Читать книгу Fornuftens perversion - Mikkel Thorup - Страница 4

Oplysningen bliver ofte af både tilhængere og modstandere beskrevet som en tanke, der er opstået og siden har spredt sig i bredden og dybden med enten god- eller ondartet konsekvens. Fælles for den positive og negative beskrivelse af oplysningen er ofte en lineær fortælling om de sidste to-tre hundrede år, der så enten peger opad eller nedad, mod frigørelse eller trældom.

Ganske ligesom der er mange oplysninger, som kun på et meget overordnet plan kan reduceres til et samlet ‘oplysningsprojekt’, så er oplysning altid blevet mødt af modstand – i form af kuldsejlede projekter og ørkesløse bestræbelser, men så sandelig også i form af aktiv modstand. Det er denne sidstnævnte aktive modstand, der er emnet her. Her er det også reduktivt at snakke om modoplysningen som en enhed, da den blev og bliver formuleret i nationale og historisk specifikke kontekster, ofte med klare og benævnte modstandere i sigte. Alligevel vil der i teksten blive refereret til modoplysningen med det nu etablerede forbehold, at der er tale om en reduktionisme og dermed en lighed mellem positionerne på kun det mest overordnede niveau.

I dette kapitel diskuteres forskellige betegnelser for reaktionen imod oplysningen og den franske revolution. De forskellige reaktioner tematiserer ikke altid modoplysning direkte som det operative princip, men har markante berøringsflader med det, der her betragtes. Beskrivelserne og afgrænsningen kan derved tjene som en første tilgang til at indkredse det specifikke ved modoplysningen som en oplysningskritik; modoplysningen forsøges her defineret som position, og dens vigtigste argumenter kan fremhæves.

I

Den position, som her kaldes modoplysning, blev tidligere ofte kaldt den ‘traditionalistiske reaktion’ på oplysningen og/eller den franske revolution²⁰ eller ‘den autoritære respons’.²¹ Problemet med sådanne betegnelser er, at de beskriver reaktionen som dybest set nostalgisk og rent bagudskuende, hvorimod det analytisk set forekommer mere givtigt at forstå reaktionen som et forsøg på at etablere nogle gamle værdier på et nyt grundlag. Langt de fleste modoplysningstænkere var andet og mere end nostalgikere. De anså oplysningen og ikke mindst den franske revolution som et brud, der umuliggjorde den rene tilbagevenden til fortiden, der ganske vist blev idylliseret, men som ikke forventedes genskabt. På den måde er de, på grund af deres fremprovokerede antimodernitet, lige så moderne som deres modstandere.

Derfor er de lignende og ofte anvendte betegnelser ‘modmoderne’ eller ‘antimoderne’ lige så fejlagtige. Modoplysningens skriverier giver kun mening inden for dette moderne, der også indeholder dets modstandere. Legitimering er først en nødvendighed, når selvfølgelighed og vane problematiseres,²² og modoplysningen søgte svar på oplysningens og modernitetens udfordringer ved at genformulere deres tabte position med nye, moderne argumenter om fornuft og frihed: “Dens forsvar for traditionen var ikke traditionel; dens forkærlighed for historien var et historisk brud; og dens argumenter for familien og patriarkal magt var et svar på nye, ægte såvel som indbildte, trusler”.²³

I den sparsomme litteratur, der findes om modoplysningen, bliver den ofte fremstillet som en ‘katolsk reaktion’ på oplysning forstået som en afledt form for protestantisme,²⁴ måske endda som den katolske kirkes angreb på sine angribere (som fx Voltaire (1694-1778) så det), hvilket er en vigtig nøgle til forståelsen af den sydeuropæiske modoplysning, men ikke forklarer dens europæiske udbredelse. I den katolske modoplysning bliver den franske revolutions genese ofte henlagt til det oprør imod Gud, som protestantismen udgør ifølge katolicismen. Med protestantismen bliver enkeltes eget trosforhold det afgørende, hvorfor troens bindende kraft angiveligt svækkes, hvilket har en oplagt politisk parallel i den franske revolutions opskrivning af den enkelte borgers dømmekraft.

En anden gængs betegnelse er ‘kontrarevolutionen’,²⁵ der, som navnet antyder, mere fokuserer på den politiske og militære reaktion på den franske revolution end på et specifikt tankesystem rettet imod oplysningen. Det samme er tilfældet for dem, der betragter disse tænkere som en reaktion mod ‘idéerne fra 1789’,²⁶ hvilket i for høj grad identificerer oplysningen med den franske revolution.

Endnu andre har slået modoplysning og konservatisme sammen. Det er en fejlagtig reduktion af konservatismen til dens reaktive udtryk, hvor konservatismens historie snarere end decideret modoplysning er historien om en stadig tilpasning til det oplyste liberal-demokratiske samfund. Den del af konservatismen, der har fastholdt sin skarpe opposition til det moderne, som fx Weimar-Tysklands radikalkonservatisme eller konservative revolutionære, var aldeles gennemsyrede af modoplysning,²⁷ men de er forblevet en randgruppe i konservatismens idéhistorie. Om end der selvklart er en række vigtige affiniteter, fx i fornuftsskepsissen,²⁸ og anti-egalitarismen,²⁹ så indfanger man ikke det særegne ved hverken konservatismen eller modoplysningen ved at ville gøre dem ens.³⁰ Konservatismen er ikke reducerbar til en opposition imod oplysningen; det er kun én af dens rødder, hvilket den tyske konservative Justus Möser (1720-1794) og hans agrare antikapitalistiske ordens-konservatisme er et eksempel på.³¹ Modoplysning er ikke kun konservativ. Den kan også give sig revolutionært udtryk som i fundamentalistiske eller totalitaristiske bevægelser.

Modoplysningens modstandere beskriver den ofte som ‘antirationalisme’ eller bare som en kombination af formørkelse og fordummelse. Antirationalisme tjener som et pejorativt begreb for modoplysningens afvisning af fornuft, rationalitet, undersøgelse, videnskab og er i den forstand ækvivalenten til modoplysningens påstand om oplysningens ateisme, amoralitet, naivitet og så videre. Modoplysningen er antirationel i betydningen skeptisk over for den rationelle tilgang som enerådende adgang til virkeligheden, men det er en skepsis, den i så fald deler med oplysningen, der heller ikke reducerer al viden og værdifuldt til det rationelt erfarbare. Antirationalisme er del af oplysningens beskrivelse af modoplysningen, men kun sjældent og da oftest polemisk del af modoplysningen selv.

Et gængs overbegreb for meget af det ovenstående er ‘antiliberalisme’, og om dette kan man sige, at modoplysningen næsten pr. definition er antiliberal, uanset hvilken definition man giver af det liberale, særligt individualisme. Men enhver antiliberalisme er ikke nødvendigvis en modoplysning, som marxismens antiliberalisme, der er afledt af oplysningen, er et eksempel på.

Den sidste afgrænsning angår sondringen mellem modoplysning og oplysningskritik. Oplysningskritik er den stadige selvkritik af oplysningens filosofiske og praktiske virkelighed – samt ikke mindst det stadige skel imellem de to. Oplysningskritik forbliver dermed inden for en oplysning, der kritiseres for enten at være gået for langt (konservativ oplysningskritik) eller for kort (progressiv oplysningskritik). Modoplysning er til gengæld en afvisning af oplysningsprojektet som sådan til fordel for noget ganske andet, der kan være religiøs fundamentalisme, men som også kan have andre udtryk. Det er dog vigtigt at understrege, at oplysningskritik og modoplysning ikke er distinkte former, men snarere argumentationstyper, der har det med at glide over i hinanden og låne fra hinanden. Man kan også sige, at modoplysning er en radikal oplysningskritik, og ofte hentes argumenter fra modoplysningen til brug i en oplysningskritik eller omvendt. Som med spørgsmålet om det moderne og antimoderne, så demonstrerer det modoplysningens indskriven sig i sin modstanders diskurs. Oplysning er modoplysningens nødvendighedsbetingelse.

II

Det var den russisk-engelske idéhistoriker Isaiah Berlin, der navngav modoplysningen i en række indflydelsesrige artikler.³² Han erklærede sin afstandtagen til modoplysningens program, men følte sig samtidig vældigt inspireret af den forståelse af verdens pluralisme, som han mente at finde deri, og som stod i modsætning til en stærk tendens til monisme i oplysningsfilosofien:³³

Ifølge denne doktrin var det i princippet muligt at besvare alle ægte spørgsmål: Sandheden var én, usandhederne mangfoldige. De sande svar må med nødvendighed være universelle og uforgængelige, det vil sige, de må være sande overalt, til alle tider og for alle mennesker samt mulige at opdage med en ordentlig brug af fornuften, relevant erfaring, observation, eksperimenter, logik og beregning.³⁴

Denne reduktive forståelse af oplysningen, en udlægning, der fremhæver den som en monistisk fremskridtsrationalisme, fører Berlin til modoplysningen. Den bliver stedet, hvor der fremstilles et modbillede til rationalismen, der, som han siger i relation til Maistre, fremhæver “det irrationelle instinkts permanens og udstrækning, troens magt, den blinde traditions kraft”, og som kritiserer “de progressives bevidste uvidenhed om menneskematerialet – de idealistiske socialvidenskabsmænd, de modige politiske og økonomiske planlæggere, de følelsesladede tilhængere af teknokratiet”.³⁵ I modoplysningen – samt i tysk antirationalisme,³⁶ nationalisme,³⁷ romantikken,³⁸ Georges Sorel (1847-1922)³⁹ m.fl. – finder Berlin en fortælling om alt det, som oplysningen påstås at ignorere i sin jagt på den perfekte verden. Maistre er fx en “frygtelig, men brillant og vigtig kritiker af oplysningen”,⁴⁰ så selv om Berlin forstår sig i forlængelse af oplysningstraditionen og deler dens værdier, så bruger han modoplysningen til en påmindelse om, at verden også er andet og mere end rationel. Verden er pluralistisk, og værdier konfliktuerer, mens politiske ideologier, der udgår fra oplysningen, ifølge Berlin tenderer mod en monistisk verdensforståelse, der kan have farlige konsekvenser, når de anvendes på en virkelighed, der stritter imod, og som ikke lader sig udtømme i et naturvidenskabeligt inspireret, rationalistisk sprog.

Berlins position er blevet kaldt ‘modoplysningsliberalisme’,⁴¹ men det er nok rigtigere at forstå den som en konservativ form for liberalisme, hvor det specielle i Berlins position er, at han i sin oplysningskritik har ladet sig inspirere af Maistre snarere end af Burke. For Berlin er modoplysningen en inspiration til den værdipluralisme, han selv forfægter, en pluralisme, der placerer oplysningen som blot én, om end vigtig, stemme i beskrivelsen af mennesket og samfundet.

Berlin definerer modoplysningen som “modstand imod forsøg på en rationel reorganisering af samfundet i den universelle moral og de intellektuelle idéers navn”.⁴² I denne sammenhæng er det en for bred definition, der – om end den meget rigtigt fokuserer på modstanden mod den rationelle reorganisering på basis af universalisme og intellektualisme – ikke fanger det specifikt religiøse og historisk specifikke ved den modoplysning, der her skal undersøges. Berlin gør modoplysning transhistorisk, som han tenderer til at gøre med alle fænomener. Hans analytiske fremgangsmåde er derfor i direkte modsætning til den historisk kontekstuelle og kontroversialistiske metode, som her anvendes.

‘Modoplysning’ og ‘modoplysningen’ bruges i denne bog med en selvfølgelighed og entydighed, som ikke korresponderer med dens faktiske fasthed, for der er en lang række forskellige modoplysningstraditioner og -argumenter, der ikke nødvendigvis er indbyrdes kompatible. Man skal derfor være varsom med at læse en enhedsforestilling ud af den brug af ‘modoplysning’ og ‘modoplysningen’, som følger af, at der ikke kan skrives om disse ting, uden at begreberne bruges. En af de væsentligste modoplysningshistorikere, Graeme Garrard, opsummerer det, han kalder “modoplysningstænkningens fælles kerne” i tre punkter:

1 Alle tilbyder en eller anden forståelse af, hvad man nu kalder for ‘oplysningen’, der typisk indeholder den gruppe af gamle kendinge, der næsten altid inkluderer Voltaire, Rousseau, Helvétius og Condorcet.

2 Alle angriber oplysningen som fundamentalt set vildledt og farlig.

3 Alle angriber ‘oplysningens fornuftsperversion’: fordrejede forståelser af fornuft af den slags, som de tillægger oplysningen til fordel for et mere indskrænket syn på den menneskelige rationalitets natur, omfang og begrænsning.43

I perioden omkring den franske revolution udvikler en række modoplysningstænkere en enhedsforståelse af oplysningen med et fast persongalleri, en særlig række af tanker og en grundlæggende fejlopfattelse af menneske og samfund. Denne forståelse er blevet videreført og videreudviklet op til i dag og udgør derfor med mindre variationer og tilføjelser det, man kan kalde modoplysningen, om end man selvfølgelig skal passe på med at fastfryse modoplysningen til dens første manifestation, men også her se på, hvordan dens argumenter og kritikker anvendes i senere historisk specifikke opgør med det, som dens mere nutidige repræsentanter ser som arvtagerne fra oplysningstiden.

III

I forlængelse af ovenstående forstår jeg modoplysning således:

 Modoplysning defineres som de tænkere og positioner, der lokaliserer den grundlæggende årsag til deres tidsalders dårligdomme direkte i oplysningen. Dårligdommene anses for at følge med nødvendighed af oplysningstænkningen, særligt dens påståede ateisme. Modoplysningen stiller sig derfor i skarp og åben opposition til de værdier, der hævdes at være oplysningens, og efter 1789 forstår den franske revolution og terrorregimet som det direkte og nødvendige resultat af oplysningen.

Denne lidt bastante definition vil blive udfoldet i de næste kapitlers analyser. Dette er minimalforudsætningen for at tale om modoplysning, og det er, hvad der alle uenigheder til trods forener den række af tænkere, som her beskrives som del af modoplysningen.

Oplysning og modoplysning er i den forstand kampbegreber, der offensivt bruges til at definere modstanderen med, men de er også modbegreber, hvor hvert enkelt begreb defineres som noget, det andet begreb står i modsætning til. Den tyske begrebshistoriker Reinhart Koselleck har udviklet en forståelse af det, han kalder for ‘asymmetriske modbegreber’, der betegner en historisk handlingsenhed – der kunne være en gruppe, der forstår sig som oplysningens eller modoplysningens repræsentanter – hvor gruppen gør “et eksklusivt krav på almenhed, idet den knytter et sprogligt universalbegreb til sig selv og dermed afviser enhver sammenlignelighed med andre”;⁴⁴ og der udgrænses en modgruppe, der består af negationen af gruppens universalisme. Oplysningen og dens arvtagere har generelt set sine modstandere som mørkemænd, der ønskede at indhylle verden i dårskab og dumhed, og som ønskede at trælbinde mennesket og knuse friheden. Striden forklarer også den asymmetriske opsplitning af det sociale og politiske rum: Man er i (intellektuel) krig, og der tages ingen fanger. Modstanderen beskrives og forstås derfor kun i sine mest ondartede udtryk, intet formildende ved modparten registreres eller anerkendes – ligesom alt kan bruges og vil blive brugt til at sværte og dæmonisere den anden. Man er ikke ude i et forståelses-ærinde, men i en kampsituation.

Modoplysning er derfor positionel i den forstand, at den definerer sig i skarp opposition til de værdier, der hævdes at være oplysningens, først og fremmest abstrakt humanisme og universel rationalisme. Modoplysningen ser oplysningen som det totale brud med fortiden – for at komme til fremtiden; oplysningen ser modoplysningen som den totale optagethed af fortiden – for at undgå fremtiden. Ifølge modoplysningen ofrer oplysningen fortiden for fremtiden, mens modoplysningen ifølge oplysningen ofrer fremtiden for fortiden. Omvendt har modoplysningen og dens arvtagere set sine modstandere som verdensaggressive revolutionære, der med glæde ofrede konkrete, levende mennesker for et abstrakt, fremtidigt ideal. Begge sider har ment og mener at stå over for deres absolutte modsætning, og at de selv repræsenterer det rette.

Det er kun en lille overdrivelse at sige, at modoplysningen ikke har læst oplysningen, og at modoplysningens kritikere ikke har læst den. Det har fremmet en skarp optegning af forskelle fra begge sider. Men det er væsentligt at fremhæve, at ingen advokerer for dumhed, krig og trældom (det er i hvert fald meget få), men derimod for fornuft, fred og frihed. Det vigtige – og den vigtige forskel – er, hvordan man definerer disse begreber. Begrebers indhold er ikke givet. De er genstand for strid, og det gør sig åbenlyst gældende i modoplysningens kritik, hvor oplysningens påståede tomme fornuft sidestilles med troens fornuft, den abstrakte frihed med den konkrete frihed samt den falske fred med den ægte. Det, som en idéhistorisk tilgang inspireret af Skinner, Israel og Koselleck må insistere på, er, at alle parter i en konflikt forstår sig selv som gode og retfærdige, og at det analytisk væsentlige er at forstå, hvordan disse i sig selv tomme begreber om sandhed, frihed, retfærdighed etc. begribes. Striden om mening, kampen om at monopolisere det sande og det rette er her det interessante. Og da emnet er modoplysningens beskrivelse af oplysningen, vil der ikke blive fremlagt nogen definition af oplysningen, historisk eller ahistorisk, som man kan måle påstandene op imod. I stedet vil det blive undersøgt, hvorledes monopoliseringen af det sande og rette forsøges, hvordan begreber søges defineret, hvordan modbegreber og modpositioner søges beskrevet og afskrevet.

IV

Vi kommer nu til nogle paradigmatiske oplysningsforestillinger i modoplysningen, og et af de væsentligste og mest indflydelsesrige modoplysningsargumenter er det, Albert O. Hirschman i sin The Rhetoric of Reaction har kaldt for ‘perverteringstesen’: “[E]nhver bevidst handling for at forbedre et træk ved den politiske, sociale eller økonomiske orden vil kun tjene til at forværre den situation, man ønsker at forbedre”. Anderledes formuleret: “Forsøget på at skubbe samfundet i en bestemt retning vil resultere i, at det ganske rigtigt bevæger sig, men i den modsatte retning”.⁴⁵ Perverteringstesen låner plausibilitet fra det vigtige samfundsfilosofiske begreb om utilsigtede konsekvenser, som bl.a. Adam Smith var med til at formulere en positiv version af i tesen om de utilsigtede, men velstandsfremmende konsekvenser af individuel forfølgelse af egeninteressen (den usynlige hånd).

Hvor liberalismen fokuserer på de positive, utilsigtede konsekvenser, fokuserer konservatismen på de negative.⁴⁶ Perverteringstesen hævder dog noget langt mere radikalt, nemlig at ikke nok med at forandring og handling med nødvendighed vil medføre utilsigtede konsekvenser; konsekvenserne vil også være de præcist modsatte af intentionen. Det gøres til en naturlov, at frigørelse ikke kan føre til frihed, men med jernhård nødvendighed vil føre til trældom. Begrebet om utilsigtede konsekvenser er en vigtig påmindelse om det sociales uforudsigelighed og åbenhed, men perverteringstesen lukker det sociale univers igen ved at gøre det forudsigeligt perverst.

Hirschman identificerer yderligere to reaktionære argumentationstyper: ‘nytteløshedstesen’ [futility thesis]: “[F]orsøget på forandring mislykkes, idet den påståede forandring på en eller anden måde er, var eller vil være overfladisk, en facade, kosmetisk, og dermed illusorisk, idet samfundets ‘dybe’ strukturer forbliver helt igennem uberørte”; samt ‘faretesen’ [jeopardy thesis]: “[D]en foreslåede forandring, der måske er ønskværdig i sig selv, indebærer uacceptable omkostninger eller konsekvenser af den ene eller anden art”.⁴⁷ Det er dog perverteringstesen – som får sin slagkraftige formulering under og med reference til den franske revolution – der bliver den mest indflydelsesrige figur i modoplysningsargumentet imod social forandring, og som vi skal se en række variationer af i de følgende kapitler.

I en artikel om Friedrich Nietzsche opstiller Pierre-André Taguieff fire principper for det, der kan betragtes som afgørende modoplysningsforestillinger:

1 Den moderne verden er i sig selv en dekadensproces.

2 Dekadens er et tab af ophøjede værdier, absolutte normers forsvinden, hvoraf følger, at ingen autoritet kan etableres, og intet hierarki kan respekteres.

3 Dekadens manifesterer sig gennem og accelereres gennem diskuterbarheden af alle principper og selvindlysende sandheder, hvilket opløser al orden og enhver autoritet.

4 Den moderne dekadensproces er irreversibel og har uvægerligt retning mod den yderste dekadens, det totale anarki og det store kollaps.48

De tre første principper ligger klart inden for gængs modoplysning, hvorimod det sidste forekommer mere uregelmæssigt og nærmere bør forstås som en langstrakt degenerering frem for et ultimativt kollaps. Det væsentlige her er det fælles i de fire principper, der sætter lighedstegn mellem nivellering, dekadens, diskutabilitet og uregerlighed. Det oplyste samfund er ifølge modoplysningen karakteriseret ved sammenblanding af fremmedheder fra det groveste til det fineste og af en monstrøs evne til at assimilere kontraster. Det indoptager og fordøjer alt og er væsentligst karakteriseret ved dets manglende evne til at skelne. Det moderne er lunkent, fladt og udglattende: “Moderniteten etablerer det inde-i-mellem og ‘hverken det ene eller det andet’; det neutrale og det blandede; det, der er hjemme ingen steder, og det, der er hjemme overalt; nomaden og kosmopolitten som normative typer”.⁴⁹

Disse forestillinger er ikke unikke for modoplysningen og har en langt længere historie samt en bredere udbredelse i forestillingen om, at lighed er lig ensartethed, ligesom de er udtryk for et generelt modernitetsubehag, men forestillingerne er vigtige i forståelsen af, hvad det er, modoplysningen forstår og frygter ved det realiserede, oplyste samfund. Oplysningens nivellering gør alting kritiserbart, diskuterbart og manipulerbart. Der er ingen hellige principper eller urørlige institutioner. Det er kendetegnet ved det, jeg vil kalde den foreløbige sandheds regimer: Pressen genfortæller dagens begivenheder, offentligheden vurderer og diskuterer, parlamentet debatterer, beslutter og ombeslutter sig, domstolene dømmer, og der appelleres, videnskaben tester og forkaster til tider etablerede sandheder etc. I en modoplysnings-fortolkning er det ikke kun tvivlens institutionalisering, der kendetegner det moderne, men også altings stadige undergravning og følelsen af absolut usikkerhed. Det liberale credo om tolerance er netop en besindelse på tvivlens status, hvorfor det også er et af modoplysningens hadeobjekter. Tolerance sættes lig indifference, der er den manglende evne eller lyst til at skelne mellem godt og ondt, vigtigt og ligegyldigt.

Den, der sætter spørgsmålstegn ved en institution, forlanger et svar. Og dette svar vil give anledning til nye spørgsmål i en evig regres. Og hvert svar vil være åbent for tvivl og skepsis. Når denne skepsis først er etableret, bliver mennesket rastløst, da der ikke synes at være nogen ende på dets stillen spørgsmål. Når først der er blevet spurgt til fundamentet for institutionen, kan intet permanent etableres. Tvivl og forandring hænger sammen. Institutioner og praksisser undergraves. Mennesket jager rastløst og aggressivt efter nye spørgsmål og nye svar. Der er ingen hvileplads mulig; intet sted hinsides spørgsmål og tvivl. Dette er den verden, som modoplysningen mener at betragte, og som den kritiserer. I de følgende tre kapitler vil det blive forsøgt vist, hvordan en både filosofisk og social egalitarisme var en af de aktive årsager til modoplysningens opståen. Egalitarisme blev betragtet som et opgør med naturlige hierarkier, der med nødvendighed ville føre til en anarkisk nivellering uden de menings- og standsforskelle, der garanterer samfundsordenen. I et videre perspektiv kan det overvejes, om de historiske udtryk for modoplysning, der i denne bog bare kan antydes, ikke alle knytter sig til distinkte opgør med, hvad der forstås som nye egalitarismer, som fx i Weimar-republikkens demokratiske egalitarisme, 1968’s sociale egalitarisme og nutidens postnationale egalitarisme.

V

Et helt afgørende element i modoplysningens forestillingsverden, og et af dens mest direkte og indflydelsesrige påvirkninger af vores nutidige syn på oplysningen, er den påståede nødvendige og intime forbindelse mellem oplysningsfilosofien og den franske revolution, hvilket jeg vender tilbage til nedenfor. Her skal en anden forbindelse kritiseres, nemlig forbindelsen mellem den franske revolution og modoplysningen. Som Jonathan Israel skriver:

Modoplysningen er knap blevet studeret af historikere, og hvor det er sket, er den som regel fejlagtigt blevet set som en konsekvens af den franske revolution. Faktisk er der i de ideologiske kernepunkter ikke megen forskel mellem katolsk og protestantisk modoplysning før og efter 1789 (eller for den sags skyld mellem før og efter 1830); for den generelle tråd er alle steder […], at kristendommen bliver ødelagt af en lumsk filosofisk konspiration, og at der i hjertet af denne konspiration er en ny filosofi – l’esprit philosophique – en universel trussel, der underminerer autoritetens og traditionens fundament, som er kristent, royalt og aristokratisk. Så modoplysningens ophav skal, logisk nok, findes i det sene 17. århundrede med opkomsten af en bevidst, selvproklameret ‘oplysningstid’.⁵⁰

På samme måde skriver McMahon, at ‘anti-filosofferne’ havde ført krig imod oplysningsfilosofien fra midten af 1750’erne og tilføjer, at “siden 1755 havde hvert af [den franske katolske] kirkes nationale forsamlinger […] diskuteret problemet med den ‘smitte’, der blev spredt ‘i hele riget’ af de giftige skriverier fra ‘de såkaldte philosophes’”.⁵¹ Den franske revolution og ikke mindst terrorregimet blev for modoplysningen beviset på, at de havde haft ret hele tiden i påstanden om fornuftens perversion: Oplysningsfilosofien var revolutionen. Revolutionen var terror. Denne forestilling har sikkert mere end noget andet været med til at give deres udlægning af forholdet mellem oplysningsfilosofi og politisk aktivisme en plausibilitet og udbredelse, der er uden sammenhæng med den egentlige relation mellem filosofi og social forandring.

Jonathan Israel tilføjer, i modsætning til sit eget analytiske udgangspunkt i kontroversialismen, at modoplysningen var en “uundgåelig og naturlig reaktion”; og så skriver han ydermere, at den var en reaktion på en “mere eller mindre korrekt forstået universel udfordring”.⁵² Begge dele er, vil jeg mene, tvivlsomme påstande, i hvert fald hvis de skal udlægges sådan, at modoplysningen havde en korrekt opfattelse af oplysningsfilosofien. I det omfang, man overhovedet kan tale om én oplysningstid, én oplysningsfilosofi eller endda oplysningen, så synes det klart, at modoplysningen systematisk fejllæste dens ærinde, overså dens indre uenigheder, overdrev dens ateisme og revolutionisme, misforstod dens brug af begreber som fornuft, frihed og lighed, fokuserede på de mest radikale udsagn taget ud af deres sammenhæng og kun var i stand til at se kaos, trældom og amoralitet som dens konsekvens. Modoplysningen tog fejl af oplysningen, men McMahon har ret i at skrive:

På trods af al deres overdrivelse, had og fjendtlighed, så fangede modoplysningen noget essentielt omkring den moderne verden; de anede meget tidligt, at sekulariseringen af samfundet og afsakraliseringen af det politiske ville have dybe og varige konsekvenser. På det punkt havde de, på trods af alle deres begrænsninger, ret. Det var deres evne til at spille på denne erkendelse – at dramatisere affortryllelsens kulturelle omkostninger – der gav deres vision næring og magt.⁵³

Hvor modoplysningen tog fejl, var ikke mindst i beskrivelsen af oplysningen som et naivt fornuftsoptimistisk projekt for omfattende social forandring samt i den entydigt negative udlægning af oplysningsfilosofiens konsekvenser. En udlægning, der i øvrigt undergraver dens egen påstand om at være oplysningen overlegen i sin betragtning af mennesket og virkeligheden i dens fulde kompleksitet og hemmelighed. Modoplysningens angreb på oplysningen kan ses som et forsøg på at genintroducere sikkerhed, om end sikkerhed om katastrofen, stor og lille, men alligevel sikkerhed i det sociale rum og i det historiske forløb.

VI

Den valgte tilgang med fire kapitler, der hver fokuserer på én tænker, har sine fordele og ulemper. Fordelen er først og fremmest muligheden for at introducere og udfolde hver enkelts tænkning som et unikt bidrag; ulempen er, at den overordnede sammenhæng og forbindelserne imellem dem måske sløres eller kommer til at stå uklart. Jeg afslutter derfor indledningen med at opsummere bogens grundlæggende teser, de operative (og indbyrdes sammenhængende) forestillinger omkring modoplysningen, der er forsøgt skrevet ud i de enkelte kapitler, og som har struktureret selve skriveprocessen:

 Modoplysningen er basalt set en forestilling om verdens grundlæggende religiøse karakter, hvor enhver fravigelse fra denne sandhed er at forstå som antireligion.

 For modoplysningen er oplysningens særegenhed dens frontalangreb på religion som sådan, det vil sige dens antireligiøsitet – hvoraf følger dens angreb på al autoritet.

 Modoplysningen har i sin oprindelige udgave og i dens senere manifestationer været en reaktion på det, der er blevet set som grænseløshedens udfordring af de naturlige grænser, hierarkier og begrænsninger, dvs. at oplysning er blevet set som den aktive undergravelse af det sociales fundament, som en basalt set antireligiøs og revolutionær overskridelse af det givne og naturlige.

 Enhver sådan overskridelse slår tilbage i perverteret form. Virkeligheden er religiøs og kan give sig udtryk enten som sand og sund religion eller som perverterede religiøse udtryk, hvor mennesket, mammon, racen, klassen eller andet gøres til afguden. Oplysningens påståede ateisme slår med nødvendighed om i perverterede religiøse former, hvor mennesket selv gør sig til gud, og hvor det derved mister de restriktioner, der holder det socialt, fredeligt, lykkeligt m.m.

 Modoplysningen har været et underbelyst, men utrolig vigtigt grundlag for vores nutidige forståelse af oplysning, revolution, fremskridt, fornuft m.m.

 Modoplysningen, som den præsenteres her, kan siges at være blevet gentaget i tre ordens-traditioner, som de mere eller mindre har inspireret: konservatismen (Burke), fascismen (de Maistre) og militærkuppet/ kontrarevolutionen (Cortés).

 Rousseau tilhører hverken oplysningen eller modoplysningen, men er blevet en kampplads imellem de to, hvor enten ‘frihedens Rousseau’ og ‘terrorens Rousseau’ mobiliseres for at styrke egen position.

 Mange af modoplysningens argumenter gentages stadig om end oftest i en oplysningskritisk position, der ikke kender eller vedkender sig modoplysningen, og som overtager idéerne om oplysningens fornuftsimperialisme og om fornuftens behov for begrænsning fra modoplysningen uden derfor at afvise oplysningen som sådan.

 Modoplysningens argumenter har deres rod i det religiøse, men de er fra deres udsigelsestidspunkt og frem til i dag blevet stadig mere afteologiseret. Argumenter og kritikker, der før blev formuleret religiøst, gentages i dag ofte afteologiseret eller mindre direkte religiøst; en udvikling, der også kan observeres i bevægelsen fra Burke i 1790’erne til Cortés i 1850’erne.

 Et tydeligt eksempel på modoplysningens afteologisering er overgangen fra katastrofen – mest paradigmatisk udtrykt i den franske revolution og terrorregimet – til degenerationen som oplysningens vigtigste fremtrædelsesform.

 Heraf følger, at modoplysningen i dag stort set har besindet sig på oplysningens realitet og i sine fleste udtryk har omdannet sig til en oplysnings- eller modernitetskritik, der søger en sameksistens mellem religiøs sandhed og pragmatisk oplyst modernitet.

 Modoplysningen skal først og fremmest forstås som en reaktion på en påstået trussel imod socialitet og moralitet, hvorfor dens beskrivelse af oplysningen tjener stridens snarere end forståelsens formål.

 Ganske som oplysningen bør forstås i sin egen oplevede kontekst af et opgør med uretfærdighed i form af absolutisme, intolerance og religiøs fanatisme, således bør også modoplysningen forstås i sin egen oplevede kontekst af et opgør med uretmæssighed i form af oprør imod det givne og naturlige, opløsning af orden, skabelse af uoverskuelighed m.m.

Perversion defineres i klassisk freudiansk psykoanalyse som “seksuel adfærd hos voksne, som afviger fra den normale seksuelle akt ved at have et andet mål eller objekt”.⁵⁴ Modoplysningen kan siges at påstå noget lignende for fornuften, der ifølge denne tænkning har et naturligt objekt, den religiøst betingede sandhed, et naturligt mål, det enkelte menneskes plads i det sociale hierarki, og en naturlig begrænsning for sin fatteevne og skaberkraft. Men ifølge modoplysningen forråder oplysningen denne naturlige fornuft ved at udstrække den hinsides dens grænser, foreskrive den nye altomfattende mål og løsrive den fra dens naturlige forankring i religion og tradition. Resultatet er en pervertering af fornuften.

Fornuftens perversion er påstanden om, at selv om oplysningsfilosofien forandrer og ødelægger alt, så forbliver alt det samme, nemlig begrænset, lokalt, konkret og kristent. Frigørelse kan derfor ikke føre til frihed, da virkeligheden i sin konkrethed stritter imod. Resultatet er forvrængning af det sociale og det menneskelige, menneskets omdannelse af sig selv og sine resultater til noget monstrøst, en frihedens udarten sig til trældom og terror, fornuftens omvending til ufornuft og oplysningens kollaps i mørke.