Читать книгу Folk - Ove Korsgaard - Страница 11

At kampen for at etablere et europæisk folk er hård, er dog ikke noget argument mod, at det kan lykkes. Der har altid været kamp om folket, og opbygningen af nye identiteter er en krævende proces. Sædvanligvis forudsætter man, at der i Danmark allerede fandtes et folk, som stod klar til at styre, da der blev indført demokrati. Det var dog langtfra tilfældet. Det folk, som demokratiet er afhængigt af, skulle først skabes. Og i Danmark – som i så mange andre lande – kostede det blod, sved og tårer.

Historien om, hvordan det danske folk blev til, er lang og barsk, og den er kendetegnet ved at have konstante eksklusions- og inklusionskampe som omdrejningspunkt. Historisk set har højst forskellige grupper måttet kæmpe for deres ret til at være en del af det danske folk: fra kvinderne, tjenestefolkene, fjolserne, de fattige og forbryderne til jøderne – dem vil du møde senere i bogen. Man hører det sjældent, men faktisk kostede det en blodig borgerkrig, da det skulle afgøres, om slesvig-holstenerne nu skulle – eller ville – indgå i det danske folk eller ej. Salvelsesfuld tale om det danske folk som en urgammel, fasttømret enhed kan synes en kende historieløs, og det er aldrig noget godt udgangspunkt for dialog. Vi har brug for sammenhængende fortællinger, der forener os, men nogle er bedre end andre – og alt for entydige myter kan være svære at identificere sig med.

For Habermas er processen mod etablering af et europæisk folk ikke fundamentalt forskellig fra den proces, som skabte folkefølelser i nationalstaterne i det 19. århundrede. Hvorfor skulle en sådan dannelsesproces ikke kunne fortsætte, spørger Habermas. Med rette – men det svage led i Habermas’ analyse er som sagt identitetsspørgsmålet. Risikoen ved en alt for skarp opdeling mellem kultur og politik er, at hele projektet kommer til at mangle den kraft, der ligger i fusionsenergien.

Hvordan denne problemstilling skal håndteres, er en af EU-projektets centrale udfordringer. Der er i disse år al mulig grund til at spørge: Har demokratiet fundet sin endelige form med nationalstaten som ramme? Eller kan der udvikles transnationale politiske strukturer og en tilsvarende bevidsthed? Kan vi forestille os et folk, der er bundet sammen af EU som et politisk fællesskab – og samtidig hviler i forskellige nationalstaters kulturer?