Читать книгу Tosprogede og dansksprogede - Niels Egelund - Страница 5

Terminologi

Der hersker en del forvirring om brugen af terminologi, når der tales om tosprogede og om personer med anden etnisk baggrund end dansk. Tidligere brugtes begrebet fremmedsproget, som imidlertid ikke længere er politisk korrekt og i stedet er afløst af begrebet tosproget. Også dette begreb er imidlertid ikke helt godt, idet det udelukkende peger på de sproglige forhold – at der tales et andet sprog i familien end dansk.

Senest er der en del der slår på, at korrekte er at tale om personer med anden etnisk baggrund end dansk, og i denne rapport har det også været overvejet at anvendes betegnelsen etnisk danske modsat etniske andre. Når ordet etnisk tænktes brugt om dansk skyldes dette, at danskere i andre lande også vil være tosprogede, og at etnicitet derfor er et relativt spørgsmål i relation til det sted, hvor man lever, og især til om man tilhører en majoritet eller en minoritet.

Fordelen ved at bruge betegnelserne etniske danske og etniske andre vil også være, at fokus tages væk fra sproget og i stedet kommer til at dække alle de aspekter, der er ved at udgøre et mindretal – i dette tilfælde et etnisk mindretal. Et andet mindretal er fx de unge, der har modtaget eller modtager specialundervisning, ligesom unge med dårlige læsefærdigheder kan siges at udgøre et mindretal – nogle der er anderledes end de fleste.

Samtidig er der, fx fra Danmarks Statistik, kommet andre betegnelser frem, hvor man taler om indvandrere og flygtninge om de personer, der er kommet til Danmark som led i en indvandring eller som flygtninge, og som derfor er nytilkomne. For efterkommerne af indvandrere og flygtningen er for førstnævnte kategori ofte brugt betegnelsen 2. generationsindvandrere, idet man før sidstnævnte oftest vil antage, at enten har de fået tildelt indvandrerstatus, hvorefter børn født i Danmark vil være 2. generationsindvandrere, eller også vil de være returneret til deres hjemland. Betegnelsen 2. generationsindvandrer er derfor afløst af den mere neutrale term ”efterkommere”

Spørgsmålet bliver derefter, hvilken terminologi skal der anvendes i indeværende bog?

Egentlig lå det forfatteren mest på sinde at bruge betegnelsen etnisk danske kontra etnisk andre, idet det giver en bredere forståelse end den rent sproglige, ligesom det relative aspekt betones.

Samtidig er det dog sådan, at analyserne i bogen foregår på PISA data, og disse er begrænset af, hvorledes de spørgsmål, som har skabt undersøgelsens enkelte variables data, er formuleret. Det spørgsmål, som har dannet grundlag for det, der i analyserne har været ”den uafhængige variabel”, er spørgsmål 17, som i sin danske ordlyd har følgende formulering:

”Hvilket sprog taler du det meste af tiden hjemme?”

Svarmuligheder er i analyserne 1, som står for dansk, og 4, som står for andre sprog end dansk. Hvis eleverne svarer, at de for det meste af tiden taler dansk hjemme, ville man umiddelbart tro, at der er tale om elever af etnisk dansk oprindelse, men der kan meget vel være tale om elever af anden etnisk oprindelse, hvor der er foregået et tidligt sprogskifte, hvorefter hovedsproget hjemme er dansk. Der kan også være tale om elever af anden etnisk oprindelse, der taler dansk med sine søskende og måske den ene forældre, men taler et andet sprog med den anden forældre, begge forældre og andre måske ældre familiemedlemmer. Modsvarende kan elever, som derhjemme taler et andet sprog end dansk, være fra en velintegreret familie, som imidlertid har valgt inden for hjemmet at tale deres oprindelige sprog. I det hele taget gælder, at en to- eller flersproget opvækst er et vilkår, som i højere og højere grad vil blive almindeligt, også for personer, man almindeligvis vil betragte som etnisk danske.

Der er altså tale om en ret ”mudret” variabel, hvad det etniske aspekt angår, og derfor bliver realiteten, som gælder for alle 32 lande i PISA-2000, at det er et rent sprogligt forhold, som belyses. Af denne grund er det valgt, at der i denne bogs analyser opereres med betegnelserne tosprogede om de unge, som ikke har sat kryds ved kategori 1. Begrebet tosproget er da også den term, som er den internationalt bredest accepterede (på engelsk ”bilingual”), når fagfolk søger at præcisere, hvad de taler om – for hinanden og for offentligheden.