Читать книгу Kongernes March - Морган Райс, Morgan Rice - Страница 14

Thor løb gennem natten, gennem de kaotiske gader i Kongens Hof og blev overrasket over, at opleve så meget liv i gaderne. Gaderne var tæt pakkede og en vrimmel af mennesker flokkedes i en urolig røre. Mange af dem bar fakler, der lyste natten op og kastede skygger på folks ansigter. Alt imens slottets klokker ringede uafbrudt. Det var en lav ringen, der lød én gang i minuttet. Thor vidste hvad det betød: død. Klokkerne ringene for død. Og der var kun én person i kongeringet, som klokkerne kunne ringe for denne nat: kongen.

Thors hjerte bankede i brystet mens han tænkte tilbage på sin drøm. Han så kniven fra sin drøm. Havde det været sandt?

Han måtte vide det. Han greb fat i en forbigående, en ung dreng der løb i den modsatte retning. ”Hvor er du på vej hen?” Forlangte Thor at vide. ”Hvad skyldes alt dette postyr?”

”Har du ikke hørt det?” Spurgte drengen forbløffet. ”Vores konge er døende! Han er blevet dolket. Der former sig en hob foran Konges Port. De forsøger at få mere af vide. Hvis det er sandt, vil det være forfærdeligt for os alle. Kan du overhovedet forestille dig det? Et land uden en konge?”

Med de ord rystede drengen sig løs af Thors greb og løb tilbage ind i natten. Thor stod tilbage med hamrende hjerte og ønskede ikke at erkende virkeligheden omkring ham. Hans drømme, hans forudanelser – det var mere end blot fantasi. Han havde set fremtiden. To gange. Det gjorde ham bange. Hans kræfter var stærkere end han vidste, og det så ud til, de blev stærkere og stærkere for hver dag. Hvor ville det føre hen?

Thor forsøgte at komme i tanke om, hvor han kunne tage hen. Han var flygtet, men nu anede han ikke, hvor han kunne tage hen. Det var helt sikker at inden længe, ville de kongelige vagter – og sikkert hele Konges Hof, være på jagt efter ham. At Thor rent faktisk var flygtet, ville få ham til at fremstå skyldig. På den anden side ville det faktum at MacGil var blevet dolket, mens Thor var i fængsel ikke rense hans navn? Eller ville det få ham til at fremstå som en del af et komplot?

Thor kunne ikke tage nogle chancer. Det var tydeligt at ingen i kongeriget var i humør til at lytte til fornuft. Det virkede som om, alle omkring ham var ude efter blod. Og han ville højst sandsynligt blive syndebuk. Han måtte finde et sikkert sted. Et sted han kunne være, indtil det hele blæste over, og han kunne rense sit navn. Det sikreste ville være at tage væk fra Kongens Hof. Langt væk. Tage tilbage til sin landsby eller endnu længere væk – så langt væk, han kunne komme fra Kongens Hof. Men Thor ville ikke tage det sikre valg. Han var ikke den slags person. Han ville blive i Kongens Hof, rense sit navn og beholde sin plads i Legionen. Han var ikke en kujon. Og han ville ikke stikke af. Og vigtigst af alt, ville han se MacGil før han døde – hvis han da stadig var i live. Han måtte se ham. Han var overvældet af skyldfølelse over, han ikke havde været i stand til at stoppe moderen. Hvorfor havde han set kongens død, hvis der ikke var noget, han kunne gøre for at forhindre det? Og hvorfor havde han først set i drømmen, at han var blevet forgiftet, når han blev dolket?

Mens Thor stod og overvejede sine muligheder, kom det til ham: Reece. Reece var den eneste, han kunne stole på. Han ville ikke angive ham til vagterne. Han ville måske endda skjule ham et sikkert sted. Han fornemmede, at Reece ville tro på ham. Han vidste at Thors kærlighed til hans far var ægte, og hvis nogen havde mulighed for at rense Thors navn, så var det Reece. Han måtte finde ham.

Thor spurtede gennem gaderne, drejede om det ene hjørne efter det andet, i mod menneskemængden. Han løb væk fra Kongens Port og mod slottet. Han vidste, hvor Reeces kammer var – i den østlige fløj tæt på byens ydremure. Han håbede, Reece var der. Hvis han var, kunne han måske fange hans opmærksomhed og hjælpe ham med at finde en vej ind i slottet. Thor havde på fornemmelsen, at hvis han blev hængende her, i gaderne, ville nogen snart genkende ham. Og når menneskemængden genkendte ham, ville de flå ham i småstykker.

Thor fulgte de snoede gader og stræder og nåede endelig det yderste forsvarsværks stenmur. Han løb tæt langs muren og forsøgte at holde sig ude af syne for de mange soldater, der patruljerede muren. Som han nærmede sig Reeces vindue, fandt han en sten på jorden. Heldigvis havde de glemt at tage ét våben fra ham – hans gamle, pålidelige slynge. Han tog den fra bæltet, placerede stenen og slyngede den afsted gennem natten. Med Thors perfekte sigte, slyngede han den let og elegant over slotsmuren og ind af Reeces åbne vindue. Thor kunne høre, den ramte væggen indenfor. Han dukkede sig og ventede på reaktion. Samtidig måtte han skjule sig fra Kongens vagter, der alle fór sammen ved lyden af stenen.

I mange minutter skete der ikke noget, og Thors hjerte sank, da det gik op for ham, at Reece måske ikke var der. Hvis ikke, var Thor nødt til at flygte fra Kongens Hof. Han havde ikke andre muligheder for at finde sikkerhed. Han ventede, holdt vejret mens hans hjerte hamrede i brystet, og holdt øje med Reeces vindue.

Efter hvad der føltes som en evighed, og Thor var klar til at gå videre, så han en skikkelse i vinduet. Skikkelsen placerede begge hænder i vindueskarmen og lænede sig ud, kiggede omkring med et undrende udtryk. Reece.

Thor tog et par skridt tilbage fra muren, så Reece kunne få øje på ham, og vinkede med den ene arm. Reece så ned og fik øje på ham. Hans ansigt lyste op i genkendelse, og Thor var lettet over at se glæden i sin vens ansigt. Det fortalte ham, hvad han havde brug for at vide: Reece ville ikke angive ham.

Reece gjorde tegn til, han skulle vente på ham der. Thor skyndte sig tilbage i ly af muren og satte sig på hug lige som vagterne kiggede i hans retning.

Thor ventede. Han var klar til at flygte fra vagterne, hvis det skulle blive nødvendigt. Endelig dukkede Reece op. Han kom ud af en dør i ydremuren; forpustet, han kiggede i begge retninger og fik øje på Thor. Reece løb over til Thor og omfavnede ham. Thor var lettet. Han hørte en pibende lyd og kiggede ned og så, til sin store glæde, Krohn stikke hovedet ud af Reeces skjorte. Krohn hoppede nærmest ud af skjorten, da Reece tog fat i ham og gav ham til Thor.

Krohn – den evigt voksende, hvide leopard unge, Thor havde fundet – hoppede ind i Thors favn mens den hylede og peb og slikkede Thors ansigt.

Reece smilede.

”Da de tog dig væk forsøgte han at følge efter dig. Jeg tog han for at sikre mig, han var i sikkerhed.”

Thor gav Reeces arm et taknemmeligt klem. Så lo han, mens Krohn fortsatte med at slikke ham i hovedet. ”Jeg har også savnet dig,” lo Thor og kyssede ham igen. ”Stille nu, eller vagterne opdager os.”

Krohn blev straks stille, som om han forstod.

”Hvordan flygtede du?” Spurgte Reece overrasket.

Thor trak på skulderne. Han vidste ikke helt, hvad han skulle sige. Han var stadig ubekvem ved at tale om sine kræfter, som han stadig ikke helt forstod. Han ville ikke have, de andre skulle tro, han var en særling.

”Jeg var heldig, tror jeg,” svarede han. ”Jeg øjnede en mulighed, og jeg tog den.”

”Det er utroligt, menneskemængden ikke rev dig i stykker,” sagde Reece.

”Det er mørkt,” sagde Thor. ”Jeg tror ikke, jeg er blevet genkendt. Ikke endnu i hvert fald.”

”Er du klar over, at alle soldater i kongeriget leder efter dig? Og at min far er blevet dolket?”

Thor nikkede med en seriøs mine. ”Er han okay?”

Reeces ansigt blev mørkt.

”Nej,” sagde han dystert. ”Han er døende.”

Thor var knust. Som om, det var hans egen far.

”Du ved godt, jeg ikke havde noget med det at gøre, ikke?” Sagde Thor håbefuldt. Han var ligeglad med hvad resten af kongeriget tænkte, men han måtte vide, at hans bedste ven, MacGils yngste søn, vidste han var uskyldig.

”Selvfølgelig,” sagde Reece. ”Ellers ville jeg ikke stå her.”

Thor mærkede lettelsen skylle ind over ham, og lagde taknemligt hånden på Reeces skulder.

”Men resten af kongeringet vil ikke være så forstående som jeg,” tilføjede Reece. ”Det sikreste sted for dig er langt væk herfra. Jeg vil give dig min hurtigste hest, en taske med fornødenheder, og sende dig langt væk. Du må gemme dig, mens det her står på. Indtil de finder den rigtige morder. Ingen tænker klart nu.”

Thor rystede på hovedet.

”Jeg kan ikke tage væk,” sagde han. ”Det ville få mig til at fremstå skyldig. Jeg har brug for, de andre ved, jeg ikke har gjort det her. Jeg kan ikke løbe fra mine problemer. Jeg må rense mit navn.”

Reece rystede på hovedet.

”Hvis du bliver her, finder de dig. Du kommer i fangehullet igen – henrettet – hvis ikke du er blevet slået ihjel af pøblen først.”

”Det er en chance, jeg må tage,” sagde Thor.

Reece stirrede længe og alvorligt på ham. Så ændrede hans udtryk sig fra bekymring til beundring. Endelig, nikkede han langsomt.

”Du er stolt. Og dum. Meget dum. Det er derfor, jeg kan lide dig.”

Reece smilede. Thor smilede tilbage.

”Jeg må se din far,” sagde Thor. ”Jeg har brug for at forklare ham, ansigt til ansigt, at det ikke var mig. At jeg ikke havde noget med det at gøre. Hvis han beslutter sig for at dømme mig, så må det være sådan. Men jeg har brug for en chance. Jeg har brug for, han ved det. Det er alt, jeg beder dig om.”

Reece kiggede tilbage med et oprigtigt blik, og forsøgte at regne sin ven ud. Endelig, efter hvad der føltes som en evighed, nikkede han.

”Jeg kan føre dig til ham. Jeg kender en bagvej. Den fører til hans kammer. Det er risikabelt – og når du er inde, er du på egen hånd. Der er ingen vej ud. Der er intet jeg kan gøre for dig. Det kunne betyde din død. Er du sikker på, du vil tage den chance?”

Thor nikkede.

”Som du vil,” sagde Reece og rakte pludselig ned og smed en kappe i Thors favn. Thor greb den og kiggede overrasket tilbage. Det gik op for ham, det måtte have været Reeces plan fra begyndelsen.

Reece smilede.

”Jeg vidste, du ville være dum nok til at blive. Jeg ville ikke forvente andet af min bedste ven.”