles i denne bog.

Forskningen i oplysningstiden har i de seneste årtier bevæget sig fra at betragte de store tænkeres udødelige tanker i Frankrig som det centrum, hvorfra lyset skinnede ud over Europa, til nu at undersøge lokale oplysningstider – den skotske, tyske, danske, russiske, den tidlige og sene, den moderate og radikale oplysning – og den store underskov af ‘lav oplysning’ i form af pamfletter, tabloidaviser, romaner etc., der også var del af oplysningen, men som ofte blev skrevet af journalister, præster, kvinder og småborgerskabet langt væk fra Paris’ saloner med menigmand som publikum, og som man derfor ikke har været nok opmærksom på indtil nu. Også i dansk forskning er der begyndt at komme fokus på oplysningens underskov, dens mere vilde elementer¹⁰ samt på kompleksiteten i det, Thomas Bredsdorff har kaldt ‘den brogede oplysning’.¹¹

Den samme udvikling er i gang inden for modoplysningens forskningsfelt, som McMahon er den hidtil bedste repræsentant for. Denne bog er set i forhold til disse udviklinger ganske traditionel, idet den fokuserer på en række eksemplariske tænkere, hvis kritik kun antydningsvis sættes ind i en større samfundsmæssig og polemisk sammenhæng. Metoden ligger nok tættere på det, som en af tidens førende oplysningshistorikere, Jonathan Israel, kalder ‘den kontroversialistiske tilgang til intellektuel historie’,¹² der fokuserer på de debatter og kontroverser, som har været med til at forme vore nutidige begreber. Det er en tilgang til politisk idéhistorie, hvor striden om mening fremhæves, og som den engelske idéhistoriker Quentin Skinner er den vigtigste repræsentant for.¹³ Ifølge Skinner skal idéer, tanker og forestillinger placeres i deres konkrete kontekst for at give mening i forhold til deres oprindelige formål. Tekster, begreber og argumenter er at forstå som våben eller redskaber, der anvendes til at overbevise og legitimere. Deres formål er at gribe ind i og påvirke vores verden – og derfor skal man forstå den verden, de griber ind i, for at forstå teksterne. Tekster har et forhold til deres omgivelser. De er i en vis forstand bestemt af omgivelserne, da en tekst, der taler helt forbi sit publikums forestillingsverden om fx retfærdighed eller autoritet, ikke ville overbevise. Den ville være uinteressant for sit publikum. Tekster er derfor altid indskrevet i nogle særlige samtalemiljøer; de trækker på nogle fælles sprogbrug, fælles symboler, fælles begreber – og så forsøger de strategisk at ændre vores forståelse af disse for at legitimere forfatterens position som sand, god, retfærdig eller hvad det kan være. Vi må forstå tekster som intentionelle indgreb i deres samtid, og derfor kræver forståelsen af deres mening, at vi skal undersøge, hvordan og hvorfor begreber og argumenter blev brugt på denne specifikke måde og med hvilket argumentativt formål.

Modoplysningen forstås derfor her som datidens interventioner i debatten om, hvad oplysningen er, og hvordan den skal forstås. Disse interventioner er interessen i det følgende. Denne tilgang forpligter til at analysere de skribenter og tænkere, der rent faktisk blev diskuteret, og som diskuterede – hvilket ikke altid er de samme som dem, vi i dag anser for de væsentligste. I den forstand er modoplysningen essentiel, idet den engagerede sig voldsomt i at diskutere oplysningsfilosofferne og deres påståede undergravning af samfundsordenen og moraliteten, og fordi den blev taget alvorligt som trussel og udfordring af sin samtid.

Snarere end den brede kontekstuelle tilgang, som Skinner foreskriver, er der her valgt en lidt mere snæver tilgang med fokus på tænkere, idet målet har været at præsentere konturerne af en ofte overset strømning i europæisk idéhistorie snarere end at give en udtømmende redegørelse for modoplysningen i sit fulde omfang. Den fulde beskrivelse af modoplysningen, hvis en sådan overhovedet er mulig, ville, som Graeme Garrard skriver i sin Counter-Enlightenments from the eighteenth century to the present, skulle “omfatte ikke bare hele dets tidsmæssige, geografiske og ideologiske rækkevidde men også dets fulde kulturelle og sociale bredde”,¹⁴ og det er en opgave uden for denne bogs rammer.

Ganske som der var en høj og en lav oplysning, således var der også en høj og lav modoplysning. Den høje modoplysning er repræsenteret i denne bog ved politikere og filosoffer. Den lave bestod af pamfletskrivere, journalister og præster, der udsendte en enorm mængde skrifter, dannede foreninger og selskaber, bedrev lobbyvirksomhed med mere.¹⁵ Vi forstår ofte oplysningstiden som en europæisk affære (men med fransk føring), og på samme måde var også modoplysningen europæisk (men med (eksil-)fransk føring, særligt efter den franske revolution) med en aktiv læsning og korrespondance landene imellem. I titlen på sin bog, Modoplysninger, antyder Garrard det samme forhold, som den nutidige oplysningsforskning gør os opmærksom på: Der er mange forskellige oplysninger såvel som modoplysninger. Det har jeg søgt at tage højde for ved at fremdrage tænkere fra England (Burke, der oprindeligt var fra Irland), Spanien (Cortés) og Frankrig (Maistre og Rousseau, der dog ikke var indfødte franskmænd). Man skal også være opmærksom på, at om end både oplysning og modoplysning har aner tilbage i tiden såvel som nutidige arvtagere, så opstod de som historisk specifikke reaktioner på konkrete modstandere og udviklinger – og de skal forstås historisk og idéhistorisk. De er konkrete interventioner i deres samtid, og det samme gælder, når der i dag henvises til historien, udviklingen, globaliseringen, oplysningen, religionen, nationen eller andre nutidige autoritetsinstanser. Det vigtige er ikke referencen til en påstået overgribende eller transhistorisk instans – her oplysningen eller modoplysningen – men hvad denne reference mobiliseres i forhold til i den konkrete situation. Ingen af dem, der påberåber sig oplysnings- eller modoplysningstraditionen i dag, er i gang med et projekt lig det, som oplysningen og modoplysningen var engageret i, men idéerne derfra og referencen dertil tjener nutidige formål i den konkrete kamp, man specifikt står i.

Modoplysning er ikke blevet tildelt megen opmærksomhed i dansk forskning, og det på trods af at den internationale forskning efterhånden er betydelig, fx nævnes eller behandles fænomenet ikke i det ellers omfattende værk Oplysningens verden.¹⁶ I det omfang, den diskuteres, da er det i form af romantikkens oplysningskritik,¹⁷ eller mere bredt som en modernitetskritik.¹⁸ Modoplysningen i den forstand, den fremstilles her, er så vidt vides ikke blevet behandlet tidligere på dansk.¹⁹

* * *

Jeg har diskuteret emnerne i denne bog med mange forskellige, og deres bidrag til dens endelige form er jeg dybt taknemmelig for. Der er også flere, der har læst dele af manuskriptet, og dem vil jeg særligt takke. Tak til Bertel Nygaard, Frank Beck Lassen og Morten Haugaard Jeppesen – og en ganske særlig tak til Søren Hviid Pedersen, der generøst og kritisk fremdrog analysernes svagheder og foreslog veje til deres forbedring. Hans kritik viser, at politisk ‘fjendskab’ ikke er nogen hindring for hverken privat venskab eller faglig udveksling. Man kan ikke altid tage imod gode råd, og sådan har det også været med nogle af de kommentarer og kritikpunkter, jeg har modtaget under skrivningen af denne bog. Fejl og mangler er forsøgt minimeret. De er udelukkende mit ansvar. Uenigheder og forskellige læsninger vil derimod forblive og er vores alles ansvar at forfægte.