Читать книгу Tosprogede og dansksprogede - Niels Egelund - Страница 4

Der er over de seneste ti år foretaget flere sammenfattende analyser af området tosprogethed og multikulturalitet. Der foreligger to analyser, hvor hovedsigtet er på skolen (Just Jeppesen, 1993 og Moldenhawer, 2002), og analyser, hvor fokus er et bredere samfundsmæssigt perspektiv (fx Ministeriet for Flygtninge, indvandrere og integration, 2002). Videre gælder, at OECD (2002) i sin publikation ”Education Policy Analysis” har set på, hvilke erfaringer der foreligger. Endelig skal nævnes, at Danmarks Pædagogiske Universitet har udgivet et baggrundsmateriale bestående af syv ”papers” fra en konference i efteråret 2002 om ”Modersmål og andetsprog” (Horst, 2002). Oven i dette kommer en omfattende longitudinel analyse (forløbsundersøgelse), som bl.a. bygger på data fra Danmarks Statistik (Jakobsen og Smith, 2002).

Den tidligste analyse udgøres af en rapport fra Socialforskningsinstituttet (Just Jeppesen, 1993) med titlen: ”Skolen – en nøgle til integration?”. Formålet med denne var at beskrive forskellige synspunkter, der havde været fremme i debatten, med sigte på at nuancere denne og at fremme en mere konstruktiv dialog. Noget af det, der fremhævedes, var især spørgsmålet om, hvilken betydning en høj eller lav koncentration af etniske minoriteter i klasserne har for elevernes tilegnelse af dansk og for deres skolegang og sociale liv i det hele taget.

Rapporten viste, at der fandtes en sprogstrid mellem de aktører, der gik ind for at etniske mindretalselever placeres i sproggrupper, hvor tosprogede lærere sigter mod en kontinuerlig tosproglig udvikling, og de aktører, som mente minoritetselever bør placeres i almindelige klasser, helst i et begrænset antal, af hensyn til deres tilegnelse af gode kundskaber i dansk.

Moldenhauer (2002) har udarbejdet notatet ”Skolen – en nøgle til integration af etniske minoritetsbørn”, udført ved AMID, Akademiet for Migrationsstudier i Danmark. Dette notat analyserer den forskningsbaserede viden der foreligger, og gør det ud fra en bredere indfaldsvinkel end de sprogvidenskabsfunderede tilgange, der har haft størst dominans. Sociologisk orienterede minoritets/majoritetssynsvinkler dominerer mindre, men synes i vækst, bl.a. i en del ph.d. stipendiaters arbejde, hvor også skolens rolle som samfundets socialiserings- og sorteringsmekaniske fremhæves (fx Kofoed, 2003 og Staunæs, 2003).

En væsentlig konstatering i notatet er, at man selv med den omfattende nordiske forskning i andetsprog, interkulturel pædagogik, kodeskift, modersmålsundervisning, tosprogede indskolingsordninger og brug af tosprogede lærere i det ordinære skolesystem stadig – i hvert fald i Danmark – opfatter flerkulturalitet som et almindeligt vilkår i den rummelige skole. Med andre ord, at den flerkulturelle rummelighed ikke sættes som en særlig dagsorden, men ”blot” er et led i skolens almindelige rummelighed over for den naturlige variation i forudsætninger og potentialer, herunder forskellige grader af funktionsnedsættelser.

Det påpeges, at der er behov for at ændre fokus, og den flerkulturelle rummelighed må i fremtiden studeres i sammenhæng med, at etniske minoriteter er ujævnt fordelt på landets skoler og tillige ujævnt fordelt i boligområder med relativt mange minoritetsborgere. Det er herunder tankevækkende, at i sådanne områder bliver nogle skoler ved med at være ”hvide” skoler (ikke mindst en del frie skoler – for de frie skoler gælder samlet, at andelen af tosprogede i 2000/2001 ligger på 10,0%, en andel der ikke afviger betydeligt fra folkeskolen), underforstået at minoritetselever ikke udgør majoriteten, bl.a. fordi socialt opadstigende majoritets- og minoritetsforældre søger til skoler med relativt få elever med anden etnisk baggrund end dansk. Det er derfor helt nødvendigt at undersøge positive og fremadrettede eksempler på kulturelt rummelige skoler, som yder en indsats for at tilbyde alle elever, uanset kulturel, sproglig og socioøkonomisk baggrund, en ligeværdig, inspirerende og fagligt udfordrende skolegang, som kan trodse tendensen til lokale borgeres manglende integrationsvilje.

Det nævnes videre, at forskningen på dansk grundlag ikke, som i Sverige, har undersøgt den flerkulturelle skole på et filosofisk grundlag, og herunder har undersøgt forholdet mellem grundlæggende fælles værdier og særlige værdier inden for rammerne af skolens virksomhed (Gerle, 1999, Moldenhawer, 2001, Nordenbo, 1998, Nordheden, 1997, Otterbeck, 1996, Roth, 1998). Meget tyder på, at forholdet mellem fælles værdier i samfundet om demokrati, medborgerskab, personlig lighed, frihed og autonomi, herunder håndteringen af forskellige religiøse holdninger og praktikker er særdeles vigtige for folkeskolens kulturelle rummelighed. Når der ikke tages højde for dette, vil skolen være præget af et ensidigt integrationsbegreb, som gør at man kommer til at overse den fornægtelse af hverdagsracismen, der er en del af den danske skolehverdag (Røgilds, 2002).

Konklusionen bliver, at den flerkulturelle skole bedst studeres gennem komplementære studier af praksis og betydningsdannelse, på såvel mikrosom makroplan, lingvistisk, kulturanalytisk og uddannelsessociologisk. Det munder ud i en række problemstillinger, som bør belyses:

• Hvilken integrationsforståelse og retorik formidles i skolens selvforståelse og praksis, og hvordan reagerer forskellige grupper af elever på disse?

• Hvilken sammenhæng er der mellem skolens ”konstruktion” af ligheder og forskelle og objektive forskelle i status, position og muligheder blandt eleverne?

• Hvilken rolle spiller skolen i forskellige elevers sociale mobilites- og reproduktionsstrategier, og hvorledes påvirkes disse strategier for minoriteter af de translokale, transkulturelle og transnationale netværk, de indgår i?

• Hvordan kan vi tale om folkeskolen som en identitetsskole, og hvad betyder det for forskellige elevers muligheder for at positionere sig på den ene side, og danne identiteter der kan anerkendes på den anden side?

Et team af forskere under ledelse af professor Ulf Hedetoft, Aalborg Universitet, og forskningschef Hans Hummelgaard, Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut har for Akademiet for Migrationsstudier i Danmark gennemført en kortlægning af integrationsforskningen fra ca. 1980 til 2002. Hovedvægten er langt på den danske forskning, idet der også er udblik til og sammenlignende perspektiver i lyset af tilsvarende international forskning. Rapporten er udgivet af Ministeriet for Flygtninge, indvandrere og integration (2002).

I denne rapport er der samlet erfaringer, som er afrapporteret under syv hovedområder:

1. Arbejdsmarkedet

2. Sprog og uddannelse

3. Bosætning

4. Kontakten mellem etniske minoriteter og den danske majoritetsbefolkning

5. Normer og værdier i kulturmødet

6. Etniske minoritetsbørn og -unge

7. Kommuners og amters integrationsindsats på social- og sundhedsområdet

De væsentligste resultater i indeværende sammenhæng vedrører punkterne om arbejdsmarkedet og ikke mindst sprog og uddannelse, men der er også andre elementer af betydning.

Rapporten konkluderer om integrationen på arbejdsmarkedet, at indvandrerne er dårligt integreret på arbejdsmarkedet, og at dette forhold i øvrigt er mere problematisk i Danmark end i mange andre lande. Man har masser af statistikker om graden af integration, mens der er mindre viden om årsagsforholdene. Det kan dog med stor sikkerhed konkluderes, at uddannelse har stor betydning for, om indvandrere kan få arbejde – mens diskrimination trækker i den anden retning.

Med hensyn til uddannelse konstaterer rapporten, at der stort set i den eksisterende forskning har været manglende viden om den uddannelse, indvandrere har fra deres hjemland, ligesom der ikke er dækkende oplysninger om sprogkundskaber. Det ligger klart, at mange indvandrere har for dårlige danskkundskaber. Med hensyn til danskkundskaber har Rockwool-fondens undersøgelser (Larsen, 2000) bidraget væsentligt, idet man viser, at uddannelses- og erhvervsforhold i hjemlandet har nogen betydning for indvandrernes danskkundskaber, ligesom opholdstiden i Danmark har betydning. Alder ved indvandring har også betydning, ligesom der er en positiv effekt af kontakt med danskere – og negativ effekt ved at bo i kvarterer med høje andele af indvandrere. Også Mehlbye m.fl. (2000) og Mehlbye (2002) peger på, at den ”sociale arv” har stor betydning (også) i indvandrermiljøer, hvad der kalder på en tydeligere rådgivningsindsats over for forældre.

I øvrigt peges på, at der i den danske befolkning er tvetydige holdninger til indvandrere og flygtninge.

Rapporten fokuserer på, hvordan etniske minoritetsbørn og -unge lever i danske institutioner, og hvordan institutionerne som sådan bliver ”multikulturelle” projekter. Hvad opdragelsesmønstre angår findes der tydelige forskelle, idet minoritetsmødre synes at opdrage ”strengere”, bl.a. med vægt på ansvarlighed og lydighed, mens der lægges mindre vægt på selvstændighed (dokumenteres i Jeppesen og Nielsen, 2001, og Andersen, 1991). Det er kendt viden, at etniske minoritetselever klarer sig dårligere end danske elever i folkeskolen. Nielsen (2002) nævner, at der foreligger megen teoretisk og praktisk viden om, hvorledes læseundervisningen kan gøres bedre, men at der er brug for en opkvalificering af de eksisterende muligheder, herunder en sikring af at undervisningen i højere grad tilpasses de enkelte elevers forudsætninger og potentialer. Bl.a. Mehlbye m.fl. (2000) finder, at minoritetsbørn bruger mere tid til lektier og er mere positive over for disse, og at de oplever at få mere hjælp af lærerne end danske elever, ligesom de er gladere for at gå i skole. Modsat finder Nielsen (2000), at minoritetselever sjældnere får specialundervisning end danske elever – selv når de har samme (dårlige) standpunkt. Betydningen af modersmålsundervisning har givet anledning til en del debat i Danmark, hvor denne undervisnings betydning, som den fandt sted på undersøgelsestidspunktet i sidste halvdel af 1990’erne, ikke har kunnet klarlægges sikkert, mens der er peget på udenlandske undersøgelser, som synes overbevisende (Holmen, 2002).

I publikationen ”Education Policy Analysis” (OECD, 2002) har man set nærmere på, hvilke erfaringer der er i forskellige medlemslande med hensyn til børn med anden etnisk baggrund. Helt overordnet gælder, at man anbefaler en tidlig introduktion til opholdslandets sprog og kultur, hvorefter man ser på hvor det bør ske, ligesom man fokuserer på, hvilke kvalifikationer det personale, som varetager disse børns pasning og undervisning (pædagoger og lærere), bør have. Det understreges, at der skal arbejdes på de sprogbarrierer, som forhindrer indvandrer- og flygtningefamilier – samt efterkommere – i at udnytte de pædagogiske tilbud der findes, ligesom der er behov for at udvikle materialer og personalemæssige kvalifikationer. Hvad sidstnævnte angår finder OECD, at viden om, hvorledes man arbejder i multikulturelle sammenhænge og generelt med elever med særlige behov, ikke altid er tilstrækkelig tilgodeset i grunduddannelserne – og at megen læreruddannelse synes at være for teoretisk og abstrakt. Det er også vigtigt at skabe betingelser for, at forældre kan integreres effektivt i værtssamfundet, at de kan komme ind på arbejdsmarkedet og at de kan få sprogkurser. Endelig nævnes, at det er vigtigt at uddanne flere lærere og pædagoger med anden etnisk baggrund, så disse kan være elementer i det pædagogiske arbejde, som netop viser, at multikulturalitet er en almindelig og accepteret del af hverdagen.

Education Policy Analysis har et særligt fokus på førskoleområdet, og man fremhæver de gode erfaringer, der er med lære- og aktivitetsplaner helt nede fra vuggestuealderen, noget der på dansk grund vil opfattes som kontroversielt (hvad rapporten er helt klar over) – men som man siger: mange af de aktiviteter, der foregår i dagpasningsområdet, går ud fra, at børn lærer intuitivt, når de placeres med andre børn i en pædagogisk institution, og det bliver let at adoptere en laissez-faire tilgang til struktur og tilegnelse af basale færdigheder. Hvad lære- og aktivitetsplaner angår er man meget langt fremme i Sverige (Swedish Ministry of Education and Science, 1998).

Som et godt eksempel nævnes den svenske by Rinkeby ved Stockholm, hvor 73% af beboerne er af immigrantbaggrund, og hvor der tales 50 forskellige sprog af de ca. 1.400 børn, som frekventerer 24 børnehaver (”førskoler”). Et af principperne i områdets indsats er at fremme bevarelsen elevernes modersmål ved at opfordre forældrene til at tale det i hjemmet og ved at ansætte modersmålsundervisere, mens man opmuntrer til, at såvel det skrevne som det talte sprog bliver en del af dagligdagen. Da børnene, når de kommer i skole, forventes at tale svensk, udnyttes netop børnehaven til at udvikle kompetencen i det svenske sprog. Et andet princip går på partnerskab med forældrene. Forældre i området er i mange tilfælde ikke fortrolige med normer og værdier i det svenske samfund, men der gøres en indsats for at se forældrene som ligeværdige og for at finde ud af, hvordan de kan bidrage til børnehaverne, som anerkender og lærer børnene om etniske traditioner.

Konferencen ”Modersmål og andetsprog” (Horst, 2002) rummede en række bidrag, som belyser de integrative problemstillinger fra flere sider, herunder illustrerer hvorfor forskere med forskellig faglig infaldsvinkel og fokus kan komme uoverens på det særdeles multidimentionelle felt.

Blandt de indlæg, som kan fremhæves særligt, er et bidrag fra Sverige (Skolverket, 2002). Heri citeres den viden, man har samlet i svensk forskning, hvor det påpeges, at elever som kontinuerligt har deltaget i modersmålsundervisning (i modsætning til elever der ikke har modtaget denne undervisning), er kendetegnet ved, at de:

• har højere karakterer i svensk, engelsk og matematik

• behersker svensk bedre

• oplever større tryghed og bedre trivsel i skolen

• behersker abstrakte begreber bedre

• lærer mere om det nye land og at undervisningen udgør en bro til integration i den nye kultur

Et andet indlæg af stor værdi er fra Cummins (2000) fra Canada. Han siger, at i skoler med mange multikulturelle elever bliver interkulturel kommunikation normen. Denne kommunikation, inden for og uden for klasserummet, er aldrig neutral med hensyn til samfundsmæssige magtrelationer, og den vil i interaktionen mellem lærere og kulturelt forskellige elever enten forstærke eller udfordre magtforholdene i det bredere samfund. Interaktionerne involverer en forhandlingsmæssig proces med hensyn til identiteter, der er forbundet med komplekse magt- og statusrelationer, som reflekterer historiske og samtidige realiteter. Empowerment, forstået som en fællesskabsbaseret skabelse af styrke, hvor elever bekræftes i deres identitetsdannelse og for udvidet deres intellekt og kultur, bliver derfor en høj prioritet. Dette kan også udtrykkes mere enkelt: De enkelte lærere skal – ud over at betragte forskelligheden som en styrke – støtte eleveres sproglige formåen og opfordre forældrene til en aktiv deltagelse i skolen og deres børns læring. Lærerne skal videre anvende arbejdsmåder, som opmuntrer eleverne til at være kritiske og søgende i læringsprocessen.

Videre skal nævnes arbejdet fra Thomas & Collier, præsenteret på konferencen. Arbejdet, som bygger på en longitudinel undersøgelse over 20 år af 42.000 elever, kan kort sammenfattes i, at det er en tidskrævende og vanskelig proces at få hele sin skolegang på andetsprog. For at tosprogede elever skal have samme mulighed for et skoleudbytte som etsprogede elever skal de tosprogede have mulighed for sproglig udvikling, udvikling af kundskaber og færdigheder samt kognitiv udvikling på begge deres sprog i et sociokulturelt støttende miljø, dels i skolen, dels i førskoleperioden. I øvrigt viser undersøgelsen også, at det er væsentligt, at undervisningen er af høj kvalitet.

Den hidtil mest omfattende længdesnitsundersøgelse i Danmark (Jakobsen & Smith, 2002), baseret på unge førstegenerationsefterkommere fra indvandrere fra Tyrkiet, Pakistan og ex-Jugoslavien, viser, at kun 26% af de tyrkiske børn og unge fra den første generation af indvandrere, der er opvokset i Danmark, har fået en uddannelse, når de er blevet 28-36 år. Til sammenligning gælder, at 68% af de danske unge i samme alder har fået en uddannelse. For efterkommerne fra Pakistan og Ex-Jugoslavien er det således, at knap 55% har fået en uddannelse. For de tyrkiske efterkommere er det karakteristisk, at der er en høj drop-out rate fra uddannelsessystemet, hvad der synes at hænge sammen med dårlige sproglige færdigheder på dansk, med et lavt uddannelsesniveau for forældrene – især på mødrene side – samt en tidlig alder for indgåelse af ægteskab. For efterkommere fra Pakistan gælder, at der er en meget mere positiv holdning til uddannelse blandt forældrene, et forhold der sammen med et bedre uddannelsesniveau for forældrene og en højere alder for indgåelse af ægteskab også gør sig gældende for efterkommere fra Ex-Jugoslavien. Undersøgelsen finder ingen sammenhæng med, i hvilken grad de unge har modtaget modersmålsundervisning.

På grund af de dårlige resultater for de tyrkiske efterkommere er det særligt interessant, at hele 70% af deres forældre kom fra fjerntliggende landsbyer eller fra fjerntliggende landområder i hjemlandet, at de som regel ikke havde nogen uddannelse, at de ikke tilskyndede deres børn til at tage en uddannelse, at de tilskyndede børnene til at indgå tidligt ægteskab, og at de fastholdt traditionen med at lade børnene gifte sig med en ægtefælle fra hjemlandet.

Forskerne bag undersøgelsen peger på, at de investeringer, der hidtil er gjort i det danske uddannelsessystem, ikke er slået tilstrækkeligt igennem, og at vi står over for at få en ny underklasse i Danmark, hvorfor det er nødvendigt at informere indvandrerfamilierne om nødvendigheden af uddannelse, at øge indvandreres og efterkommeres sprogkundskaber i dansk og at søge at ændre ægteskabsmønstre.

Vi står dermed alt i alt med en del viden, først og fremmest om sprogkundskabers betydning og om forældreholdninger til uddannelse, men der er stadig mange ”hvide pletter” på landkortet. Der, hvor PISA-data kan hjælpe til, er med hensyn til at vise spredningen i læsekundskaber blandt tosprogede i forhold til dansksprogede på det tidspunkt i deres liv (15-års alderen), hvor de står over for at vælge ungdomsuddannelse. Ligeledes kan PISA pege på, hvilken sammenhæng der er med en lang række demografiske variable, hvilken sammenhæng der er med nogle skolevariable, og sidst men ikke mindst kan PISA data belyse forskelle mellem 1. og 2. generations tosprogede, hvor der også vil blive kastet et blik på Sverige, hvor der – som det fornemmes af det ovenfor gennemgåede – er en række interessante erfaringer.