Читать книгу Folk - Ove Korsgaard - Страница 7

Danskhed er noget med et knudret sprog, bøgetræer, strande, nye kartofler og blonde piger. Sådan tænker mange uanset politisk observans. Det er selvfølgelig en konstruktion, at disse ting skulle være særligt danske – kartoflen stammer fx fra Sydamerika, og ordet er oprindeligt tysk. Men det er en sejlivet forestilling, der faktisk har en virkelighed og en betydning for de fleste danskere. At være del af det danske folk er en følelse og noget, der er bundet til en række sanselige fænomener.

Det er dog ikke hele sagen, og måske skal vi satse på mere end én form for forståelse af, hvad der bærer folket, hvis vi skal kunne besvare nogle af de spørgsmål, ikke mindst den voksende mængde ”borgere med en anden etnisk herkomst end dansk” rejser. Hvad kræves der for at blive en del af det danske folk? Er det nok med et juridisk tilhørsforhold i form af dansk statsborgerskab og et rødbedefarvet pas? Eller er et politisk tilhørsforhold også nødvendigt? Og kan et kulturelt tilhørsforhold undværes? Er det, vi behøver, en folkelig og politisk accept af, at vi lever i et mere multikulturelt samfund end tidligere? Igen kaskader af spørgsmål, vi må og skal blive bedre til at svare fornuftigt på.

Indvandring er selvfølgelig ikke noget nyt. Danmark har også rummet jøder, huguenotter, kartoffeltyskere og polske roearbejdere, og det vidner om, at der altid er kommet mennesker udefra til landet. Et multinationalt samfund er heller ikke noget nyt. Det danske monarki var gennem århundreder en stat, der rummede forskellige kulturer og forskellige sprog. Og i virkeligheden er det, som vi i daglig tale kalder Danmark, et rigsfællesskab, der består af tre folk: danskerne, færingerne og grønlænderne. Men til forskel fra tidligere tider har mange tilflyttere i dag en hel anden kulturbaggrund og en anden tro. De kommer hverken fra den nordiske eller den europæiske kulturkreds, men fra Mellemøsten, Asien og Afrika. Og deres baggrund adskiller sig ofte markant fra den form for danskhed og folkekirkelige praksis, der er blevet udviklet på dansk jord i løbet af de seneste 200 år. De fleste mennesker, der kommer hertil for at søge sikkerhed, rejser eller flygter fra samfund, der ikke bygger på demokrati. Nogle kommer fra formyndersamfund, der baserer sig på slægten og husfaderens myndighed – ikke på nationen og demokratiet.