Читать книгу Sporgsmal - Pia Lauritzen - Страница 8

At vi indleder samtaler med at spørge, om vi må spørge om noget, er et godt eksempel på, hvor naturligt det er for os at spørge. Vi gør det ikke bare hele tiden, men uden at lægge mærke til det og tilsyneladende uden at kunne lade være. At spørge er ligesom at trække vejret.

Det er i hvert fald det indtryk, man umiddelbart får, når man læser de bøger og artikler, der er skrevet om spørgsmål. Den tyske filosof Hans-Georg Gadamer hører til blandt de få, der har analyseret spørgsmålets væsen, og ifølge ham er spørgsmålets struktur forudsat i al erfaring. Det skal forstås på den måde, at selv når vi ikke stiller spørgsmål, så forholder vi os spørgende til os selv og vores omgivelser.

Når et lille barn, der endnu ikke har noget sprog, for eksempel kravler over til en bold, tager den op i hænderne, smager på den og vender og drejer den, så stiller det ifølge Gadamer spørgsmålet: ”Hvad er det?”. Og når barnet kaster bolden fra sig igen og følger den med sit blik, så er det i gang med at udforske spørgsmålet om, hvad en bold kan. Dermed kan alle menneskelige handlinger forstås som spørgende, og mennesket kan betragtes som et ”question-animal”.

Men hvis mennesket er det spørgende dyr, hvorved adskiller det sig så fra andre dyr? Er hunden ikke spørgende på samme måde som det lille barn, når det nysgerrigt stikker snuden ned i en taske? Og hvad med hesten, der skubber til sin ejer for at få fat i den gulerod, hun holder i hånden – spørger den ikke: ”Hvad bliver det til?”.

Nej, vil de, der beskæftiger sig med spørgsmål sige. Dyr adskiller sig fra mennesker ved ikke at stille spørgsmål. Det er os, der fortolker dyrenes adfærd som spørgende, og det gør vi, netop fordi spørgsmålet er en væsentlig del af vores eget væsen. Ikke som at trække vejret, der som bekendt gælder alle levende væsner, men som en måde at være på. At spørge er en væremåde. Menneskets væremåde. Ikke en handling, der kan udføres mere eller mindre eksplicit af mere eller mindre bevidste væsner.

Spørgsmålet er det væsenstræk, der adskiller mennesker fra dyr – og for den sags skyld guder. Det forklarer den tyske filosof Martin Heidegger med, at mennesket er det eneste væsen, der sætter spørgsmålstegn ved sin egen væren. Mennesket forholder sig til muligheden af, at det kunne være anderledes – eller ophøre med at være – og det gør det netop ved at spørge: Hvem er jeg? Hvorfor er jeg noget og ikke noget andet? Hvad vil det sige at være – og ikke være?

Da ingen af disse spørgsmål kan besvares af andre end os selv, er vi hver især nødt til at spørge. Vi kan ikke lade være. Derfor er spørgsmål ikke bare det, der adskiller os fra dyr og guder, det er også det, der definerer os som mennesker.

Spørgsmål er et vilkår, der ikke er vilkårligt: Det gælder for alle mennesker alle steder til alle tider. Spørgsmål er det, der ikke kan være anderledes, og som derfor altid er på samme måde. Spørgsmål er det, vi – ifølge Heidegger – ikke kan sætte spørgsmålstegn ved.