Читать книгу Kongernes March - Морган Райс, Morgan Rice - Страница 17

Et vindstød kærtegnede Gareths ansigt. Han så op på det blege lys fra den første sol, der steg til vejrs, mens han blinkende tårer tilbage. Det var daggry, og alligevel var der, på dette fjerntliggende sted her på kanten af ​​Kolvianske Klipper, allerede samlet hundredevis af mennesker. Kongens familie, venner og nære kongelige undersåtter stod tæt samlet for at deltage i begravelsen. På den anden side af dem, tilbageholdt af en hær af soldater, kunne Gareth se masserne strømme ind, tusinder af mennesker kiggede på, på afstand. Sorgen i deres ansigter var ægte. Hans far var elsket, det var der ingen tvivl om. Gareth stod sammen med resten af ​​den nærmeste familie i en halvcirkel omkring sin fars krop. Kisten stod på planker over et hul i jorden, reb omkring den og ventede på at blive sænket i jorden. Argon stod foran mængden. Han var iført skarlagensrøde klæder, som kun var forbeholdt begravelser. Hans udtryk var uransageligt, mens han kiggede ned på kongens krop. Hætten dækkede det meste af hans ansigt.

Gareth prøvede desperat at analysere dette ansigt for at regne ud, hvor meget Argon vidste. Vidste Argon, at han myrdede sin far? Hvis ja, ville han fortælle det til de andre – eller lade skæbnen spille sig ud?

Til Gareths uheld, var den irriterende dreng, Thor, blevet erklæret uskyldig. Han kunne tydeligvis ikke have myrdet kongen, mens han sad i fangehullet. For ikke at nævne at hans far selv havde fortalt de andre, at Thor var uskyldig. Hvilket kun gjorde tingene værre for Gareth. Der var allerede blevet nedsat et råd for at undersøge sagen og hver eneste lille detalje omkring hans mord. Gareths hjerte bankede i brystet, da han stod sammen med de andre og stirrede på kongens lig, der skulle sænkes ned i jorden. Han ønskede at blive begravet med det. Det var kun et spørgsmål om tid, før sporene førte til Firth – og når det skete, ville Gareth ryge ned sammen med ham. Han var nødt til at handle hurtigt for at aflede opmærksomheden, for at placere mistanken på en anden. Gareth spekulerede på, om menneskerne omkring ham mistænkte ham. Han var sandsynligvis bare paranoid, og da han undersøgte ansigterne, var der ingen der så på ham. Der stod hans brødre, Reece, Godfrey og Kendrick; hans søster Gwendolyn; og hans mor, hendes ansigt i stor sorg. Hun så nærmest katatonisk ud. Faktisk, siden hans fars død, havde hun været en anden person. Hun var knap nok i stand til at tale. Han havde hørt, at da hun modtog nyheden, var der sket noget inden i hende – en slags lammelse. Halvdelen af ​​hendes ansigt var frosset; da hun åbnede munden, kom ordene for langsomt ud. Gareth undersøgte ansigterne på kongens råd bag hende – hovedgeneral, Brom og legionens overhoved, Kolk, stod forrest. Bag dem stod den uendelige gruppe af kongelige rådgivere.

De havde alle et påtaget udtryk af sorg. Men Gareth vidste bedre. Han vidste, at alle disse mennesker, alle rådsmedlemmer og rådgivere og generaler og alle adelige og herrer bag dem, næppe bekymrede sig det mindste om hans far. Han genkendte ambitionen i deres ansigter. Det var begær – begæret efter magt. Mens de hver især stirrede ned på kongens lig, fornemmede han, at de alle spekulerede på, hvem der ville være den næste til at indtage tronen. Det var dér Gareths tanker lå. Hvad ville der ske i kølvandet på en sådan et kaotisk mordattentat? Hvis det var foregået rent og enkelt, og skylden var landet på en anden, ville Gareths plan have været perfekt – tronen ville falde til ham. Han var trods alt den førstefødte, legitime søn. Hans fars ønske havde været at give kongedømmet videre til Gwendolyn, men der havde ikke været nogle til stede på dette møde foruden hans søskende, og hans ønske blev aldrig stadfæstet. Gareth kendte rådet og vidste, hvor alvorligt de tog loven. Uden en stadfæstelse kunne hans søster ikke regere.

Hvilket igen førte tilbage til ham. Hvis processen gik på behørig vis – og Gareth var fast besluttet på at sørge for, at den ville – ville tronen skulle falde til ham. Det var loven. Hans søskende ville alle kæmpe imod ham. Det var han ikke i tvivl om. De ville huske tilbage på mødet med deres far og ville alle insistere på, at Gwendolyn skulle herske. Kendrick ville ikke forsøge at tage magten selv. Han var for godhjertet og ærlig. Godfrey var apatisk. Reece var for ung. Gwendolyn var hans eneste virkelige trussel. Men Gareth var optimistisk. Han troede ikke på, at rådet var klar til at en kvinde – langt mindre en teenagepige – skulle regere Ringen. Og uden en stadfæstelse fra kongen, havde de den perfekte undskyldning for at springe hende over i overvejelserne. I Gareths optik, var den eneste virkelige trussel tilbage, Kendrick. Når alt kommer til alt, var Gareth hadet af befolkningen, mens Kendrick var højtelsket og beundret blandt de almindelige mænd og blandt soldaterne. Omstændighederne taget i betragtning, var der altid en chance for, at rådet ville overdrage tronen til Kendrick. Jo før Gareth kunne overtage magten, jo før kunne han bruge sin magt til at slå Kendrick ned. Gareth følte et træk i hånden og kiggede og opdagede at det tykke reb brændte i hans håndflade. Han opdagede, at de var begyndt at sænke hans fars kiste. Han så sig omkring og så sine andre søskende, som hver især holdt et reb som han, der sænkede kisten langsomt ned i jorden. Gareths ende tippede, da han sænkede rebet for sent i forhold til de andre, og han rakte hånden ud og greb rebet med sin anden hånd, indtil det endelig udlignede sig. Det var ironisk: selv i døden kunne han ikke behage sin far. I det fjerne kunne de høre slotsklokkerne ringe, og Argon trådte frem og løftede hånden. ”Itso ominus domi ko resepia…”

Han talte Ringens gamle, glemte sprog. Det kongelige sprog, der var blevet brugt af hans forfædre i tusind år. Det var et sprog, Gareths private undervisere havde undervist ham i som dreng – og et sprog, han ville få brug for, når han overtog sine kongelige pligter. Argon stoppede pludselig, så op og stirrede direkte på Gareth. Det sendte kuldegysninger ned ad Gareths rygsøjle, da Argons kraftfulde øjne syntes at brænde lige gennem ham. Gareths ansigt blev ildrødt. Han spekulerede på, om hele kongeriget fulgte med, og om nogen vidste, hvad det betød. I det blik følte han, at Argon kendte til hans gerninger. Men Argon var mystisk og han nægtede at blive involveret i de menneskelige skæbner. Ville han forblive stille?

”Kong MacGil var en god konge. En retfærdig konge,” sagde Argon langsomt med en dyb og ærlig stemme. ”Han bragte stolthed og ære til sine forfædre og rigdom og fred til dette rige, større end hvad vi nogensinde har kendt. Hans liv blev taget for tidligt, som Gud ville have det. Men han efterlader en dyb og rig arv. Nu er det op til os at løfte denne arv.”

Argon stoppede op.

”Vores kongerige, Ringen, er omgivet af dybe og ildevarslende trusler – fra alle sider. På den anden side af Kløften, der kun er beskyttet af vores energiskjold, ligger en nation af vilde dyr og skabninger, der ville rive os fra hinanden. Inden i vores Ring, på den anden side af højlandet, ligger en klan, der ønsker at skade os. Vi lever i uovertruffen velstand og fred; og alligevel er vores sikkerhed flygtig.” Argon holdt en pause.

”Hvorfor tager guderne nogen fra os i deres velmagtsdage – en god og klog og retfærdig konge? Hvorfor var det hans skæbne at blive myrdet på denne måde? Vi er alle blot bønder. Dukker i skæbnens spil.

På trods af vores stærke kræfter, kan vi stadig havne under jorden. Spørgsmålet, vi skal stille os selv er ikke, hvad vi stræber efter – men hvem vi stræber efter at være.”

Argon sænkede hovedet, og Gareth mærkede hvordan håndfladerne brændte, da de sænkede kisten hele vejen, og den endelig ramte jorden med et lille bump.

”NEJ!” Lød et skrig.

Det var Gwendolyn. Hun løb hysterisk hen mod kanten af ​​graven, som for at kaste sig i sammen med deres far. Reece løb frem og greb hende og holdt hende tilbage. Kendrick trådte frem for at hjælpe. Men Gareth følte ingen sympati for hende. Han følte sig snarere truet. Hvis hun ønskede at være begravet under jorden, kunne han godt arrangere det.

Det kunne han uden problemer.

*

Thor stod blot få meter væk fra kong MacGils lig, da han så, at han blev sænket ned i jorden og følte sig overvældet af synet. På kanten af ​​kongeriget, på den højeste klippe, havde kongen valgt at blive begravet. Det var et spektakulært sted, et højt sted, der så ud til at nå op i skyerne. Skyerne blev lyst op af orange, grønne, gule og pink farver, da den første sol kravlede højere på himlen. Men dagen var dækket af en tåge, der ikke ville løfte sig, som om selv kongeriget sørgede. Krohn klynkede ved siden af ​​Thor. Han hørte et skrig og så op og fik øje på Estopheles, der cirklede højt ovenover og så ned på dem. Thor var stadig målløs. Han kunne ikke tro, hvad der var sket de sidste par dage. At han stod her, midt i kongefamilien, og så på denne mand, han så hurtigt var kommet til at elske som en far, blev sænket ned i jorden. Det hele var uvirkeligt. Han havde knapt nok lært ham at kende. Den første mand, der nogensinde havde været som en rigtig far, og nu blev han taget væk fra ham. Thor kunne ikke holde op med at tænke på kongens sidste ord: Du er ikke som de andre. Du er speciel. Og indtil du forstår, hvem du er, vil vores rige aldrig hvile. Hvad mente kongen med det? Hvem var han? Hvordan var han speciel? Hvordan vidste kongen det? Hvad havde rigets skæbne med Thor at gøre? Havde kongen bare været forvirret?

Der er et fantastisk land langt her fra. Hinsides Imperiet. Endda hinsides Dragenes land. Druidernes land. Hvor din mor er fra. Du skal tage dertil for at søge svarene.

Hvordan havde MacGil kendt til Thors mor? Hvordan havde han vidst, hvor hun boede? Og hvilken slags svar havde hun? Thor havde altid antaget, at hun var død – tanken om at hun kunne være i live, vækkede noget i ham. Han følte sig mere bestemt end nogensinde for at opsøge hende, han måtte finde hende. Finde svarene, finde ud af, hvem han var, og hvorfor han var speciel.

Mens klokkerne ringede, og MacGils lig blev sænket, undrede Thor sig over de grusomme handlinger og skæbner. Hvorfor havde han fået lov til at se fremtiden, se denne store mand blive dræbt – men uden at kunne gøre noget ved det? På en måde ønskede han, at han aldrig havde set noget af dette, aldrig havde vidst på forhånd, hvad der ville ske. Han ønskede, at han blot havde været en uskyldig tilskuer som resten, der bare vågnede op en dag og hørte, at kongen var død. Nu følte han, han var en del af det. På en eller anden måde følte han sig skyldig, som om han skulle have gjort mere.

Thor spekulerede på, hvad der ville ske med kongeriget nu. Det var et kongerige uden en konge. Hvem ville regere? Ville det være, som alle spekulerede, Gareth? Thor kunne ikke forestille sig noget værre.

Thor lod blikket vandre over menneskemængden, der var mødt op for at sørge over deres konge. Så ansigterne på samtlige af Rigets adelige, der var samlet her fra alle hjørner af kongeriget. Reece havde fortalt ham, de alle var magtfulde mænd i et rastløst rige. Han kunne ikke lade være med at undre sig over, hvem morderen kunne være. Den dag syntes alle at være under mistanke. Alle disse mænd ville kæmpe for magten. Ville kongeriget blive splittet? Ville deres styrker komme til at ligge i strid med hinanden? Hvad ville hans egen skæbne være? Og hvad med Legionen? Ville den blive opløst? Ville hæren opløses? Ville The Silver gøre oprør, hvis Gareth blev udnævnt til konge? Og efter alt der var sket, ville de andre virkelig tro, at Thor var uskyldig? Ville han blive tvunget til at vende tilbage til sin landsby?

Han håbede inderligt, det ikke ville ske. Han var kommet til at holde af alt, hvad han havde her. Han ønskede mere end noget andet at blive her, blive i Legionen. Han ville bare have, at alt skulle blive som det var, at intet skulle ændre sig. For blot få dage side, havde kongeriget virket så velstående, så permanent. Han havde troet, at MacGil ville regere for evigt. Hvis noget så sikkert – så stabilt, pludselig kunne kollapse – hvilket håb var der så tilbage for resten af ​​dem? Intet føltes længere permanent for Thor.

Thors hjerte var blevet knust i tusind stykker, da han så Gwendolyn forsøge at hoppe ned i graven sammen med sin far. Mens Reece havde holdt hende tilbage, var ledsagerne kommet frem og begyndt at skovle jord ned i graven, mens Argon fortsatte sin ceremonielle sang. En sky passerede på himlen og blottede den første sol et øjeblik, og Thor følte en kold vind suse igennem mængden på denne, ellers lune, sommerdag. Han hørte en piben og så Krohn sidde ved hans fødder og kigge op på ham.