Читать книгу Kongernes March - Морган Райс, Morgan Rice - Страница 13

Thor greb fat i jernhåndtaget på den enorme trædør foran sig og trak med al sin magt. Den åbnede langsomt, knirkede, og afslørede kongens kammer foran ham. Han trådte ind i rummet og følte hårene på armene rejse sig, da han krydsede tærsklen. Han kunne mærke et mørke dvæle i luften som en tung tåge. Thor trådte længere ind i kammeret og hørte flammerne fra faklerne på væggene knitre, da han langsomt gik hen mod kroppen, der lå på gulvet. Han kunne allerede fornemme, at det var kongen. At han var blevet myrdet - at han, Thor, var kommet for sent. Thor kunne ikke lade være med at undre sig over, hvor alle vagterne var henne. Han undrede sig over, hvorfor ingen havde været her til at redde ham. Thors knæ blev svage, da han tog de sidste skridt hen til kroppen; han knælede på det kolde stengulv, greb skulderen, som allerede var kold, og rullede kongen over på ryggen. MacGil. Hans tidligere konge lå med øjnene vidt åbne. Død… Thor kiggede op og så pludselig kongens ledsager stå over dem. Han holdt et stor, besmykket bæger. Thor genkendte det fra festen. Det var lavet af massivt guld og dækket af rubiner og safirer. Mens han stirrede på Thor, hældte ledsageren langsomt vinen ud over kongens bryst. Vinen sprøjtede over hele Thors ansigt. Thor hørte et skrig. Han vendte sig og så sin falk, Estopheles, der sad på kongens skulder; hun slikkede vinen fra hans kind. Thor hørte en lyd. Han vendte sig og så Argon stå over ham og kigge stoisk på ham. I den ene hånd holdt han kronen. I den anden holdt han sin stav. Argon gik hen og placerede kronen på Thors hoved. Thor kunne mærke dens vægt grave sig ned over hans hoved, dens metal omfavnede hans tindinger. Han så forbavset op på Argon. ”Du er konge nu,” sagde Argon. Thor blinkede, og da han åbnede øjnene, stod alle medlemmer af Legionen, The Silver, hundredevis af mænd og drenge, klemt sammen i kammeret, alle øjne rettet mod ham. I samme øjeblik knælede de alle og bukkede derefter med deres ansigter lavt ned til jorden. ”Vores konge,” lød et kor af stemmer.

Thor vågnede med en sæt. Han sad oprejst og træk vejret dybt og hurtigt og så sig omkring. Det var mørkt og fugtigt herinde. Han opdagede, at han sad på et stengulv med ryggen mod væggen. Han kneb øjnene sammen i mørket. Han kunne se jernstænger i det fjerne og ud over dem en flimrende fakkel. Så huskede han: han var i fangehullet. Han var blevet trukket herned efter festen. Han huskede vagten, der havde slået ham i ansigtet, og indså at han nok var besvimet. Han satte sig op, trak vejret panisk og forsøgte at skubbe den forfærdelige drøm væk. Det havde virket så rigtigt. Han bad til, at det ikke var sandt, at kongen ikke var død. Billedet af den døde konge var lagret i hans sind. Havde Thor virkelig set noget? Eller var det hele bare hans fantasi?

Thor mærkede, at nogen sparkede ham på fodsålen. Han kiggede op og fik øje på en figur stå bøjet hen over ham. ”Det var på tide, at du vågnede op,” lød stemmen. ”Jeg har ventet i timevis.” I det svage lys kunne Thor fornemme ansigtet på en teenagedreng omkring hans alder. Han var tynd, lav, med hule kinder og hans hud fyldt med kopar – alligevel syntes der at være noget venligt og intelligent bag hans grønne øjne.

”Jeg hedder Merek,” sagde han. ”Din cellekammerat. Hvad sidder du inde for?” Thor sad oprejst og forsøgte at danne sig en mening om ham. Han lænede sig tilbage mod væggen, løb hænderne gennem håret og prøvede sætte det hele sammen. ”De siger, at du prøvede at dræbe kongen,” fortsatte Merek. ”Han forsøgte at dræbe ham, og vi vil rive ham i stumper og stykker, hvis han nogensinde kommer ud bag disse tremmer,” snerrede en stemme. En lyd af tinbægere der banker mod metalstænger brød ud i mørket. Thor gik hen til tremmerne og så hele korridoren, alle cellerne fyldt med groteske udseende fanger, der stak hovederne gennem tremmerne, og i det flimrende fakkellys så hånede hen mod ham. De fleste var ubarberede og med manglende tænder. Nogle så ud som om, de havde været hernede i årevis. Det var et forfærdeligt syn. Thor tvang sig selv til at se væk. Var han virkelig endt hernede? Ville han sidde fast her med disse mennesker for evigt? ”Du skal ikke være bange for dem,” sagde Merek. ”Det er bare dig og mig i denne celle. De kan ikke komme ind. Og jeg kunne ikke være mere ligeglad med, du første at forgifte kongen. Jeg ville gerne forgifte ham selv.”

”Jeg forgiftede ikke kongen,” sagde Thor indigneret. ”Jeg forgiftede ikke nogen. Jeg prøvede at redde ham. Alt hvad jeg gjorde var at slå hans bægre ud af hånden på ham.”

”Og hvordan vidste du, at bægeret var forgiftet?” Skreg en stemme ned ad midtergangen. ”Magi, antager jeg?” Der lød et kor af kynisk latter fra cellekorridoren. ”Han er synks!” Råbte en af ​​dem. De andre lo. ”Nej, det var bare et heldigt gæt!” Brølede en anden, og de andre grinede endnu højere. Thor var rasende over beskyldningerne, og havde lyst til at sætte dem alle på plads. Men han vidste, det ville være spild af tid. Desuden behøvede han ikke at forsvare sig overfor disse kriminelle udskud. Merek studerede ham med en mine, der ikke var så skeptisk som de andres. Han så ud som om, han debatterede med sig selv. ”Jeg tror på dig,” sagde han stille. ”Gør du?” Spurgte Thor. Merek trak på skuldrene. ”Når alt kommer til alt, hvis du ville forgifte kongen, ville du virkelig være så dum at fortælle ham det?” Merek vendte sig om og gik et par skridt væk, over til sin side af cellen, og lænede sig mod væggen og satte sig ned og kiggede på Thor. Nu var Thor nysgerrig. ”Hvad sidder du inde for?” Spurgte han. ”Jeg er en tyv,” svarede Merek, nærmest stolt. Thor blev overrasket. Han havde aldrig været sammen med en tyv før. En rigtig tyv. Selv havde han aldrig tænkt på at stjæle. Og han havde altid været forbløffet over, at nogle mennesker gjorde det. ”Hvorfor gør du det?” Spurgte Thor. Merek trak på skuldrene. ”Min familie har ingen mad. De skal spise. Jeg har ikke nogen skolegang eller nogen kvalifikationer af nogen art. At stjæle er det, jeg kan. Ikke noget stort. Bare mad hovedsageligt. Det, der får dem igennem dagen. Jeg slap afsted med det i årevis. Så blev jeg fanget. Det er faktisk min tredje gang inde. Tredje gang er den værste.”

”Hvorfor?” Spurgte Thor. Merek blev stille og rystede derefter langsomt på hovedet. Thor kunne se, hans øjnene blev fyldt med tårer. ”Kongens lov er streng. Ingen undtagelser. Ved den tredje lovovertrædelse, tager de din hånd.” Thor blev forfærdet. Han kiggede ned på Mereks hænder; de var der begge to. ”De kommer ikke efter mig endnu,” sagde Merek. ”Men det gør de på et tidspunkt.” Thor havde det forfærdeligt. Merek kiggede skamfuldt væk, og uden at tænke over det, gjorde Thor det samme. Thor lagde hovedet i hænderne. Hans forsøgte at samle sine tanker, men hans hoved dræbte ham. De sidste par dage føltes som én hvirvelvind; så mange ting var sket så hurtigt. På den ene side følte han en følelse af succes. En følelse af retfærdiggørelse. Han havde set fremtiden, havde forudset MacGils forgiftning, og havde reddet ham fra den. Måske kunne skæbnen trods alt ændres – måske kunne den bøjes. Thor havde en følelse af stolthed: han havde reddet sin konge. På den anden side sad han her i fangehullet. Han var ikke i stand til at rense sit navn. Alle hans håb og drømme var blevet knust. Enhver chance for at tilslutte sig Legionen var forsvundet. Nu ville han være heldig, hvis han ikke skulle tilbringe resten af ​​sine dage hernede. Det gjorde ham ondt at tænke på at MacGil, der havde taget Thor ind som en far, den eneste rigtige far, han nogensinde havde haft, troede at Thor faktisk prøvede at dræbe ham. Det gjorde ham ondt at tænkte på at Reece, hans bedste ven, kunne tro, at han havde prøvet at dræbe hans far. Og endnu værre, Gwendolyn. Han tænkte på deres sidste møde. Hvordan hun havde troet, at han frekventerede bordellerne – og følte at alt godt i hans liv var blevet taget væk fra ham. Han spekulerede på, hvorfor det skete for ham. Han havde trods alt kun ønsket at hjælpe. Thor vidste ikke, hvad der ville blive af ham. Og han var ligeglad. Alt hvad han ønskede nu var at rense sit navn, så folk ville vide, at han ikke havde prøvet at skade kongen – at han havde ægte kræfter, at han virkelig havde set fremtiden.

Han vidste ikke, hvad der ville blive af ham, men han vidste en ting: Han var nødt til at komme ud herfra. På en eller anden måde. Før Thor kunne afslutte tanken, hørte han fodspor. Tunge støvler klumpede sig vej ned ad stenkorridorerne. Han hørte lyden af raslende nøgler, og øjeblikke senere stod en kraftig fængselsholder foran ham. Det var manden, der havde trukket Thor herned og slået ham i ansigtet. Ved synet af ham følte Thor smerten på kinden, følte sig for første gang opmærksom på den, og følte en fysisk afsky. ”Nå, er det ikke den lille myre, der forsøgte at dræbe kongen?” Brummede vagthavende, da han vendte jernnøglen i låsen. Efter adskillige klinkende klik gled celledøren op. Han bar kæder i den ene hånd, og en lille økse hang i bæltet ved hans talje. ”Du skal nok få din straf,” sagde han hånende til Thor og vendte sig derefter mod Merek. ”Men nu er det din tur, din lille tyv. Tredje gang,” sagde han med et ondsindet smil, ”ingen undtagelser.” Han greb ud efter Merek og greb ham groft med ene arm bag ryggen. Han spændte håndjernet fast om hans håndled, og spændte derefter den anden ende af lænken fast til en krog i væggen. Merek skreg og trækkede vildt i lænken og forsøgte at bryde fri; men det var nytteløst. Vagten kom op bag ham og greb ham. Han tog Mereks frie arm og placerede den på en stenbjælke. ”Dette vil lære dig ikke at stjæle,” snerrede han. Han fjernede øksen fra bæltet og løftede den højt over hovedet. Han smilede hånende så hans grimme tænder stak ud af munden på ham. ”NEJ!” Skreg Merek. Thor sad fastbundet og så forfærdet til, da vagten bragte sit våben ned og sigtede mod Mereks håndled. I løbet af nogle få sekunder ville denne stakkels drengs hånd blive hugget af for evigt uden nogen anden grund end hans småtyveri af mad for at hjælpe med at brødføde sin familie. Uretfærdigheden brændte inde i Thor, og han vidste, at han ikke kunne tillade det. Det var bare ikke retfærdigt. Thor følte hele hans krop blive varm, og mærkede derefter en brændende følelse indvendigt. En følelse, der gik fra det yderste af hans tåspidser og hele vejen ud gennem håndfladerne. Han mærkede tiden gå i stå. Han følte, han bevægede sig hurtigere end manden. Han følte hvert øjeblik af hvert sekund, mens mandens økse hang i luften. Thor følte en brændende energikugle i håndfladen og kastede den mod fængselsvagten. Han så forbavset til, da den gule kugle forsvandt fra hans håndflade. Den fløj gennem luften, oplyste den mørke celle og ramte vagtens ansigt. Den ramte ham i hovedet. I samme øjeblik tabte han sin økse, fløj tværs gennem cellen før han smadrede ind i en væg og kollapsede på gulvet. Thor havde reddet Merek et splitsekund før klingen nåede hans håndled. Merek kiggede på Thor med overraskede øjne. Vagten rejste sig, rystede på hovedet og styrede direkte mod Thor. Men Thor mærkede kraften brænde i ham, og da vagten kom på fødderne og nærmede sig ham, løb Thor frem, sprang op i luften og sparkede ham i brystet. Thor følte en kraft, som han aldrig før havde følt, skyde gennem sin krop og hørte et højt brag da hans spark sendte den store mand baglæns gennem luften. Han smadrede mod væggen og landende på gulvet. Denne gang bevidstløs. Merek så chokeret på Thor, og Thor vidste nøjagtigt, hvad han måtte gøre. Han greb øksen, skyndte sig hen til Merek. Han holdt kæden fra håndjernene fast på stenbjælken og huggede den over. En stor gnist fløj gennem luften, da kædeleddet blev skåret over. Merek kiggede væk, løftede derefter hovedet op og så på kæden, der hang frit fra hans håndled og indså, at han var fri. Han stirrede tilbage på Thor med åben mund. ”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke dig,” sagde Merek. ”Jeg ved ikke, hvordan du gjorde det. Jeg ved ikke hvad det var, eller hvem du er – eller hvad du er – men du har reddet mit liv. Jeg skylder dig en. Og det er et løfte, jeg ikke tager let på.”

”Du skylder mig intet,” sagde Thor. ”Forkert,” sagde Merek og rakte hånden ud og gav Thors underarm et klem. ”Du er min bror nu. Og jeg vil betale dig tilbage. En eller anden måde. En skønne dag.” Med de ord vendte Merek sig og skyndte sig ud af den åbne celledør. Han løb ned ad korridoren til lyden af de andre fangeres råb. Thor kiggede rundt. Han så den bevidstløse vagt, den åbne celledør og vidste, at han også måtte handle. Fangerens råb blev højere og mere insisterende. Thor gik ud af cellen. Han kiggede til begge sider og besluttede sig at tage den modsatte vej af Merek. De kunne trods alt ikke fange dem begge på én gang.