Читать книгу Sporgsmal - Pia Lauritzen - Страница 10

Platon og Heidegger repræsenterer to forskellige strømninger i den måde, spørgsmål er blevet forstået og brugt på i vestlig filosofi- og idéhistorie. Filosoffer har – uden at stille sig selv spørgsmålet – leveret to overordnede svar på, hvorfor der sjældent er nogen, der sætter spørgsmålstegn ved spørgsmål. For det første fordi vi ikke kan: Det er altid allerede for sent at undgå at spørge. Og for det andet fordi vi ikke bør: Der er altid allerede noget andet, det er vigtigere at spørge til.

Begge svar forudsætter imidlertid, at spørgsmålet om spørgsmålet opløser sig selv i spørgsmålet om menneskets væsentlige væremåde og udvikling. Og netop opløsningen af spørgsmålet om spørgsmålet og pointen om, at det er spørgsmålet, der opløser sig selv, er udgangspunktet for den franske filosof Jacques Derrida.

I modsætning til Platon, Heidegger, Gadamer og andre, der mere eller mindre direkte har beskæftiget sig med spørgsmål, så stiller Derrida faktisk spørgsmålet om, hvorfor vi ikke sætter spørgsmålstegn ved spørgsmål. Han giver også et svar. Endda et, der adskiller sig fra Platons og Heideggers ved ikke at være funderet i historien, men derimod i spørgsmålet selv.

Når hverken filosoffer, videnskabsfolk eller nogen andre sætter spørgsmålstegn ved spørgsmål, så skyldes det ifølge Derrida, at spørgsmålet, samtidig med at det lægger noget åbent, altid holder noget andet skjult.

Og nu bliver det teknisk. Ikke i betydningen svært at forstå, men i betydningen, at der er en teknologi forbundet med at stille spørgsmål.

Spørgsmålets teknologi består i, at det tvinger det, der spørges efter, til at vise sig på en bestemt måde. Når vi for eksempel spørger: ”Hvad er en hest?”, forudsætter vi, at en hest er ’noget’, der kan begribes og beskrives. Spørger vi i stedet: ”Hvorved adskiller en hest sig fra et menneske?”, forudsætter vi, at det ’noget’, hesten er, skal forstås i relation til ’noget andet’.

Mens hesten i det første tilfælde viser sig som noget i sig selv – altså en absolut størrelse – så er den i det andet tilfælde relateret til noget andet og viser sig altså som en relativ størrelse. Hesten fremtræder med andre ord ikke bare forskelligt, men væsensforskelligt, afhængigt af hvordan vi spørger. Eller sagt på en anden måde: De spørgsmål, vi stiller og ikke stiller, definerer vores forståelse af og forhold til vores omgivelser.

Det, der skjuler sig, når vi stiller et spørgsmål – og som vi derfor ikke sætter spørgsmålstegn ved – er altså spørgsmålets forudsætninger. Vi er ikke opmærksomme på, at noget viser sig på en bestemt måde, når vi spørger, som vi gør. Vi er derfor heller ikke opmærksomme på, at vi kunne spørge – og det, vi spørger efter, dermed kunne vise sig – anderledes. Vi er kort sagt ikke opmærksomme på, hvad spørgsmålet gør.

At stille et spørgsmål betyder, at man stiller sig på en bestemt måde i forhold til det, man spørger efter. Man tager stilling. Og med denne stillingtagen er man altid i gang med at svare. Det er derfor, jeg om spørgsmålet – må jeg spørge om noget? – kunne konstatere, at det lukker sagen, inden det har nået at åbne den.

Det er spørgsmålets paradoks, at det, samtidig med at det åbner for nye måder at se og forstå verden på, sætter en ramme og dermed en grænse for forståelsen. Hvis forskellige mennesker og kulturer har forskellige måder at omgås og bruge spørgsmål på, så vil grænsen mellem det forståelige og det uforståelige også være trukket forskellige steder og kimen til misforståelse være lagt.

Spørgsmål er lige så afslørende som drømme, hvis ikke mere, har den tysk-amerikanske fænomenolog Erwin W. Straus engang sagt. Men hvis vi altid svarer, i og med vi spørger, så er det, vi afslører, altid os selv. Betyder det, at vi ikke kan, bør eller skal sætte spørgsmålstegn ved spørgsmål?

Nej, det betyder, at spørgsmål er nøglen til at forstå, hvorfor vi tænker og handler, som vi gør. Spørgsmål er ikke det væsenstræk ved mennesket, der altid er på samme måde, og som derfor ikke kan være anderledes. Spørgsmål er det, der, netop fordi de kunne være anderledes, afslører, hvordan vi opfatter os selv og vores omgivelser. Spørgsmål er med andre ord ikke bare det, der adskiller os fra dyr og guder, det er også det, der adskiller os fra hinanden.

Der er mange måder at spørge og dermed tænke og være på, og spørgsmålet er, hvad det fortæller om vestlig tænkning og civilisation, at vi omgås og bruger spørgsmål, som vi gør. Hvad betyder det for vores forhold til os selv og vores omgivelser, at vi historisk har forstået spørgsmålet om spørgsmålet i lyset af spørgsmålet om mennesket? Og hvilke muligheder har vi for at undersøge, om der er andre muligheder?