Читать книгу Tortur - Morten Dige - Страница 5

I efteråret 2002 var den 11-årige dreng Jakob von Metzler på vej hjem fra sin skole i Frankfurt. Tæt på sit hjem mødte han en ung jurastuderende, Magnus Gäfgen, som på et tidspunkt havde været venner med hans storesøster. Magnus vidste derfor, at Metzler-familien var meget velhavende, og han misbrugte Jakobs tillid til at bortføre ham. Bagefter forlangte han en million euro i løsepenge.

Magnus var imidlertid ikke nogen særlig kløgtig forbryder. Han forlangte pengene leveret i en indkøbspose på et forud angivet sted og tidspunkt og forventede tilsyneladende, at familien ville følge instruktionen om ikke at kontakte politiet. Siden afhentede han selv løsepengene i sin egen bil.

Det var derfor ikke svært for politiet at fastslå Magnus’ identitet og holde ham under opsyn bagefter. Da det blev klart, at han var på vej til at forlade landet uden at løslade Jakob, blev han pågrebet, men nægtede at have noget med sagen at gøre og derfor også at fortælle, hvor Jakob befandt sig.

Politibetjentene var imidlertid sikre på, at Magnus løj, og var bekymrede for Jakob, for de havde ingen livstegn fra ham i over tre dage. Efter en hel dags forgæves afhøringer var forhørslederen Wolfgang Daschner ved at være desperat.

Han beordrede, at Magnus først skulle trues med og siden udsættes for fysisk pres, hvis han stadig ikke ville ud med, hvor Jakob befandt sig. En af Daschners underordnede bildte Magnus ind, at der var en helikopter på vej med en torturekspert, som ville påføre ham ”smerte, der ville få ham til at ønske, han aldrig var blevet født”.

Truslen om tortur var tilsyneladende troværdig, for den fik ret hurtigt Magnus’ tunge på gled. Desværre viste det sig, at han allerede kort efter kidnapningen havde dræbt Jakob, så det eneste, der kom ud af truslen var, at politiet fik opsporet liget af drengen.

Vi skal vende tilbage til flere detaljer i historien, som mange tyskere kender som Daschner-sagen. Men vi kan nok allerede fornemme forhørslederens dilemma. På den ene side var han sikkert, som de fleste af os, stærk modstander af tortur. Tilmed forbyder den tyske straffelov, som politiet jo også helst skulle følge, klokkeklart den slags metoder.

På den anden side var det Daschners særdeles presserende opgave ikke bare at opklare forbrydelsen, men først og fremmest at redde Jakob. Og så må man vel være parat til at bøje reglerne lidt – i yderste nødsfald? Kunne han se forældrene i øjnene og sige, han havde gjort alt for at redde deres dreng, hvis han ikke havde taget dette skridt?

De retslærde, som siden kommenterede sagen, lancerede begrebet ”redningstortur”. Det er en interessant beskrivelse af Daschner-sagen, som også afslører, at vi føler dilemmaet, selv om der ikke er tale om at redde hundreder eller tusinder af menneskeliv ved at torturere en enkelt. Et enkelt hjælpeløst barn ser ud til at være nok til at presse vores umiddelbare torturmodstand i defensiven.