Читать книгу Vilje - Soren R. Fauth - Страница 8

De fleste mennesker sætter, antager jeg, deres vilje i forbindelse med deres bevidsthed. Det giver ingen mening at forestille sig en vilje, der ikke er rettet mod et mål. De to små ord ”jeg vil” bliver altid efterfulgt af en beskrivelse af et mål.

Det kan være, at jeg vil lære at tale tysk. Og for at opnå det mål skal jeg udføre bestemte handlinger. Gode tyskkundskaber kræver for eksempel, at jeg terper bøjningsformer for verber og adjektiver, og at jeg sætter mig ned og lærer, hvilke forholdsord der styrer akkusativ, genitiv og dativ.

I mange år gjorde jeg det faktisk, men ikke nok med det: I en længere periode på cirka seks-syv år førte jeg dagligt lister over vendinger og udtryk, jeg ikke tidligere var stødt på i det tyske sprog. Flere gange om dagen gennemgik jeg disse lister og lærte dem systematisk udenad. Hvorfor? Fordi jeg ville være god til tysk, ikke bare god til at tale det, men mindst lige så god til at skrive det.

Viljen er altså synonym med hensigt, formål, mål, intention. Vi vil altid opnå noget bestemt, og vores stræben ytrer sig af samme grund altid i og gennem vores bevidsthed. Det giver ingen mening at forestille sig en retningsløs viljesakt. Vores evindelige gøren og laden fra fødsel til død består i en uafbrudt jagt efter store og små mål. Snart vil vi det ene, snart det andet.

Den ene af mine tre sønner vil for eksempel ikke spille cello; han vil hellere spille tennis, trommer og badminton og sidst, men ikke mindst, computer. På et tidspunkt gav forældrene op og skiftede tvangspædagogikken ud med det ’frie’ valg. Nu spiller han, denne gang i den rigtige rækkefølge: computer, tennis, badminton og trommer. Han har – under et vist pres – selv valgt sine mål, ligesom jeg selv, dvs. af egen og dermed fri vilje har valgt at spise frugt i stedet for slik.

Lige siden slutningen af det 18. århundrede har en række førende tænkere med stor selvfølgelighed antaget, at viljen havde sæde i bevidsthedens fornemste organ, også kendt som fornuften. Mange af os vil endda – helt forståeligt – gå ud fra, at viljen er synonym med den frie vilje. At ville noget er nemlig ikke blot forbundet med et ganske bestemt forsæt; vi har samtidig en klar fornemmelse af, at vi kan gøre, hvad vi vil.

Det er jo mig og min fornuft, der bærer min vilje, og jeg kan gøre, hvad jeg vil. Ikke sandt? Når jeg befinder mig i et supermarked for at handle ind til aftensmaden, er der ingen, der blander sig i, om jeg køber broccoli, blomkål eller tomater. Det er noget, jeg helt selv afgør.

Vi hæfter af samme grund for vores gerninger. Som bekendt navnlig for de mindre pæne af slagsen. Hvis en person vælger at leve sit liv ude af trit med samfundets love og regler og for eksempel stjæler sine varer i supermarkedet i stedet for at betale for dem, tænker langt de fleste automatisk, at vedkommende havde muligheden for at lade være med at stjæle. Vel vidende at det koster at stjæle, ja, at det er forbundet med straf, hvis tyveriet opdages, vælger personen – af egen fri vilje – at rane ting uretmæssigt til sig.

Vi kan derfor spørge os selv og hinanden, om ikke vores retssystem i al væsentlighed bygger på den antagelse, at hvert enkelt individ har en fri vilje?

Hvis nogen sætter deres vilje igennem, betyder det, med et godt dansk mundheld, at de indretter verden efter deres hoved. Slår vi efter i en synonym- eller begrebsordbog, vil vi under ’vilje’ netop møde ord som ’hensigt’, ’formål’, ’forsæt’, ’handlemåde’ og ’beslutning’.

De fleste af os går da også ud fra, at vi beslutter noget på baggrund af en række bevidst gennemtænkte motiver. Ja, enhver beslutning, som vores bevidste jeg træffer, sker ud fra en forudgående opvejning af forskellige muligheder og motiver mod hinanden, og ethvert valg indebærer, at vi ender med at vælge én ting frem for noget andet. Meget kunne altså tyde på, at viljen er en integreret del af vores måde at tænke på. Tanken og viljen følges ad, til døden dem skiller.

Men hvem siger, at det ikke forholder sig sådan, at viljen går forud for tanken? Eller rettere: Forholder det sig ved nærmere eftertanke ikke snarere sådan, at viljen i sig selv er en irrationel, ufornuftig, uforstandig drift?

Synonym- og begrebsordbogen har i den henseende andet og mere at byde på. Den lader os også ane, at viljen muligvis er et kraftcenter, der slumrer og virker, før bevidstheden sætter ind med alle dens tanker, begreber, hensigter og mål. Det samme opslag i synonymordbogen leder os nemlig i retning af associationer som ’lyst’, ’drift’, ’begær’, ’energi’, ’kraft’ og ’lune’. Og hvis viljen kan samle alle disse følelser, så tænker den sig næppe særlig godt om, før den handler.

En Tænkepauser, der har viljen som sin undersøgelsesgenstand, ryger derfor direkte ind i epicentret for den vestlige åndshistorie: striden og spørgsmålet om forholdet mellem ånd og natur, fornuft og følelse. Skulle vi føre en liste over emner, der gennem historien har domineret forsøget på at udgrunde, hvad et menneske er, ville netop forholdet mellem ånd og natur rangere meget højt. Teologer, kunstnere og filosoffer bliver aldrig trætte af at spekulere over forbindelsen og ikke mindst styrkeforholdet mellem de to.