Читать книгу Vilje - Soren R. Fauth - Страница 6

I morges vågnede jeg første gang klokken fem til lyden af mit vækkeur. Beklageligvis var jeg for udmattet til at stå op, trætheden vandt over de gode hensigter og den klare plan, der blev lagt aftenen forinden. Vi har her at gøre med det klassiske og i menneskesindet evigt tilbagekommende sammenstød mellem pligt og tilbøjelighed!

Sidstnævnte vandt, endnu en gang. Af samme grund sad jeg først ved skrivebordet klokken syv. Børnene har påskeferie, hvilket gør, at jeg har mere end vanskeligt ved at komme i seng inden midnat, og så kan selv de allerbedste intentioner og den mest stålsatte vilje blive sat skakmat i mødet med kroppens kendsgerninger.

Egentlig var jeg stadig så træt klokken halv syv, at jeg nemt kunne have sovet en time mere. Men op ville jeg. Ergo: Pligten endte med at vende stærkt tilbage.

De bedste dage i mit arbejdsliv er dem, hvor jeg sidder ved skrive- og læsebordet allerede klokken fire om morgenen, længe før den øvrige del af husets beboere vågner.

I dagbrækningen er min bevidsthed langt mere åben end senere på dagen, hvor verden konstant afleder min opmærksomhed og obstruerer enhver form for sammenhængende tankevirksomhed. Mens dagen endnu er i sin vorden, er det anderledes: Her hersker den fornødne indre og ydre fred, her er jeg fri for alle de former for støj, der senere på dagen i form af møder, telefonsamtaler, vejledning og en veritabel storm af elektronisk post reducerer min hjerne til en beholder for flimrende og vidt forskellige ind- og udtryk.

Da jeg – desværre – ikke er en maskine, kan jeg ikke programmere mig selv til at stå op, når vækkeuret ringer. Jeg kan forsøge, men hvis projektet skal lykkes, fordrer det, at jeg går rettidigt i seng. Alt dette kan kun ske, hvis jeg anstrenger min vilje til det yderste.

Nuvel: Klokken syv sad jeg ved skrivebordet. Ingen tvang mig til det, ligesom der ikke var nogen, der tvang mig til at lave en kop kaffe, spise en banan i skyndingen, tage et bad og børste mine tænder. Det lykkedes mig faktisk at gå forbi gårsdagens avis uden at værdige den et blik.

Desforuden, og endnu vigtigere: Det lykkedes mig de første par timer at holde mig væk fra min elektroniske postkasse. Giver jeg først efter for mine tankers trang til at vandre snart hid, snart did, risikerer jeg, at alle gode skriveforsæt går fløjten.