Читать книгу Ansvar - Ulrik Nissen - Страница 3

Fire gange har jeg både meget konkret og i overført forstand fået et ansvar. Først en gang i Aarhus, dernæst en gang i Aalborg og endelig to gange mere i Aarhus. Det er de fire gange, hvor en jordemoder har lagt en lille datter i mine arme, og hver gang er jeg blevet fyldt af en stærk følelse af kærlighed, hengivenhed, omsorg – og ansvar. Ni måneder havde min hustru og jeg ventet på hver af vores fire piger. Men selv om lægerne med nogenlunde sikkerhed kunne forudsige, hvornår fødslen ville indtræde, så var jeg ingen af gangene alligevel helt forberedt på den forandring, som dette lille menneske ville indebære for mig. Pludselig sad jeg med et nyt menneske i mine arme. Det lille barns sårbarhed og afhængighed kaldte på mine allerdybeste følelser af, at jeg skulle være mig mit ansvar bevidst.

Jeg trækker mine egne erfaringer som nybagt far frem, fordi det kendetegner ansvarsbegrebet, at vi på den ene side kan reflektere over, hvad det rummer, og hvordan vi vil løfte det. Men på den anden side betegner det netop også ansvar, at vi ikke bare kan tænke os til det. Det er en opgave, vi får givet. Derfor står vi også til ansvar over for den eller dem, der har givet os ansvaret. I eksemplet med mine døtre kan vi sige, at jordemoderen lægger ansvaret i mine arme, og det er nu op til mig at tage vare om mine døtre, indtil de er voksne og selvstændige mennesker.

Omvendt giver det ikke så meget mening at tale om, at jordemoderen gav min hustru og mig ansvaret for vores børn. Som teolog tror jeg snarere, at det ultimativt set var Gud, som gav os den opgave, mens en biolog nok vil mene, at det er naturens gådefulde møde mellem et æg og en sædcelle, der i sidste ende løber med æren.

Mere overordnet giver vi mennesker hinanden ansvar i samfundet. Da vores politikere i løbet af det 20. århundrede udformede velfærdsstaten, var et centralt spørgsmål netop, hvordan vi millioner af vidt forskellige danskere kunne tage vare om hinanden fra vugge til grav.

Dette fællesskab udfordrede ”Dovne Robert” for eksempel i efteråret 2012, da han i et tv-interview på DR2 udtalte, at han hellere ville leve af kontanthjælp end tage et job, der ikke gav mening for ham. Den livsstil havde han foretrukket i nu 11 år. For ham var det et ganske enkelt spørgsmål om, at han havde ret til kontanthjælp, og derfor ville han ikke påtage sig et arbejde som eksempelvis gulvsliber eller pedel.

Roberts synspunkt vakte stor furore, fordi mange danskere mente, at han med sine valg nassede på velfærdssamfundet uden at være villig til at yde sit bidrag til fællesskabet. Vi kan derfor hævde, at Robert indtager en noget nær ansvarsløs position. Først og fremmest fordi han kun orienterer sig ud fra, hvad han som enkeltperson kan få en gevinst ud af og dermed ser bort fra, hvad han kan bidrage med i forhold til alle os andre.

Debatten om ”Dovne Robert” viser også, at ansvarsbegrebet sætter os ind i forpligtende sammenhænge. Når Robert betonede sin ret til kontanthjælp, argumenterede han ud fra den rettighed, han havde som individ. Jeg vil vove den påstand, at Robert glemte, at han kun kunne hævde sin ret, fordi der var en hel masse andre borgere, der både ideologisk og ved at stille deres ressourcer til rådighed havde gjort det muligt for ham. I stedet for at insistere på sin ret kunne Robert have spurgt sig selv: Har jeg et medansvar for at opretholde og udvikle det politiske fællesskab, som jeg er en del af?