Читать книгу Ansvar - Ulrik Nissen - Страница 8

Da regeringspartierne Venstre og Konservative sammen med Dansk Folkeparti i marts 2003 besluttede, at Danmark skulle deltage i en militæroperation i Irak, kunne politikerne ikke være sikre på, at deres beslutning var den rette. De var for eksempel uenige om, hvordan Danmark skulle forholde sig til, at den irakiske diktator Saddam Hussein ikke kunne fremlægge beviser for, at han havde destrueret alle sine masseødelæggelsesvåben.

I november 2002 havde FN på USA’s foranledning krævet, at Irak skulle indgå i et betingelsesløst og aktivt samarbejde med FN’s våbeninspektører. I marts måned aflagde inspektørerne en overvejende positiv rapport til FN’s sikkerhedsråd. Men USA, England og Spanien følte sig ikke overbevist om, at samtlige våben var destrueret. Derfor argumenterede de for, at de havde ret til at gå i krig mod Irak.

I den konkrete situation vurderede VK-regeringen med statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen, at den kun ved at stå sammen med en international koalition mod Saddam Hussein kunne være med til at forbedre verdens sikkerhed. Fogh og regeringens øvrige medlemmer tog hermed ansvar for de konsekvenser, den beslutning måtte medføre. Men uden deres usikkerhed ville det ikke have givet mening at tale om ansvar.

Det kan lyde mærkeligt, at usikkerhed er en forudsætning for ansvar. Men det er en vigtig pointe. Usikkerheden hænger også nøje sammen med frihed. For uden friheden til at vælge, ville vi ikke kunne stilles til regnskab for de valg, vi træffer. Vi skal så at sige have muligheden for at træffe både forkerte og rigtige beslutninger.

Frihed betyder imidlertid ikke, at vi er uafhængige af hinanden. Tværtimod. Når vi taler om frihed i sammenhæng med ansvar, er det i modsætning til et begreb som ’selvbestemmelse’, som en del filosoffer siden 1700-tallets oplysningstid har promoveret. Især den tyske filosof Immanuel Kant fremhævede, at vi ikke bør være underlagt en anden moralsk autoritet eller lov end den, vi pålægger os selv. Vi skal hver især selv stå inde for vores moral, som dog skulle være fælles for alle mennesker. Tanken om selvbestemmelse betragter vi i dag som selvfølgelig inden for visse områder. For eksempel kan en læge ikke bare igangsætte en behandling uden patientens samtykke.

Men for mange såkaldte ansvarsetikere som Bonhoeffer er det vigtigt at lægge afstand til Kant og snarere tale om frihed end selvbestemmelse. De ønsker at fremhæve, at essensen af ansvar er et gensvar, og at vi er indbyrdes forbundne med hinanden og bliver formet og præget som moralske væsner af de sociale og konkrete sammenhænge, som vi indgår i.

Bonhoeffer mener for eksempel, at vores ansvar ikke på forhånd er lagt fast, men vokser ud af den givne situation, når vi forsøger at vurdere situationen efter bedste evne og tage stilling til, hvad vi bør gøre. Målet er derfor også at opøve og udvikle en dømmekraft, så vi i den konkrete situation bliver i stand til at bedømme, hvordan vi bedst muligt lever op til vores ansvar.