Читать книгу Tortur - Morten Dige - Страница 8

Siden terrorangrebene i USA 2001, Madrid 2004 og London 2005 og senest i Paris i 2015 har jurister, filosoffer, politiske eksperter og andre meningsdannere diskuteret, om tortur under helt særlige omstændigheder kunne være moralsk tilladelig eller ligefrem påkrævet. Og i den såkaldte krig mod terror, som blev erklæret af præsident George W. Bush umiddelbart efter terrorangrebene i USA i september 2001, har specielt det amerikanske militær og efterretningsvæsen ikke nøjedes med at diskutere. Fortalerne for tortur i krigen mod terror understøtter næsten altid deres sag med et eksempel eller rettere et tankeeksperiment kaldet ”den tikkende bombe”.

Nu skal vi ikke forestille os en forbryder, som bare truer et enkelt barns liv, men i stedet en terrorcelle, som har placeret en tidsindstillet bombe i et tæt beboet område. Efterretningstjenesten har pågrebet en af terroristerne, og forhørslederen er overbevist om, at han kender bombens placering.

Tiden er ved at løbe ud, og den eneste måde, forhørslederen måske kan få oplysningen ud af ham på og dermed redde tusinder af menneskers liv, er ved at underkaste ham tortur. Når jeg i det følgende taler om Den Tikkende Bombe med store bogstaver, henviser jeg til dette eksempel. Spørgsmålet er, om forbuddet mod tortur kan tilsidesættes i sådan et tilfælde?

Det er der tre mulige svar på: et klart ”ja”, et klart ”nej” og et ”i princippet ja, i praksis nej”. De, der svarer klart ja, henviser til, at tortur i Den Tikkende Bombe adskiller sig fra den almindelige ’onde’ tortur på tre afgørende punkter.

For det første er konsekvenserne ved ikke at torturere umiddelbart så meget værre, at torturen bliver et ’nødvendigt onde’. For det andet har vi her et ubetinget ædelt og retfærdigt motiv: at redde tusind uskyldige mennesker. For det tredje er det terroristen, der har frembragt den situation, at vi må vælge mellem at torturere ham og at lade tusind mennesker dø. Derfor er det mest rimeligt, at det er ham, der så at sige betaler regningen.

Som man kan se, er meget af ja-sidens argumentation bygget op om betragtninger om retfærdighed. De, der svarer klart nej, er derimod ofte drevet af betragtninger om barmhjertighed: Tortur er så grusom og nedværdigende, at intet menneske fortjener den. Vi siger nogle gange, at en behandling eller oplevelse kan være så grufuld, at vi ikke ville ønske det for selv vores værste fjende. Og det er netop sådan, mange torturofre også udtrykker sig.

I princippet ja, i praksis nej-svaret kommer vi til at høre mere til senere. Men kort fortalt antyder svarmuligheden, at virkelighedens torturscenarier adskiller sig fundamentalt fra Den Tikkende Bombe. Selv om vi går med til, at det i netop sådan en situation ville være forsvarligt eller i det mindste undskyldeligt at torturere, så fungerer det ikke som en retfærdiggørelse for den slags torturscener, vi kender fra den virkelige verden.

Jeg var engang med i en radioudsendelse sammen med den tidligere formand for Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, Bent Sørensen. Da vi kom ind på eksemplet, udbrød han ”Den tikkende bombe findes ikke”.

Han mente naturligvis ikke, at terrorister ikke kan finde på at bruge en tidsindstillet bombe. Men at politiet skulle kunne afværge et terrorangreb ved undtagelsesvis at udføre en rask gang tortur, bygger på nogle stærkt urealistiske forudsætninger, og det var dem, Bent Sørensen henviste til. Det skal vi som sagt vende tilbage til. Først lidt om de forskellige formål med tortur.