Читать книгу Sporgsmal - Pia Lauritzen - Страница 9

Heidegger er dog langtfra den første, der tildeler spørgsmålet en hovedrolle i forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske. Og han er heller ikke den sidste. Det er en ældgammel antagelse i vestlig tænkning og civilisation, at det at stille spørgsmål er uløseligt forbundet med det at være og udvikle sig som menneske.

Derfor udgør spørgsmål grundingrediensen i al pædagogik, undervisning, coaching og terapi, og derfor er videnskabsfolk på tværs af faggrænser enige om, at spørgsmål er nøglen til at blive klogere. Langt de færreste forskere taler og skriver om spørgsmål, men hvis man spørger dem direkte, vil de alle som én bekræfte, at det er umuligt at udvikle nye tanker og ideer uden at stille spørgsmål. Spørgsmål er det stof, tænkning og udvikling er gjort af, og det er takket være spørgsmål, at vi har adgang til det gode liv og den sande erkendelse.

Det er i hvert fald den antagelse, filosoffer har arbejdet ud fra, siden Platon lagde fundamentet for vestlig tænkning i det antikke Grækenland. De fleste af Platons værker er bygget op som samtaler mellem Sokrates og forskellige samtalepartnere. En slags samtalebøger, hvor Sokrates fører sine tilhørere til indsigt gennem ledende spørgsmål og svar.

Platon kalder det, vi erfarer med vores sanser for fænomener, og han forstår fænomenerne i lyset af det, han kalder ideer. For Platon er en hest nemlig ikke en hest, fordi den har fire ben og en hale – det er der som bekendt mange dyr, der har – men fordi den tager del i hestens idé.

Ligesom alle andre ideer er hestens idé en del af idéverdenen, som adskiller sig fra fænomenverdenen ved ikke at kunne erfares med vores sanser. Til gengæld kan vi erkende idéverdenen, og det gør vi netop ved hjælp af spørgsmål. I dialogen Faidon lader Platon således Sokrates’ pointe genfortælle på følgende måde:

”Hvis mennesker bliver spurgt, og hvis man spørger dem rigtigt, siger de af sig selv, hvorledes alt forholder sig”.

Det er menneskets idé at kende det gode, det skønne og det sande. Mennesket er imidlertid ikke ren idé. Vi er ligesom hesten et fænomen, der kan ses, smages, lugtes, høres og røres, og derfor er vi afhængige af spørgsmål for at generindre den idéverden, vi og alle andre fænomener får vores virkelighed fra.

Med andre ord: Grunden til, at Platon bygger alle sine dialoger op omkring Sokrates’ spørgsmål, er ikke, at han interesserer sig for spørgsmål, men at han interesserer sig for de svar, det er muligt at opnå, når man spørger på den rigtige måde.

For Platon er det svaret – forstået som vores evne til at generindre det gode, det skønne og det sande – der er det væsentlige. Selvom vi ikke kan generindre uden at søge, og vi ikke kan søge uden at spørge, så er spørgsmål altid blot et middel til at nå et mål. Et middel, som opløses, i det øjeblik målet i form af erkendelsen opnås. Det har fået nogen til at mene, at Platon betragter spørgsmål som det modsatte af erkendelse; et menneskeligt fænomen, som det gælder om at lægge bag sig.

Vi har altså Heidegger på den ene side og Platon på den anden. Heidegger betragter spørgsmål som det væsenstræk ved mennesket, vi ikke kan sætte spørgsmålstegn ved, fordi vi altid allerede spørger. Platon betragter spørgsmål som et menneskeligt fænomen, vi ikke bør spørge til, fordi det ligesom alle andre fænomener stjæler opmærksomheden fra ideen om det gode menneske.

Dermed er Heidegger og Platon enige om, at det væsentlige ved spørgsmålet er noget andet end spørgsmålet selv, nemlig mennesket forstået som henholdsvis væremåde og idé. Platon og Heidegger er på trods af deres meget forskellige tilgange til og brug af spørgsmål enige om, at spørgsmålet om spørgsmålet skal forstås i lyset af spørgsmålet om mennesket.