Читать книгу Tortur - Morten Dige - Страница 7

Den officielle fordømmelse af tortur er noget nær universel. Tortur anser vi almindeligvis som et fænomen, som kun de mest frastødende totalitære regimer eller militærdiktaturer praktiserer. Og de nægter som hovedregel at være involveret i eller endog have kendskab til tortur. Det har den paradoksale konsekvens for regimets modstandere, at tortur kan komme til at virke endnu mere intimiderende og terroriserende.

For når myndighederne løgnagtigt benægter torturens eksistens, sender det samtidig et signal om, at torturbødlerne har frit spil, og at der ikke er nogen at sende appeller til. På den måde kan en skjult trussel være langt mere effektiv end en åben.

Efter Anden Verdenskrig har der i flere og flere lande været den ekstra grund til at nægte brugen af tortur, at man i internationale konventioner har forpligtet sig på at afstå fra den. Artikel 5 i FN’s Menneskerettighedserklæring fra 1948 siger kort og godt, at intet menneske ”må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf”.

I 1984 blev artiklen udbygget med FN’s Torturkonvention. Den gør blandt andet gældende, at ”ingen særlige omstændigheder af nogen art” kan retfærdiggøre tortur, heller ikke politisk destabilisering eller trusler om krig. Konventionens forbud er med andre ord absolut.

Konventionen siger også, at man på ingen måde må medvirke til tortur. For eksempel ved at ’udlicitere’ den til regimer, som enten ikke har tilsluttet sig konventionen eller ikke tager den alvorligt. Den siger også, at regeringer og myndigheder har pligt til at opklare og straffe tortur, hvis den alligevel skulle finde sted.

I konventionen definerer underskriverne tortur som ”enhver handling, ved hvilken stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller mental, bevidst påføres en person”, hvad enten formålet er at fremskaffe oplysninger, tilståelser, at straffe eller skræmme. Men det regnes kun som tortur, når den udføres eller beordres af en person i et offentligt embede.

Det sidste er en indskrænkning i forhold til den måde, vi almindeligvis bruger ordet på. For man kan jo sagtens tænke sig, at mennesker torturerer hinanden i rent private sammenhænge. Men det afspejler, at konventionen først og fremmest er tænkt som et redskab til at bekæmpe regimers politisk motiverede tortur udført af regimets politi, militær eller efterretningsvæsen.

Indtil videre har 158 nationer tilsluttet sig konventionen ved både at underskrive og ratificere konventionen, dvs. gøre den juridisk bindende. Ti lande – heriblandt Indien – har underskrevet, men endnu ikke ratificeret. Tilbage står 29 lande, der har holdt sig udenfor. Det gælder blandt andet Iran, Tanzania, Myanmar, Nordkorea og Oman.

Blandt de 158 er det dog, som om det ikke er alle, der har været helt klar over, hvad de skrev under på. De henviser typisk til terrortrusler og politisk ustabilitet, når de går på kompromis med fangers retssikkerhed eller direkte opfordrer til tortur. Men det er lige netop sådanne ”særlige omstændigheder”, som konventionen afviser som en gyldig begrundelse. Siden årtusindskiftet har vi ikke desto mindre måtte lægge øre til det synspunkt, at vi må skelne mellem den ’onde’ tortur udført af totalitære stater og militærdiktaturer og så den ’gode’ tortur, som tjener til at beskytte de retskafne.

Jeg vil i det følgende zoome ind på denne aktuelle idé om den ’gode’ eller ’nødvendige’ tortur. Læseren må derfor ikke tro, at hun i denne lille bog kommer rundt om hele fænomenet. Når jeg fokuserer på argumenterne for at acceptere tortur som en undtagelse, skyldes det, at jeg anser det for at være en relevant udfordring for det absolutte forbud mod tortur. Men jeg mener også, at argumenterne udgør en trussel for kampen mod tortur. Det er nemlig ikke lige meget, hvordan vi taler om tortur og andre former for umenneskelighed.

Derfor er det vigtigt at blive klar over – så godt som vi nu kan – præcis, hvad det er ved tortur, som kalder på et sådant absolut forbud. Og det er vigtigt at gå ideen om den ’gode’ tortur kritisk efter i sømmene: På hvilken måde taler vi om fordele og ulemper ved tortur – og holder argumenterne?