Читать книгу Kongernes March - Морган Райс, Morgan Rice - Страница 16

Thor fulgte Reece tæt, Krohn gik lige bag ham, mens de snoede sig gennem gangene, der ledte bagom til kongens kammer. Reece havde ført dem gennem en hemmelig dør gemt i en af ​​stenvæggene. Nu holdt han en fakkel, mens de gik på række i de trænge gange, der førte dem rundt som i en uendelig labyrint. De gik op ad en smal stentrappe, der førte til en anden gang. Efter at have drejet om et par hjørner, stod de igen foran en trappe. Thor var forundret over, hvor indviklet alle disse gange var. ”Disse gange blev indbygget i slottet for hundredevis af år siden,” forklarede Reece med en hvisken, mens de klatrede op ad trappen. ”De blev bygget af min fars oldefar, den tredje MacGil-konge. Han fik det bygget efter en belejring – det skulle fungere som en flugtvej. Ironisk nok, har vi aldrig været under belejring siden, og disse gange er ikke blevet brugt i århundreder. Jeg opdagede dem som barn. Af og til kan jeg godt lide at bruge dem til at komme rundt i slottet uden at nogen ved, hvor jeg er. Da vi var yngre, legede Gwen, Godfrey og jeg gemmeleg i disse skjulte gange. Kendrick var for gammel, og Gareth kunne ikke lide at lege med os. Ingen fakler, det var reglen. Kulsort. Det var skræmmende dengang.”

Thor forsøgte at følge med da Reece, med en forbløffende selvsikkerhed, snoede sig igennem de mange, lange gange. Det var tydeligt, at han kendte dette sted som sin egen baglomme.

”Hvordan er det overhovedet muligt, at du kan huske hvor de fører hen?” Spurgte Thor. ”Man er ensom, når man vokser op som dreng på dette slot,” fortsatte Reece, ”især når alle andre er ældre, og man er for ung til at tilslutte sig Legionen. Og der er ikke andet at lave. Jeg gjorde det til min mission at opdage selv den mindste krog på dette sted.” De drejede omkring endnu et hjørne, gik ned ad tre stentrin, gennem en smal åbning i væggen og derefter ned ad en lang trappeopgang. Til sidst stod de foran en tyk egetræsdør, der var dækket af støv. Reece lagde det ene øre mod døren og lyttede. Thor stillede sig ved siden af ​​ham.

”Hvilken dør er dette?” Spurgte Thor

”Shhh,” sagde Reece.

Thor blev stille og lagde sit eget øre mod døren og lyttede. Krohn stod bag dem og så forvirret op.

”Det er bagdøren til min fars kammer,” hviskede Reece. ”Jeg vil gerne høre, hvem der er derinde sammen med ham.”

Thor lyttede, med bankede hjerte, til de dæmpede stemmer bag døren.

”Det lyder som om, værelset er fyldt,” sagde Reece.

Reece vendte sig og så på Thor med et alvorligt blik.

”Er du godt klar over, du går ind i en ildstorm? Hans generaler vil være der, hans råd, hans rådgivere, hans familie – alle sammen. Og jeg er sikker på, at de alle er på udkig efter dig. Hans formodede morder. Det vil være som at gå direkte ind til din egen henrettelse. Hvis min far stadig tror på, at du prøvede at myrde ham, er du færdig. Er du sikker på, at du vil det her?”

Thor sank en klump i halsen. Det var nu eller aldrig. Hans hals blev tør, da han indså, at dette var et vendepunkt i hans liv. Det ville være lette at vende om og flygte. Han kunne leve et sikkert liv et eller andet sted langt fra Kongens Hof. Eller han kunne gå gennem den dør og potentielt tilbringe resten af ​​sit liv i fangehullet, med andre uslinge – eller endda blive henrettet. Han tog en dyb indånding og besluttede sig. Han var nødt til at se sine dæmoner i øjnene. Han kunne ikke vende tilbage til det liv, han havde haft før. Thor nikkede. Han var bange for at åbne munden, bange for, at hvis han gjorde det, ville han skifte mening. Reece nikkede anerkendende tilbage. Derefter skubbede han jerngrebet ned og lænede skulderen ind mod døren så den langsomt åbnede. Thor kneb øjnene sammen i det skarpe fakkellys, da døren åbnede. Han stod midt i ​​kongens private kammer med Krohn og Reece ved siden af ​​sig. Der var mindst to dusin mennesker samlet omkring kongen, der lå på sin seng. Nogle stod over ham, andre knælede ved siden af ham. Omkring kongen var hans rådgivere og generaler sammen med Argon, dronningen, Kendrick, Godfrey – endda Gwendolyn. Det var kongens dødsleje, og Thor trængte ind i denne families private anliggender, i deres sidste øjeblikke med deres kære. Stemningen i rummet var dyster, ansigterne alvorlige. MacGil lå støttet på puder, og Thor var lettet over at se, at han stadig var i live – for nu. Med det samme vendte alle sig, overrasket over at Thor og Reece pludselig var blandt dem. Thor indså, hvilket chok det måtte være – deres pludselige ankomst gennem en hemmelig dør i stenmuren.

”Det er drengen!” Råbte nogen fra mængden, mens de pegede på Thor med hadefulde blikke. ”Det er ham, der prøvede at forgifte kongen!” Vagter nærmede sig fra alle sider. Thor vidste ikke, hvad han skulle gøre. En del af ham havde lyst til at vende sig om og flygte. Men han vidste, at han var nødt til at møde denne vrede flok, hvis han skulle få fred med kongen. Så han stod fast og forberedte sig, da flere vagter kom løbede og rakte ud for at gribe ham. Krohn stod trofast ved hans side, knurrede og advarede alle der nærmede sig. Mens Thor stod og ventede på at blive pågrebet, følte han en pludselig varme stige op inden i ham, en kraft, der bølgede gennem ham. Ufrivilligt løftede han den ene hånd og rakte en håndflade ud og rettede sin energi mod vagterne. Thor blev forbløffet, da de alle stoppede, midt i et skridt, som om de var frosne. Hans kræfter, hvad end det var, holdt dem i skak.

”Hvor vover du at snige dig her ind og bruge din trolddom, knægt!” Råbte Brom – kongens største general, og trak sit sværd. ”Var det ikke nok at prøve at dræbe vores konge?” Brom nærmede sig Thor med sit sværd. Og da han kom nærmere, følte Thor noget overvinde ham, en følelse stærkere end han nogensinde havde haft. Han lukkede øjnene og fokuserede. Han følte energien fra Broms sværd, dens form, dets metal, og på en eller anden måde blev han ét med det.

I sine tanker fik han det til at stoppe. Brom stod forbløffet tilbage – frosset på stedet.

”Argon!” Råbte Brom og snurrede rundt. ”Stop denne trolddom med det samme! Stop denne dreng!” Argon trådte ud fra mængden og sænkede langsomt sin hætte. Han stirrede tilbage på Thor med sine evigt intense og glødende øjne.

”Jeg ser ingen grund til at stoppe ham,” sagde Argon. ”Han er ikke kommet her for at gøre skade.”

”Er du gal? Han næsten dræbte vores konge!”

”Det er blot hvad du antager,” sagde Argon. ”Det er ikke det, jeg ser.”

”Lad ham være,” lød en grusom, dyb stemme.

Alle vendte sig, mens MacGil langsomt satte sig op. Han kiggede over. Han var meget svag. Det var helt tydeligt en kamp for ham at tale.

”Jeg vil se drengen. Det er ikke ham, der stak mig. Jeg så mandens ansigt, og det var ikke ham. Thor er uskyldig.”

Langsomt sænkede vagterne deres våben. Thor gav slip på sine tanker og lod dem gå. Vagterne trak sig væk og så vagtsomt på Thor, som var han fra en anden verden. De satte langsomt deres sværd tilbage i deres bælter.

”Jeg vil se ham,” sagde MacGil. ”Alene. Forlad os. Alle sammen.”

”Min konge,” sagde Brom. ”Tror du virkelig, det er sikkert? Dig og denne dreng alene?”

”Ingen rører Thor,” sagde MacGil. ”Forlad os nu. Alle sammen. Det betyder også min familie.”

En tung stilhed sænkede sig over rummet, mens alle stirrede på hinanden, tydeligvis usikre på, hvad de skulle gøre. Thor stod forankret på sin plads, ude af stand til at fordøje det hele.

En efter en, forlod de andre, inklusiv kongens familie, rummet. Krohn fulgte efter Reece. Kammeret, der få øjeblikke forinden havde været fyldt med mennesker, blev pludselig tomt.

Døren lukkede. Det var bare Thor og kongen. Alene i stilheden. Han kunne ikke tro det. At se MacGil ligge der, bleg og i så stor smerte, gjorde Thor mere ondt end han kunne sige. Han vidste ikke hvorfor, men det var næsten som om, en del af ham også lå dødende på den seng. Han ønskede mere end noget andet, at kongen skulle få det godt igen.

”Kom her, min dreng,” sagde MacGil svagt med hæs stemme. Blot en hvisken.

Thor sænkede hovedet og skyndte sig hen til kongens side og knælede foran ham. Kongen rakte et svagt håndled ud. Thor tog hans hånd og kyssede den i respekt.

Thor kiggede op og så MacGil smile svagt ned til ham. Thor blev overrasket over at føle varme tårer strømmende ned af sine kinder.

”Min Konge,” startede Thor ude af stand til at holde det inde længere. ”Tro mig. Jeg forgiftede Dem ikke. Jeg kendte kun til plottet fra min drøm. Fra nogle højere magter, som jeg ikke kender til. Jeg ville kun advare dig. De må tro mig.”

MacGil løftede en håndflade, og Thor blev tavs.

”Jeg tog fejl af dig,” sagde MacGil. ”Jeg skulle blive stukket ved en anden mands hånd for at indse, at det ikke var dig. Du prøvede blot at redde mig. Tilgiv mig. Du var loyal. Måske det eneste loyale medlem i mit hof.”

”Hvor ville jeg ønske, at jeg havde taget fejl,” sagde Thor. ”Hvor ville jeg ønske, at du var i sikkerhed. At mine drømme blot var illusioner; at du aldrig blev forsøgt myrdet. Måske tog jeg fejl. Måske overlever du.”

MacGil rystede på hovedet.

”Min tid er kommet,” sagde han til Thor.

Thor sank. Han håbede, at det ikke var sandt, men fornemmede at det var.

”Ved du, hvem der udførte denne forfærdelige handling, min Herre?” Thor stillede spørgsmålet, der havde brændt i hans tanker, siden drømmen. Han kunne ikke forestille sig, hvem der ville dræbe kongen, eller hvorfor.

MacGil kiggede op i loftet og Thor kunne se han tænkte så det bragede.

”Jeg så hans ansigt. Det var et ansigt, jeg kender. Men af ​​en eller anden grund, kan jeg ikke placere det.” Kongen vendte sig og så direkte på Thor.

”Det betyder ikke noget nu. Min tid er kommet. Om det var ved hans hånd eller en anden, er slutningen stadig den samme. Hvad der betyder noget nu,” sagde han, og greb Thors håndled med en styrke, der overraskede ham, ”er hvad der sker, når jeg er væk. Vores kongerige vil snart være et rige uden en konge.”

MacGil kiggede på Thor med en intensitet, som Thor ikke forstod. Thor vidste ikke præcist, hvad han sagde – eller hvad han krævede. Thor ville spørge. Men han kunne se, hvor svært det var for MacGil at få vejret, og ville ikke risikere at afbryde ham.

”Argon havde ret i forhold til dig,” sagde han og gav langsomt slap på Thors håndled. ”Din skæbne er langt større end min.” Thor følte et elektrisk stød gå gennem sin krop ved kongens ord. Hans skæbne? Større end kongens?

Blot tanken om at kongen havde gidet at diskutere Thors skæbne med Argon, var mere end Thor kunne fatte. Og det faktum at Argon havde sagt, at Thors skæbne var større end kongens – hvad kunne han mene med det? Snakkede MacGil blot i tåger i sine sidste øjeblikke?

”Jeg valgte dig…Jeg bragte dig ind i min familie af en grund. Ved du, hvad den grund er?”

Thor rystede på hovedet og ønskede desperat at vide det.

”Ved du, hvorfor jeg ville have dig, kun dig, her i mine sidste øjeblikke?”

”Jeg er ked af det, min Herre,” sagde han og rystede på hovedet. ”Jeg ved ikke.”

MacGil smilede svagt, da hans øjne langsomt begyndte at lukke i.

”Der er et fantastisk land langt her fra. Hinsides de Vildes rige. Endda hinsides Dragenes land. Druidernes land. Hvor din mor er fra. Du skal tage dertil for at søge svarene.”

MacGils øjne åbnede vidt, og han stirrede på Thor med en intensitet, som Thor ikke kunne forstå.

”Vores rige afhænger af det,” tilføjede han. ”Du er ikke som de andre. Du er speciel. Vores rige vil aldrig hvile, før du forstår, hvem du er.”

MacGils øjne lukkede, og hans vejrtrækning blev langsommer. Med hvert åndedrag slap MacGil et lille gisp. Hans greb om Thors håndled blev langsomt svækket, og Thor kunne mærke tårerne fylde hans øjne op igen.

Thors tanker snurrede. Han forsøgte at finde hoved og hale i alt det, konge havde sagt. Han kunne ikke koncentrere sig. Havde han virkelig hørt rigtigt?

MacGil begyndte at hviske noget, men det var så lavt, Thor knap nok kunne høre det. Thor lænede sig tættere på og lagde øret helt ind til MacGils læber.

Kongen løftede hovedet en sidste gang og sagde med sine sidste kræfter: ”Hævn mig.”

Pludselig stivnede MacGil. I et par øjeblikke lå han der, inden hans hoved rullede til siden med øjnene vidt åbne. Frosset. Død.

”NEJ!” Græd Thor.

Hans jamren må have været høj nok til at vagterne kunne høre ham, for et øjeblik senere hørte han døren åbne bag sig, hørte postyret fra snesevis af mennesker, der skyndte sig ind i rummet. I Thors bevidsthed forstod han, at der var bevægelse rundt omkring ham. Han hørte svagt, at slotsklokkerne ringede igen og igen. Klokkernes ringen matchede blodet der pumpede i hans tindinger. Men det hele blev sløret, da rummet, øjeblikke senere, snurrede for øjnene af ham.

Thor besvimede, kollapsede og ramte det kolde stengulv.