Читать книгу Tortur - Morten Dige - Страница 6

Jeg har med vilje valgt at lægge ud med et forholdsvis mildt eksempel. Det er for eksempel en afgørende detalje i Daschner-sagen, at det blev ved truslen, og politiet ganske klart ikke havde i sinde at gøre alvor af den. Men hvad nu, hvis truslen ikke er nok?

Mange fortalere for tortur i sager som denne bliver mere slappe i kødet, når vi skal til at være konkrete. Hvilke metoder skal vi bruge? Hvem skal udføre torturen? Hvad gør vi, hvis det undervejs viser sig, at vi har fat i den forkerte? Når vi stiller den slags spørgsmål, vækker vi også billeder af udførlige torturseancer til live, og det er aldrig noget kønt syn.

Men der er ingen vej udenom, så her kommer et andet og mere rædselsvækkende eksempel. I juli 1943 blev den østrigske jøde Hanns Mayer pågrebet af nazisternes hemmelige politi Gestapo, fordi han havde været med til at omdele anti-nazistiske løbesedler. Han blev udsat for tortur og sendt til Auschwitz, men overlevede. Efter krigen gjorde han symbolsk op med sin tysk-østrigske baggrund ved at tage navneforandring til Jean Améry og skrev blandt andet bogen Ved forstandens grænser, som indeholder en berømt beskrivelse af hans oplevelser med tortur.

Améry skriver, at han ikke blev udsat for de værste former for tortur. Han kalder den sågar ”relativt harmløs”, men det må nu være med tryk på relativt. Han blev bagbundet og hejset op i armene med det resultat, at skuldrene gik af led med en knasende og splintrende lyd, som han aldrig siden kom til at glemme, og derefter pisket til blods med en hestepisk. Selve ordet tortur kommer i øvrigt af det latinske torquere, som betyder ”at vride”. Metoden med at vride skuldrene af led har da også alle dage hørt til torturbødlers standard-repertoire.

Men det er ikke smerterne, der gør tortur til ”den mest grufulde hændelse, et menneske kan bære med sig”, siger Améry. De af os, der har prøvet at få rodbehandling uden bedøvelse eller lagt krop til en kompliceret fødsel, ved, at der findes intense smerter uden for torturkældrene.

Den helt afgørende forskel er selvfølgelig, at vi hos tandlægen ved, at pinen får en ende, at vi til enhver tid kan sige stop, og at vi – som regel da – er overbevist om, at tandlægen vil os det godt. Det samme gør sig gældende for en fødende kvinde, for hvem jordemødre, læger og sygeplejersker gør, hvad de kan for at lindre smerterne.

Torturofferet er derimod totalt underlagt en ond vilje, et andet menneske, som vil ham eller hende det ondt. Tortur involverer en total asymmetri i magt: Ofret er totalt magtesløst, og bødlens magt er ubegrænset. Både i kraft af selve situationen, og i kraft af at han har et politisk regime i ryggen, som har sat enhver beskyttelse af fangen ud af kraft.

På den måde adskiller tortur sig fundamentalt fra konventionel afhøring og straf, hvor den sigtede eller straffede har visse rettigheder og garantier. Ofret bliver bragt i en tilstand af bundløs hjælpeløshed og håbløshed. Resultatet er voldsomme stressreaktioner med mareridt, angstanfald og depressioner. Men endnu mere ødelæggende er det, at tilliden til den sociale verden, tiltroen til andre mennesker og selvrespekten helt bryder sammen.

Améry konkluderer, at enhver, der oplever tortur, ikke længere kan føle sig hjemme i verden. I den forstand fandt Améry da heller aldrig hjem igen, og han begik selvmord mere end 30 år efter krigen. Her kan man virkelig tale om langvarige eftervirkninger.

De to historier, vi nu har kigget på, kunne næsten ikke være mere forskellige, lige bortset fra at de begge handler om tortur. Desværre må vi sige, at det er Amérys historie, der er den typiske. For det første er det sjældent, at politi og militær nøjes med at true med tortur. For det andet anvendes tortur næsten altid mod mennesker, der af den ene eller anden grund kritiserer, yder modstand mod eller blot opfattes som en trussel af politiske magthavere.

Daschner-sagen er også atypisk, fordi ofret – bevisligt – var kriminel, hvilket de tyske nazister for så vidt var ligeglade med i Amérys tilfælde. Det handlede bare om at knække ham.