Читать книгу Sporgsmal - Pia Lauritzen - Страница 7

Sådan starter mange korte samtaler, og dette er en kort bog. Når spørgsmålet – må jeg spørge om noget? – sjældent fører til lange udredninger, så er det, fordi det lukker sagen, inden det har nået at åbne den.

Sagen er, om vi må stille et spørgsmål eller ej, men ved at spørge, om vi må spørge om noget, er vi allerede gået i gang med at spørge. Vi forudsætter dermed, at svaret er ja. Derfor venter vi heller ikke altid på, at spørgsmålet bliver besvaret, før vi stiller vores næste og egentlige spørgsmål: Hvilken vej ligger Hovedbanen? Eller: Har I den i størrelse 38?

Der er filosoffer, der mener, at spørgsmålet – må jeg spørge om noget? – ikke er et rigtigt spørgsmål, fordi det ikke åbner for flere svarmuligheder, men altid allerede forudsætter et bestemt svar. Men der er også filosoffer, der mener det modsatte; at det er spørgsmålets væsen at lukke, samtidig med at det åbner. Og så er der alle os andre: Vi spørger jo bare!

Vi starter dagen med at spørge vores kære, om de har sovet godt. I skolen spørger læreren, hvem der vil læse højt, og på arbejdspladsen efterspørger medarbejderen en tidsfrist. Imens skriver forskeren en artikel, der besvarer hendes nøje formulerede forskningsspørgsmål, og journalisten forbereder et interview. I retssalen får den anklagede en fængselsdom, fordi han ikke kunne svare tilfredsstillende på advokatens spørgsmål, og på Christiansborg øver politikerne sig på at se ud, som om de har tænkt over og kan besvare et hvilket som helst spørgsmål om hvad som helst.

Der er spørgsmål overalt – og som man spørger, får man svar. Hvis man ikke spørger, får man ingen svar, og man kan spørge sig selv, hvem det er, der spørger: Skulle du spørge fra nogen? Måske er det et spørgsmål om tid, før vores spørgsmål slipper op. Men det kan der sættes spørgsmålstegn ved. Under alle omstændigheder har man vel lov til at spørge?

Vores talemåder er ligesom vores hverdag fyldt med spørgsmål. Store og små, gode og dårlige, skæve og skarpe. Det er de spørgsmål, vi stiller og ikke stiller, der afgør, om vi får den indsigt, der skal til for at udføre vores arbejde, men spørgsmålet er ikke kun et spørgsmål om at blive klogere og skabe udvikling.

Det er en grundlæggende præmis i den måde, demokratiet er skruet sammen på, at befolkningen kan sætte spørgsmålstegn ved de beslutninger, politikerne træffer. Og det er ikke mindst på baggrund af spørgsmålsbaserede meningsmålinger, interview- og afhøringsteknikker, at vi som enkeltpersoner og samfund danner vores opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert.

Alligevel – eller netop derfor? – er der sjældent nogen, der sætter spørgsmålstegn ved spørgsmål.