Читать книгу Folk - Ove Korsgaard - Страница 9

Begrebet demokrati består af de to græske ord, demos og kratia, som betyder folk og styre. Demokrati bygger med andre ord på en forestilling om et demos. Påstanden om, at det i nutidens demokrati er folket, der styrer, kan man selvfølgelig kalde en illusion. Spørger man to hotte politiske tænkere, amerikaneren Michael Hardt og italieneren Antonio Negri, er det i nutidens demokratier snarere Verdensbanken, Den Internationale Valutafond, Verdenshandelsorganisationen WTO, G8-landene og den slags, der kører løbet – Imperiet, som de så malende kalder det, styrer kloden. Hvis demokratiet skal have en fremtid, må de nationale folk derfor erstattes af en ny slags folk, som de kalder the multitude, der bedst kan oversættes til ”mangfoldighed” og ”mængde”. De gamle nationale folk kan ikke længere hamle op med Imperiets magt, derfor må der udvikles et nyt mangfoldigt folk hinsides nationalstatens grænser.

Jeg tror, det går en anelse for hurtigt, og at der er for meget varm luft i deres visioner. Selv om demokratiet på nogle måder er begyndt at gå ud i verden på egne ben, har det på andre ikke forladt den nationale vugge. Heldigvis, vil jeg sige. Men vi står tilbage med det dilemma, at demokratiet på den ene side ikke kan overleve uden et nationalt folk, og de nationale folk på den anden side ikke kan klare en række globale udfordringer på egen hånd – som for eksempel klimaproblemerne. Vinden blæser, hvorhen den vil, uden respekt for nationale grænser. Nationalstaten er med andre ord både en del af problemet og en del af løsningen. Men hvad med EU, er det en vej ud af dilemmaet? Eller er vejen blind?