Читать книгу Tosprogede og dansksprogede - Niels Egelund - Страница 3

Denne rapports forfatter blev i sommeren 2002 inspireret til at få kortlagt, hvad PISA-undersøgelsen kunne sige om forskellene på elever fra hjem, hvor der tales dansk, og fra hjem, hvor der tales et andet sprog end dansk.

I lyset af det stigende antal børn og unge i Danmark, med anden etnisk baggrund end dansk, ifølge den seneste statistik var det i 2000/2001 9,1% af samtlige elever i folkeskolen, en stigning der ligger 3,5 procentpoints over tallet fra 1990, er det naturligvis en oplagt problemstilling at få belyst disse børns og unges kundskaber, og interessen er ikke blevet mindre af, at OECD’s seneste publikation i serien “Education at a Glance” peger på, at Danmark tilsyneladende har sværere ved at integrere tosprogede end andre lande i OECD.

Det skal bemærkes, at der – naturligvis – i forskellige lande kan være forskellige opfattelser af, hvorledes integrationsprocesser skal håndteres. Det er i denne forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at man i Danmark har valgt en model, som går på, at et sprogskift til dansk bør finde sted så tidligt som muligt, hvad der bl.a. hænger sammen med, at undervisningssproget i Danmark er dansk.

Der har især i de seneste år været interesse for at kortlægge den nuværende viden er om, hvad der fremmer integration og hvad der ikke fremmer integration, og der er i 2002 kommet i hvert fald fire publikationer, som alle dels peger på områder, hvor der med relativt stor sikkerhed er gevinster at hente, ligesom der peges på områder, det er vigtigt at få belyst yderligere.

Fra centralt hold bestemtes det sidst på foråret 2002, at beslutninger om modersmålsundervisning fremover skulle være et kommunalt anliggende, hvorpå et flertal af kommuner, ikke mindst af økonomiske grunde, bestemte sig for ikke længere at tilbyde denne undervisning. En af begrundelserne fra undervisningsministeriel side var, at forskningen ikke havde kunnet levere entydige beviser for denne undervisnings effekt, hvad en væsentlig del af de danske forskere, som har beskæftiget sig med tosprogsproblemer, ikke var enige i. Dermed blev modersmålsundervisningen et kontroversielt emne i den politiske og pædagogiske debat. Samtidig pegedes fra centralt hold på, at man ville støtte en indsats i retning i førskolealderen med ét år.

Der er naturligvis mange spørgsmål, der trænger sig på, og derfor er det særdeles nærliggende at se nærmere på PISA-data, hvad man også er i færd med i Sverige. Man skal imidlertid være opmærksom på, at PISA-undersøgelsen ikke er udformet specifikt med henblik på at besvare spørgsmål om de tosprogedes særlige situation, men er en undersøgelse til belysning af samtlige unges forhold i relation til ”livsfærdigheder”. Derfor vil der nødvendigvis være forhold, som ikke kan belyses, ligesom kortlægning af andre forhold vil være behæftet med en vis usikkerhed, idet andelen af tosprogede i undersøgelsen kun udgør 6,3%. Videre gælder, at datamaterialet ikke rummer differentierede oplysninger om, hvad tosprogethed dækker over.

Analysen vil derfor – som megen anden forskning – efterlade flere spørgsmål end der er blevet belyst, og der vil være nok at tage fat i fremover.

Undervejs i processen er en række forskere på DPU blevet konsulteret for at sikre, at så mange områder af betydning som muligt blev belyst. Det drejer sig om: professor Anne Holmen, lektor Christian Horst, forskningsassistent Jette Kofoed, lektor Jørgen Chr. Nielsen og adjunkt Dorthe Staunæs.

Det skal pointeres, at ingen af de nævnte DPU-forskere er ansvarlige for denne publikations konklusioner, som udelukkende forfatteren står inde for.

Niels Egelund

Marts 2003